Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

Retorik er kunsten at kunne overtale eller overbevise. Selvom de fleste af os ikke har studeret retorik, har vi en intuitiv fornemmelse af, hvilke ord, formuleringer og retoriske virkemidler der fungerer i forskellige situationer. Hvis du f.eks. skal overbevise din kæreste om, at du ikke lyver om et bestemt emne, så ved du sikkert godt, at det ikke er hensigtsmæssigt at sige, at du aldrig nogensinde i hele dit liv har løjet om noget som helst og derfor kan du jo umuligt lyve nu. Det lyder som voldsom overdrivelse, og det vil nok bare få din kæreste til at være mere mistroisk. Som Gertrude siger i Hamlet, ”the lady doth protest too much, methinks”.

Der er nok også mange af os, der ofte kan gennemskue politikere, når de gang på gang undlader at give et klart svar på spørgsmål fra journalister, selvom det på overfladen lyder, som om de har givet et langt og sagligt svar.

Men det sker også ofte, at vi ikke er helt klar over, hvordan en persons retorik påvirker os, og hvad den gør ved vores følelser, holdninger og tanker. Og det er i de tilfælde, at retorik er mest effektiv og potentielt kan få os til at gøre ting, som vi ellers ikke ville have gjort.

Når vi parrer stærk og effektiv retorik med en kæmpe historisk begivenhed, som f.eks. 9/11, kan det blive en eksplosiv cocktail. Jeg vil derfor gerne tage et kig på George W. Bushs tale til Kongressen og den amerikanske befolkning den 20. september 2001 og hans ’State of the Union’-tale den 28. januar 2003 for at give et indblik i de retoriske virkemidler han brugte, og hvordan de bl.a. var med til at starte en dehumanisering af muslimer og legitimere krigen i Irak.

Inden vi kigger på talen, bliver jeg nødt til at sige lidt om ’rally ’round the flag’-effekten. Det er et koncept som bruges til at forklare, hvordan statsledere ofte stiger betragteligt i popularitet, når deres land står over for en international krise. Og det forklarer, hvorfor Bush i dagene efter 9/11-angrebene havde en approval rating på 90%, hvilket er det højeste en amerikansk præsident nogensinde har haft. Vi så ’rally ’round the flag’-effekten efter coronas udbrud i foråret, hvor Mette Frederiksen blev en form for folkehelt, Storbritanniens Boris Johnson blev mere populær end nogensinde før, og selv Donald Trump gik et par point frem i meningsmålingerne. Når en stor fælles trussel truer vores land, så samles vi og støtter op om landets leder, uanset om vi er politisk røde og regeringen er blå eller omvendt. Det betyder også, at vi til at starte med, når vi står over for sådan en stor national og international trussel, er mere villige til at tage vores statsleders ord for gode varer og lægge vores kritiske blik på køl. 

I sin tale til Kongressen den 20. september 2001, lægger Bush ud med at sige følgende:

”Tonight, we are a country awakened to danger and called to defend freedom.”

Der sker utroligt meget i den ene linje. Sætningen fortæller os, at USA faktisk ikke kendte til farer før 9/11 – de sov på det område. Ikke som i ”de har sovet i timen”, men som i ”de har kunnet sove trygt, fordi de alle havde det godt”. Nogen har lavet om på det, nogen har så at sige fjernet ’the American Dream’. Sætningen får USA til at fremstå som helt uskyldige. Slutningen, ’called to defend freedom’, vidner om en slags guddommelig magt, der har befalet USA at forsvare frihed. Vi taler om at finde sit ’kald’ som noget vi ikke selv bare vælger, men som noget, der nærmest bliver åbenbaret for os gennem en overnaturlig kraft. Når USA er ’called to defend freedom’, fortæller det os, at det er USA’s kald, og man ignorerer ikke sit kald. Det er en nem og effektiv måde at fralægge sig al ansvar, når det kommer til de konsekvenser, der vil opstå, når man har forsvaret frihed, fordi man jo ikke havde et valg, da det var ens kald. Bush sætter lighedstegn mellem USA og frihed. USA blev angrebet, og nu skal frihed forsvares, det må betyde at USA er frihed. 

