Digte. Er det ikke sådan noget, triste mennesker sidder og læser, mens de bæller det ene tørre glas rødvin efter det andet? Måske var det sådan, de fleste yngre mennesker tænkte, indtil den unge Yayha fra Aarhus Vest bragede igennem alt, hvad der hed medier, salgsstatistikker og menneskehjerter. Siden har poesien fået en renæssance herhjemme, og er nu ikke længere noget, der kun læses af kulturparnasset, men som igen er blevet lettere tilgængeligt for den helt almindelige dansker. Men hvor skal man starte, hvis man ikke har fået hul på poesibylden? Eller hvis man måske stadig lider under sine forestillinger om, hvad digte er, siden man trak det Benny Andersen-digt til afgangseksamen i niende klasse?  

Af Anne Niluka, journalist

Erik Scherz Andersen er redaktør på tidsskrift for digte og kortprosa ”Slagtryk”. Han mener, at man skal læse poesi, fordi det er den type litteratur, der kommer tættest på sproget. Det nærmer sig en kunstart, hvor man prøver at sige ting, der ellers ikke er mulige. Andre gange handler det om at sige ting så præcist som overhovedet muligt. 

”Den korte form kan noget, den længere form ikke kan, fordi man med mere plads ofte kommer til at plapre derudaf, og så bliver følelsen man vil formidle mindre ligetil at forstå. Poesi har sproget som sit omdrejningspunkt. Enten til at lege med eller formidle det, man går og tænker og føler ude i verden”, siger Erik.

“ … jeg ser en tydelig tendens til at klima og miljø har fået en større rolle inden for poesien. I hvert fald blandt de unge” - Erik Scherz Andersen

Hvis Erik skal pege på tendenser inden for moderne poesi, peger han på, at der i et godt stykke tid har været en tendens til, at kroppen er centrum for det, der skrives om. Der har også været en tendens til at skrive mere om sygdom, både i fysisk og i psykisk forstand. Ifølge Erik Scherz Andersen, kan det ses som et tegn på, at sygdom ikke er så tabuiseret længere.

”Så er der også kommet en større bevidsthed om naturen. Der er jo altid blevet skrevet naturpoesi, men jeg ser en tydelig tendens til at klima og miljø har fået en større rolle inden for poesien. I hvert fald blandt de unge”, fortæller han.

Med opblomstringen af forskellige fora og sociale medier er det blevet lettere at få sine digte ud i verden. Nu er der ikke så langt fra tanke til handling i forhold til at få det udgivet. 

”’Udgivet’ behøver ikke i dag ikke at betyde, at man skal lave en bog, være forfatter og leve af det. Nu handler det mere om, at man gerne vil have det ud. Så handler det ikke så meget om, om ens poesi bliver læst mere end ens almindelige statusopdateringer eller instagramposts”, siger Erik.

Hvis Erik skal forklare, hvorfor poesien er begyndt at tiltrække en større del af de yngre læsere, siger han:

”Jeg tror, at de unge skelner mindre mellem traditionel poesi i en bog og f.eks. raptekster. Men der er helt klart sket noget siden Yahya Hassan. Det har haft en afsmitning på den samlede opmærksomhed omkring poesi og også på salgstal. Men inden Yahya var der også nogle andre unge forfattere, der solgte flere oplag af deres bøger. Jeg tror, at det i en stor grad er de unge, der har taget fat i poesien. De har taget folk som Olga Ravn, Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhoff til sig”, siger han. 

”Tove Janssons univers har været med mig hele mit liv og er min største inspiration. Det lærte mig at forstå følelser og lytte til det jeg var bange for” - Sabitha Sofia Söderholm

Når Sabitha Sofia Söderholm, 30 år, kunstner, digter og studerende på det Kgl. Danske Kunstakademi, skal pege på, hvordan hun opdagede poesi, finder hendes finger frem til en måske lidt overraskende kilde. Nemlig Mummitroldene. 

”Tove Janssons univers har været med mig hele mit liv og er min største inspiration. Det lærte mig at forstå følelser og lytte til det jeg var bange for”, siger Sabitha. For hende er de bøger poetiske, fordi de i deres sprog og fortællinger lærer en så meget om ting, der findes uden for og indeni en selv. ”Jeg vender altid tilbage til dem og får altid noget nyt med mig. At, som barn, være bange for Murren, fordi hun frøs alting til is, til senere i livet at være bange for hende, fordi man forstod, at hun var ensomheden. At være så ensom, at alt omkring en fryser til is. Og så senere igen i livet, føle så stor omsorg overfor hende, og forstå hvor ulykkelig hun er.”

Da Sabitha var lille, skrev hun dagbog og historier. Senere begyndte hun at skrive lister. Og mellem listerne og historierne opstod digtene. 

”Jeg begyndte at samle på ord, da jeg var ret ung. Jeg skrev alle de ord ned, jeg syntes godt om. Honning, marskandiser, astral, abstinens, agern, himmelhenrykt, knast, skvalderkål, manøvre, kastevind etc. Et digt kan være dét, bare en række af ord”, siger hun.

Hvis man beder Sabitha om at nævne en digter, der har haft særlig betydning, nævner hun en af Danmarks mest læste og respekterede digtere, nemlig Inger Christensen. 

