BEGÆR
Af Maja Petrea Fox, digter og studerende
8. februar 2022 | BegærBegær er for mig en længsel. En sult. En uhelbredelig sult. Men ikke kun i seksuelle sammenhænge med lyster og drifter drevet af kønshormoner mellem mennesker, som vi normalt ser begær per definition.
Begær er ikke bare liderlighed. Begær er den lille og sagte stemme i dit indre, der vil have mere, også selvom du på papiret måske har fået nok. Begær er af de gamle kristne gutter endda beskrevet som en af de syv dødssynder, hvilket har medført, at vi som mennesker i Norden måske altid har taget os til takke med den påtagede og forhenværende, kristne kultur og bevidsthed, for hvad der kollektivt er blevet set som værende nok, både åndeligt, fysisk og materialistisk. Fx et fint parcelhus, en partner, måske børn, den store tv-pakke, den rigtige lejlighed på den rigtige side af søerne, et stabilt job, træk og skyl, bøf til aftensmad og rimelige levevilkår i hvert vores respektive habitat. Vi skulle jo nødigt bede om for meget, når nu vi er så gudbenådede med selve livet og dets glorificerede almægtighed. Begær er for mig alt det, vi ønsker os, når livets andre behov allerede er opfyldt. Og det er først der, det bliver superinteressant. Sex kan vi tale om en anden gang.
Jeg er nemlig sulten. Jeg er sulten. Og her taler jeg ikke om den normale sult, vi alle føler, når vi har brug for benzin til vores kroppes daglige overlevelse. Nej. Jeg er sulten-sulten. Og jeg har ingen erindring om, at det har været anderles. Jeg vågner af sulten hver morgen. Den er som et stort og sort hul i mit bryst. Og hullet gør ondt, og hullet skriger og banker nævnerne mod mit brystben så insisterende, at jeg hvert eneste vågne øjeblik febrilsk leder længselsfuldt efter noget at fylde hullet med. Det er som om, min appetit er umættelig. Jeg får aldrig nok, selvom jeg ikke ved, hvad jeg vil have. Jeg ved bare, at jeg vil have det, og jeg vil have det nu. Dette har naturligvis resulteret i, at jeg i 30 år har brugt hver eneste dag af mit liv på denne jord på at stille denne sult. Og det er et hårdt og utaknemligt arbejde at stille sådan en sult.
Jeg har prøvet at stille sulten med alkohol, jeg har prøvet at stille sulten med kokain, jeg har prøvet at stille sulten med LSD, jeg har prøvet at stille sulten med sex, jeg har prøvet at stille sulten med at give op og give los, jeg har prøvet at stille sulten med konformitet, jeg har prøvet at stille sulten med andre menneskers anerkendelse og accept, jeg har prøvet at stille sulten med struktur og ved at putte sulten i ugeskemaer, og jeg har sågar modtaget alverdens præparater fra læger og psykiatere i håb om, at dette ville skrue ned for selvsamme umættelige og utrættelige sult. Lige lidt hjalp det. Sulten blev.
Jeg ved ikke, hvad sulten er. Hvis jeg vidste det, havde jeg fortalt jer det. Jeg ved bare, den er der, og jeg er så småt begyndt at acceptere, at den aldrig går væk. Eller nej, det er en lodret løgn. Jeg har aldrig accepteret, at min sult ikke kan stilles. Men jeg har naturligvis mine teorier om, hvad sulten er.
Jeg har en teori om, at sulten er længslen efter mening. Især i en hverdag, i et samfund, der forventer, at jeg indordner mig efter fællesskabets kollektivt accepterede måder at leve på. Jeg finder det dybt problematisk, at jeg skal tage mig til takke med at stå op og bruge halvdelen af døgnets timer på andre menneskers forventninger til mig, og den anden halvdel af døgnet på at restituere og finde tilbage til mig selv, efter den første halvdel af dagens store skuespil. The big show. Sådan går der dage, måneder, år og jeg oplever at se mine år langsomt blive pisset hårdt og utaknemmeligt ud i livets store lokum, som var det en lørdag aften på Floss dengang i 2013, inden vi alle sammen blev enten ædru, skøre eller døde.
Jeg har en teori om, at sulten er jagten på at slippe ud af virkeligheden. Jeg har en teori om, at sulten er jagten på stilhed deraf. Den søde, rene og rolige stilhed. Jagten på en total stilstand i hjerneaktiviteten, der nogle dage er så frembrusende, at jeg må give op og lægge mig i sengen som en anden Maude med ryggen til realiteterne, da disse simpelthen larmer for meget til, at jeg kan eksistere eller fungere i dem. Realiteterne er livets grundvilkår, som jeg også har svært ved at acceptere og derved stadig kan finde livet dybt uretfærdigt og meningsløst, lige meget hvor meget filosofi jeg så preacher eller hælder ind i årerne. Det er jo blot et plaster. Et nikotin-plaster. Det bliver aldrig nok.
