En uretfærdig tanke har fulgt mig længe: Mine forældre var mere frie, da de var unge. Men kan det virkelig være rigtigt, at vi er gået tilbage på frihedskontoen? Ikke nødvendigvis. Jeg har allieret med med fremtids- og generationsforskere for at forstå, hvorfor det alligevel kan føles sådan. 

Af Shani Pedersen, journalist | Indtalt af Joy Fryd Larsen

Forleden bladrede jeg gennem gamle fotoalbums af den helt slidte slags, fra før murens fald og før mine forældre fik de børn, som nådesløst smadrede alt. Mama og papa var smukke, brune og nøgne på mange af billederne, så udover at undre mig over, hvorfor i alverden de senere fik lyst til at ødelægge alt det gode med to børn, tænkte jeg: hvor var de i live, og hvor var de frie.

Shanis forældre, Abraham og Susan. Foto: Privat

Særligt frie – og mere end min egen generation. Mindre bundet af ansvar og ydre pres. Mindre optagede af konstant at være i bevægelse, nej, de var snarere selve bevægelsen uden så mange fucks given. Mindre optagede af at udnytte tiden og ressourcerne, altsammen for hurtigt og naturligvis for at kunne sætte hak ved “det gode liv” før naboen. De havde intet behov for at være to skridt foran. Faktisk var de ofte bagud, og når man i dag spørger dem, om det ikke stressede dem, svarer de noget i stil med: Livet gik sin gang, og vi fulgte med. 

Abraham og Susan. Foto: Privat

Og det er netop den følelse, jeg får, når jeg kigger på billeder af deres ungdom. De fulgte med. De ligner nogen, som mest af alt bare eksisterer, fordi deres fremdrift i livet tilkommer andre kræfter end dem, man skal grave frem i sig selv. I ved, alt det nonsens vi kan læse i selvhjælpsbøger om styrke, motivation og ambitioner, det var de ikke så optagede af. Andre mere naturlige og tilfældige kræfter kom dem til undsætning. Lidt som et blad, der bliver båret videre af vinden og lander dér, hvor tyngdekraft og vindforhold vil det. 

Susan og Abraham. Foto: Privat

Men kan det virkelig være rigtigt, at boomer-generationen var mere frie end os millennials, eller kunne det tænkes, at vores oplevelse af frihed er anderledes? Vi kan så meget i dag, som vores forældre og bedsteforældre ikke kunne.

I denne artikel vil jeg forsøge at finde svar, men lad mig på forhånd deklarere: der vil ikke være ét definitivt svar, for der er næppe nogen, som ligger inde med det. Frihed er nemlig en kompleks størrelse. Den er større og andet, end hvad man har målt sig frem til på Freedom House eller i lange rapporter om social mobilitet, rettigheder og trivsel. For at blive klogere på, hvad der adskiller mig fra mine forældre, har jeg allieret mig med generations- og fremtidseksperter, som ved, hvordan forskellige generationer har oplevet og forvaltet deres egen frihed. 

Accelleration og frihed 

Jeg er nok en af dem, ligesom Hartmut Rosa, der ikke har så meget andet end dystre diagnoser for det moderne samfund og min egen generation. Accelerationssamfundet er så optaget af at skrue hastigheden op på alt, vi gør og er, at vi mister forbindelsen til os selv og bliver fremmedgjorte. For frihed har vi nok af, men den kommer med nærmest totalitære grundvilkår, fordi accelerationssamfundet lægger et stort pres på vores frie viljer og handlinger. Alle må løbe stærkere. Flere oplever, de er fanget i en trædemølle, og det er som at zappe gennem 100 tv-kanaler, selvom man har lyst til at slukke, som man kan læse i Hartmut Rosas ‘Fremmedgørelse og Acceleration’. Det er et regime, vi ikke kan undslippe. 

Men er det nu også sådan, og i så fald, er det særligt for min generation? Eller er der mere på spil, når det kommer til oplevelsen af accelleration og frihed? 

Lovisa Sterner er adfærds- og generationsekspert og har gennem en årrække beskæftiget sig indgående med især den yngre generations holdninger, værdier og adfærd. Hun understreger, at der findes lige så store forskelle i hvert enkelt generation, som der gør mellem generationer. “Menneskers personlighedstræk og individuelle livsbetingelser vil altid overtrumfe, hvilken generation de tilhører og hvad der gør sig gældende for netop dén.”

