Menneskets begær efter anerkendelse og opmærksomhed ender ofte ud i en selviscenesættelse, der, som alt begær, er lige så naturlig, som den er grådig. Med udgangspunkt i tre nye film og en samtale med en ekspert i digital kultur undersøger OXY i denne artikel, hvordan selviscenesættelsens begær manifesterer sig i den moderne medievirkelighed.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist  | Foto: Netflix
15. februar 2022  | Begær

For tiden kan man opleve Joel Coens filmversion af Shakespeares The Tragedy of Macbeth (2022) i de danske biografer. Det er faktisk slet ikke den film, som denne artikel omhandler, men den illustrerer meget godt en indledende pointe. Nemlig at det er særdeles sjældent, at der for alvor er noget nyt under solen i kunstens verden. Eller; at der er visse emner, heriblandt menneskets begær, der er så grundlæggende, at de altid er relevante. Denne artikels emne er dermed ikke unikt for hverken de film, jeg har valgt at tage udgangspunkt i, eller for den tid, vi lever i. Helt tilbage et sted mellem år 1599 og 1606, da Shakespeare menes at have skrevet tragedien om den skotske general, der korrumperet af ambition, myrder sin konge for selv at tage tronen, var selviscenesættelsen som en form for tøjlesløst, giftigt begær således en del af fortællingen om det at være menneske. Og sådan var det også før Shakespeare, og sådan er det også stadig i dag.

Selviscenesættelsens evigtgyldige begær viser blot sit ansigt på forskellige måder i forskellige kontekster; som tiderne skifter, som teknologien, og dermed mulighederne for selviscenesættelsens udfoldelse, udvikler sig. Det er dét, denne artikel omhandler: Hvordan kommer selviscenesættelsen til udtryk som et begær i den virkelighed, vi lever i nu? Og hvordan iscenesætter filmkunsten dette?

Afsættet er tre film fra det forgangne år. Henholdsvis Bruno Dumonts France (2021), Sean Bakers Red Rocket (2021) og komikeren Bo Burnhams ”Netflix-special” Inside (2021).

Den isolerede selviscenesættelse

Det giver mening at starte med den sidstnævnte og mest oplagte: Fanget alene i sit hjem under coronapandemien optager Bo Burnham i Inside sig selv, mens han udvikler og performer sit nyeste one man-show, der består af en række solo-sketches og sange særligt omhandlende den aktuelle, digitale verdensorden og Burnhams rolle i den: internettets content-overflod, Jeff Bezos, FaceTime-opkald med sin mor, hvide kvinders Instagram-profiler, Jeff Bezos igen osv. Det autobiografiske meta-lag får en ekstra, nedtrykkende dimension, da man undervejs ser Burnhams psykiske helbred skrante som følge af isolationen og den konstante selvudlevering/selviscenesættelse foran kameraet.

Man fornemmer et begær, der normalt tilfredsstilles af det fysiske publikums latter og klapsalver – et behov for anerkendelse, som ikke bare sådan lige kan opfyldes af digital interaktion. På den måde er Inside både en kritik af og en selvbevidst overgivelse til den moderne medievirkeligheds muligheder for iscenesættelse af identiteten.

Katrine K. Pedersen er ekspert i digital kultur, forfatter til flere bøger om emnet, har forsket med base i Silicon Valley og arbejder nu som ansvarlig for undervisning og formidling på ARKEN, Museum for Moderne Kunst. Hun fortæller her om det begær, der knytter sig til selviscenesættelsen i den digitale sfære:

”Status er selvfølgelig et buzzord – et begær efter at være den mest populære i flokken. Det er berømmelsens psykologi, som er forbundet med magt, og som fylder meget i vores kultur – ikke mindst den, der findes online. Man ser jo f.eks. også mange TV-formater, der handler om at træde ud fra den grå masse og realisere sit potentiale for at blive populær, at få anerkendelse fra flokken.”, siger hun og fortsætter med at gå ind i forholdet mellem menneskets natur og den teknologi, som vi har skabt i forlængelse af os selv:

”Det tapper ind i noget meget menneskeligt, men f.eks. algoritmerne er med til at sætte strøm til begæret. Det er derfor en selvforstærkende effekt.  På den ene side kan det blive en reel indtjeningskilde og en levevej, en mulighed for at få et publikum, men et problem hvis man ikke er klædt på til eksponeringen eller kender til potentielle psykologiske konsekvenser. Fx problemer med selvværd, fordi man måske ikke helt kan leve op til det iscenesatte online jeg”

Bo Burnhams Inside er interessant og ikke uproblematisk set i dét lys: Burnhams kritik af den digitale identitetskrise bliver selv udsendt af internettets største, algoritmebaserede streamingtjeneste, og de små, ”bite-size” sketches og sange er som skræddersyet til at sprede sig via de sociale medier. Så spørgsmålet er, om Burnham ved at bruge sig selv formår at udstille problematikkerne i nutidens version af selviscenesættelse, eller om han i virkeligheden ufrivilligt får udstillet sit eget hykleri og viser os, at ingen er immune over for algoritmernes magt?

