Af Anne Niluka, journalist

I foråret var valget over det hele. Man kunne næsten ikke bevæge sig uden for en dør uden at få et velmenende politikeransigt smidt i synet. Der blev og bliver stadig talt meget. Om Klima. Om børn og ældre. Mest af alt bliver der, ligesom alle de foregående år, talt integration- og asylpolitik. Men intet er alligevel helt som det plejer. To nye partier på højrefløjen har set dagens lys, og især partilederen fra det ene formåede at få sat sig selv og partiets politik på dagsordenen. Rasmus Paludan og Stram Kurs dominerede mediebilledet. Han talte om deportation af nogen for at redde nogle andre. Han talte om værdsatte fremmede og om hvem, der kvalificerer sig til den titel. Men hvordan er det egentlig at være dem, som han talte om? Hvordan er det at være muslim, adopteret og jøde i dagens valgklima? Vi har spurgt tre kvinder:

Nafisa Fiidow, 22, Elev på Krogerup Højskole

Jeg ved egentlig ikke, om det politiske klima har ændret sig så meget fra tidligere år. Det højreekstreme har bare fået mere plads og synlighed. For fem år siden diskuterede jeg også med Danskernes Parti, hvis holdninger minder om Stram Kurs, men dengang var de fleste enige i, at det var noget lort. I dag er holdningerne så repræsenteret gennem Stram Kurs, som rent faktisk var ved at komme ind. Nogle mener, at det er på grund af optøjerne på Nørrebro. Men hvordan kan det nogensinde være en god undskyldning for at stemme på en racist?

Jeg har fået en del ubehagelige beskeder fra højreekstreme typer. Da jeg kørte studenterkørsel, fik jeg en virkelig grænseoverskridende kommentar til et indlæg, jeg havde skrevet. Det var en festlig dag, som pludselig blev forstyrret af den besked, og sidenhen har jeg fået en del i samme kaliber.

“du er bare et afstumpet muslimsk svin i Danmark. Islam er rendyrket ondskab. bare vent du skal nok blive voldtaget af en af dine landsmaend ifoelge statistikken. hvor meget har de skaaret din mellem benene. det hele? havde engang en gris der blev foedt i en kostald. grisen fandt hurtig udad at den aldrig ville blive en ko, men maatte leve som en ko. det samme gaelder dig dit muslimske afstumpet dyr. du er og bliver et sort svin i Danmark.”

– beskeden Nafisa fik tilsendt på dagen for sin studenterkørsel

Jeg tænkte ikke over danskhed i min barndom, jeg var bare et barn. Det betyder ikke, at jeg aldrig følte mig fremmed eller anderledes, men jeg tror ikke helt, jeg forstod, hvad det var, der gjorde mig anderledes. Indtil jeg blev kaldt neger i 3. klasse. Og selv da følte jeg mig ikke mindre dansk, for jeg havde jo set andre sorte danskere, jeg troede bare, vi var en sjældenhed.

I udskolingen havde jeg indtaget den helt modsatte position, fordi jeg i teenageårene havde fået påpeget min andethed tilpas mange gange. Så jeg kan huske, at jeg bare kaldte mig somalier, punktum. Og det var ikke noget, der gik mig på.

Det var nok i takt med, at min interesse for politik blev vagt, at jeg begyndte at tænke over det at være dansk. Jeg havde derfor et ekstremt behov for at bevise min danskhed. Hvor cringe det end lyder, kom det til udtryk i eksplicit dyrkelse af prollet dansk musik, og at jeg gik rundt med Dannebrog på random tidspunkter. Det var et ekstremt behov for at vise “hallo, jeg er dansk”, til nogen som alligevel aldrig vil synes det.

Hvis jeg skal definere danskhed i dag, vil jeg bare sige, at det er en følelse, og hvis man føler sig dansk, så er man det. Og mit syn på Danmark har egentlig ikke ændret sig i det store hele, for når jeg slukker for politik og Facebook, så er alt egentlig som det plejer.

Jeg føler mig ikke mindre dansk, men jeg er mindre optaget af at bevise det. Når jeg diskuterer danskhed, tænker jeg mest på vores yngre danskere med minoritetsetnisk baggrund, og hvordan samtalen påvirker dem. Jeg var jo så heldig at være afskærmet fra det meste politik, men med Stram Kurs på YouTube og alle politikere på sociale medier, så tror jeg, det fylder meget mere hos unge og børn i dag.

Det, der gør allermest ondt, er, at 2,5 % af danskerne muligvis sympatiserer med Rasmus Paludan. Det er virkelig mange, og jeg tænker tit på, om jeg mon kender nogen af dem? Hvad de ville synes om mig? Om de virkelig mener, at jeg skal dømmes på min hudfarve og religion? Jeg har virkelig svært ved at tro det, men det må jo være sandt.

Helene Hindberg, 47 år, Pædagog

Klimaet har trods alt fyldt en del i forårets valgkamp, og det er virkelig positivt, at vi får små pauser fra det konstante bombardement af negative udsagn om muslimer. Jeg oplever at flere mennesker tager klart afstand fra seminazistiske partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige.

Det værste har uden tvivl været, at den ekstreme højrefløj får så meget uimodsagt taletid. Men det er ikke kun muslimer, fremmedhadet rammer. Det breder sig langsomt til alle etniske minoriteter. Jeg husker et kommentarspor til en artikel om Anna Mee Allerslev. Det var fuldt af mere eller mindre ondskabsfulde, racistiske udfald mod hende, og hun blev kaldt "kineser" – selvom hun er koreaner - "gul" og meget andet.