Frihedsbegrebet er sådan set centralt i alle generationer, men har forskellige betydninger for hver enkel generation. For mine forældre, mener Lovisa Sterner, har frihed nok i højere grad end for mig handlet om at skabe en sikker og stabil tilværelse. 

“Babyboomere (født i midten af 40’erne til midten af 60’erne) er meget rundet af at vokse op i efterkrigstiden. Individets eller et lands frihed tages med andre ord ikke for givet. Bare det faktum, at de formår at leve deres simple hverdag med hjem, familie og arbejde, er en stor frihed i denne generation,” siger hun.  

Jeg overvejer et øjeblik, om det er det, som skinner igennem på mine forældres ungdomsbilleder. En udpræget ro, jeg ikke tror, mine børn på samme måde vil kunne finde i mine ungdomsbilleder (der finder de nok kun vilde øjne, alkohol og hyppig udskiftning af partnere). Mine forældre lignede nogen, som havde nok i det, de nu havde, også selvom det var ganske fundamentale ting som en ydmyg lejebolig, et job og mad på bordet. Og mest af alt ligner de ikke nogen, som er på vej videre. De er der, hvor de er, og i morgen er de samme sted.

En overflod af valg

Det er der formentlig en grund til. For mine forældres generation har frihed i høj grad handlet om at etablere sig selv og opfylde det, som nogen vil betegne som grundlæggende behov, fremhæver Lovisa Sterner. Det er sådan noget som at have et hjem, fylde ting i hjemmet, der har en funktion og er gode, at kunne leve et liv med en familie og tage et skridt op ad Maslows behovspyramide, sammenlignet med deres forældres generation. Anderledes forholder det sig for min generation, generation Y, også kaldet millennials, og den noget yngre generation Z.

“Med øget viden og tempo og en ekstrem overflod af valg, som en forlængelse af de politikker, der er ført i den vestlige verden de seneste årtier, har du mulighed for at træffe stort set alle valg på alle områder. Uanset om de handler om pleje, uddannelse, relationer eller job. Det er en stor forskel fra forældregenerationen, hvor der normalt ikke var samme muligheder for valg. Det handlede om at skabe stabilitet på den vej, som de fleste mennesker gik på. I dag er der ikke sådan en sti i samme omfang,” siger Lovisa Sterner. 

Størstedelen af ​​den vestlige verden befinder sig allerede øverst oppe i behovspyramiden, og det handler ikke længere om at opfylde de mere basale behov, men om selvrealisering i forskellige former. Og det er netop selvrealiseringen, som danner ramme om min generations frihedsbegreb og som på én og samme tid velsigner og forbander os. For på den ene side har vi nærmest uendelige muligheder for at realisere os selv og skabe det gode liv, og på den anden side har vi så mange muligheder, at vi hurtigt kan komme i tvivl om, hvorvidt vi er det rigtige sted. Derfor kan vi have en oplevelse af ikke at kunne finde hvile eller at måtte sidde klar til at gribe næste mulighed, som måske, måske ikke, er bedre. Og det er stressende. 

“Det bliver som en underliggende konstant vedvarende udbrændthed, fordi du jager for at optimere og være effektiv hele tiden. En håndgribelig følelse for mange i denne generation er netop en følelse af frihed og ansvar. At der er mange forventninger til dig både fra dig selv og samfundet,” forklarer Lovisa Sterner. 

Digitalt spejl skaber pres

Samtidig har den teknologiske udvikling og sociale medier gjort det let for os at måle og veje os selv i forhold til andre. Sammenlignet med vores forældre og bedsteforældre, har vores referenceramme udvidet sig. Det betyder, at vi nu lettere kan måle og veje de aspirationer og standarder, vi har bestemt er det gode liv, i og gennem andre mennesker. I gamle dage kunne man typisk sammenligne sig selv med sin klasse, skole, kollegaer eller by. 

“I dag med den udvidede referencerammer sammenligner vi os selv med hele verden. Sammenligningen er et klik væk via for eksempel TikTok eller YouTube,” fortæller Lovisa Sterner. 

En analyse som teolog og fremtidsforsker Tanja Hall bakker op om. I 2014 grundlagde hun virksomheden Fremtidsfabrik, som har arbejdet specialiseret og målrettet med at forstå børn og unge og deres adfærd. Her er det svært at komme udenom den digitale udvikling, som har været med til at forme unges frihedsbegreb i takt med øget digital frihed. En frihed, som i høj grad er udfordret og i virkeligheden lagt i hænderne på de store techgiganter. 