“Poesi kan være trylleremser, men også handlinger i verden. Naturen og al den poesi den rummer udelukkende i dens mønstre og bevægelser” - Sabitha Sofia Söderholm

”Jeg tror, jeg lærte, hvad digte er, af hende. Hvad de kunne rumme og gøre ved én. For mig handler det om at skabe et sprog for sine følelser. At læse et digt og tænke "præcis!", at få ord på ting, man ikke selv har kunnet forstå eller forklare”. For Sabitha er poesien vævet ind i det meste. Det er en måde at være i verden på, en måde hvor man kan pynte på virkeligheden og forstå den bedre. Et sprog til at gøre sorgen tålelig, som en omfavnelse af svære følelser.

”For tiden skriver jeg besværgelser. Poesi kan være trylleremser, men også handlinger i verden. Naturen og al den poesi den rummer udelukkende i dens mønstre og bevægelser. F.eks. har jeg netop skrevet en tekst, der handler om en særlig blomst, der gror i bjergene et sted i Indien. Blomstens biologi er i sig selv en helt eventyrlig fortælling og poesien er lige dér. Den fortælling. Det er ikke opdigtet, det er noget, der findes og som i sig selv er poetisk. Så er det mig, der skriver det ned og kalder det, jeg har skrevet, for et digt, men poesien fandt sted inden det blev skrevet ned.”

Digt af Sabitha Sofia Söderholm

Kære Barn,
De skriver i aviserne, at solsortene er ved at dø.
De trækker ikke mod syd, skriver de,
de lader sig slå ihjel af sne og islag.
De spiser nedfaldne bær og frø, indtil der ikke er flere,
indtil de dør.
Du sidder og betragter dit spejlbillede,
kører hånden henover dit ansigt, fugter dine tørre læber.
Du kan ikke kende forskel på skader og ravne.
Jeg har glemt mine mødres sprog.

Nilgün Erdem er 32 år og forfatter til digtsamlingen ”Pudder og Ph’Der- feministiske digte fra mine tyvere” fra 2017. For hende var poesi ikke en opdagelse, men noget, der altid havde været der, fordi hun voksede op i et hjem, hvor litteratur fyldte meget. 

”Poesi gør mig glad i låget. Poesi er, hvad jeg søger, når det kæntrer indeni mig” - Nilgün Erdem

“Min far er forfatter, og han fortalte historier, imens min mor læste op for mig hver aften, fordi hendes egen mor også fortalte hende overleverede godnathistorier som barn. Der var altid poesibøger på reolen eller forfattere på besøg”, fortæller Nilgün. 

For Nilgün er poesien en konstant følgesvend, der kan bruges og læses i alle typer af situationer:

”Poesi gør mig glad i låget. Poesi er, hvad jeg søger, når det kæntrer indeni mig. Så trækker jeg Vita Andersen frem, fordi jeg mærker den håbløse afmagt, hun skildrer så råt og ligetil. Jeg er også vild med Tove Ditlevsen – og mere aktuelle, internationale digtere som Rupi Kaur og Najwa Zebian. Den poesi jeg læser eller skriver, giver mig en vekselvirkning imellem at udforske og kanalisere følelser, frustrationer, glæder og uretfærdighed. Både den indeni mig selv og i verden omkring mig.”

“Det er meget naturligt for mig at skrive digte. Det er ligesom at drikke vand, når man er tørstig, eller spise, når man er sulten” - Nilgün Erdem

Nilgün skrev sin første roman som 15-årig, som hun gemte på en computerdiskette. Den handlede om en gruppe børn, der var stukket af hjemmefra og ud i vildmarken. Men hun har altid skrevet digte ned i sin dagbog. Både op igennem teenageårene og senere i sit voksenliv. ”Det er meget naturligt for mig at skrive digte. Det er ligesom at drikke vand, når man er tørstig, eller spise, når man er sulten. Men jeg tager det aldrig for givet, selvom det er så naturligt.”

For Nilgün er det ikke et spørgsmål om mod, når det handler om at udgive og dele sine digte. For hende er det et spørgsmål om at være retfærdig over for sig selv, at turde leve fuldt ud, at turde være autentisk uden at gemme sig for verden.

”Selvfølgelig kræver det en masse mod, og jeg kæmper stadig for at holde fast i mit mod til at udgive det, jeg nu har på hjerte, men det er en evig pingpong med mig selv. Jeg er dog på vej med noget nyt meget snart”, siger Nilgün Erdem.

Digt af Nilgün Erdem

Æbler og appelsiner 

Jeg tilhører alle stammer i verden

Derfor er der ingen grund til at spørge mig om hvor jeg kommer fra

Spørg mig hellere om jeg kan lide æbler eller appelsiner

Spørg mig hellere om hvad jeg laver til daglig

Spørg mig hellere ind til mine interesser

Find vores antietniske fikspunkt

Nu vil jeg tie stille igen

Tie stille og modificere mit behov for hele tiden at tage stilling

Og producere holdninger

Tre bogtips fra Erik Scherz Andersen

Til den nye poesilæser:

• 7/11 af Caspar Eric

Det er hans debutsamling og selvom den har nogle år på bagen, er den meget nutidig.

Man vil jo gerne introducere noget, der ikke afskrækker dem, men de må også gerne synes, det er spændende og anderledes.

• ”Dø løgn, dø”- Mette Moestrup

Den er så samfundsvendt. Den vil sproget meget og prøver mange forskellige ting af. Hende kan man finde oplæsninger af på nettet, og det giver noget særligt at få lyden med.

Til den mere garvede læser:

• ”Livet er en ko”- Simon Grotrian

Hvis man vil prøve noget vildt så skal man læse Simon Grotrian. Hans sprog bryder alle de almindelige gængse grænser. Men hvis man giver slip og lader sig rive med, så begynder man at forstå ting, man måske ikke forstod allerførst.