Af Mara Malene Raun Schmidt, journalist | Foto: Asbjørn Sand, »Jeg svæver vandret bag dig« 
29. marts 2022 | Krop

”Der findes den her skuespiløvelse, hvor to mennesker stiller sig over for hinanden,” begynder Mette Gregersen og læner sig frem på sin stol:

”Og så gælder det om, sekund for sekund, at udtrykke lige præcis dét, man føler i dét øjeblik.

Hvordan har du det? Hvad vil du?

Tør du dele hvad end, der løber gennem dit hoved, tør du indrømme ’jamen jeg har faktisk lyst til at stikke dig en flad lige nu’, og tør du råbe, når du har brug for at råbe?

Hvad sker der, når du bliver tvunget til at gå helt ind i din autentiske kerne?”

Det er den bevægelse, som den 32-årige skuespiller Mette Gregersen og hendes 33-årige kæreste, fotojournalisten Asbjørn Sand, er optagede af. Bevægelsen handler om at finde ind til sig selv ved at sætte sig selv på spil.

OXY Magazine mødte parret til en snak om kroppen som en identitet, et instrument og et ejerskab, du kan tage.

En graviditetsfortælling

I en ny fotoserie har Asbjørn dokumenteret livet i dét mellemrum, hvori to individer venter på et tredje. ”Jeg svæver vandret bag dig” hedder udstillingen, der åbnede på Fotografisk Center i marts 2022. På et lille snapshot-kamera har han gennem 12 måneder taget 1500 analoge fotografier, der blev til 200, der blev til 30, der så blev til de 13, man nu kan se i kunsthallen i Kødbyen.

I billederne bliver vi inviteret ind i en tosomhed i forandring. Vi ser den magre krop, der skifter form, brysterne og maven, der vokser. Den nøgne mand betragter den nøgne kvinde, der ser på sig selv i spejlet. Vulvaen udskiller tykt, hvidt udflåd i dagene inden fødslen, og en strap-on-dildo står side om side med håndsæben på badeværelset. Vi ser moderen, der græder med sit ammende barn i favnen. Dem, der har ”fået revet huden af, står fuldstændigt blottede og endnu ikke ved, hvem de er på vej til at blive,” som Mette Gregersen udtrykker det, da vi møder parret og deres otte måneder gamle datter i deres lejlighed på Indre Nørrebro.

”Det er et spændende tidspunkt at skulle snakke med nogen på, for jeg står et sted, hvor det eneste, jeg ved, er, hvad jeg kommer fra, ikke hvad det næste er,” siger hun.

Identiteter sat på prøve

Det typiske fotografi bliver taget i vores livs peak-situationer – i dét sekund, vi puster lysene ud på lagkagen, fortæller Asbjørn. ”Men de virkelig interessante billeder findes imellem højdepunkterne. Dér, hvor der på overfladen intet sker, og personen ikke smiler, ikke stiller sig an.”

Den DMJX-uddannede fotojournalist søger på samme måde efter den dér særlige adgang til et menneske, der opstår, når han eller hun befinder sig i en slags fald i livet og ikke har en skråsikker fortælling om sig selv parat.

Derfor er han også optaget af at skildre livets små og store overgange. Fotobogen SLIP fra 2019 portrætterede hverdagen og venskabet i et fynsk skatermiljø og en gruppe af børn på vej til at blive voksne. Og i hans seneste billeder, ”Jeg svæver vandret bag dig”, møder man to individer, der prøver at finde ind i en ny tilværelse som forældre.

Hvor går man hen med sin tvivl?

Det hører med til historien, at Mette var i tvivl om, om hun ønskede barnet. For ”jeg kan virkelig godt lide mit arbejde”, som hun siger. Som freelanceskuespiller skal hun planlægge sin egen tid, få nye ideer og realisere egne små og store scenekunstprojekter. Hvordan ville et barn forandre den frihed, der var fundamentet for hendes arbejdsliv?

Og hvor går man hen med sin tvivl?

I foråret sidste år, da barnet i hendes mave var begyndt at bule ud, gjorde Mette sin gravide krop til genstand for en scenekunstnerisk undersøgelse – som for at blive klogere på det ukendte igennem dét, hun kendte.

Med en lille trup af skuespillere, en dramatiker og scenograf brugte hun scenerummet på Godsbanens Åbne Scene i Aarhus til at undersøge den ”petriskål for samfundsnormer”, som den gravide krop er. For når det kommer til moderskab og familier, har alle en holdning, en følelse af at skulle præstere og en frygt for ikke at slå til, fortæller Mette.

”Hvor stor en karriere skal du for eksempel have, før det er okay, du ikke bliver mor? Hvor god en mor skal du være, før det er okay, du ikke fik en karriere? Og hvis du er af en anden overbevisning end mig, hvem af os har så ret? Hvem af os lever så på den rigtige måde?” spørger hun.

