Min trang til at forstå mennesker skabte min interesse for døden

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

Jeg er grænseløst fascineret af døden. Og har været det siden mine teenageår. Jeg vil endda påstå, at det er min besættelse af døden, der fik mig til at tage en humanistisk uddannelse. Ved første øjekast kan det måske lyde en smule far-fetched, men med lidt uddybelse vil det komme til at give mening.

I folkeskolen var det matematik, der var mit yndlingsfag. 2 + 2 = 4. Og det er det altid. Uden undtagelse. Det er en fast regel, og man kan ikke argumentere sig til et andet og lige så gyldigt resultat. Det var rart at vide, at der fandtes ting i verden, som ikke ændrede sig. Matematik var rationelt – i hvert fald på folkeskoleniveau. Uden at være bevidst om det, brugte jeg den rationalitet, som jeg havde lært gennem matematikken, i stort set alle aspekter af mit liv. Som med matematiske problemstillinger var jeg overbevist om, at alle problemer havde en endegyldig løsning, som man kunne finde, hvis man bare ledte længe nok. Derfor forvirrede og irriterede det mig, da jeg fandt ud af, at jeg ikke altid kunne bruge rationalitet til at forklare følelser og menneskers opførsel.

Jeg forsøgte med vilje at bringe folk ud af fatning, for derefter at prøve at finde ud af, hvad der skulle til, for at de kom tilbage på deres sti – jeg ønskede at finde logikken i menneskers opførsel og reaktioner. Jeg mobbede min småsøskende til de begyndte at græde, og så forsøgte jeg at trøste dem, men jeg fandt hurtigt ud af, at selvom jeg mobbede dem alle med det samme og på den samme måde, så krævede de forskellige former for trøstning. Under et af mine mobberier, tog jeg min ene lillesøsters hamster og satte den på en kogeplade, som naturligvis ikke var tændt, men det sagde jeg til min 5-årige lillesøster at den var (not my proudest moment). Hun gik fuldstændig i panik, på en måde som jeg ikke havde set før. Hun græd og græd og lovede mig guld og grønne skove - hvilket vist var alt hendes legetøj - hvis jeg bare ville fjerne hendes hamster fra kogepladen. Jeg fjernede den med det sammen og gav hende den. Jeg forventede, at hun ville takke mig, fordi den respons ville passe med den måde, hun lige havde tryglet mig om at fjerne den fra kogepladen, men i stedet forvandlede hendes fortvivlelse sig til intens vrede. Dette pludselige skift i min lillesøsters følelser syntes jeg var utroligt spændende, og det gik op for mig, at det var, fordi hun troede, at hendes hamster skulle dø. 

Og det var her min fascination af døden startede. Fordi jeg forstod, at den, som intet andet, kunne få folk til at reagere uforudsigeligt. Jeg ræsonnerede mig frem til, at hvis jeg ville opnå en fyldestgørende forståelse af mennesker og vores adfærd, så måtte jeg også forstå døden og hvordan den påvirker os. 

Den anden begivenhed, der fik min dødsinteresse til at blomstre, fandt sted blot et par måneder efter The Hamster Incident: 11. september 2001.

Grunden til jeg kan huske den dag så tydeligt er ikke, fordi terrorangrebene var forfærdelige, hvilket de naturligvis var, men på grund af folks reaktioner på den død, som blev vist i et loop på alle tv-kanaler i flere dage i streg. Det begyndte at virke grotesk på mig, sådan som alle insisterede på, at angrebene var det værste der var sket i nyere tid, mens vi samtidig sad klistret til skærmen for at se folk hoppe ud ad vinduerne på the Twin Towers igen og igen og igen. Det virkede som en David Lynch-inspireret thriller, hvor alt bare er en smule off. Væmmelsen og forfærdelsen blandet med den nærmest liderlige nysgerrighed, som jeg observerede hos de fleste mennesker, når det kom til 9/11, var jeg meget betaget af.

Jeg var kun i stand til at komme på én måde, hvorpå jeg kunne få mere viden om døden og menneskers komplicerede forhold til den, og det var gennem litteraturen. Før havde jeg ingen interesse i at læse fiktion, men nærmest fra den ene dag til den anden begyndte jeg at læse romaner i ét væk. Dracula, Frankenstein, The Picture of Dorian Gray, Hard Times, Hamlet, Mesteren og Margarita, Slaughterhouse-Five, A Clockwork Orange, 1984 for bare at nævne nogle stykker. Stort set alt hvad jeg læste, handlede om grænsen mellem to poler: liv og død, rig og fattig, ung og gammel, grim og smuk, kontrol og afmagt. Jeg tyede til litteraturen for at forstå døden for så at forstå mennesker.

Som det fremgår af ovenstående liste, var langt de fleste bøger engelsksprogede, derfor bestemte jeg mig for, at jeg ville studere engelsk på universitetet, for på den måde at have endnu mere tid til at læse bøger, så jeg forhåbentligt kunne finde et mønster i menneskers tilsyneladende ulogiske opførsel og derved bringe noget stabilitet og forudsigelighed tilbage i mit liv.

Efter et par år på universitetet lærte jeg en del om menneskers adfærd, og jeg blev klogere på, hvorfor døden påvirker folk på forskellige måder. Til min store overraskelse fandt jeg også ud af, hvorfor det, i så mange år, havde været så vigtigt for mig at kunne forudsige menneskers reaktioner og følelser. Det var, fordi jeg var skilsmissebarn. Da mine forældres forhold døde, blev forvirring og ustabilitet en del af mit liv. Jeg prøvede at fikse det ved hjælp af matematiske formler, men fandt ud af, at der ikke var et enkelt facit, man kunne sætte to streger under, når det kom til menneskers adfærd. Og derfor blev litteraturen min redning, da jeg higede efter at forstå de helt store ting: livet, kærligheden og ikke mindst døden.