I dette interview kan du møde dokumentarfilminstruktør og visuel kunstner, Sara Jordan, der har lavet to film om danskhed og om at have en kærlighedsrelation til den kunstform, filmens medvirkende udtrykker sig gennem. I begge film møder du en række personer fra dansens og musikkens verden. Vi hører om, hvordan de gradvist erobrer kunstens territorium og derigennem opdager og udvikler deres identitet. Og om de strukturelle forudsætninger og kulturelle forventninger, der skaber de barrierer, de medvirkende skal overkomme.

Af Sabina Hvass, journalist  | Foto: Sara Jordan
14. december 2021  | Danskhed

Jeg møder Sara Jordan på en café på femte sal med udsigt over Amager, hvor hun er vokset op. Vi skal tale om opfølgeren på hendes debut som dokumentarfilminstruktør, Dans(k). Debuten udkom i 2020 på højden af de mange diskussioner om racisme, der opstod i kølvandet på den store tilslutning til Black Lives Matter-bevægelsen og de store globale protester og demonstrationer for retfærdighed. Dans(k) som filmprojekt blev født, fordi Jordan, som i mange år har arbejdet som professionel danser, koreograf og underviser, ikke kunne lave sin dansefestival Detour Dance Festival, som hun plejede:

“Jeg tænkte: hvad nu hvis jeg samler sorte og brune kvinder i ét rum og stiller dem nogle spørgsmål både i form af, hvordan deres karrierer har været, men også snakker med dem om de her emner? Jeg vidste, jeg skulle lave noget nyt, og jeg elsker at lave musikvideoer - næste skridt var at lave dokumentarfilm, som jeg aldrig har prøvet før. Og jeg gjorde det uden nogen forventninger om, at den skulle sprede sig på så stort et område, som den gjorde. Det var bare en film, jeg tænkte skulle ud at leve i vores community.”

Den første film er i skrivende stund set af over 20.000 på Facebook alene (klik på billedet herunder for at se filmen på Vimeo).

I den første installation af Dans(k) møder vi 7 afrodanske kvinder, der beskriver vejen til deres identiteter: danser og sort kvinde. Deres beskrivelser af at have været gennem benægtelse, misforståelser, selvhad og følelsen af ikke at kunne udtrykke sig frit og kreativt er et ekstraordinært indblik i den samtale, som foregik globalt sidste år. Og som særligt for de medvirkende var nyt territorium ift. deres liv som dansere:

“Vi har aldrig hørt de her stemmer tale om de emner indbyrdes og sammen. Og om den følelse af, at der kun er plads til én af os koblet sammen med danseindustrien, hvor vi alle har albuerne ude. Det var jo forfærdeligt at vide, at hvis der kom en anden brun pige ind i rummet, så kunne det være, man ikke blev valgt, og nu at vide, at hun har følt det samme.”

Dans(k) 2.0, som er titlen på Jordans opfølgende film, er centreret om historier fra racialiserede mænd, der befinder sig i krydsfeltet mellem flere tilhørsforhold: maskulinitetsidealer, kønsforestillinger, politisering, karrierer og følelsen af at høre til. Og vi møder dem i 2021, hvor samtalen om racisme langt hen ad vejen er forstummet. Til spørgsmålet om, hvorfor hun mener, det nu forholder sig sådan, siger Jordan:

“Samtalen er forsvundet, indtil man selv kæmper den op igen, og det er trættende hele tiden at være dem, der siger, at der er noget, vi skal arbejde med. Det er jo stadig nyt at tale om de her ting i dansemiljøet. Det var det også stadig efter den første film. Men det var en anden tid i 2020, og det kan jeg især mærke med denne film. Med den første var der virkelig mange, der så og delte den, og sådan er det ikke nu. Og man kan ikke lade være med at sammenligne, for det er samme tema, men nu bare med mænd som medvirkende, som vi da er lige så interesserede i at høre fra. Men det er et godt spørgsmål, hvorfor der ikke er lige så meget energi omkring det.”

Joram og Justo - de to brødre fra Utamaduni Lejren

Utamaduni Lejr er et dansetræf på Djursland, som hver sommer samler en masse mennesker med en fælles interesse for Afrika og afrikansk kultur. Her har to af de medvirkende i Dans(k) 2.0, Joram Paulo, også kendt som musiker JJ Paulo, og musiker Justo Gambula, mødt hinanden gennem en årrække:

“Joram er født i Tanzania og kom til Danmark i en ung alder. Justo er født i Danmark, men de har så modsatrettede følelser omkring ordet ‘danskhed’. Og jeg kan ikke tale på deres vegne, men jeg tror, det har noget at gøre med opvækst og det miljø, man har været i. Og hvordan tilhørsforholdet har været til samfundet, der kan påvirke det. De taler begge to meget om deres danske forældre, og hvor stor betydning de har haft. Så det er ikke fordi, Justo har manglet en voksen dansker i sit liv, og det samme har Joram.”

Jordan, hvis far er fra Etiopien, og mor er fra Storbritannien, og ikke selv har haft en hvid voksen dansker i sin opvækst, fortæller mig, at hun følte sig mere dansk end etiopisk eller britisk, da hun var yngre, hvor hun i en periode både rejser og bor i Etiopien og England.