”Hvis jeg ikke kan se mig selv i cute pregnancy-fortællingen på Instagram, der lover, at jeg som mor bliver lykkelig og kun lykkelig – hvor skal jeg så se hen?”

Brug for nye fortællinger

”Jeg svæver vandret bag dig” er en graviditetsfortælling med en mandlig afsender. I billeder og digte møder man et menneske, der på samme måde som den gravide kvinde i et eksperimenterende scenerum i Aarhus, afsøger mulighedsbetingelserne for den rolle, han er i færd med at træde ind i.

”Moderfiguren er over alt i kunsthistorien, litteraturen og populærkulturen. Faderen, derimod, er ikke repræsenteret på samme måde, og hvis han er, er det i form af den fraværende far,” forklarer Asbjørn. Den far vil han ikke være.

I det hele taget har vi brug for flere fortællinger end de klassiske glansbilleder af far, mor og børn, mener parret. Selv fremhæver de Olga Ravn, Rachel Cusk, Cecilie Lind og Maggie Nelsons forfatterskaber som nogle, der har stillet spørgsmålstegn ved de herskende normer for familier og kønsroller – og betydet noget særligt for Mette og Asbjørn.

Flere har sagt om udstillingen, at de i Asbjørns billeder ser noget genkendeligt. Dét er for Asbjørn den største kompliment. Han har ønsket at gøre op med det kuraterede og perfekte, man ser på Instagram og i den klassiske fotokunst – og sat sig selv på spil i en ærlig fortælling om dét at blive forældre.

”Hvis nogen ser noget genkendeligt i dét, er der noget, der er lykkedes,” siger han.

Fri af skam

I løbet af interviewet taler Asbjørn og Mette om individets autonomi og alle de normer, man imod sin vilje tager ind og bærer i kroppen. Om idealer, vi ønsker at leve op til, og skammen over, at vi ikke gør det. Og om, ”hvordan man når frem til at kunne være komfortabel med at gå uden for cirklen af det ’accepterede’?” som Asbjørn formulerer det.

Asbjørn føler sig efter eget udsagn ”rimelig normal og rimelig heteroseksuel, men egentlig ikke rigtigt.”

Og ”den dér maskuline penetrations- og udløsningsfokuserede seksualitet” er ifølge ham ikke kun overportrætteret og uinteressant, men også indskrænkende:

”Mandlig seksualitet handler virkelig meget om, hvorvidt manden kan få et erigeret lem. Men det er da ligegyldigt? Det er begrænsende kun at skulle være dét i stedet for at være en nydende krop. I mit fotografi vil jeg gerne udforske en sensualitet, der er mere interessant og altomsluttende end et erigeret lem.”

Den sensualitet beskriver parret som en sanselighed, der kræver, at man giver slip på de snævre idéer om, at den rigtige mand er maskulin og hård, og den rigtige kvinde er følsom og sårbar.

Asbjørn selv insisterer på at være åben om sine depressioner, at reagere med sine følelser, og at det er okay at ”ligne en blød, langhåret hippie”, som Mette omtaler Asbjørn med ømhed i stemmen. Han vil ikke forsøge at leve op til samfundets idealer for den ”maskuline mand”. Og vigtigst af alt: han vil ikke skamme sig.

Ryk grænserne

”Jeg har haft vildt meget kropsskam i mit liv,” fortæller Mette.

Tit bliver hun spurgt, om det ikke er grænseoverskridende at være portrætteret på ”den dér helt nøgne måde”, fortæller hun med henvisning til de kropseksplicitte billeder i udstillingen på Fotografisk Center. Men at gøre det, der føles grænseoverskridende, kan være frisættende, fortæller hun:

”En del af arbejdet med at overkomme følelsen af, at min krop var utilstrækkelig, har været at vise min krop. Ved at vise mig på de billeder, har jeg lagt min krop derhen og må stå ved den. Ved bare at vise, hvem jeg er, gør jeg mig på en måde stærkere,” fortæller hun og medgiver:

”Alle har en krop, og det er jo bare en krop. Men dét kan man godt glemme, når man ser alt det kuraterede på sociale medier, eller lige så snart man går ud ad vores dør og ned på Blågårdsgade, og alle ser enormt godt ud.”

Med fotoserien håber de at udfordre de gængse kønnede forventninger til, hvad en mor er, og hvad en far er, hvad feminin og maskulin energi er, og hvordan en krop skal se ud.

Der bliver nemlig kun plads til andre måder at leve sit liv på, når nogen insisterer på at gøre det. Og viser det. Og, måske, gør det en smule lettere for alle, der træder uden for cirklen af det gyldne accepterede, at være den, de gerne vil være.

Asbjørn Sands fotoserie »Jeg svæver vandret bag dig« kan opleves som udstilling på Fotografisk Center i København frem til d. 12. juni 2022