Af Sebastian Lynggaard a.k.a. Herlige Svend

Jeg har en konto på Instagram, som jeg bruger som en slags dagbog eller som et afløb for mine mere eller mindre skæve og underlige tanker, der sætter sig på tværs i løbet af en dag. Jeg laver memes. Det er primært nuttede dyr, der får rampelyset på min profil. Det, kombineret med et forholdsvist feminint udtryk, har gjort, at mine følgere længe troede, at jeg var en kvinde og ikke en 31-årig, skaldet mand. 

I stedet for at dvæle ved det absurd underlige i, at en voksen mand driver en pastelfarvet konto fyldt med vaskebjørne på Instagram, så lad mig i stedet fokusere på noget af det, jeg har lært. Og det er ikke så lidt. For mine følgere er gode til at dele ud af deres erfaringer og til at svare sødt, når jeg spørger dumt. Mine følgere har løftet sløret for en række sværttilgængelige synsvinkler, som jeg har været dovent blind for.

Jeg har fx skrevet med transpersoner, der har fortalt, hvordan deres operationer har gjort, at de føler sig enten mindre eller væsentligt mere truet i offentlig transport og i det offentlige rum. Jeg har skrevet med tidligere erklærede incels, der har fortalt om deres nedstigning i internettets sump - og om deres opstigning. Med andre ord kan min åndssvage memekonto være en lommelygte, som kan belyse mine blinde vinkler. Til at se ting, som før var skjulte eller hemmelige.

For nylig har jeg et par gange bedt mine følgere om at fortælle om de mest smålige grunde til et break-up, de selv har været udsat for, hørt om eller selv brugt. Med tydelig inspiration fra en større og bedre Instagram-konto har jeg derefter delt svarene anonymt i min story og bedt min samlede følgerbase om at tage stilling til, om de forskellige grunde så også var smålige, eller om den enkelte grund egentlig var forståelig nok. 

Omkring 70 procent af mine følgere er kvinder. Derfor er det ikke så overraskende, at de fleste svar, jeg fik, var fra netop kvinder. Men nogle gange, når man stiller de samme spørgsmål til 30.000 mennesker, kan man godt være helt på røven over, hvor ens de svar, man får, er. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde med de svar, jeg fik. Men jeg ved, hvor jeg gerne vil ende: Heteromænds hygiejne. 

Jeg er tidligere kommet galt af sted i en podcast ved at sige, at jeg er ufatteligt glad - måske endda begejstret - for, at jeg ikke skal date heteroseksuelle mænd. Hvis jeg bad aftenbøn ville det være en af de ting, jeg ville takke gud for hver aften. Men jeg beder kun, når Danmark spiller fodbold. Eller når min telefon ringer om natten. Sagen er, at jeg altid har tænkt, at mænd sgu er lidt klamme. Vi får ikke lige vasket tøj. Vi får ikke lige vasket os selv. Vi får ikke lige sat os ned, når vi tisser. 

Vi får ikke gjort de mest elementære ting - indtil vores mor kommer på besøg - eller måske indtil vi får en kæreste, der kan fortsætte der, hvor vores mor slap. 

Hov - nu glemte jeg at skrive noget. Det skulle jeg måske have gjort i starten. Men når jeg skriver det her om nogle mænd, så er det altså ikke _alle_ mænd, jeg taler om. Passér blot gaden, hvis du er hr. Marie Kondo med et overforbrug af håndsprit og rene underdrenge. 

Nå, men sagen er, at de svar, jeg fik - altså det, som nogle af mine kvindelige følgere selv så som smålige grunde til at slå op med drenge og mænd - handlede i overvejende grad om mit køns hygiejne eller mangel på samme. Jeg har langt fra delt dem alle - så ville det trods alt blive til den ensformige side. Men jeg skrev ud til en del for at bede dem uddybe deres korte svar. 

Flere skrev eksempelvis, at deres ekskærester havde forfærdelig mundhygiejne, fordi de børstede tænder meget … sporadisk. Ekskæresterne smagte (angiveligt) værre for oven end for neden.

