Af Anne Niluka, journalist

Som barn var det, at hun var kristen, ikke noget Maria tænkte videre over. Det var en naturlig del af hverdagen, fra hun stod op, til hun gik i seng. Undervisning fik hun på en fransk katolsk skole, og fritiden brugte hun på ungdomsaktiviteter, der blev afholdt i kirkeligt regi. Søndagen blev tilbragt i kirken. Først med gudstjeneste og derefter ventede søndagsskolen. At familiens kælder var fyldt med mad og vand til et år, var der intet odiøst i. Sådan så alle de andre børns forældres kældre også ud. 

Det var først, da hun ramte årene omkring præpuberteten, at Maria begyndte at mærke, at hun var anderledes. ”Pludselig var der en masse ting, jeg ikke måtte, som de andre i min klasse måtte. Og ting blev problematiseret på en anden måde. Der kunne jeg mærke, at vores kristendom var langt mere intens end de andres”. 

Maria Brock voksede op som mormon i det, som trossamfundet selv kalder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Som tiårig fik Maria af sin mor at vide, at hun skulle stoppe med at lege med drenge og få sig nogle pigevenner.

”Det var anstændighed og afstanden mellem kønnene, der allerede blev sat i spil der”, siger Maria. 

Fra da af voksede fokus på ærbarhed og på at være en god pige. 

Marias teenageår udspillede sig i begyndelsen af nullerne. Dengang var det hotteste mode med mavebluser og den slags lavtaljede jeans, der efterlod en med permanente brændemærker på hofterne.  Gerne med kig til en velplaceret g-streng. Men for Maria var det ikke en mulighed at følge sine klassekammeraters leg med den slags udtryksformer, da mormoner har en meget klar holdning til, hvordan man skal gå klædt. Nemlig tækkeligt og ærbart. 

”Mine venner i skolen måtte gå i det, de ville. De begyndte også at gå til fester, hvor de røg og drak. Det måtte jeg ikke”, fortæller Maria.

I mormonkirken bliver der lagt stor vægt på, at man i ”frivillighed” vælger at træde ind i religionen. Derfor døber man ikke spædbørn. Maria blev døbt som tiårig. Inden selve dåben, gik hun til forberedende samtaler. Her blev det gentagne gange indskærpet for hende, at hendes valg stod mellem at følge Gud og Jesus, og dermed sin familie, eller at være dømt til evig fortabelse. ”Det kan jeg huske var virkelig angstprovokerende for mig. For det føltes bestemt ikke, som om jeg havde et valg”.

Det rigtige oprør satte ind, da Maria var omkring 14 år.  Hun kunne mærke, at hun ikke længere kunne leve efter kirkens regler.

”Nu er det med at være tidligere mormon et slags label. Dengang var det jo bare noget, jeg var. Det var min identitet. Og man kan jo ikke bare holde op med at være den, man er fra den ene dag til den anden”.

Teenageoprøret

Marias oprør bestod af de samme ting, som mange andre teenagere gør for at løsrive sig og finde frem til deres egen identitet. Men i stedet for den organiske udgave, hvor man langsomt eksperimenterer med nye identiteter, valgte Maria en mere ekstrem vej.  Hun begyndte at ryge og gå til fester. Hun barberede alt sit lange brune hår af. Og gik i skole kun iført bh og bukser. 

”Det var voldsomt. Men det var den eneste måde, jeg i den alder kunne finde ud af at udtrykke, at jeg ikke ville være mormon”, siger Maria i dag.

Hun vidste simpelthen ikke, hvordan hun ellers skulle vise sin modstand mod det liv, der var planlagt for hende. Den eneste ungdomslitteratur, der fandtes i kirken om folk, der meldte sig ud, handlede om, hvordan resten af deres liv var en stor tragedie. Hvordan de endte som sexarbejdere, stofmisbrugere og alkoholikere. 

”Jeg havde det her billede af, at hvis man ikke var mormon, så var man fortabt”. 

Alligevel gjorde Maria oprør. Det blev ikke overraskende taget meget dårligt imod derhjemme. På et tidspunkt var hendes far endda overbevist om, at hun var besat af dæmoner. 

