Skønlitteratur fuld af hemmeligheder – 3 anbefalinger

IMG_20210621_142318_663.jpg
Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY 

1.     ’Godt selskab’ af Naoise Dolan (Forlag: Gutkind)

Kort resumé: Ava er lige blevet færdig på universitetet i Dublin og flytter til Hong Kong for at undervise børn i engelsk. Her møder hun Julian, som har et travlt job i bankverden. De to indleder et slags forhold, der mest af alt går ud på, at Ava er fjern og sarkastisk over for Julian, og Julian lader Ava bruge sine penge. På et tidspunkt bliver Julian nødt til at rejse væk et halvt år pga. sit job og i den tid møder Ava Edith, som er en smuk, klog og hudløst ærlig advokat. Nu begynder trekantsdramaet.

Avas attitude over for alle omkring hende er en blanding af ligegyldighed og afstandstagen. Hun er spydig, indelukket og generelt skeptisk. Hun er aldrig helt ærlig over for folk, hun interagerer med, men det bunder i virkeligheden i, at hun ikke formår at være ærlig over for sig selv. Hun bliver ved med at påstå, at hun ingen følelser har for Julian, og at hun kun flytter ind hos ham, fordi hun på den måde kan spare penge på husleje. Julian virker også semi-ligeglad med Ava, men man får en klar fornemmelse af, at det er, fordi de begge har fanget hinanden i et usundt forhold, hvor det at vise ægte følelser er lig med svaghed, og de er begge for stolte til at tabe ansigt på den måde. Det er et fascinerede indblik i, hvor usundt et forhold kan være, når kommunikationen ikke fungerer og følelser bliver anset som taberagtige. Forholdet til Julian føles trygt for Ava, fordi han bekræfter hende i, at hun ikke kan finde ud af at elske, hvilket er en fortælling hun har skabt om sig selv.

Da Julian rejser væk og Ava møder Edith, sker der en masse ændringer i Ava, som hun ikke helt forstår. Edith er sød, ærlig og interesseret i at lære Ava ordentligt at kende. Ava nyder denne nye form for venskab, som stille og roligt udvikler sig til mere. Ava har en intern kamp med sig selv om, hvornår hun bør fortælle Edith om Julian, for han kommer jo tilbage til Hong Kong snart. Hun taler i telefon med sin bror om dilemmaet, og det lyder således:

Tom: ”Hvad så med Edith? Hvordan er du sammen med hende?”

Ava: ”Venligere. Mere overbærende. Og sex er bedre med hende.”

Tom: ”Det behøver jeg ikke at få at vide.”

Ava: ”Jeg siger det bare, som det er.”

Tom: ”Okay så. Men som jeg sagde: Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Hvor længe er der til han kommer hjem?”
Ava: ”To dage nu.”

Tom: ”Så en dag til at fortælle hende [Edith] det.”

Ava: ”Det gør jeg nok ikke.”

Tom: ”Det overrasker mig overhovedet ikke.”

Det spændende ved den samtale er, at Ava påstår, at hun ”siger tingene, som de er”, hvilket kun passer, hvis tingene er noget, som kan chokere, forarge eller irritere, for så er det med til at opretholde hendes egen idé om, at alle hader hende.

Ava holder sine følsomme tanker hemmelige, ikke bare over for andre, men i høj grad også over for sig selv, og det skaber en masse problemer. ’Godt Selskab’ er en skarpt skrevet bog med masser af tør humor, som snildt kan læses på en enkelt dag i solen.

2.     ’Sauna’ af Mads Ananda Lodahl (Forlag: Gyldendal)

Kort resumé: Johan har fået job som receptionist i Adonis Sauna Spa & Men’s Health Club – som basically er en swingerklub for gay (cis)mænd. En af reglerne i Adonis er, at gæsterne skal være nøgne. En dag dukker den unge William op, og han spørger Johan, om det ikke er okay, at han beholder lidt tøj på. Senere finder Johan ud af, at det er, fordi William er transkønnet. De to begynder at date, men der opstår en masse komplicerede situationer og følelser på grund af deres forskellige tilgange til at leve et liv som queer person.

