Tekst & billede: Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY 

”Hold afstand”, ”vask dine hænder”, ”ingen kram, kindkys eller håndtryk”, ”bliv hjemme”. Efter nogle uger i karantæne, lagde jeg mærke til, at alle disse formaninger om at undgå fysisk kontakt med andre mennesker, havde sat gang i noget i min krop: en voksende og gennemtrængende liderlighed. Flere af mine venner og bekendte var blevet smittet med coronavirus, og nogle lå syge i flere uger. Dette og mediernes konstante dækning af det stigende antal døde grundet COVID-19 rundt omkring i verden, fik mig til at tænke over min egen dødelighed på daglig basis. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke på sex, på at blive rørt, kysset og holdt om. Jeg syntes, at det var en besynderlig reaktion på at høre om død og ødelæggelse fra morgen til aften, så jeg besluttede mig for at dykke ned i mit pulserende underliv – i overført betydning. Jeg fandt ud af, at min reaktion var meget mere normal end jeg havde regnet med.

I 1973 udgav den amerikanske antropolog Ernest Becker bogen The Denial of Death, hvor han hævder, at ”all human action is taken to ignore or avoid the anxiety generated by the inevitability of death”. Det vil sige, at han mener, at alt det mennesker nogensinde gør, er for at glemme eller ignorere deres dødelighed. Det er naturligt for alle levende væsener at forsøge at undgå døden, men det er kun mennesker, som frygter døden, og derfor prøver alle mennesker, ifølge Becker, at finde vej til en form for udødelighed. Det kan være gennem forplantning, så ens børn kan føre ens gener videre, det kan være gennem at kreere kunst eller litteratur, som stadig vil være på Jorden efter ens død, det kan være ved at forske i kurer mod dødelige sygdomme eller at dele alt fra ens liv på sociale medier – ja, jeg taler om mig selv og alle andre instagrammere. 

“Det er naturligt for alle levende væsener at forsøge at undgå døden, men det er kun mennesker, som frygter døden […]”

Tre forskere inden for socialpsykologi, Sheldon Soloman, Jeff Greenberg og Tom Pyszczynski, fandt Beckers teser interessante og besluttede sig for at undersøge dem nærmere, og det resulterede i bogen The Worm at the Core: On the Role of Death in Life i 2015. De byggede videre på Beckers idéer og udformede en teori, som de kaldte ”Terror Management Theory”. De to grundsøjler i TMT er verdensanskuelser og selvværd. En verdensanskuelse er den måde, hvorpå en person eller et samfund kigger på verden; det indbefatter bl.a. kultur, sprog, religion, følelser, etik og moral. 

En persons selvværd og i hvor høj grad de lever op til deres egen verdensanskuelse hænger sammen. Hvis du f.eks. er af den overbevisning, at det er moralsk forkasteligt at være utro, men du har været din partner utro et hav af gange, så har du det sikkert ikke skidefedt med dig selv. Har du et højt selvværd, er det mindre sandsynligt, at du bliver meget påvirket af eksistentielle trusler (som f.eks. en global pandemi), da et højt selvværd virker som en slags psykologisk beskyttelse. Det vil sige, at hvis en person frygter for sit liv (vig bort corona), vil de gøre ekstra meget for at leve op til deres verdensanskuelse, da det vil højne deres selvværd og derfor mindske deres dødsangst. En persons verdensanskuelse er også med til at give livet mening, og det er gennem ens verdensanskuelse, man får sine livsværdier, som man lever – eller prøver på at leve – efter. 

“[…] mænd havde et større ønske om uforpligtende sex med en fremmed de fandt tiltrækkende, efter de var blevet mindet om deres egen dødelighed.”

Psykologiprofessorerne Gilad Hirschberger og Gurit Birnbaum satte sig for at undersøge, hvordan en persons selvværd og verdensanskuelse hang sammen med deres seksuelle reaktion på en eksistentiel trussel. De ville altså undersøge, hvordan en person reagerer seksuelt og hvorfor de reagerer som de gør, når de bliver konfronteret med deres egen dødelighed. De fandt frem til, at mænd havde et større ønske om uforpligtende sex med en fremmed de fandt tiltrækkende, efter de var blevet mindet om deres egen dødelighed. Det samme gjaldt dog ikke kvinderne.

Grunden til, at mændene havde en større lyst til et engangsknald end kvinderne, efter de var blevet mindet om deres egen dødelighed, skal findes i deres verdensanskuelse og dernæst i, hvordan disse mænd prøver at højne deres selvværd. Da det stadig er meget normalt i mange samfund at anse mænd, som har mange sexpartnere, for at være nogle mægtige mandemænd, har mange mænd internaliseret den idé. Derfor vil mænd ofte have større lyst til at engangsknald efter de er blevet mindet om deres dødelighed, fordi det er en hurtig måde at give deres selvværd et boost og derved mindske deres dødsangst. Fordi vores samfund – og mange andre samfund – stadig rynker på næsen af kvinder, der har mange sexpartnere, er det knap så ofte vi får løftet vores selvværd ved at have engangsknald. Til gengæld havde kvinderne i undersøgelsen lige så meget lyst til et engangsknald som mændene, når det ikke udelukkende handlede om fysisk tilfredsstillelse. Hvis der også var omsorg, intimitet og en åndelig forbundethed, havde kvinderne også mere lyst til et engangsknald efter de var blevet mindet om deres egen dødelighed, akkurat som mændene. Dette er, fordi mange kvinder lever i samfund, som lærer dem og opmuntrer dem til at værdsætte kærlighed og omsorg mere end ren kødelig tilfredsstillelse. 

