I skolen lærer vi hvad to plus to er, vi lærer at læse, og vi lærer at sidde stille og lytte til en underviser. Men vi lærer sjældent at være kreative, vi lærer sjældent at træne vores empati, og det er sjældent, vi bliver opmuntret til at udvikle vores fantasi. Men er disse egenskaber ikke også vigtige og værdifulde at besidde? Det mener Peter og Bertil, to frivillige, der underviser børn og unge i live rollespil hver mandag i Østre Anlæg i København.

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Foto & video: Liv Rossander, journalist

Det er en kølig septemberaften, da jeg ankommer til det lille hus på legepladsen ved Østre Anlæg. Jeg bliver mødt af to mænd iført rollespilskostumer og bliver straks inviteret indenfor, hvor der er fyldt med latexsværd, -skjold og læderbrynjer. Peter og Bertil har afsat lidt af deres mandag aften til at tale med mig om magien ved live rollespil.

”Live rollespil kan være en lidt ekstrem leg, og man skal virkelig overvinde sig selv engang imellem. I den forstand er der altid noget personlig udvikling forbundet med det, fordi du skal ud over nogle grænser for at kunne opføre dig virkelig mærkeligt i et offentligt rum, som vi jo gør”, fortæller Bertil, mens han skubber sine briller længere op på næsen og kigger på Peter, som sidder og nikker ivrigt og tilføjer:

”Det kan for eksempel være grænseoverskridende at stå i en park, især om sommeren hvor der er mange mennesker, og skulle lave et kampråb. Det lyder måske ikke som noget, der er særligt intimiderende, men det kræver en vis frisluppenhed at turde råbe af et andet individ, du ikke rigtigt kender.”

Peter mener også, at rollespil giver børnene et tiltrængt pusterum, hvor de selv får lov til at bestemme i en verden, hvor de ellers ikke har meget at skulle have sagt:

”Børn har ingen magt. Der er nogen, der bestemmer hvad de skal spise, hvornår de må gå fra bordet, hvad tid de skal i seng, hvilke computerspil de må spille, hvor meget slik de må få. De får ikke lov til at bestemme noget som helst, men her er de frie. De skal have lov til at sige ’fuck dig, sergent, du skal ikke bestemme over mig, jeg bliver bestemt rigeligt over, nu går jeg ud og leder efter orker alene.’”

Hans armbevægelser, mens han taler, er store og ivrige, og man er ikke i tvivl om, at han har tænkt en hel del over, hvor meget rollespil betyder for børnene.

Da vi kommer ind på, hvad det præcis er, børnene får ud af at spille live rollespil, taler Peter og Bertil i munden på hinanden, fordi de begge gerne vil forklare.

Peter: ”Jeg plejer at sige, at rollespil har udbytte over hele linjen. Der er noget fysisk og psykologisk udvikling. Sproglig udvikling, social udvikling og selvindsigt. Og vi har set en masse børn udvikle en god portion selvværd og selvtillid.”

Da Peter tager en indånding, ser Bertil sit snit til at overtage: ”Ved at spille en rolle, som klart ikke er dig selv, bliver du nødt til at reflektere over, hvilke karaktertræk denne person skal have og hvorfor. Hvis du for eksempel spiller en voldspsykopat, så har du tænkt over, hvad der er normal og ordentlig opførsel, og truffet valg ud fra det for at opbygge din karakter.”

Peter og Bertil forklarer, at der er plads til alle i rollespil

Vi har nu talt meget om, hvad børnene får ud af at blive undervist i rollespil, men hvad får de frivillige ud af det? For da jobbet ikke er betalt, må der være noget andet som trækker. For Peter er det muligheden for at være den voksen, som han selv manglede, da han var barn:

”Jeg har ADHD, men blev først diagnosticeret, da jeg blev voksen. Det betød, at jeg ikke rigtig havde et sted at høre til, da jeg var barn. I skolen var jeg bare den der dreng, der larmede og ikke kunne sidde stille, og jeg var nok også lidt socialt akavet. Da jeg fandt rollespil, var der nogle rammer jeg passede ind i; jeg blev grebet, da jeg havde allermest brug for det. Og jeg vil gerne gøre det samme for børn, som selv har brug for at blive grebet.”

Bertil nikker forstående og siger: ”Det lyder måske som en kliché, men det føles jo bare lækkert at gøre noget godt for folk. Det er fedt at have et sted, man kan tage hen og føle, at man gør en form for forskel.”

Henne i parken er børnene og de andre frivillige i gang med dagens kampe. På vej derhen fortæller Peter mig, at de i dag har det, de kalder ’bytte-bytte træning’. Det vil sige at børnene får lov til at spille en rolle, som de ikke har spillet før. For som Peter siger: ”Det kan godt være at man ikke ved, at man gerne vil spille menneske, hvis man bare altid har været på elverholdet.” Og det er ord, der indeholder tyngde og sandhed.

Så snart vi får øje på børnene, laver Peter et lille energisk hop og sætter i løb hen mod dem, mens han brøler. Børnene omringer ham, og han skråler dramatisk: ”I FÅR MIG ALDRIG!” Men han overgiver sig hurtigt og tilføjer: ”Eller det gør I jo nok.”

Jeg bliver og ser, hvordan de slutter dagen af. De ca. 30 børn samler sig i en halvcirkel og lytter til en af de frivillige, som siger: ”Vi slutter af som sædvanligt. Hold mellem 1 og 10 fingre op i vejret som en vurdering af, hvordan dagen har været.”

Alle børnene, som for ganske få sekunder siden løb rundt og viftede vildt med sværd og skjold, står nu helt stille med hænderne i vejret. Alle får muligheden for at forklare, hvorfor de har givet det antal fingre, som de nu engang har givet. Og alle, der vælger at forklare, bliver lyttet til med spidsede ører og oprigtig interesse.

Da jeg bagefter sætter mig op på min cykel på Stockholmsgade og vender næsen hjemad, kan jeg ikke lade være med at smile og mærke hvordan min tro på menneskeheden er vokset en hel del efter mødet med Peter, Bertil og alle rollespilsbørnene.