Af Sidsel Lieknins Vestertjele, musiker | Foto: Nichlas Walsted | Indtalt af Sidsel Lieknins Vestertjele

Spillestedet Vega, en aften i start 10’erne: salen summer forventningsfuldt. Jeg tripper backstage med klistrede håndflader og stramme pailletbukser. I næsten et halvt år har jeg sunget ind i et TV-kamera, og som tapet fast til scenegulvet, har jeg stået stille og artigt foran linsen, stærkt koreograferet af skarpe scene-teknikker, der bestemmer præcis hvor jeg må stå og gå foran de rullende kameraer. Nu står jeg her bag Store Vegas scene. Jeg er få skridt fra et menneskemøde mellem musikere og modtagere med ivrige øregange. Der er ingen kameraer eller TV-skærme mellem os. Kun centimeter af luft. Og en lille scenekant. 

Der sker noget, idet jeg træder ind på scenen. Akustikken er overvældende. Lyden svæver elegant frem og tilbage mellem væggene, som var den et perfekt spil tennis. Jeg mister pusten af euforiske årsager. Musikerne spiller så solidt på deres instrumenter, at de formår at skabe et trygt sted, hvorfra jeg kan eksperimentere med min stemme. Mens de står som trofaste og vigtige søjler i hjørnerne af rummets centrum, scenen, begynder de at folde et vidunderligt lydtæppe ud gennem forstærkere og mikrofoner. Deres hænder breder noder hen over salens scenegulv, som var det en løber, jeg nysgerrigt kan bevæge mig på. Vi nikker til hinanden, første takt slås for alvor an, jeg samler oxygen fra lungerne, sætningerne ligger klar i min strube og så… sker der noget:

Min krop går i trance. Jeg kaster mig frem på scenen. Bukker mig forover, svæver sammen med publikum op mod taget, ned til jorden, op igen, ned. Linjen, som udgør scenekanten, opløses, den bliver simpelthen usynlig. Distancen mellem publikum og performere destrueres. Mine knæ borer sig fast til scenegulvet, spirer rødder, blomstrer. Der er ild i teknikken, støj, elektricitet og eksplosioner i hele bygningen. Publikum, musikere, materialiteten og jeg er én samlet organisme. Vi bevæger os synkront i soniske bølger på et forførende hav. Vuggende, vildt, vidunderligt!

Pressebilleder fra den aften demonstrerer et vildt, nærmest dyrisk udtryk i mine øjne, jeg ikke har set hørt før.  

Pixelerede Youtube-klip gengiver råb fra min mund, jeg ikke kendte.

Men det jeg husker bedst, er fornemmelsen af frihed.  

Den dybe, nye trancetilstand, som vulgært hensatte min krop i en lille haglbyge af lyd og lys, og samtidig komplet opløste tiden til ukendelighed. Det betyder ikke noget, om publikum oplevede det samme. Bag mit indre voksede en ustyrlig lyst til at elske med intet mindre end livet. Publikums tilstedeværelse løftede min eufori op til øverste etage. Det var dem der gav. Og jeg gav efter.  

Og nu nærmer vi os hele essensen af denne fortælling. Historien om hvordan musik er frihed, der producerer magt, skaber mulighed for at eksperimentere med identitet og køn og sidst men ikke mindst: åbner en portal af orgasmiske trancer og transitioner. Musik er nemlig sex. Musik er frihed. Og musik er politik. 

Peter Vuust er jazzmusiker og hjerneforsker. I sin bog ”Musik på hjernen” undersøger han, hvad musik gør ved os. I et gammelt fagblad jeg har liggende, er han citeret for at udtale: ”Musik er en utrolig gave, som mennesker har fået. Vi ved ikke hvorfor, men det er eddermame en fantastisk gave.” Magasinet Musikeren ligger altid mellem mine musikinstrumenter som en kærlig påmindelse om, at musik ikke bare er en samling akkorder i et nodehæfte, men en tilstand mellem tangenter og toner, der kan have så berusende effekt på kroppen, at selv tre glas rødvin bliver overflødige til sammenligning. Det er vigtigt for mig i mit virke som musiker og musiklærer, at musik også tages ud af dets strenge, stringente form og løftes frem som en individuel og kollektiv mulighed for at gå på opdagelse i sind og krop. 