Ganske kort tid efter førnævnte sætning siger Bush:

”On September the 11th, enemies of freedom committed an act of war against our country […] All of this was brought upon us in a single day, and night fell on a different world, a world where freedom itself is under attack.”

Igen sætter Bush lighedstegn mellem USA og frihed. I alt bruger han ordet ’freedom’ 13 gange gennem hele talen, og han bruger ordet på samme måde som i disse eksempler. Dette gør, at lytteren ikke kan undgå selv at se USA som indbegrebet af frihed.

Bush er her i gang med det, som professor i kognitiv lingvistik George Lakoff kalder ’framing’. Alle ord har en ramme som vi forstår ordet igennem. Lakoffs berømte eksempel er: ”Lad være med at tænke på en elefant!” Så snart du læser eller hører den sætning, vil du tænke på en elefant, selvom du har fået at vide, at du ikke må gøre det. Når du afviser en ramme, så aktiverer du den. Når en ramme er fast etableret i din hjerne, vil den helt automatisk dukke op, når du hører ordet, som er forbundet med rammen. Når vi fører det over til Bushs tale, ser vi, at han ihærdigt forsøger at få os til at skabe en ramme, der skal få os til at tænke ’frihed’ så snart vi hører ’USA’. Og når sådan en ramme er oprettet i vores hjerne, er det utrolig vanskeligt at slippe af med den igen. Formår han at danne denne ramme i folks hjerner, vil han kunne tage nærmest hvilken som helst beslutning som USA’s præsident, og folk vil se det som en beslutning i frihedens navn.

Hav Lakoffs elefant-eksempel I tankerne, når du læser den følgende sætning fra talen:

”The enemy of America is not our Muslim friends.”

Selvom Bush siger ‘not’, så er virkningen af denne udtalelse en anden. Han bruger ’enemy’ og ’Muslim’ i samme sætning, og det betyder at den sproglige rammer, som vi forstår ordene igennem, bliver aktiveret. Og nu bliver der skabt en association mellem de to ord. Det samme skete for Richard Nixon i 1973, da han holdt sin berømte ’I’m not a crook’-tale. Han siger, at folk ikke skal tænke ham som en skurk, men det har den modsatte effekt.

Et andet smart træk, han laver, er at dele talen op efter fire forskellige spørgsmål. Fire spørgsmål, som han får formuleret, som om de er blevet stillet af de amerikanske borgere:

1: ”Americans are asking, ”Who attacked our country?””

2: “Americans are asking, “Why do they hate us?””

3: “Americans are asking, “How will we fight and win this war?””

4: “Americans are asking, “What is expected of us?””

På den måde får han sig selv til at fremstå som borgernes tjener. På den måde får han lytteren til at tænke, at den information han kommer med, er den som det amerikanske folk ønsker og leder efter. I virkeligheden er det den information, som han synes, det amerikanske folk skal have. Ved at formulere det som spørgsmål direkte fra amerikanske borgere, sidder man, efter talen, tilbage med en følelse af, at man fik besvaret alle sine spørgsmål, og man har en følelse af, at man er blevet lyttet til, fordi Bush jo svarede på borgernes spørgsmål.

I sin ’State of the Union’-tale i januar 2003 nævner han Saddam Hussein 19 gange. Ved at henlede vores opmærksomhed på en enkelt person så mange gange, skaber han en ramme, der fortæller os, at det er Saddam Hussein og kun Saddam Hussein, som han vil gå i krig mod. Og det betyder at alle de civile irakere, som unægtelig kommer til at dø i sådan en krig, bliver glemt. Ved at fokusere på én person, virker krigen meget mere overskuelig og overkommelig, og det bliver derfor lettere at få befolkningens opbakning.

Så nu har Bush altså skabt en ramme, som får os til at sætte lighedstegn mellem USA og frihed. Han har positioneret sig selv som frihedens kæmper og den amerikanske befolknings beskytter. Han har sået et frø i vores hoveder, der fortæller os, at muslimer er fjenden. Og han får krigen i Irak til at lyde som en relativ nem opgave.