”Til deres forsvar skal det siges, at de prøvede at få os i noget familieterapi. Men allerede ved første samtale, sagde min storesøster, ”vi har ikke nogen problemer som familie - vi har Maria”.

Officielt meldte Maria sig ud af kirken som 16-årig. Efter to år med oprør. 

Fra den ene dag til den anden ophørte hendes kontakt til de andre unge i kirken. 

Til gengæld begyndte voksne mennesker, Maria tidligere ikke havde noget forhold til, at ringe og fortælle hende, hvor ondt hun gjorde sine forældre. Nogen ringede og sagde, at de savnede hende i kirken. De sagde ting som, at hun var utroligt vigtig i Guds plan, og det var vigtigt at hun kom tilbage.

”De voksne reagerede med udskamning og love bombing, hvorimod de unge reagerede ved afstandstagen og stilhed”, fortæller Maria.

Hjemme opstod en stiltiende aftale om, at hun ikke kom i kirken, men at hun skulle følge familiens regler, indtil hun flyttede ud.

Den dag kom. Og gik. Og så skulle man måske tro, at Maria endegyldigt var færdig med religion og ikke mindst de restriktioner, der følger med sådan en. 

Men hvis man spørger Maria, hvornår hun første gang virkelig følte sig fri af mormonkirken, er svaret temmelig overraskende. Det var nemlig, da hun mødte sin eksmand. En mand, der var troende muslim. Og som 18-årig konverterede Maria til islam. 

Religionsudskiftning 

”Det var egentlig bare en udskiftning, mere end det var reel frihed”. Maria havde mistet sin omgangskreds og sin familie, og her stod en ny familie med åbne arme. Det var som at komme hjem men i en ny familie.  Fordi hun selv var opvokset religiøst, var det en meget let transformation, og hun kendte alle snydekoderne:

”At bede fem gange om dagen er ingenting, når man er vant til at bede ti”, fortæller Maria. 

Hun fandt hurtigt ud af, at man kunne bøje regler, så det så godt ud på ydersiden, mens hun samtidig kunne leve mere frit derhjemme. 

Det kan lyde mærkeligt. Hvorfor udskifte en restriktiv tro med en anden?

”Meget af mit oprør i mormonkirken handlede om at gøre op med den kvinderolle, jeg var tiltænkt. Min eksmand og hans familie fortalte mig, hvordan kvinden var den vigtigste i islam. Og det syntes jeg jo lød superfedt. Men senere fandt jeg ud af, at det havde en helt anden betydning, end jeg umiddelbart troede”.

Som enhver god sælger ved, skriver man de mindre gode ting ved produktet så småt som muligt. Og det var også en glansbilledversion af islam, Maria var blevet solgt.

Igen mærkede hun følelsen af, at hun ikke var tro mod sig selv, men lod sit liv diktere udefra. Følelser, der blev ekstra tydelige for hende, efter hun havde født to børn. ”Det gik op for mig, at det liv, vi levede, også havde negative konsekvenser for dem. Selv kunne jeg sagtens jonglere med forskellige identiteter, men det ville jeg ikke byde dem”, siger Maria.

Maria blev skilt og har de seneste otte år levet som alenemor, afbrudt af et enkelt parforhold. Hun er sidenhen blevet medstifter af ”Eftertro”, der er en frivilligorganisation, der tilbyder hjælp og rådgivning i forbindelse med at forlade et trossamfund. 

Nye måder at leve på

Alle årene i miljøer med stærke religiøse identiteter og holdninger til, hvordan den rigtige måde at leve på er, har gjort Maria mere end almindeligt skeptisk over for sociale regler, traditioner og sædvaner. 

”Jeg har det rigtigt svært med ”os og dem”-retorik i alle former”, siger Maria.

Hun fortæller, at det at opdage feminisme og hvad det kan indeholde, har givet hende et indblik i, hvilke strukturer og rammer der findes. Og ikke mindst, hvordan man nysgerrigt kan navigere uden om dem.