“Hvis jeg rejste i Etiopien, kunne jeg mærke, at jeg var den fremmede der. Jeg kunne ikke sproget og kendte ikke til traditionerne. Og det samme skete, når jeg var i England. Så det kan godt være, at jeg har et britisk pas, men jeg følte mig lige pludselig ikke så britisk som min kollega i England eller dem, jeg var sammen med. Danskheden var indgroet i mig, selvom jeg ikke er opvokset med danske traditioner. Vi fejrer for eksempel jul den 25. december, og der er ting, jeg ikke har fået med fra barnsben, men har suget ind fra det miljø, jeg har været i”, siger Jordan.

Hun peger på, at det kan være et fravalg at identificere sig som dansk, som Justo Gambula eksempelvis gør i filmen. Som han forklarer, er der mange ting, han oplever, som hans ven ved siden af, som er hvid, ikke oplever. Og reflekterer over, at det kan være derfor, han tager afstand:

“Ligesom jeg også tog afstand fra at være fra Etiopien pga. det miljø og samfund, der var i 1990’erne. Alt man hørte fra Etiopien var om sult og tørke. Og man hørte jokes, hver gang man skulle spise frokost om, at man ikke måtte smide maden ud, fordi der var en etiopier, der sultede. Så jeg tog afstand. Og man tager nogle valg og siger: det har jeg ikke lyst til at associere mig med lige nu. Måske fordi det gør ondt. Men det er sjovt at se to, der er som brødre, der kender hinanden og har fulgt hinanden, være så forskellige her.”

Man kan føle sig som ingenting

Jeg nævner en scene fra den nye dokumentar, som jeg bed særligt mærke i, da jeg så den til én af de få visninger, der var i Husets Biograf i starten af december - scenen hvor danseren Ronni Morgenstjerne ytrer et ønske for det danske dansemiljø: at lave en dans eller en bevægelse, som er særligt dansk, og som kan samle miljøet. Jordan griner og bakker ham op, men med det forbehold at danskere jo ikke ligefrem er kendte for at være meget flamboyante:

“Jeg tror, Ronnis ønske udtrykker et savn, fordi vi hele tiden søger udad. Vi vil gerne have lidt af det der, amerikanerne gør, eller det de gør i Nigeria eller Sydamerika. Så det er et savn af, hvorfor vi i Danmark ikke har en kultur, hvor vi kan samles om en dans. Og det kan jo godt være, det er noget gammelt, for der er jo traditionel folkedans. Men hvorfor er der ikke nogen, der pepper det op? Gør det cool og gør, at vi kan blive stolte af at sige: danskere gør sådan her! For lige nu går vi rundt og tager nogle andre identiteter på os, fordi man som danser eller artist nok har brug for det. Vi mangler noget mere farverig kultur - noget der er lidt mere livligt, som kan udvikle sig og blive til noget andet i fremtiden,” siger Jordan.

I snakken med hende dukker dette tema op flere gange i forskellige forklædninger: at det at føle sig som noget eller at savne at høre til er en følelse, der pendulerer helt fra at føle sig som ingenting til at føle sig 100% som noget. Jordan fortæller, at hun i en periode i Danmark ikke følte sig som hverken dansker, etiopier eller brite, og i filmen er synspunkterne omkring skiftende identiteter gennem livet også repræsenteret. Vi møder fx rapperen Kuku Agami, der fortæller om sin statsløse identitet, og om Agamis far, John, der har etableret en stolthed i sin familie omkring både at være fra det lille kongedømme Danmark og det lille kongedømme Lado i Centralafrika. Her var Agamis far såkaldt ‘agofe’, hvis nærmeste oversættelse er konge, men måtte flygte med sin familie til Danmark i midten af 1970’erne, hvor de har været under FN’s beskyttelse siden.

Samtalen skal fortsætte

Inden jeg skal videre fra udsigten på femte sal og ned i kulden mod metroen, spørger jeg Jordan, hvad hun ønsker, at de medvirkende og publikum tager med sig fra Dans(k)-projekterne: 

“For det første håber jeg selvfølgelig, at det er deres egne stemmer, de hører. Og jeg håber, at de ser det som en gave, at vi kan se et helt menneske. Det var det, jeg ville med filmen. Man kunne sidde og kun tale om racisme, men jeg synes, vi skal se hele mennesker og hylde folket. Og se artister, dansere og kunstnere og følge dem på deres rejse med kærlighed til den kunst, de har valgt at udtrykke sig gennem. En del af det er at berøre nogle af de svære emner, som mange af os har kæmpet med indeni. Så ultimativt håber jeg, at filmene er med til at inspirere folk til at tage samtalen op med sin sidekammerat, hvilket jeg ikke gjorde. For jeg talte ikke med mine kolleger om de her ting, og måske skulle jeg have gjort det. Vi er blevet mere bevidste omkring, at der er nogle områder, vi ikke har talt om før, og selvom det er angstprovokerende, kan vi godt tale om det. Det er okay - vi skal jo starte et sted.”

Sara Jordans anden dokumentarfilm “Dans(k) 2.0” udkommer online på Vimeo den 2. januar og kan lejes i to døgn for 49 kr.. 

 

Dans(k) 2.0

Cast:

Rico Ebenizer Coker

Joram Paulo

Kuku Agami

Ronni Morgenstjerne

Justo Gambula

Bobby Anwar

Ide og producer: Detour Dance Festival - Sara Jordan.  

Interviewer: Sade Johnson 

DOP, edit og lys: Sara Jordan

Produktionsassistent: Marie Paldrup

Musik: Jeppe Federspiel