“Som med stort set alt andet i livet, så er det ikke så sort/hvidt, at mænd vil knalde alle mulige randos, efter de er blevet mindet om deres dødelighed, mens kvinder bare vil nusses blidt i håret og have langsom og romantisk penetration.”

Som med stort set alt andet i livet, så er det ikke så sort/hvidt, at mænd vil knalde alle mulige randos, efter de er blevet mindet om deres dødelighed, mens kvinder bare vil nusses blidt i håret og have langsom og romantisk penetration (if such a thing exists). Men det afhænger som sagt af en persons verdensanskuelse og selvværd. Så er en kvinde vokset op i et miljø, hvor sex, seksuel nydelse og udfoldelse er blevet italesat som noget sundt og naturligt, har hun et godt forhold til sin krop og forbinder hun sex med at være i live og mærke sig selv, vil hun i meget højere grad sætte stor livsværdi i det seksuelle. Derfor vil hun med stor sandsynlighed have større lyst til sex, ligesom mange mænd, efter at blive mindet om sin dødelighed. Forbinder en person, uanset køn, sex med noget hemmeligt, forbudt, skamfuldt eller dyrisk, eller har de et knap så godt forhold til deres egen krop, vil de sjældent reagere med en øget sexlyst efter at blive mindet om døden. 

Jeg besluttede mig for at spørge rundt i mit netværk og høre, hvordan folk havde ændret deres seksuelle adfærd efter at have været i kontakt med døden på den ene eller anden måde, og som forventet reagerede nogle ved at miste sexlysten fuldstændig, mens andre reagerede ved at have en øget sexlyst.

“For mig er seksualitet bundet så stærkt op på at have det godt og rart, at det på ingen måde virkede som en mulighed, når nu jeg havde det så mentalt dårligt. Jeg ville allerhelst helt undvære at have en krop.”

Marie*, som skrev sin historie til mig på Instagram, fortæller: ”Jeg mistede min mor i januar, og de første to måneder efter blev jeg nærmest frastødt ved tanken om sex. Jeg var meget taknemmelig for, at jeg ikke havde en kæreste i den periode, så ingen kunne forlange af mig, at jeg skulle forholde mig til min krop og seksualitet. For mig er seksualitet bundet så stærkt op på at have det godt og rart, at det på ingen måde virkede som en mulighed, når nu jeg havde det så mentalt dårligt. Jeg ville allerhelst helt undvære at have en krop. Og sex var det mest kropslige jeg kunne komme i tanke om.”

Ifølge Soloman, Greenberg og Pyszczynski er det en helt naturlig reaktion Marie har efter at blive konfronteret med døden. Sex er ofte forbundet med dyriske instinkter og det minder os mennesker om vores animalske natur, hvilket minder os om vores sårbarhed og dødelighed. 

“Jeg havde på daværende tidspunkt intet overskud grundet kemobehandling, men alligevel var jeg i byen næsten hver weekend, fordi jeg håbede at få en med hjem.”

Signe, som er en anden kvinde, der skriver til mig på Instagram, oplevede det stik modsatte, da hun blev konfronteret med sin egen dødelighed. Hun fortæller: ”Jeg fik konstateret knoglekræft, da jeg lige var blevet 18. Jeg er 100% rask nu, men jeg husker stadig tydeligt, hvordan mit sexdrive gik amok. Jeg havde på daværende tidspunkt intet overskud grundet kemobehandling, men alligevel var jeg i byen næsten hver weekend, fordi jeg håbede at få en med hjem. Jeg skrev med rigtig mange mænd og onanerede flere gange om dagen. Jeg kan også huske, at jeg i perioden blev i tvivl om min seksualitet, fordi min hjerne bare syntes at alt og alle var for lækre.”

Selvom Signes reaktion er en helt anden end Maries, er det stadig en helt naturlig reaktion. Som nævnt et par gange, så kommer det an på personens verdensanskuelse. Hvis man anser sex og seksuel nydelse for at være noget af det mest menneskelige overhovedet, og man forbinder det med en følelse af at være i live, vil man typisk søge hen imod sex, når man har set sin egen dødelighed i øjnene.

Uanset hvilken seksuel reaktion du har på krig, globale pandemier, livstruende sygdomme og andre eksistentielle trusler, er det helt okay. Ingen reaktion er bedre end andre. You do you. Din reaktion på at blive mindet om din egen dødelighed siger noget om din verdensanskuelse og dit selvværd. Og omvendt, så kan din verdensanskuelse og selvværd forudse, hvordan du vil reagere, når du bliver mindet om, at du også en dag skal dø.

 *Marie er et opdigtet navn, da kilden ønsker at være anonym.