”Jeg bliver nødt til at gøre op med en masse ting. Og i en sen alder har jeg brug for at prøve grænser af, fordi jeg aldrig har haft muligheden før”. 

Marias lillesøster, som selv brød med kirken for ti år siden, beskriver ifølge Maria følelsen godt, når hun siger, at hun føler sig lidt som en tiårig.

 ”Det er som at skulle opdage en ny verden. Der er så meget jeg ikke har undersøgt og afprøvet endnu. Det er en kæmpe prioritet i mit liv”.

Den ukonventionelle tilgang til tingene smitter også af på Marias måde at tænke kæresteforhold på. I mormonkirken var der to mål for en kvinde. Det ene var at blive gift, det andet var at få børn. Og de to kasser kunne Maria sætte kryds i allerede som tyveårig. 

”Når jeg ser et billede af mig på min bryllupsdag, tænker jeg, at det er et barn. Det er et barn, der står og siger, ”nu har jeg opfyldt alle mål for mit liv”. Jeg kunne være død dagen efter, og folk ville alligevel sige, at jeg var en god kvinde.”

Marias baggrund og tanken om, hvad der er en god kvinde, og ikke mindst hvad et monogamt forhold kan indeholde, har gjort det svært at fungere i sådan et. Maria har haft to lange monogame forhold, og i begge har der været en ulige magtbalance. ”Jeg falder let ind i en rolle, hvor jeg stiller store krav til mig selv, men ingen krav til min partner”. 

I dag lever Maria polyamorøst. Det har gjort det lettere for hende at lære at mærke efter, hvad hun har lyst til og hvad hun ikke har det godt med.

”Jeg har brændt nallerne på mænd. Men jeg fandt ud af, at på denne måde kan jeg vælge mænd til, og ikke mindst vælge dem fra. Jeg stiller højere krav til, at de skal bidrage med positivt indhold til mit liv. Før var det nok, at de bare gad at være monogame”.

Det lyder jo utroligt frigørende og empowering og løvinde-agtigt, men Maria er hurtig til at understrege, at det har været en lang proces. Og at det ikke bare har været en lang røgelsesduftende livstransformation. Det var faktisk følelsen af mindreværd, der gjorde, at Maria ville afprøve det polyamorøse liv. Hun følte, at den konstellation ville tage noget af byrden fra hendes skuldre i forhold til at opfylde en partners behov.
”Ligesom jeg kun kan love en, der vil bryde med religion, at det bliver hamrende hårdt, men i længden kommer til at give en masse nye og gode ting, kan jeg heller ikke sidde og sige, at min indgang til det polyamorøse udelukkende var rosenrødt. Det kom sig også af, at jeg simpelthen ikke følte, at jeg selv kunne være alting for en person”.

Heldigvis viste det sig, at Maria fandt en stor styrke i at leve sådan. Hun peger selv på, at det har gjort hende bedre til at fokusere på, hvad der er godt, sundt og givtigt for hende. 

Maria er begyndt at studere, og hun undersøger nye parforholdsformer og måder at leve på. Fremtiden byder måske endda på en ny boform:

”Måske kunne det være et kollektiv? Efter bruddet med kernefamilien, betyder begrebet familie noget andet for mig. Hvis der er nogen udefra, der kan tilbyde mine børn og mig en god og tæt relation, betyder det jo intet, at vi ikke deler blod”. 

For Maria er det frihed ikke at have et fast mål. 

”Jeg opnåede de mål, der var sat for mig allerede som tyveårig. Og det ikke at have en plan nu, giver mig en kæmpe frihed. Så er alting muligt. Jeg har det svært med alt, der har mærkater, grænser eller faste rammer, og jeg er slet ikke færdig med at undersøge endnu”, slutter Maria.

 ————————————————

Faktaboks:

Maria Brock, 36 år

Studerer religionsvidenskab 

Forperson i ”Eftertro”- en non-profit organisation, som tilbyder frivillig rådgivning og vejledning på tværs af trosretninger.  Man kan blandt andet få hjælp til at tackle et brud med et religiøst bagland, tvivl og spørgsmål omkring tro