Andre skrev, at deres ‘smålige’ grunde havde at gøre med manglende rengøring. Én skrev for eksempel sådan her: “Det lyder måske lidt dumt, men jeg droppede en fyr, fordi jeg ikke kunne holde ud, at hans lejlighed var så klam. Han gjorde aldrig rent og lejligheden STANK - ikk kun men OGSÅ fordi hans badeværelse var så fucking jordslået på den der helttttt klamme måde.”

 Og mange skrev, at de slog op med deres kæreste, fordi de ikke vaskede sig i … [trommehvirvel] numsen. Flere skrev, at de kunne lugte afføring fx under sex. Nice.

Noget virkelig interessant var, at langt de fleste af de kvinder, som jeg talte med om det her, aldrig gav deres eks den egentlige grund til, at de blev droppet. Og måske endnu mere interessant: De fortalte det heller ikke til veninder eller venner. Det blev en hemmelighed - måske fordi man skammede sig over at have fundet sig i for meget for længe(?)

De her beskeder var chokerende for mig at læse. Både fordi de i deres essens var så ens - også fordi de gav mig et indblik i et mønster, som jeg aldrig før har set (eller bedt om at se). Men måske mest af alt fordi de mindede mig om en samtale, som jeg havde for mange år siden, som jeg først rigtig forstår nu.

Da jeg var i start-20’erne havde jeg en rigtig god ven. Vi kan kalde ham Herkules. Og vi lavede det meste sammen - han fik en kæreste, og hun var med til det meste. Men en dag var det forbi mellem Herkules og kæresten. Det går op og ned. Sådan er det jo. 

Efter noget tid blev jeg kontaktet af H’s nylige eks. Hun bad mig intrængende om at tale med Herkules om hans personlige hygiejne. At det ville være for hans egen skyld. At han ikke lyttede til hende, men måske ville han lytte til mig. At hans næste forhold så måske ville fungere bedre. At han kun gik i bad en gang om ugen. 

Jeg reagerede på en irrationel, nærmest vred måde. Hvorfor skulle jeg have det her ansvar? Det var vel for fanden ikke min skyld? Hvad man lavede i badet - herunder hvor ofte man frekventerede brusenichen, var vel for pokker ens egen sag? Mine spørgsmål kom nok også, fordi hun ramte noget i mig - hvornår var det nu, jeg sidst selv havde været i bad?

Under alle omstændigheder så er sagen bare - kan jeg se nu - at det var vel slet ikke hendes ansvar? Det var vel slet ikke hendes skyld? Min reaktion dengang var kritisabel, for det var mit ansvar som ven. Men dybt i mange mænd og drenge sidder en brændende, hypnotiserende angst for, at den gode stemning skal blive ødelagt. En frygt for, at vi ikke længere hygger os, at vi kommer væk fra den behagelige hjørnesofa, der er vores køns komfortzone. Derfor sagde jeg aldrig noget. 

Jeg begyndte at undersøge emnet ‘mænds hygiejne’ på nettet efter mine samtaler på Instagram. Det er - som de fleste kvinder måske ved - et velbelyst problem. Selvfølgelig er der en masse amerikanske vinkler - men også herhjemme er emnet blevet behandlet. Til de mest eksplicitte og grundige gennemgange hører @kraenkelseskulturellememes - tjek vedkommendes highlights. Det er vanvid. 

Udliciteringen af drenges opdragelse til de første kærester er en bjørnetjeneste af galaktiske dimensioner. Igen: Jeg siger ikke, at nul mænd i Danmark kan finde ud af at tørre sig i røven. Men jeg siger, at der ikke nødvendigvis bliver taget ordentligt ansvar. 

Det handler ikke kun om mødre, der ikke kan sætte en finger på små kronprinser. Det handler også - og måske i afgørende grad - om fædre, der stadig er grundangste for at ødelægge den gode stemning og derfor aldrig rigtig stempler ærligt ind. Måske bliver det til en akavet snak om kondomer og kondylomer. Men hvad med en ærlig snak om at betjene en vaskemaskine og vaske sig i nummeren? 

Mange af os mænd skulle måske have haft den snak noget tidligere - netop ikke som mænd men som drenge.