Den seksualiserede selviscenesættelse

I Sean Bakers Red Rocket bliver forbindelsen mellem selviscenesættelsens begær og et perverteret, seksuelt begær udpenslet på voldsom og virkelig morsom vis. Ekspornostjernen Mikey Saber (Simon Rex) er på røven og må tage fra LA til den udkantsflække, hvor han er opvokset for at tigge om penge og husly hos sin ekskone. Han får først smækket døren i hovedet, men charmerer sig langsomt ind på både ekskonen, naboen og en række andre lokale skæbner – heriblandt den eventyrlystne, men alt for unge Strawberry. Mikeys sprudlende (og veludrustede) person bringer først spænding og glæde ind i de fastkørte liv, han møder, men det viser sig, at det hele er del af en liderlig iscenesættelse af sit eget ego og en opportun udnyttelse af naive folk, på bunden af samfundet, men med den amerikanske drøm lysende foroven, som middel til at komme tilbage i pornoindustrien.

Netop selviscenesættelsen som en måde at gøre forretning på, her ved at bruge sexlivet som offentlig underholdning, er i Red Rocket grundlaget for en satirisk kommentar til det moderne mediebilledes opmærksomhedsøkonomi.

Katrine K. Pedersen forklarer:

”Det ekstreme har vist sig at være en god forretningsmodel – had, vrede, sex osv. tiltrækker opmærksomhed. Vi ser det jo manifestere sig i alle lag i samfundet – fra skjulte konspirationsteoriforummer til verdenslederes offentlige kanaler. Alle er en del af den her kamp om opmærksomhed, som grundlæggende handler om, at vi helst skal bruge så meget tid i den digitale sfære som muligt i stedet for i den virkelige verden. I flere lande har man længe været opmærksom på problemet, og vi er så småt begyndt at tale om ansvar for forretningsmodeller i Danmark”.

Mikey Saber inkarnerer en sammensmeltning af pornoindustriens ekstreme selvudlevering og en ekstrem grænseoverskridende adfærd i privatlivet. Alt skal hele tiden blive vildere, nye bokse skal tikkes af – en konstant jagt på det ekstatiske klimaks med egoet som centrum. En visualisering af menneskets grådighed som perverteret narcissisme, men også en kritik, der anerkender det grænseoverskridendes dragende effekt – både som del af det seksuelle begær, men også via selviscenesættelsen som mulighed for social mobilitet. En vej ud af fattigdommen og ind i berømmelsen.

Katrine K. Pedersen har særligt beskæftiget sig med børn og unges digitale vaner, og forklarer her om, hvordan berømmelse i sig selv som en form for profession og livsstil, indlæres meget tidligt online:

”Drømmen om at blive kendt er populær i digital børnekultur. Altså det her med at blive kendt og ikke nødvendigvis for at have et bestemt talent. Engang drømte børn om at være noget, der tappede ind i samfundet; brandmand, skolelærer, astronaut. Og med nye medier fulgte drømmen om at blive filmstjerne eller berømt sanger også med. I dag er det så den digitale popkultur – på godt og ondt -  der fylder.”

Hun fortsætter og påpeger influencerkulturens paradoksale virkning:

”Samtidig ser vi også, at folk som Fie Laursen bliver set ned på. Vi fordømmer de ekstreme influencers, men dén opmærksomhed, der giver dem en levevej, er i høj kurs – i den såkaldte opmærksomhedsindustri. Også i uddannelsessystemet er opmærksomhed på skoleskemaet - det bliver f.eks. implementeret i folkeskolen, hvor børnene skal lave TikTok-konkurrencer osv. Det giver mening, hvis man udelukkende forholder sig til, at det er en måde at anerkende og inddrage børns interesser, men det giver ikke entydigt mening, hvis man ser på de bagvedliggende værdier.  Når man fx fra offentlig side hyrer influencers ind til diverse kampagner fx i forbindelse med Covid-19-kampagner, fordi dem kan de unge godt lide – så er der noget, der skurrer i mine ører. Det er ikke gennemtænkt.”

