Skuespiller Karen Margrethe Gotfredsen vil aflive myten om den forpinte kunstner
I konsulent-branchen var hun hende den skæve og kreative. I dag er hun skuespiller og føler, at kollegerne i den kreative branche opfatter hende som ’lidt for business.’ Men følsomhed og forretning er ikke nødvendigvis modsætninger – og der skal være plads til, at man rummer både det bløde og kreative og samtidig kan kræve sine rettigheder på et hårdt marked, mener skuespiller Karen Margrethe Gotfredsen.
Af Anne Stampe Arndt, journalist | Foto: Sienna Rousseau
23. september 2021 | FilmFor nylig sad skuespiller Karen Margrethe Gotfredsen til undervisning på et kursus sammen med et hold af andre uddannede skuespillere. ”Hvordan har jeres morgen været,” spurgte underviseren på skift de forskellige deltagere, og egentlig havde Karen Margrethe Gotfredsen haft en ret god morgen. Ikke noget særligt, men heller ikke dårlig. En helt almindelig morgen. Men det var ikke helt dét, underviseren gerne ville høre. Der måtte være noget dybere, noget kaos under overfladen, som kunne bores og graves i. Det var i hvert fald de negative og kaotiske følelser, der fik opmærksomhed og fokus den morgen i undervisningslokalet. Og det er ikke første gang, Karen Margrethe Gotfredsen har haft en oplevelse af, at der er begrænset plads til andet end kaos i det miljø, hun færdes i.
”Negative følelser er generelt i højere kurs end positive følelser i mit fag. Som skuespillere arbejder vi jo med alle slags følelser, men man kan hurtigt blive stemplet som en ’kontrol-freak,’ hvis man egentlig bare synes, at ens morgen – og livet – er rimelig nice,” siger hun.
Det er ikke, fordi Karen Margrethe Gotfredsen ikke rummer emotionel dybde og negative følelser. Tværtimod. Da hun efter sin kandidatuddannelse fra CBS arbejdede på et bureau i det indre København, forsøgte hun at skjule, eller i hvert fald nedtone, sin kreative og følsomme side, fordi kollegerne på konsulent-kontoret var mindre vant til at blive konfronteret med sårbarhed og følsomhed. Selv oplevede hun det som aktiver i arbejdet med mennesker og rådgivning; men samtidig var der en forventning til, at hun holdt de sider af sig selv tilbage, når hun mødte op på kontoret.
”Det passede ikke rigtigt ind i det miljø og i rollen som politisk konsulent at være et kreativt og følsomt væsen, som reagerer stærkt på sine omgivelser. Der var en kultur, som vægtede robusthed højere end følsomhed. Men det er jo forkert at se de to som modsætninger,” siger Karen Margrethe Gotfredsen.
I dag lever hun af at være kreativ og følsom i sit arbejde som skuespiller i film, tv og reklamefilm. Som 29-årig tog hun en skuespilleruddannelse i New York og vinkede farvel til 9-17-kontoret, fast løn og frokostordning til fordel for en usikker tilværelse med castings i tide og utide og perioder uden arbejde og indtægt. Nu bruger hun sine erfaringer fra konsulenttiden, når hun eksempelvis skal forhandle løn og arbejdsvilkår og drive sin egen forretning, som en selvstændig skuespiller uden agent også gør. Og hun elsker sit fag – men mener, at der er brug for et opgør med forestillingen om den forpinte kunstner og en større accept af, at kunstnerlivet også er forretning.
Ros betaler ikke huslejen
Jeg møder Karen Margrethe Gotfredsen, efter en sommer hvor ulige løn mellem mandlige og kvindelige skuespillere har været til debat. Det begyndte med Birthe Neumann, som spiller hovedrollen i Bille Augusts ’Pagten,’ i et interview med Politiken svarede på et spørgsmål om sin løn. På interviewerens spørgsmål om, om hun fik 3 millioner kroner for sin hovedrolle i sommerens storfilm, svarede Birthe Neumann, at lønnen nærmere er en tiendedel af dét beløb. Efterfølgende stod flere kvinder frem, blandt andet hos DR, og fortalte om oplevelser med det veldokumenterede løngab mellem mandlige og kvindelige skuespillere.
Karen Margrethe Gotfredsen har også oplevet at få lavere løn end sine mandlige medspiller på en kommerciel produktion for nogle år tilbage, på trods af at de arbejdede lige meget og var ligeligt eksponerede på skærmen. Når jeg spørger, hvorfor hun ikke krævede at få den samme løn som sin medspiller, svarer hun, at hun slet ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere det. Hun havde aldrig lært at kræve sin ret som skuespiller og ville ikke risikere at blive uvenner med nogen. For hvem har lyst til at være uvenner med dem, der har magten til at hyre eller ikke hyre dig en anden gang? I en branche, hvor venskab og netværk betyder meget for, hvilke og hvor mange jobs du får, og hvor der altid er en lang kø af dygtige skuespillere bag dig klar til at overtage din rolle, lever mange ifølge Karen Margrethe Gotfredsen hellere med dårlige vilkår, end de tager kampen op.
Men det er ikke kun venskabskulturen, der står i vejen for bedre løn og arbejdsvilkår, mener hun. Ideen om, at jobbet som skuespiller er et privilegium i sig selv, og at man gør det for kunstens og ikke pengenes skyld, står også i vejen. Mange skuespillere føler sig så heldige, når de lander en rolle, at de går på kompromis med deres rettigheder, og det er – sammen med den hårde konkurrence i branchen – med til at fastholde især unge skuespillere og ikke fagligt organiserede i en tilværelse med skævt lønnet, lavtlønnet og også ulønnet arbejde. Dét kræver et opgør, mener Karen Margrethe Gotfredsen.
