Af Sara Hauge, scenepoet og foredragsholder

Jeg har ingen børn. Jeg har intet job. Jeg har faktisk ingen forpligtelser af nogen art. Jeg er ikke engang nødt til at gå ned at handle for at få mad, for det gør min kæreste som regel for mig. Alligevel er jeg altid træt. Det er svært at forklare mine venner, når jeg endnu engang må melde afbud på grund af træthed. De fleste, jeg kender, jonglerer job og/eller uddannelse, og mange har oven i dét fast gang i fitness-center, hobbyer eller lignende.

Jeg ved godt, at jeg ikke kender deres liv til fulde, og at jeg ikke ser, at de også kan være trætte, udmattede og stressede. Jeg oplever dem ikke de aftener, hvor de er for trætte til andet end at ligge på sofaen eller gå tidligt i seng. Men det her er jo ikke en konkurrence om, hvem der har det hårdest, eller hvem der kæmper med mest. Jeg kan kun udtale mig om min egen situation, og den er således, at jeg hverken har forpligtelser den ene eller den anden vej. På papiret er mit liv virkelig ikke særligt krævende, og derfor tror jeg, at de mennesker, der jonglerer med mange forskellige forpligtelser, kan have svært ved at forstå, at jeg kan være mere træt end dem.

I går kunne jeg ikke sove. Jeg lå og var overvældet af impulser, der fik mærkelige billeder i mit hoved til at give mening. Ideen var, at jeg skulle drikke rensebenzin, så det ville fjerne alle rester af mig, der var tilbage, sådan at jeg kunne starte på en frisk.

I går kunne jeg ikke sove. Jeg lå og var overvældet af impulser, der fik mærkelige billeder i mit hoved til at give mening. Ideen var, at jeg skulle drikke rensebenzin, så det ville fjerne alle rester af mig, der var tilbage, sådan at jeg kunne starte på en frisk. Det var dét, der skulle ske. En frisk start, der kunne give mig rum til at bygge det hele op igen, og måske med lidt held kunne jeg få et bedre væsen op at køre, ja måske ligefrem et rigtigt liv. Ét der ikke altid er i vejen, ét der ikke altid er trist på upassende tidspunkter, og ét der er bedre til at scanne denne verden, og forstå hvordan man passer ind.

Jeg lå ved siden af min kæreste, et menneske der betyder så uendeligt meget for mig, at det ikke kan beskrives med ord. Han sov, fordi han har et job, han skal passe. Faktisk har han tre. Han har travlt, fordi han prøver at få tingene til at hænge sammen. Han prøver at opretholde nogle rammer, så vi kan føle, at der er noget at holde fast i og noget at kæmpe for. Han kan godt lide, det han laver, og han er smadder god til det. Men det laver ikke om på, at det tærer på ham, at han bliver nødt til at tage afsted, mens jeg er nødt til at blive herhjemme – alene. Jeg tror, at han konstant har dårlig samvittighed over, at han bliver nødt til at sove, så hans hverdag kan hænge sammen. Det kan undre, hvordan man kan have dårlig samvittighed over at behøve sin søvn, men det giver desværre god mening. Han ved nemlig, at når vi når dertil, hvor de flestes dag ender, der begynder mit mareridt.

Jeg kan aldrig sove, og det er ikke ”bare” sådan en almindelig søvnløshed, hvor man ligger og vender og drejer sig uden resultat. Nej, det er bogstavelig talt et mareridt, der udspiller sig uden for drømmene. Når min dag burde ende, da begynder tankerne, følelsesforstyrrelserne og angsten. Jeg har altid været bange for mørket, og modsat så mange andres oplevelse er det kun blevet værre med årene. Jeg gennemgår det samme aften efter aften, nat efter nat. Det er som et ritual, min krop og mit sind påtvinger mig at gennemgå hver evig eneste fucking nat.