Den strategiske selviscenesættelse

I Bruno Dumonts France bliver sammensmeltningen af privatlivet og selviscenesættelsen gennem medierne igen set gennem satiriske briller, men får også et dystert, uhyggeligt twist. Léa Seydoux er France de Meurs: Frankrigs mest hypede TV-vært og ansigtet på alt det, landet gerne vil positionere sig som offentligt. Moderne, moderigtig, rig, magtfuld, men stadig med føling og sympati for ”den lille mand” og alverdens stakler fanget i politiske brændpunkter. Basen er en penthouse på toppen af Paris, men med mikrofonen som våben rejser France til selv de mest krigshærgede områder, reporterer om menneskets grusomheder, sørger altid for at have sig selv med i billedet, og tager til nærmeste luksushotel efter endt optagelse. Vi ser hende også køre rundt i Paris i dyre biler, stressende fra vigtigt møde til vigtigt møde. En dag hamrer hun ind i en cyklist, der kommer fra en fattig immigrantfamilie. Her starter en nedbrydende spiral, hvor overfladen krakelerer, og skylden kommer op til overfladen. France er Vestens kollektive, kyniske dårlige samvittighed – altid med dér, hvor det sker, men også altid med en kølig distance og et kamera i ryggen.

Filmen knytter dermed godt an til det begreb, som Katrine K. Pedersen bruger som titlen på sin bog Phono sapiens: Det langsomme pattedyr:

”Det kommer af en faglig nysgerrighed, der opstod efter smartphonens fødsel: hvad er det for et fænomen, der er dukket op? Mit felt er kommunikation og digital kultur, og jeg var optaget af at undersøge den digitale revolutions betydning for mennesker såvel som det globale samfund.”

”Phono sapiens” er altså menneskedyret i den digitale tidsalder og en forlængelse af tanken om teknologien og menneskekroppen som ikke-adskilte. Det er et lignende væsen, som France omkredser; et væsen, hvis begær efter selviscenesættelse har skabt en teknologi, som det kan kontrollere, men som også kontrollerer væsnet tilbage. Det er i denne visualisering af menneskets ”hjerne, hjerte og drømme” som en form for teknologisk misdannelse af kroppen, at satiren i France får en grotesk, dyster bismag. Og i udnyttelsen af virkelige menneskers virkelige lidelser i underholdnings navn, at filmen balancerer mellem absurd komisk og direkte ubehagelig.

Igen peger K. Pedersen på menneskehedens egen fejlbarlighed i forlængelse af teknologiens slagsider:

 ”Man snakker jo meget om den såkaldte netværkskrise: at man har været for langsom til at lovgive, da de nye digitale medier kom frem, så vi nu står et sted, hvor vi overlader den globale offentlighed til ganske få virksomheder. Vi har haft for vane at tænke teknologi som noget neutralt uden at forstå, at de forholdsvis nye produkter og systemer har været pumpet med menneskelige fejl fra starten. De bliver f.eks. udviklet på ét sprog - amerikansk – hvilket betyder, at der by design er en stor eksklusionsmekanisme. Det har vist sig at være et stort problem, som bl.a. er blevet kaldt ”english supremacy” af den amerikanske forsker André Brock. Det er lige nu et stort fokus i USA, at hele den digitale infrastruktur og markedsføringen af den som en vej til demokratisering af kommunikation og information, er dybt udemokratisk fra begyndelsen. Som den franske filosof Barbara Cassin siger, ”Google er verdens største kulturdemokrati – bare uden kultur og demokrati”.

I France er det godt nok en fransk kvindekrop, der har mikrofonen, men det er stadig en stemme og ikke mindst et ansigt, der er salgbart. En selviscenesættelse, der udnytter medierne til personlig berømmelse og profit, men også en iscenesættelse af en person, skabt af medierne, i mediernes interesse.

Begæret går altså begge veje og bunder, som alle typer begær, i en naturlig, menneskelig grunddrift. Udlevelsen af selviscenesættelsens begær i nutidens digitale medieverden er både demokratiseret, men også industrialiseret og kommercialiseret i høj grad og dermed bidragende til ulighed og uretfærdighed. Disse tre film (og utallige andre, naturligvis) ligger som historien om Macbeth i naturlig, evig forlængelse af myten om individets storhed – mennesket, der overskrider sin egen krop og bliver et udødeligt billede – men placerer det i en aktuel kontekst. Som satiriske fiktioner overdriver de naturligvis, fordrejer og iscenesætter sig selv, men de åbner også vinduet til verdener, der baserer sig på virkeligheden. En virkelighed, hvor begæret efter at se sig selv, kan tage overhånd og skygge for vigtigheden af at se sig omkring.