Af Maja Petrea Fox, digter og studerende
16. december 2021  | Danskhed

Jeg vugger langsomt gennem Danmark, langs marker, over broer og hav og gennem skov og et eller andet kontinuerligt og udefinerbart krat-værk, der bliver ved med at dække for solnedgangen. Hvis man skal undersøge begrebet DANSKHED, må man ud at søbe sig ind i det, ikke sandt? At placere sig frivilligt i et intercity-lyntog fra Sønderjylland til København H er svarende til at tage hovedspring ned i det, især hvis du har været så ekstraordinært heldig at få plads i familiezonen. Selveste Danskhedens slagmark. I et intercity-lyntog fra Sønderjylland til København H får man nemlig lov til at se, hvordan landet i virkeligheden går rundt og har det. Og herfra hvor jeg sidder, der ser vi sgu ud til at hænge lidt med hovedet efterhånden. Misforstå mig ikke. Jeg er personligt vild med det. Men jeg er også til den triste side. Lad mig prøve at forklare det sådan her: 

Jeg stammer fra fiskerne på vestkysten, som levede enkle og hårde liv. De mænd som med store og barkede næver rejste sig igen hver morgen på trods af Vesterhavets insisterende og konstante buldren. De stod som stenkæmper ved siden af de sidebøjede og vindblæste træer. Min oldefar stod op før solen og tog ud og anlagde høfder sammen med sin far og de andre mænd i området. Høfder er de kæmpemæssige stenblokke, der placeres i bunker for at beskytte kysten og de bagvedliggende byer for oversvømmelser. Udadtil virkede de bryske og hårde, som havet og vinden, men i deres indre ulmede den stille solnedgang i horisonten, når havet havde lagt sig. Og det lyder umiddelbart utroligt smukt, ikke sandt? Men mine forfædre ved havet led af helvedes til. De led af traditionerne og forventningerne. De led af Danskheden. Og de gjorde det i sådan et omfang, at det var med livet som indsats. De blødte, de brækkede knogler, de enten blev taget af havet, eller valgte det selv og forsvandt der, hvor hav og himmel går i et. De blev syge, de blev tavse, de blev bitre, de blev vrede, og de der overlevede, pakkede deres børn og koner og drog ind til fastlandet i afmagt og blev enten gamle meget hurtigt, eller arbejdsløse og endnu mere tavse. 

Der er en uomtvistelige dobbelthed ved Danskheden. Danskheden er så stolt og stærk, og landskabet, den er hyllet ind i, ér utroligt smukt. Men Danskheden er også grå og kold og som skåret i sten. Det hele skal se så pænt ud på facaden, at vi har glemt at fundamentet er det bærende. Og nu er Danskheden næsten blevet lige så skrøbelig som egoet på Dan Jørgensen, der ikke laver en skid, men alligevel klæder sig fint på hver eneste morgen og laver thumbs-up til sig selv i spejlet. Danskheden er en påfugl. Danskheden er en romantiseret og daggammel drøm. En illusion. Danskheden er en masse traditioner, påduttet os, af en masse døde mennesker. Ingen kan for fanden leve i, eller leve op til, sådan en konstellation.

For selvom vi kan prale af vores stolte fortid, med gud, konge og fædreland, og Dannebrog der faldt direkte ned fra himlen i vores udstrakte arme, så lugter det råddent og klinger hult. Vi kan prale af vores mangfoldighed, vores solidaritet og vores moderne og miljøbevidste demokrati, men det er et glansbillede af et samfund, der kører på dieselolie og apati.

Misforstå mig ikke. Jeg bærer Danskheden i mit hjerte. Det gør jeg virkelig. Det gør vi alle. Men Danskheden er en folkesygdom, der har spredt sig og muteret gennem mange generationer. Danskheden er den stemme, du kan høre i dit højre øre, når du ikke føler, at du ikke er god nok. Danskheden er den ranke ryg, du går med, når du på samme tid føler dig udvalgt og speciel. Danskheden er de stille minutter under aftensmaden i de danske stuer. Danskheden er de politiske kager, der camouflerer mindreværd. Danskheden er det raseri, du mærker ulmende i dit indre, når du sidder i kø mandag morgen, og radioen kommer med endnu et dementi. Danskheden er de få sekunder, du går i stå. Danskheden er naturligvis økologisk, men også fuld af E-numre og fedt. Danskheden er det smil, du giver, selvom du har lyst til at rive hele lortet fra hinanden og nikke skaller. Danskheden er, når du tysser på dem, der bare ikke kan mere. Danskheden er ”op-igen-min-ven”. Danskheden er et undskyld. Danskheden er aldrig i vejen. Danskheden larmer aldrig efter klokken 18. Danskheden er 5,8 millioner mennesker, der bare kører med klatten.

Men til hvem der end skulle have brug for det, så lad mig fortælle jer en hemmelighed, imens jeg her i Danskhedens slagmark vugger videre gennem landet med min kærestes hånd på mit lår.

Tag Danskheden tilbage og stik den op i røven, råb ”hold din kæft” til naboen, drop høfligheden, spis foran fjernsynet, hold fri, når du har brug for det, pak den afdankede stolthed væk, vær skamløs. 

Bliv vred. 

Du har gjort et godt stykke arbejde som menneske, så længe du trækker vejret og husker at sluge dit eget spyt regelmæssigt.