Først kommer alle tankerne om min eksistensberettigelse, hvilket fører til lidt for kreative ideer til, hvordan jeg kan slette mig selv og genstarte min personlighed. Jeg fantaserer om, hvordan det hele ville være lettere, hvis jeg blot var en tamagotchi med en enkelt knap, der kunne reboote et lidt for besværligt liv. Hver aften overmander ideerne mig, og mens jeg ligger i en apatisk tilstand og gør alt for at mærke min kærestes åndedræt, i håb om det kan berolige mig, bliver impulserne alt for stærke. Jeg bliver overtaget af en forfærdelig opgiven, der skaber en dyb frygt inden i mig. Jeg er så bange for, at de fremmedartede tanker en dag skal vinde, og at jeg ender med at følge billederne, blot for at få fred. Jeg bruger uendelige mængder af energi på at tage kontrollen tilbage. Jeg laver gentagende åndedrætsøvelser, bruger kunstige tanker, hvor jeg mentalt prøver at lægge det fremmede på en indre hylde i en kasse, der aldrig skal åbnes igen. Jeg voldlytter til klichéfyldte mindfullness-lydspor på YouTube, og jeg strækker ud og masserer mine lemmer for at komme tilbage i kroppen igen. Indtil videre er det lykkes mig at vinde kontrollen tilbage hver nat. Jeg er her jo endnu. Men det er en uendelig kraftanstrengelse, der skal til hver evig eneste mørke time af døgnet.

Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg har gjort og sagt i løbet af dagen. Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg har gjort og sagt i løbet af året. Så skammer jeg mig over alle de ting , jeg har gjort og sagt i løbet af livet.

Når første led af ritualet er gennemført, er jeg så træt i både krop og hjerne, at man ikke tror det muligt. Det kunne betyde, at jeg nu havde rum til at falde i søvn, men det er mig ikke tilladt, for først skal jeg gennemgå anden face af min natlige rutine. Her kommer skammen. Jeg starter som regel med at skamme mig grusomt over første led i programmet. Jeg kan ikke rumme tanken om, at jeg nær var ved at efterlade mine kære i dyb sorg over tabet af mig. Så skammer jeg mig over at tænke, at det ville være et tab. Så skammer jeg mig over, at jeg har så lidt kontrol. Så skammer jeg mig over, at min kæreste bliver nødt til at tage så meget hensyn og bruge så meget tid på at hjælpe mig. Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg har gjort og sagt i løbet af dagen. Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg har gjort og sagt i løbet af året. Så skammer jeg mig over alle de ting , jeg har gjort og sagt i løbet af livet. Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg ikke har sagt og gjort. Så skammer jeg mig over alle de ting, jeg ikke har nået. Så skammer jeg mig over, at jeg ikke har et job. Så skammer jeg mig over, at jeg ikke bidrager med noget. Så skammer jeg mig over, at jeg er så skide utilfreds og forkælet, at jeg går rundt og er deprimeret, når nu jeg er født så privilegeret. Til sidst skammer jeg mig bare så meget, at det stopper med at have en betydning, hvad jeg skammer mig over, fordi skammen i sig selv bliver min eneste mulige følelse, mit eneste bevis på at jeg eksisterer. En følelse jeg krampagtig holder fast i, fordi den trods alt er et vidnesbyrd om, at jeg ikke bare er en svævende fantasi, der render ud mellem fingrene på mig selv.

