Når kvindesmerter misforstås, misforstås kvinder

Kvindekroppens fysiske smerter bliver negligeret af samfundet, hvilket fører til usikkerhed hos det enkelte individ og fejlvurderinger af læger. Det kan være farligt, hvilket P3 vært Line Kirsten Nikolajsen oplevede, da hun gik med voldsomme smerter i flere uger efter sin fødsel.

Af Amalie Klitgaard, journalist - amalie.klitgaard@gmail.com | Foto: Privat

Gør det ondt, eller klynker jeg bare? Burde jeg bide smerten i mig, fordi den er normal?

Sådanne tanker strømmede igennem 30-årige Line Kirsten Nikolajsen, da hun blev ramt af voldsomme underlivssmerter og kraftige blødninger efter at have født sin datter Polly i april.

”Jeg var så bange for at blive set som en pivet kvinde, der havde bildt mig selv ind, at jeg havde ondt. Og som bare ikke vidste, at smerterne var normale efter fødslen,” fortæller Line Kirsten.

Men jagene var langt fra normale. De skyldtes derimod, at en del af hendes moderkage ikke var kommet ud af sig selv, men var vokset fast. Trods smerterne gik der alligevel alt for lang tid, før moderkagen blev opereret ud.

”Efter operationen fortalte lægen, at moderkagen var så pilrådden, at jeg kunne have fået blodforgiftning,” siger Line Kirsten.

Den lange ventetid kan til dels forklares ved, at hun mødte et par utilnærmelige ansatte. Det forstærkede hendes usikkerhed om, hvor alvorlige smerterne egentlig var.

Det var med til at ”ødelagde oplevelsen”, siger Line Kirsten Nikolajsen, men understreger, at personalet der behandlede hende til sidst og en enkelt lægesekretær var utroligt hjælpsomme og dygtige.

Ikke et enkelt tilfælde

Det er sjældent, at moderkagen ikke løsner sig efter fødslen som i Line Kirstens tilfælde. Men historien om at føle, at ens smerte som kvinde bliver misforstået og undervurderet, er langt fra enestående.

I et nyere studie publiceret i The Journal of Pain peger flere psykologer på, at når mænd og kvinder oplever den samme mængde fysiske smerte og udviser det via deres ansigtsudtryk, bliver kvinders smerte ikke taget lige så alvorligt som hos mændene.

Derudover viste studiet, at kvinder ofte vurderes til at føle mindre smerte og skulle se en psykoterapeut. Og ja – så troede observatørene i studiet, at kvinderne overvurderede deres smerter.

Det er bemærkelsesværdigt, siden flere studier viser, at kvinder faktisk føler mere smerte end mænd. Det gælder både i forhold til biologisk køn og kønsidentitet, da et ret nyt studie observerede, at transkønnede kvinder ligesom ciskvinder er mere sensitive over for smerte.

Subjektiv smerte som stopklods

Siden smerte er individuel og subjektiv, bestemmes det ofte ud fra sociale strukturer, om en smerte er reel eller ej. Faktisk er det i høj udstrækning dokumenteret, at læger undervurderer kvinders smerter, indtil der findes en objektiv, synlig faktor.

Så da Line Kirsten Nikolajsens fastsiddende moderkage ikke kunne ses på normale gynækologiske undersøgelser, gik behandlingen i stå. Måske var kramperne et tegn på menstruation, sagde en lægesekretær.

Til sidst kom hun alligevel på Rigshospitalet og fik to stikpiller, som skulle få kroppen til at skubbe moderkagen ud.

Det skete ikke. Derimod blev hun meget syg og ringede ind igen, hvor en sygeplejerske bad hende om at tage sin smerte seriøst. Men i samtalen slog Line Kirsten Nikolajsen selv smerterne hen – måske var det ikke så slemt igen?

Da jagene tog til, ringene hun alligevel ind igen, bare for at blive mødt af en anden meget afvisende vagthavende sygeplejerske. Beskeden var: ”Du lyder nu ikke særligt syg.”

Heldigvis for Line Kirsten blev hun til sidst opereret. Adgangsbilletten var dog, at en læge i hendes familie tog personligt kontakt til en læge på den specifikke afdeling:

”Det var rigtigt slemt, og min smerte var velbegrundet. Men det er forfærdeligt og uhyggeligt, at hvis man ikke lige kender lægen, så skal man bare vente eller hvad?”

Line Kirsten og Polly på operationsdagen | Foto: Privat

Kvinder er smerte

Post-fødselsmerter er ikke den eneste pine, kvinder og mennesker med en livmoder lever med. Der er menstruationskramper. Graviditet. Samleje. Første samleje. Blærebetændelse.

Smerterne lagrer vi en for en i vores kroppe. Vi bliver smerterne – for alt vi ved og gør, er forbundet med kroppen, som den franske filosof Merleau-Ponty pointerede i 1962.

Det gælder dog især kvinder, da kvindekroppen i kontrast til mænd rent biologisk er bygget til at skulle bære børn. Dermed er kvinders psykologiske velbefindende og identitet bundet op på kroppen og dens ubehag, smerte og fare, som den feministiske filosof Simone De Beauvoir sagde i 1952: ”Women are more enslaved to the species than the male, her animality is more manifest.”

Den grusomme, men skønne natur som bor og overtager kvindekroppen, skildrer forfatteren Dea Trier Mørch til fulde i klassikeren Vinterbørn fra 1976 gennem den fødende Veronica:

”Hovedkulds, blodig, sprænges et eller andet – klippeblokke ruller ned ad bjergvæggen og styrter i havet. Det brager i hendes knogler, de skrider fra hinanden. Barnets krop baner sig vej gennem den allersidste, bløde del af fødselsvejen.”

Kvinder er smerte. Derfor præger det kvinders selvtillid og selvforståelse, når smerter negligeres af samfundet.

Så meget, at vi stiller spørgsmål ved, om vi nu engang har ret om vores smerter.

”Jeg var i tvivl om, hvor ondt jeg havde. Derfor prøvede jeg at slå det hen. Bide det i mig. Jeg har en grundangst for at være ynkelig. Så fremfor at stå i en situation, hvor jeg kunne tage fejl, bed jeg smerten i mig,” fortæller Line Kirsten Nikolajsen.

Lyt, lyt og lyt

Til sundhedssystemets forsvar er det vigtigt at pointere, at individuelle og subjektive smerter er svære at vurdere.

Men de skal stadig tages seriøst, siger Line Kirsten. Det var nemlig det altafgørende skub, som reddede hende fra en potentielt livsfarlig situation:

“Det hjalp mig at møde en sundhedsfaglig person, der sagde, at jeg skulle stole på, at jeg kunne vurdere, når jeg havde ondt. Det er vigtigt at møde omsorg og hjælp, uanset om noget er galt eller ej,” forklarer hun.

Den oplevelse prøver Line Kirsten Nikolajsen at lære fra, så hun insisterer på godt at måtte være syg og fylde. At hun ikke er i vejen, fordi hun har ondt.

Og så ved hun nu, at hendes krop er vanvittig sej:

”Det er ret sygt, hvad min krop kan præstere. Nu har jeg også fået større lyst til at passe på min krop og tale lidt pænere til den. Og så burde jeg måske respektere den, når den har ondt.