Jeg begyndte allerede som barn at udforske musikken som en kropslig tilstand.

Under de rolige trækroner i 90’erne spolede jeg mit Mozart-kassettebånd tilbage i SONY-båndoptageren og lyttede til A-siden igen og igen. Den forførende tyngde af melankoli, som gennemsyrede den klassiske musik, trak mig ind i naturen, ned i orkestergraven, ud i de klassiske stykker. Jeg kunne pludselig fornemme, hvordan solen flakkede anderledes ned gennem bladene på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Der var ikke ord for det, jeg erfarede, jeg var jo blot et barn. Men det sprog, der infiltrerede mine inderste rum, var jeg nødt til at lære at kende, det vidste jeg tidligt. Jeg ville tale det: med munden, fingrene, fødderne, følelserne, hele mit legeme skulle lære at tale musik.

Gennem min opvækst opfangede jeg konstant små lydelementer fra hverdagen, der trådte frem og blev relevante for mit øre: de skrattende klaverstykker fra båndoptageren i en dansesal, hvor balletlæreren bad os indtage første position, lå som sød støj i den disciplinerede eftermiddagsstund. Det lille hemmelige trommesæt, jeg havde installeret i min mundhule, når jeg bed mine tænder sammen og komponerede rytmespor medførte undren fra tandlægen, men begejstring i mig. Hun forstod ikke rigtigt, hvorfor mine tænder var blevet så slidte, og da slet ikke da jeg forklarede hende, at jeg holdt meget af den lyd, jeg kunne fremkalde, når jeg lavede rytmer ved at bide sammen og skære tænder. Når jeg sov, komponerede min underbevidsthed ofte musik i mine drømme, som jeg også huskede, når jeg vågnede. Barfodet, med hjertebanken, løb jeg altid hen til mit klaver for at genfinde melodien i det sekund, jeg slog øjnene op. Desperat nynnede jeg toner og forsøgte at genskabe det, jeg havde hørt for mit indre under drømmen. Forestillingen om at det underbevidste kunne kaldes frem og konkretiseres gennem akkorder, der kunne indspilles og lyttes til, var berusende, ja nærmest spirituel, som at tage stoffer eller træde ind i noget metafysisk. 

Når jeg lyttede til Beethoven og Chopin gik historien vandring gennem mig. Jeg var et eller andet sted i en verdenskrig, under en pandemi, på en ubeboet planet med tykke dale af sne og is fra fortiden. Musikken førte mig gennem historiske epoker som en tidsmaskine med indbygget elevatorlyd. 

Melodierne løb gennem min krop som en åre, en puls, kropsvæske, et træ der vokser grene af lyd ind i en kåd krop, der gerne vil. Når jeg lod musikken penetrere mine åbninger, stoppede jeg med at eksistere i tid og blev i stedet et rum af følelser og varme. Jeg var Moldau-floden, det blomstrende forår, Vivaldis-vintermørke, en sitrende, prikkende, auditiv orgasme mellem mol-akkorder og synkoper.  

Hvem kender ikke musikken som terapeutisk redskab? I kirkerummet når salmerne spilles fra orgelet og samler familier i fælles sorg over en fyldt kiste? De tunge tårekanaler i ubærlig kærestesorg, når banale popsange om knuste hjerter sprøjter ud af radiokanaler? På en hemmelig natklub et sted i Europa med minimal house tech og technolys? Musik er sundhed, en sti ind i følelsernes sprog. At kunne lytte til og forstå musik, fordrer ikke nødvendigvis en verbal italesættelse af teoretiske begreber. Musikken er en følelse i sig selv, som af og til bare skal mærkes. Derfor er musikken også universel. 

I min teenageår ændrede musikken sig i mig. Den var ikke længere bare simpel selvomsorg og sentimental sødme. Den blev decideret hård seksuel terapi. Jeg var 13 år, da jeg fik min el-guitar. En smuk Stratocaster med Vox-forstærker. 