Sidste led i processen er som regel det hårdeste, for her begynder jeg at overveje, hvordan jeg selv ville have det, hvis en af mine nærmeste havde det som mig. Hvis et menneske, jeg var meget tæt på, var uforklarligt ulykkelig og ude af stand til at føle sig til gavn på jorden. Jeg ville ikke kunne rumme, at et menneske, jeg elsker, ikke havde det godt, ikke bare kunne være, og i værste fald valgte at sige farvel og tak. Det leder mig videre til at tænke over et af livets uundgåelige grundpræmisser, at jeg kommer til at overleve nogle af dem, jeg elsker. Jeg bliver overvældet af sorg ved tanken om at miste nogen af dem, jeg holder af. Jeg mærker den dybe følelse af afmagt ved at være efterladt så virkeligt, som var det faktisk sket. Jeg kan græde i timevis ved tanken om, at min kæreste skal dø før mig, og nogle gange kan jeg ligge helt fastlåst af angst i en form for katatonisk tilstand og stirre på ham, mens tårerne triller ustoppeligt ned ad kinderne. Hvis nogen, der står mit hjerte nær, blev syg, ville jeg stå totalt uforstående over for, at der ikke var noget, jeg kunne gøre eller hjælpe med. Jeg ville hade det så frygtelig meget, hvis en jeg elsker havde et problem, jeg ikke kunne løse. Min tredje fase sætter mig i et uendeligt dilemma, for jeg ved, hvor svært jeg ville have ved at kende en som mig. Derfor gennemtænker jeg alle muligheder for at stoppe med at være det. Stoppe med at være mig. Stoppe med at være syg. Stoppe med at være deprimeret. Stoppe med ufrivilligt at være krævende på den måde, jeg er.

Denne sidste del leder mig elegant tilbage til første trin i min allermørkeste afdeling af livet. Jeg starter forfra med at overveje, hvordan jeg kan genstarte mit eget liv og måske på magisk vis kan stoppe, med at være den jeg er. Ikke bare fjerne min sygdom – men fjerne hele mig – da jeg efterhånden har svært ved at se, hvordan det ene er til uden det andet. Når jeg endelig falder i søvn hen mod daggryet, er det ikke fordi, jeg er færdig med at tænke, eller fordi jeg har fundet en løsning. Det er blot fordi min krop giver op og tvinger mig i en urolig søvntilstand. Det er den eneste form for hvile, min hjerne får, før den igen skal op og gennemtænke hver en lille del af livet og dets situationer i en manisk og minutiøs grad, der ikke efterlader noget pusterum i døgnets 24 timer.

Lige nu er mine nætter mit fuldtidsjob, og mine dage er et opslidende tidsrum, hvor jeg ikke kan tænke en simpel tanke fra ende til anden eller starte en handling, uden jeg falder fra mig selv, før jeg overhovedet er begyndt.

Jeg har ingen børn. Jeg har intet job. Jeg har faktisk ingen forpligtelser af nogen art. Alligevel er jeg ALTID træt. Jeg kan godt forstå, at det er svært at sætte sig ind i, for min træthed udspringer af en usynlig grund. Men den er desværre ikke mindre krævende end de lidt mere synlige. Lige nu er mine nætter mit fuldtidsjob, og mine dage er et opslidende tidsrum, hvor jeg ikke kan tænke en simpel tanke fra ende til anden eller starte en handling, uden jeg falder fra mig selv, før jeg overhovedet er begyndt.

Min kæreste arbejder om dagen, jeg selv om natten. Vi mødes hver aften i et helende favntag de tre timer vores liv overlapper hinanden. Her forsikrer vi hinanden om, at det snart må blive bedre, at de sidste fire år bare er et bump på vejen. Min kæreste hvisker forsikrende i mit øre, at jeg ikke kan gøre for det, at jeg ikke fortjener det, at jeg også en dag får det bedre og får lov til at kunne trække vejret ubesværet. I hans kærlige omsorgsfulde arme tror jeg én gang om dagen på, at jeg ikke er ulidelig, og at jeg også godt må være her.

Jeg gør, hvad jeg kan, for at det skal blive anderledes, men det tager tid. Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed. Det har jeg ikke brug for. Det hjælper mig ikke videre. Jeg skriver det for at vise, hvordan jeg kan være træt på trods af mit på papiret relativt ansvarsløse liv. Man kalder ofte sindslidelser for usynlige sygdomme, da de ikke er til at spotte på samme måde som et brækket ben. Men jeg er ikke altid sikker på, at det lige er til at forstå, hvor usynlig sygdommen egentlig kan være.For mig er den nemlig både skjult, da den sker inde i mit hoved, men også fordi den viser sit grimmeste ansigt, når de fleste andre sover.

Det er lidt svært at forklare, hvorfor jeg altid er træt. Men det skader aldrig at gøre et forsøg.