Siden 90'erne er tonen gradvist blevet skærpet i forhold til borgere med mellemøstlig baggrund. Jeg oplever i høj grad, at det er blevet mere acceptabelt at tale nedladende om især muslimer. Primært i medierne og på SoMe, hvor der ingen grænser er længere. Nu kan politikere stå på landsdækkende tv og kalde medborgere for affald og uønskede.

Det bliver vanskeligere og vanskeligere at føle sig som dansker. Som barn var jeg ikke i tvivl: Jeg var dansk. Mit hjerte svulmede af stolthed, når Dannebrog vajede fra flagstængerne på Dronningens fødselsdag, eller når "vi" vandt medaljer i en eller anden sportsgren. Jeg blev fornærmet, når nogen kritiserede Danmark. Med tiden har det ændret sig. Jeg føler mig efterhånden fremmedgjort over for det her land, som er det eneste, jeg kan kalde hjem. Som har været med til at forme mine værdier og mit livssyn. For en stor del af landets befolkning accepterer mig ikke som dansker på lige fod med dem selv. Ikke helt. Bevares, jeg er opvokset her med en dansk mor. Jeg spiser med glæde flæskesteg og stegt flæsk. Jeg kan alle de sociale koder og normer. Men det er ikke nok. For genetisk er jeg ikke dansker. Jeg er asiat. Jeg er "forkert". Og sådan tror jeg desværre rigtig mange, der har rødder i et andet land føler i disse år. Også selv om det er deres bedsteforældre, der engang kom fra Tyrkiet eller Pakistan eller Iran.

Det er vigtigt at understrege, at jeg har oplevet racisme hele mit liv. Racisme har altid været en del af den danske kultur. Men det var en uerkendt racisme. Hvide danskere er ikke selv klar over, hvor dybt rodfæstet den forestilling om at brune mennesker er mindre begavede, mindre civiliserede og mindre værd er. Som asiatisk kvinde kan jeg sige, at der også er en fremherskende seksuel stereotyp om asiatiske kvinder i den danske befolkning. Det er dybt ubehageligt at blive kategoriseret som underdanig, "medgørlig" og evigt villig til at underkaste sig mænds seksualitet. Man bliver reduceret til en pornodukke, som alene eksisterer for at tilfredsstille mænd.

Jeg ønsker mig et Danmark, hvor vi er solidariske med hinanden. Hvor den hvide kontanthjælpsmodtager og den brune integrationsydelsesmodtager står sammen og forstår, at det ikke er "den anden", der er skyld i, at systemet ikke kan tilbyde dem anstændig og ordentlig hjælp. Jeg ønsker et Danmark, der i det hele taget begynder at se på, hvad det er for nogle strukturer og mekanismer, der er skyld i den voksende ulighed. Og et Danmark, der er for alle, der ønsker hinanden det godt. Hvor etnicitet, hudfarve og religiøst tilhørsforhold bliver respekteret.

Sarah Tora Goldstein, 32, Senior Copywriter

Jeg synes i hvert fald helt klart, at det er som om ydrefløjenes holdninger langsomt er blevet mere og mere legitime. Men det er faktisk ikke det, der skræmmer mig mest. Det er, hvordan ydrefløjenes holdninger langsomt har sneget sig ind i de store partiers retorik.

Socialdemokraterne er f.eks. blevet mere fremmedfjendske i deres sprog, og de lader ikke engang til at høre det selv. Alt det man ikke er enig i, prøver man heller ikke på at forstå. Jeg tror aldrig, jeg har været så bevidst om hvordan jeg så Danmark, men mere hvordan Danmark så mig. ”Hvor er du egentlig fra?” ”Taler du dansk?” ”Spørg Sarah, hun er andengenerationsindvandrer”. Jeg var meget bevidst om min danskhed eller nok nærmere mangel på samme. Min stille protest blev, at jeg nægtede at få et Dansk pas. Jeg havde kun et amerikansk, helt frem til jeg blev 30.

Jeg lyder nok ret negativ, men jeg kan faktisk godt lide Danmark. Som amerikansk statsborger er mit sammenligningsgrundlag også pænt fucked i disse dage. Jeg betaler skat, jeg spiser gris, jeg danser rundt om juletræet og har et dansk pas. Men jeg tænder også Hannukkahlys, holder mig fra gris på jødiske helligdage og har også et amerikansk pas. Min danskhed har aldrig ændret sig, kun andres syn på den.

Jeg bliver vred, når politikere bruger jøder som retorisk ammunition imod muslimer. Nu går jeg som kvinde ikke med kalot, så jeg ved ikke, hvordan det er at gå med en på Nørrebro. Jeg har hørt fra andre jøder, der siger, at de ikke føler sig trygge, og det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg har en tatovering på hebraisk på mit ben, som nogen gange luftes om sommeren og det har jeg ikke hørt noget for – heller ikke på Nørrebro. Men ellers ”skilter” jeg heller ikke med det.

Det ville være rart, hvis folket kunne være bredere repræsenteret i folketinget i stedet for karrierepolitikere. Hvis vi kunne lade være med at tale til laveste fællesnævner og begynde at forvente mere af folk – specielt politikere. Hvis vi talte mere om gode ideer og nødvendige tiltag i stedet for at rakke ned på hinanden. Hvis vi holdt op med at pege fingre og i stedet fokuserede på løsningerne.

Hvis vi er for optagede af at finde skyld, så opnår vi aldrig noget.