Jeg har også en teori om, at sulten er mit udhungrede pis-ego, der med sit uberettigede storhedsvanvid, selviscenesættende galskab og perfide perfektionisme forventer meget mere af mit sind, min krop og kunnen, end hvad rimeligt er, og derfor allerede straffer mig, inden jeg overhovedet får begyndt, og derfor konstant befinder mig i en selvkonstruktion af utaknemmeligt mindreværd og et selvmodsigende, underdanigt hovmod. Hvis dette da overhovedet giver mening?
Jeg har en teori om, at sulten er en hunger og appetit på selve livet. En lidenskab, passion og længsel efter mere af hvad livet i virkeligheden også er, når vi ser bort fra alle forventningerne og pligterne, der sætter vores kroppe og sind i bur. Jeg har en teori om, at det bare er den gode og gammeldags weltschmerz, og at jeg blot er et utaknemmeligt skarn.
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er. Jeg ved blot med alt, hvad jeg består af, at den er der. Sulten. Og at jeg ikke er alene med den, selvom vi ikke taler om den. Sulten. Jeg kan genkende den i øjnene på andre mennesker. Jeg ser sulten overalt. Som om der i bedste 80’er-poetisk stil står ”HUNGER, HUNGER, HUNGER, HUNGER, HUNGER, HUNGER” bøjet i blå neon over alle byens tage. Den er som en lang og slimet, tyk orm, der slanger sig gennem hele vores samfund og kaster op ud over små og glemte øjeblikke. Fx i s-toget når jeg ser på mødrene, der i et stille øjeblik går i stå med børnene kravlende. Jeg ser sulten, når jeg køber cigaretter i smug og ser 7-Eleven-ekspedienten drømme om lønnen, der forvandler sig til nye kondisko. Jeg ser sulten på kunderne i storcentrene, jeg ser sulten på mine medstuderende, på underviserne, og rengøringshjælperne. Jeg ser sulten helt fra rendestenen til Amalienborg og de internationale regeringspartier i 21-nyhederne. Jeg ser sulten i min mormors gamle øjne, min fars tavse øjeblikke og min mors insisterende fortrøstning om, at alt nok skal gå. Jeg ser sulten i min kæreste, når han sidder som en søvnløs og mørk skikkelse på sengekanten natten til tirsdag. Men jeg ser især sulten i mit arbejde med socialt udsatte mennesker med hjemløshed, misbrug eller psykisk sygdom. De går med sulten udenpå tøjet, som til en afveksling føles helt befriende. For de er sultne i fuldt flor. Og det er min overbevisning, at det er derfor, vi gemmer dem og ekskluderer dem. Fordi vi ikke kan lide at blive mindet om vores egen uhelbredelige og undertrykte sult.
Inden det hele bliver for trist og mørkt så lad mig fortælle, at der også findes dage, hvor jeg kan se på sulten med et tragikomisk blik, hvor jeg med stor humor og pessimistisk optimisme kan lade som ingenting, imens jeg fylder mig med dårligt tv og nikotinpræparater. Der findes dage, hvor sulten æder mig op indefra, hvor min krop føles lammet og apatisk, og udsigten er mørk og gold. Sådan er det, det er okay. Men der findes også dage, hvor min sult forsvinder i små minutter eller splitsekunder. De fleste af dem når jeg skriver, som dette, eller når min kæreste kysser mig dybt eller aer mig blidt efter sex. Det kan være noget så simpelt som tulipaner i rabatten, en hjemløs, der skriger, at jeg er en grim hater fra kommunen, og at samfundet kan rende ham, eller når jeg griner, til jeg får ondt i kinderne. Eller blot solen der går ned bag betonen i nordvest, bølgebrus ved Vesterhavet, regnen på fliserne om sommeren, krebsehaler over bål, et perfekt stykke pizza med en lang snor af smeltet ost, mine brødre, der smiler og har det godt. Blot alle de små ting som stiller sulten i et lillebitte øjeblik. Det behøver ikke være så eksplicit.
Sulten er mit livsvilkår, som menneske. Jeg har vist ikke andre muligheder end at acceptere den. Måske er dét i virkeligheden bare…. meningen.
Illustration af Maja Petrea Fox