”Hvis jeg skal føle mig heldig, alene fordi folk gider at arbejde med mig, så er det svært også at gå til lønforhandling og kræve bedre vilkår. Det er et tabu at være ’business-agtig’ i filmbranchen, fordi der er en forestilling om den kreative, passionsdrevne skuespiller, som gør det for kunsten. Men vi kan ikke betale husleje med ros og anerkendelse, så det er jo også en forretning at være skuespiller,” siger hun og fortsætter: ”Vi er nødt til at tage skuespil ned fra piedestalen. Mange har nok en forestilling om, at vi går til gallapremierer og filmfestivaler, men ofte fryser man i en svensk skov i sommertøj og minusgrader i flere timer, før man så skal være på i ti minutter. Det er også virkeligheden – og et arbejde, der kræver ordentlige forhold.”
”Vi fortæller os selv og hinanden, at vi jo ikke er i den her branche for lønnens skyld. Men når man professionaliserer sin kærlighed til og interesse for noget, så er det et arbejde, og så skal man kræve ordentlige vilkår,” siger hun.
Fattig og fucked up
Når Karen Margrethe Gotfredsen taler om rettigheder og løn, kan hun godt blive nervøs for at blive opfattet som kold, hård og ’konsulentagtig’ i skuespilmiljøet. Kan hun være sårbar på settet, hvis hun også er forretningskvinde, der går med dyre tasker og ikke gider arbejde for en halvdårlig gage? Selv ved hun godt, at de to ikke er modsætninger, og at man godt kan bruge mandag på at lave regnskaber og forretningsplaner og stå på et filmset og udøve kunst om tirsdagen. Alligevel er hun bange for ikke at blive opfattet som en ’rigtig’ kunstner.
Det leder vores snak tilbage til forestillingen om den passionerede kunstner, som udøver kunst alene af lyst og passion. En forestilling om den fattige artist, som lever på en sten for at kunne hellige sig kunsten, og som konstant er i sine følelsers vold. Ifølge Karen Margrethe Gotfredsen trives den forestilling i skuespilfaget, hvor undervisere og instruktører altid vil grave de negative og kaotiske følelser frem. Præcis som hun oplevede den morgen på kurset med de andre skuespillere. Men sådan er virkeligheden bare ikke for de fleste, mener hun.
”Selvfølgelig har skuespillere svære perioder med angst og sorg, men som alle andre mennesker føler vi ikke sådan hele tiden. Jeg har masser af sårbarhed, dybde og traumer, jeg kan rippe op i, hvis jeg føler, det vil hjælpe min karakter. Men jeg vil ikke foregive at være ’fucked up’ for at være mere ’ægte’, når min morgen har været ganske almindelig, bare fordi jeg føler, jeg skal leve op til en forestilling om den sande kunstner eller bevise, at jeg er i kontakt med mine følelser,” siger hun.
Den her kontrast mellem den stereotype forestilling om den kreative kunstner og så en professionel skuespiller, der har styr på og tør kræve sine rettigheder – følsomme Karen og forretnings-Karen – er det ikke mere din egen identitetskamp, end det er branchens problem?
”Jeg skal helt sikkert også selv gøre op med nogle fordomme. Men når jeg taler for meget om løn og rettigheder blandt mine kolleger, så oplever jeg, at de synes, det er malplaceret. Der er en underliggende forventning om, at vi som skuespillere mødes i et følsomt rum. Hvis jeg taler om ’hårde’ ting i det rum, så kan jeg godt føle mig forkert – at andre opfatter mig som ufølsom og uægte. Også selvom mange jo er enige med mig i, at virkeligheden ikke er som den stereotype fortælling. Alligevel dyrker vi den fortælling, og så er der mindre plads til også at være en skuespiller, der vil kende og have styr på sine rettigheder,” siger hun.
Men er det ikke netop jer selv i branchen, som er med til at opretholde den fortælling og kan gøre noget ved det?
”Jo, vi er alle sammen med til at dyrke den og skal være med til at ændre narrativet. Også jeg selv. Men det er også en hel kultur, der skal ændres, hvor vi for eksempel ikke dyrker det negative hele tiden. Jeg gider hverken være fattig kunstner eller fucked up. De fleste vil jo gerne have en rimelig løn og ordentlige arbejdsforhold – det er jo forudsætningen for at have overskud til at udøve god kunst. Vi skal aflive myten om, at det kreative liv helst skal være et kaotisk liv, og at kunstnere skal leve på en sten for at kunne skabe. Den idé skal vi helt væk fra, hvis vi vil have en branche med ordentlige lønvilkår og med plads til alle,” siger Karen Margrethe Gotfredsen.
Hun anerkender, at det ikke er let at ændre på en forestilling om den forpinte kunstner, der er så indgroet en del af branchen og hele vores kultur. Men et sted at begynde er at tale højt om det. Jeg spørger hende til sidst, om hun er nervøs for at gøre netop det – tale offentligt om løn og arbejdsvilkår og kritisere den branche, som hun er i gang med at gøre karriere i.
”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er bange for reaktionerne, når jeg taler om de her ting – og om nogen vil have mindre lyst til at hyre mig eller ser skævt til mig, fordi jeg siger det højt. Men jeg er nået frem til, at det er vigtigere, at vi kommer derhen, hvor der bliver plads til at være en kunstner, som kan have en god morgen og have styr på sin løn og sit regnskab. Hvor vi kan sige fra over for uretfærdigheder og kender vores rettigheder. Og hvis nogle ikke vil hyre mig, fordi jeg mener det, så gider jeg egentlig heller ikke arbejde med dem,” svarer hun.