Johan synes, at William er den smukkeste mand, han nogensinde har set. Og han er endeløst fascineret af, at William er en anden slags mand, fordi han er trankønnet. Johan mener, at Williams blotte eksistens er med til at destabilisere den binære kønsorden, som hersker i samfundet, og derfor forstår Johan heller ikke, at William gerne vil have en top-operation, så han kan få det flade bryst, som han længe har drømt om. William begynder at føle, at Johan ser ham som et redskab, der skal være med til at ryste det heteronormative samfund, som fastholder dem (og alle andre) i restriktive roller, og det er William ikke interesseret i. Han vil bare gerne have lov til at leve, uden hele tiden at skulle kæmpe for at blive set, anerkendt og respekteret:

”Jeg er så gal på det hele,” sagde jeg [Johan]. ”På hele systemet.”

”Du forsimpler tingene,” sagde William. ”Carsten og Brikken er jo også en del af systemet. Min sagsbehandler, der har skaffet mig det kollegieværelse og ladet mig beholde det, selvom jeg ikke er studerende mere. Hun er også en del af systemet. Den læge, der udskriver mine hormoner, er en del af systemet. Det er så nemt for dig at være vred over teoretiske ting, men jeg har faktisk nogle helt konkrete bryster, der skal fjernes. Det er ligesom noget andet.”

Bogen handler utroligt meget om ord og ords betydning og hvordan de kan påvirke mennesker. Og da William starter i en gruppe for transmænd, udvikler han et mere præcist sprog for sine følelser, og det sprog forstår Johan ikke helt. Og det skaber en kløft mellem dem. De udelader begge at fortælle hinanden bestemte ting og følelser, fordi de efterhånden har erfaret, at de ikke altid taler hinandens sprog, og derfor ikke altid er i stand til at se tingenes tilstand fra den andens side.

Bogen viser, at der er så mange forskellige måder at være homo, så mange måder at være trans, så mange måder at være queer. Og det kan en gang imellem føles vidunderligt, men samtidig frustrerende, når man gerne vil være en del af et fællesskab.

’Sauna’ er en smuk roman om kærlighed, klasse, restriktive kønsroller og kroppe.

3.     ’Det der skiller os’ af Brit Bennett (Forlag: Gyldendal)

Kort resumé: Stella og Desiree er tvillinger og er uadskillelige som børn. De vokser op i en lillebitte by i sydstaterne i 1950’ernes USA. Da de fylder seksten, stikker de af til New Orleans, hvor Stella finder ud af, at hendes hud er så lys, at folk tror, hun er hvid. Og en dag, uden et eneste ord til sin søster, forlader hun Desiree for at flytte sammen med en hvid mand og leve et liv som hvid. Tvillingernes vej skilles, og de to træffer meget forskellige valg i livet, som har store konsekvenser. Især Stella må holde på et utal af hemmeligheder, som mere eller mindre ødelægger hende.

Denne roman handler meget eksplicit om hemmeligheder og hvad de gør ved ens identitet og ens forhold til andre mennesker. Og som ’Sauna’ handler den om, at bare fordi man er en del af en bestemt minoritet, betyder det ikke, at alle i den gruppe er ens og har samme holdninger til, hvordan man skal håndtere den undertrykkelse, som man oplever.

Stella føler en enorm skyld og skam over at forlade sin familie for at leve som hvid med alle de privilegier, som følger med. Og korthuset af løgne som hun bygget op gennem sit voksenliv, føles skrøbeligt, og hun er bange for, at alle kan gennemskue hende.

’Det der skiller os’ handler om svigt, løgne, hemmeligheder, race i USA fra 1950’erne til 1990’erne og om colorism. Læs den og bliv klogere på bl.a. racisme og internaliseret racisme.

Forrige
Forrige

Line Sophie har brugt mange timer på at være en anden på sociale medier

Næste
Næste

Kan du heller ikke holde på hemmeligheder, så har Kathrine Graa lavet et hemmelighedssharing-system til dig