Nu begyndte musikken at vælte ind over mig som en maskulin mandeparfume i et støvet musiklokale. De insisterende trommestikkers rytmiske pisken mod trommeskindet kaldte kåde fornemmelser frem på min hud. 1-slagenes rungen gennem kranium, ned i legemet, hensatte mig atter i en komplet frihedsfornemmelse her mellem monitors og pedal boards.  Jeg fik omgående trang til at befinde mig under tung festivalregn og fornemme hver eneste dråbe i nakken fra en koncert på en mudret mark. Fra min publikumsplads kunne jeg kigge længe på de svedperler, der vågnede på trommeslagerens hals, som han nærmede sig klimaks. Hans mund åbnede sig i en koncentreret og dyrisk bevægelse, musklerne vred sig inde bag t-shirten, mens luften fra hans åndedræt sugede scenestøvet ind mellem tænder, ned i svælget, op igen, ud mod publikum, ned i min mund, længere ned i mit svælg. Ofte skete den seksuelle fortryllelse, når jeg samarbejdede med mandlige musikere. Måske er det en afsløring af mit heteronormative blik. Eller også var der andet på spil. 

Musikbranchen har længe været domineret af mænd. I toppen af musikindustriens hierarki sidder ofte en han. I Koda-statistikkerne. På scenerne. I radioen. Med tiden blev jeg så besat af denne mandlige musiker, at jeg ville være ham. Jeg ville trampe al min vrede ned i en dobbelt-pedal og spænde highhatten ind som en stram slipseknude, præcis som han gjorde. Jeg ville arve hans dyriske blik. Overtage hans ledelsesposter. Erobre hans instrumenter. Derfor begyndte jeg at forelske mig i de rytmiske instrumenter og det de kunne. Med trommestikker og plectrums i hænderne udforskede jeg mit køn. Jeg legede med det. Udfordrede de normative kategorier og tog på besøg i en maskulint kønnet krop.  Den seksuelle musikrevolution var Hendrix’ drømmende ansigtsudtryk og de lukkede øjenlåg over indre tåger, Elvis Presleys rytmiske bevægelser, Beatles der fremkaldte kåd publikumslarm over de kontinentale grænser. Det er hele den musikalske maskulinitet, der i mine teenageår begyndte at vække interesse og stadig er en del af min musikforståelse. Guitaren er skåret som en feminin krop, så jeg bærer den i protest, med kavalergang og læbestift, maskulint, feminint. Da jeg blev gravid, havde jeg svært ved at spille guitar, der var ikke plads til at placere instrumentet over maven. Brysterne, var jeg vant til, blev mast under instrumentet. Materialiteten er kønnet. 

Når jeg spiller elektrisk guitar, vokser den maskuline magt ud af mit skridt som en gigantisk fallos, gennem træ, resonanskasse og strenge, et symbol på patriarkalsk dominans, sådan står guitaren ud i rummet for mit indre. Jeg vil genfortolke den magt, jeg læser ind i de rytmiske instrumenter, så jeg spiller vrede powerakkorder og skruer op for hidsige feedbacks i Marshall-forstærkere. Jeg placerer instrumenterne på kroppen som seriøs strap-on-symbolik, påfører mig maskuliniteten og gør den kønsløs. Jeg er Hendrix. Buckley. Cobain. 

Det er mig, der bestemmer rytmen, når jeg træder ud af min feminint kønnede krop og ind i den smukke, stærke trommeslagers brystkasse. Det er her, jeg føler mig stærk, sårbar, sexet. Alene. Med medmusikanter. I en polyamourøs polyfoni.  

Her er en liste over sange til inspiration som sætter mig i kåd trancetilstand, når jeg lytter. Prøv hvis du har lyst:

River in me (Trentemøller)

Angel (Massive Attack)

Peace or violence (Stromae)

15 step (Radiohead)

Lovable (Blaue Blue, Trentemøller Remix) Særligt fra 04.10

May This Be Love (Jimi Hendrix) 

Dream Brother (Jeff Buckley) 

Lithium (Nirvana)

When the sun goes down (Arctic Monkeys)

Why’d You Only Call Me When You Are High (Arctic Monkeys) 

White light (Gorillaz) 

Night drive (Rob Simonsen)

Days Of Thunder (Spleen United)

Te Quiero (Stromae) 

Kelly (When Saints Go Machine)

Surfing the warm industry (Kashmir)

Odessa (Caribou)

Love is tears (GENTS)