“Jeg oplever, at rigtig mange unge voksne er kommet i kløerne på en tech-afhængighed, som føles enormt ufri, fordi man hele tiden styres af impulser og endorfiner. Jeg så for nyligt Christiane F, og jeg synes den er superrelevant på mange parametre. Tech er vor tids heroin, og det skal vi lære at deale med, hvis vi skal genetablere følelsen af frihed,” siger Tanja Hall. 

Ifølge Hall er der ingen tvivl om, at vi lever i en tidsalder med øget aktivering af den impulsstyrede tænkning. Det påvirker vores frihed, fordi vi træffer valg i kraft af vores grundlæggende impulser fremfor velovervejede valg. 

“Det skred er i høj grad sket grundet den teknologiske udvikling, som vi skal lære at håndtere på en god måde, så vi ikke ender i en situation, hvor tech og de hurtige valg gør os alle sammen til moderne udgaver af Christiane F. En konstant jagt efter det næste hurtige sus i form af et like, en fastfoodburger eller en junkserie, som giver os instant tilfredsstillelse, men som samtidig gør os depressive, fordi det er impulser, der skabes af en afhængighed. Og afhængigheden må være frihedens modsætning,” siger hun. 

For jagten på anerkendelse og selvrealisering går hurtigt, og vi er vant til at ændre kurs og imødekomme ønsker hurtigt og effektivt. Det ser generationsforsker Anders Parment på den yngre generations iver efter at flytte sig hurtigt, men også at berige sig selv hurtigt med materielle goder som relationelle og professionelle. Stort set alt vi vil have, kan fås on demand, og det betyder noget for vores følelse af frihed. Vi har uendelige valg, og vi kan efterleve dem lige nu og her i et højaccelerationssamfund. Vi går på speeddating, swiper bekendtskaber på apps og bestiller vores mad som fastfood – for alt i vores liv er blevet effektiviseret. 

“På overfladen tror vi, at vi vinder mere frihed ved at få middag på ti minutter i stedet for 35, men i virkeligheden sker det modsatte somme tider. Vi kan ikke rigtigt slappe af i det, vi vil have og i det, vi befinder os i. Da jeg var barn, skulle jeg nogle gange vente for at få noget, for eksempel et magasin, som er fire dage om at nå frem med posten. I dag får man, hvad man vil have, når man vil have det,” siger Anders Parment. 

Også i det professionelle liv er den yngre generation både velsignet og plaget af deres iver efter at skabe resultater og udvikle sig hurtigt. Det betyder, at mange oftere har svært ved at finde sig til rette på en arbejdsplads. Der er fokus på din udvikling nu og her. 

“Du er aldrig bedre end dit sidste kvartal. Det er næsten ligegyldigt, hvad du har lavet de sidste 20 år, fordi din seneste udvikling er det, som betyder noget. Det er derfor, folk forlader deres jobs, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, fordi det også betyder, man hurtigt kan omstille sig og erhverve nye færdigheder og erfaringer,” siger han.

Det (svære) rigtige valg 

Men selvom tempoet er accellereret, giver det sig selv, at tiden ikke er. Den står uændret, for der er stadig kun 24 timer på et døgn, selvom verden omkring os og livets tempo har ændret sig. Mens den ældre generation generelt forvaltede deres frihed på færre arenaer, måler nutidens unge deres succes på andre og flere arenaer som sundhed og relationer, mener Lovisa Sterner. 

“Dit ambitionsniveau er ekstremt højt, fordi du sammenligner dig selv med resten af ​​verden. Tempoet er ekstremt høj, fordi du interagerer med en verden, som aldrig sover,” fortæller hun og uddyber, at de fleste mennesker derudover har et digitalt publikum i en eller anden form, som hele tiden kan følge med i, hvordan det går. 

I modsætning til tidligere generationer er frihed for den yngre generation ikke, at der er valg. For unge mennesker i dag, mener Lovisa Sterner, handler det snarere om, hvilke af ​​alle disse millioner af muligheder, der er fornuftige, rimelige og rigtige for den enkelte at vælge. Og dét er svært. 

Jeg afslutter min research med en flad fornemmelse af, at min antagelse om, at mine forældre var mere frie end mig, måske mere har rod i mine egne åbenlyse privilegier end i min generations manglende frihed. 

Måske er vi mere frie end vores forældre, og måske er det netop det, som er vores byrde.