Tekst: Ronja Pilgaard, graverjournalist for Kommunen.dk | Foto: Stine Tidsvilde 

Det var Kathrine, der sagde det først:

“Du bor jo i Stars Hollow!”

Vi var kommet af 114’eren i Hammel, hvor jeg boede i mine teenageår. Vi stod på Ruteren med kiosken og de fire postkasser, og med pølseskuret, hvor man kunne købe cigaretter enkeltvis for 2,50 kr. Og mens jeg lige fik vejret efter den daglige, timelange bustur inde fra Aarhus, stod hun begejstret og fyrede en popkulturel reference af, som jeg ikke kunne aflæse.

Kathrine og jeg gik i klasse sammen på Marselisborg Gymnasium. Året var 2006. Jeg hang mest ud med hendes ekskæreste. Han havde nemlig en sofa, jeg kunne sove på.

For der er langt til Hammel, når klokken er for mange, øllene for stærke, og man skal op og have billedkunst på c-niveau dagen efter.

For der er langt til Hammel, når klokken er for mange, øllene for stærke, og man skal op og have billedkunst på c-niveau dagen efter. Eller fransk højniveau med Jean Francois. Og Kathrines ekskærestes forældre var rejst til Sydafrika i månedsvis, og så kunne jeg jo bo på sofaen, når jeg ikke død og pine skulle noget i Hammel.

Men når jeg ikke sov på Kathrines ekskærestes sofa, sov jeg på Kathrines. Og det var hende, der lærte mig at se Gilmore Girls.

I dag kan jeg finde rundt i Stars Hollow, og kender hvert et gadehjørne. Præcis som jeg kender Hammel. Selvom Stars Hollow er en fiktiv by, kan jeg fortælle dig cirka, hvor lang tid det tager at gå fra Luke’s Diner til Peach Street, hvor dreamboat Dean bor. Når man åbner døren hos Miss Patty’s kommer man ud til torvet og lysthuset, hvor Lorelai bliver gift, og går man rundt om lysthuset kommer kirken og klokketårnet. Og skal man have kinesisk skal man på Al’s Pancake World.

I Hammel skulle man på Peking Grill - eller i daglig tale ‘Pikken’ – når man skulle have kinesisk. Men jeg er helt sikker på, at det smagte ens i både Hammel og Stars Hollow: fedtet og forbudt. Skulle man bruge noget, der mindede om en diner, var det Peach Pit, der var stedet – opkaldt efter den i Beverly Hills 90210. Og dengang, da Kathrine og jeg stod der, og jeg nok tændte en rød Cecil, fattede jeg ikke en brik af, hvad hun mente. Hammel var jo dødens ligegyldige pølse.

Selvom Stars Hollow er en fiktiv by, kan jeg fortælle dig cirka, hvor lang tid det tager at gå fra Luke’s Diner til Peach Street, hvor dreamboat Dean bor.

Men i dag kan jeg godt se, at Kathrine havde ret: jeg voksede op i Stars Hollow. Og jeg var Rory.

Biblioteket i Hammel ligger for eksempel i kulturhuset InSide: en hvid kasse i plastic med café, bowlingbane og bibliotek. I hjørnet bag blindebøgerne lå Shakespeare og lumrede dengang. Det var i hvert fald her, jeg fandt ham i ottende klassen. Og senere opdagede jeg bøgerne Capotes mesterværker Med koldt blod og Pigen Holly et sted rundt om hjørnet fra Shakespeare.

Og et eller andet sted mellem Shakespeare og Capote mødte jeg også Moby Dick, Kvinde Kend Din Krop og Martin og Viktoria.

Jeg slugte al litteratur – lige som Rory. Som oftest på bussen mellem Aarhus og Hammel. For jeg var den eneste fra hele Marselisborg Gymnasium, der kom fra Hammel. Præcis som Rory og Hartford og Chilton.

I Hammel skulle man på Peking Grill - eller i daglig tale ‘Pikken’ – når man skulle have kinesisk. Men jeg er helt sikker på, at det smagte ens i både Hammel og Stars Hollow: fedtet og forbudt.

Og mens vi stod der på Ruteren, lagde larmen af et udboret udstødningsrør, der med cirka 70 kilometer i timen bevægede sig op forbi Tinghuset, en dæmper på Kathrines begejstring over pølseskuret. Den overdøvede hendes kærlighed til de fire skide postkasser, til julepynt i november og høstfester og hestemarkeder og over at alle kendte hinanden, og over Open By Night og over Hammel.

De ting, som jeg faktisk satte pris på ved Stars Hollow - og som jeg hadede ved Hammel.

I dag er Gilmore Girls ikonisk. I årene 2000-2007, hvor den kørte på tv, var Lorelai vores uansvarlige veninde og Rory den gammelkloge fornuftige datter, jeg i hvert fald gerne ville være. Serien samlede kvinder verden over om popkulturelle referencer, som da Lorelai råber:

“Du er nødt til at læse den her bog om Mötley Crüe. Ozzy Osbourne suger myrer op i næsen!”.

Vi var fælles om pinligheder og hverdagsagtige udueligheder, som det evige spil mellem Luke og Lorelai der aldrig rigtig får hinanden før til allersidst, eller da Rory kommer for sent i skole, fordi hun rammer et dådyr med bilen.

Om man var 16, 36 eller 56 år gammel, kunne man se sig selv i serien. Og når jeg engang imellem tænder for et afsnit på Netflix, er det som at komme hjem til nogen, man kender og elsker igen.

Da den endelig kom tilbage efter næsten ti års ventetid med fire episoder, så seks millioner kvinder med på bare de tre første dage. Alene i USA altså. Der går rygter om, at Amy Sherman-Palladino er i gang med at overveje at lave endnu en miniserie. Selvom opfølgeren ‘A Year in the Life’ fik tæv, er jeg sikker på, at vi igen bliver millioner af kvinder, der ser med.

Da Kathrine stod der i Hammel i 2006 havde Amy Sherman-Palladino lige forladt serien. Den kørte stadig, og havde ikke opnået kultstatus på samme måde, som den har i dag. Men serien var dog allerede kult nok til, at Kathrine kunne se, at det hul, hun var faldet ned i, faktisk var direkte overførbart til den by, både hun og jeg var dybt forelskede i på TV.

Hvad jeg ikke tror, Kathrine allerede vidste på det tidspunkt, var, at der er tusinder af Stars Hollower rundt omkring. Og endnu flere Rory’er og Lorelai’er og Emily’er.

Hvad jeg ikke tror, Kathrine allerede vidste på det tidspunkt, var, at der er tusinder af Stars Hollower rundt omkring. Og endnu flere Rory’er og Lorelai’er og Emily’er. For det, serien netop kan og kunne, var, at den tog et helt almindelig hverdagsliv og gjorde det magisk. Det var hverdagens trivialiteter, der pludselig blev stoppet til med kærlighed.

I dag ved jeg, at Kathrine havde ret. Hammel var Stars Hollow. Begge byer har under 10.000 indbyggere. Her er dem, der aldrig kommer videre, og dem, som ikke kan vente med at komme videre. Her bor mine forældre, og det er med slet skjult både forventning, glæde og irritation, jeg stadig hver anden måned tager 114’eren til Hammel – mit Stars Hollow.