Af Maja Petrea Fox, digter og studerende | Indtalt af Joy Fryd Larsen

Nu kommer jeg nok til at fortælle dig noget ubehageligt, og det kan godt komme til at gøre lidt ondt. Men bare rolig, jeg har naturligvis tænkt mig at trøste dig bagefter. Sådan er jeg jo. Så lad os bare få det overstået! 

Du bliver aldrig fri. 
Aldrig. 
Nej, heller ikke næste weekend, hvor du og pigerne skal i sommerhus. Nej, heller ikke når du er færdig med dit speciale. Nej, heller ikke når du får et fast arbejde, nej, heller ikke når du siger dit faste arbejde op. Nej, heller ikke når du vælger at gå efter din drøm som keramiker på Ærø. Nej, heller ikke når du får en kæreste, nej, heller ikke når du går fra din kæreste. Nej, heller ikke når du marcherer for friheden sammen med en masse brøndbyfans klædt ud som frihedskæmpere. Nej, heller ikke når du vinder i lotto. Nej, heller ikke når du taber dig de 20 kilo. Nej, heller ikke når du får børn, nej, heller ikke hvis du vælger ikke at få børn. Nej, og hvis du alligevel føler, at du er ”living your best woke-life” på internettet, smider dit nem-id ud og flytter alene ud i en skov, hvor du dyrker dine egne saftige bøftomater og gror dig et stort fuldskæg, så er du heller ikke fri. Og du bliver det aldrig. 

Det er faktisk lige før, at hvis jeg skal gå efter, hvad livet har lært mig - indtil videre - så slipper du sikkert ikke engang fri, når du er død og begravet. Det kunne fandme ligne livet. 

Fra det øjeblik vi bliver sat i verden, er vi fanget i systemer og kategorier, vi er fanget af reklamer og medier, vi er fanget i relationer og sociale forventninger og konstruktioner, og mest af alt er vi fanget i vores egne små og uduelige hjerner.
Det frie valg eksisterer simpelthen ikke. For hvis du først vælger noget, vælger du noget andet fra og omvendt. Det er en kædereaktion, og det handler om overlevelse. Ja, jeg skal naturligvis ikke sidde og kloge mig, jeg er ikke noget på papiret, andet end min egen lille usle trussel. Men det er min overbevisning, og måske har det i virkeligheden sat mig en lille smule fri. 

Nu skal du trøstes! 

Min psykolog sagde engang til mig, at min eksistentielle angst blot var en svimmelhed af al den frihed og alle de mange fantastiske valg, jeg havde her i livet. Det grinte jeg meget af og fortalte ham, at jeg også havde læst Kierkegaard engang. Og så forklarede jeg ham, at jeg så det på en anden måde:

For på trods af vores fastlåste kår og tragikomiske, meningsløse eksistens, i et samfund vi aldrig bliver frie i, så har vi i det mindste mulighed for at tage os nogle friheder og at finde frihed i selv de mest fastlåste situationer, hvis vi ser ordentligt efter. Og dette er især vigtigt nu mere end nogensinde, da vi lever i et accelereret samfund, hvor alt er muligt, hvor alt går hurtigt og vi altid er på jagt efter at blive den bedste version af os selv, både fysisk, psykisk og i vores relationer. 
 I frygt for at lyde som den meget, meget sjove, Boomer-Brinkmann på Facebook, så lad mig skarpt indskyde, at jeg er alt andet end stoisk. Jeg er en omvandrende luftalarm, der skriger ‘PANIK, PANIK, PANIK’, og hyperventilerer, hvis du beder mig om at vælge noget fra et menukort hurtigere end forventet.  Jeg går ind for kaos, lidelse og rædsel. Det er der også frihed i. At give los. At tage det hele ind. At vende vrangen ud.  

Af samme årsag tror jeg, at man kunne sætte mig ind i en aflåst og lydtæt box på 3x3 meter med hvide vægge, og jeg ville finde en mening med tilværelsen alligevel, bare af ren stædighed. Først ville jeg naturligvis skrige og gå i panik. Det skal der ikke herske tvivl om. Men så ville jeg blive vred, og jeg ville med tiden begynde at gå op i konturerne på væggene. Formen på tapetets grynede overflade.  Jeg ville finde noget smukt og en form for frihed i hvordan stilheden i rummet langsomt ville begynde at æde mig op. Ja og så ville jeg sikkert blive vanvittig på et eller andet tidspunkt. Det minder i virkeligheden lidt om livet. Boxen, altså. Det er det, jeg mener med frihed. Vi bliver sat for nogle fuldkommen urimelige krav i nogle gudsforladte rammer, og det vildeste oprør vi kan lave her i livet, er at finde et stykke med frihed, lige meget hvor småt dette stykke så end måtte være. Dét er den eneste frihed vi kan eje. 

Og så kan det godt være, at den frihed jeg taler om, er indbildt, men den føles i det mindste godt i al sin ulidelige lethed. 

Frihed er nemlig lige så enkel som mågerne over nordvest en søndag morgen. Frihed er alverdens fejl og mangler. Frihed er duften af rent sengetøj med lukkede øjne. Frihed er de drømme, der aldrig bliver til noget. Frihed er låst inde på den lukkede med store øjne. Frihed er misforstået. Frihed er dumhed. Frihed er angstens dybe rødder, der breder sig i brystet og kun løsnes i rædselsskrig. Frihed er apati. Frihed er karse på toppen. Frihed er de tonstunge tårer vi taber. Frihed er stort og fedt nej tak herfra. Frihed er min mormor, der mister sin hukommelse lidt efter lidt, imens hun planlægger sin egen begravelse. Frihed er 500 kroner i kontanter. Frihed er regnvejr, der bukker nakken på blomster. Frihed er min bror, der arbejder i en kiosk med tomme 20-årige øjne. Frihed er en firmabil med musikken skruet op på fuldt smadder. Frihed er fremme på højre hånd om 224 meter. Frihed er dit røde og blodige kød, der stadig pulserer. Frihed er franskbrød med smør på. Frihed er yogamåtter, badehætter og plastikbryster. Frihed er tatoveret som en lille lyseblå sommerfugl på venstre fod. Frihed er en hæk og en trailer. Frihed er 28 afsnit af The Office på Netflix. Frihed er uretfærdig. Frihed er cigaretter. Frihed er børnenes stilhed med hver deres slikskål.  Frihed er en lille krøllet pose med heroin i en kold og rystende næve. Frihed er Jack Bauer, der giver op i 24 timer. Frihed er dybe ridser i brilleglasset. Frihed er nyfødt og nøgen. Frihed er kun bundrådden, hvis den følger normen. Frihed er, at jeg helt sikkert giver dig et helt andet svar, hvis du spørger mig i morgen.