Hvad jeg hader, når jeg som mand hader mænd

Kan man hade mænd, samtidig med at man er en mand, der elsker mænd? Det korte svar er ja, det lange svar er nok også ja. 

Af Felix Thorsen Katzenelson

Der findes et meme jeg tænker på meget ofte. Ikke fordi det er det sjoveste, men fordi det kan finde på at prikke mig på skulderen med sit lille budskab. Det er simpelt, som mange gode memes er. I bunden et billede af Oprah, der tager sig til hovedet, og over hende teksten: “I hate men. But I am a man. Who likes men”. Av, det var jo egentlig ikke noget jeg havde skænket en tanke, før jeg så Oprahs hjerne smelte for øjnene af mig, måske netop på grund af dette kønnede paradoks. Kan man hade en befolkningsgruppe man selv tilhører? Det korte svar er selvfølgelig ja, der findes racister med mange hudfarver og misogyne svin i både so- og orneformat. 

Det lange svar bruger jeg så mit liv til at finde ud af. Lad mig starte med at pakke de tre linjer ud. Jeg hader mænd. Det er den nemmeste. Bare rolig, mit had er hverken voldeligt eller ude på at undertrykke, det er ligesom mit had til de meget rige og klimafornægterne blandt andre. Det bunder i det levende mareridt, som er verdens ubalance, det er et had som netop reaktion på undertrykkelse og vold. Mit had er jo egentlig en frygt. Jeg er bange for, hvad mænd kan finde på, præsidenter og statsledere med deres missiler, forsvarsbudgetter og stærke håndtryk. Alle magtens mænd med krav på andres kroppe og “må man nu ikke flirte?”. Mænd der hader, råber efter folk i kjole på gaden, mænd der slår og slår ihjel. Og nej, #NotAllMen går ind for krænkerens ukrænkelighed. Hurra for den mikroskopiske sejr.

Men jeg er en mand

Her knækker filmen selvfølgelig første gang, som en anden græsk tragedie lægger jeg mit mandehadende hoved på puden hver eneste aften, for alligevel at vågne op som mand dagen efter. Trods den umiddelbart identitetssplittende skæbne står jeg op næsten hver dag og gør min ting, uden at min personlighed slår større revner. Kun engang imellem rammer mit køn mig som den boomerang, jeg ellers har forsøgt at kaste fra mig. Det kan være når jeg går på en stille vej en sen aften, foran mig en kvinde, der ikke kan lide, at hun nu deler sidegade udelukkende med 195 cm høj, ubarberet mand i for meget overtøj. Så bliver jeg opmærksom på, at jeg er den mand som jeg selv hadfrygter, og jeg får lyst til at råbe, at jeg altså går og hører Kate Bush, så jeg er det modsatte af farlig, men får gudskelov stoppet mig selv hver gang. 

Det var værre da jeg var barn, der bliver ens køn oftere brugt imod en. Man skal have idræt sammen med ens aflæste køn. Folk tror, at man er stærk eller vild, og de pakker en ind i de forkerte farver og giver det forkerte legetøj i gave, hvis ikke nogle velmenende forældre advarer dem. Jeg var klædt ud som Disneys Esmeralda en fastelavn i børnehaven, men det var nok i lang tid min mest tydelige modstand mod det køn min omverden forventede af mig.

Der kan lide mænd

Oprah-memets sidste linje virker til tider som den mest paradoksale. Hvordan skal jeg forelske mig i noget jeg ikke kan lide? Nej tak til freudianske forklaringer om ødipal penis/vagina-misundelse by the way. I virkeligheden er det jo her hunden ligger begravet, for det er jo ikke mænd jeg egentlig hader, men maskulinitet. Den magtliderlige, bare liderlige, voldelige og i selvmordsstatistikkerne-overrepræsenterede maskulinitet. Jeg kan godt forstå, man kan kalder det toksisk maskulinitet, for det er sammenligneligt med sprøjtemidler i grundvandet. Væksthæmmende og langsom død er maskulinitet. 

En af modgiftene er at vågne op ved siden af en maskulinitet, der er blød som en krop. At være mandehadende mand, der forelsker sig i mænd, der hader mænd og forelsker sig i mænd, er lige så nemt som det er forvirrende. 

Jeg kommer til at tænke på aktivisten Zoe Leonards digt ‘I want a dyke for president’ fra 1992. En drøm om andre magthavere, som også godt kunne være en drøm om en anden maskulinitet. Min ønskeseddel lyder:

Jeg vil have en maskulinitet der går i kjole og smækbukser, også uden at være Harry Styles, med midterskilning og skæve tænder, med spidse sko og bamsestøvler. Jeg vil have en maskulinitet med falske øjenvipper og kindrødt, med guldkæder og korte negle. Jeg vil have en maskulinitet, der sidder i kørestol og læser for mange bøger, som er dårlig i skolen og god til at bage. Jeg vil have maskulinitet med brede hofter og blød hud. Jeg vil have maskulinitet med akne og tyndt hår og smalle skuldre. Jeg vil have fædre i terapi, og sønner der ikke skal arve tronen. Jeg vil have lesbisk maskulinitet, feminin maskulinitet og kønsneutral maskulinitet. Jeg vil have maskulinitet, der kan give og tage imod omsorg, maskulinitet med hævede morgenøjne. Maskulinitet der græder over spildt mælk uden at vende ryggen til. Jeg vil have alt det og mere til, og jeg vil gerne have at vide, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Jeg vil have, at nogen forklarer mig, hvorfor gerningsmanden er mere mand end offeret.

Det får mig så igen til at tænke på Ida Luka Holmegaards fantastiske bog ‘Look’, der handler om tøj og køn blandt andet, i den skriver de blandt andet dette drømmende lille manifest: »Flere køn, mere kærlighed, flere smukke jakkesæt«. 

I den anden ende af humøret er Glenn Bechs helt vilde debut som jeg lige nu læser. ‘Farskibet’ er en fantastisk og frygtelig bog om farens selvmord, der står blandt andet: “DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os”. Hjertebrist og sandheds-av til det smertelige udsagn.

Alt denne poesi og citering for at understrege hvor frygteligt det er, men også at det nok skal gå. Poesien og kunsten har som altid både vores ryg og det lange ben foran. 

Jeg går igen i seng i aften og tænker på Oprah, som mit eget lille maskuline paradoks, og står op i morgen og håber og gør mit bedste. Maskulinitet er noget vi allesammen hele tiden finder på, og vi kan sagtens bruge vores fantasi lidt mere.