Lysander - transition, kvindelige fællesskaber og queerness

Af Lysander Kristian, studerende

“I remembered what it was like to walk a gauntlet of strangers who stare—their eyes angry, confused, intrigued. Woman or man: they are outraged that I confuse them. The punishment will follow. The only recognition I can find in their eyes is that I am “other.” I am different. I will always be different. I will never be able to nestle my skin against the comfort of sameness.”

― Leslie Feinberg, Stone Butch Blues

Nogle måneder efter jeg startede min medicinske transition, fra kvinde til mand, begyndte verden omkring mig endelig at se og tiltale mig som den mand, jeg følte mig som. Det var mest af alt en lettelse, efter i et par år at have vidst, at jeg var en mand, endelig at føle, at folk omkring mig så mig som den jeg var. Der var ingen, der skulle rettes på, og ingen akavede øjeblikke, hvor jeg med et langt foredrag skulle forklare min identitet, for at håbe på at folk ville tiltale mig korrekt.

Men i alt dette var der også en form for kulturchok, som jeg havde set komme, men ikke havde forberedt mig på ville være så stor en omvæltning - Det, at jeg nu blev sat sammen med grupper af mænd i sociale sammenkomster og ikke som før kvinder.

Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke forstod det sprog, som de mænd talte. Min tilgang til deres problemer blev tit for følelsesorienteret, med det resultat at de enten begyndte at læsse deres helt dybeste følelsesliv ud til mig eller blev fastfrosset i en stilling af forvirring og utilpashed over, at jeg dykkede så dybt ned i deres følelsesmæssige tilstand.

Det, der faktisk gjorde mig klar over at samfundet virkelig så mig som en mand, var den reaktion, kvinder havde, når jeg hoppede med i deres grupperinger for at snakke. Det var naturligt for mig at drage derhen i stedet for mod grupperne af mænd - men det tog mig et par gange at finde ud af, hvordan jeg hurtigst muligt kunne vise dem, at jeg ikke delte samme (potentielt giftige) maskulinitet som de andre mænd.

Min queerhed skulle på bordet som det første. Det føltes tit som en usynlig forhandling, hvor jeg blev set an og først inviteret indenfor, når jeg delte ud af mine romantiske og seksuelle forhold til andre mænd. Jeg kom tit til at føle mig som en svindler, ikke fordi jeg ikke er queer, men fordi jeg vidste, hvilken en slags queer jeg var for dem - Selvom den queerhed ikke nødvendigvis var den, jeg faktisk er. Men det var for mig nemmere at træde ind i den opfattelse og derigennem blive inkluderet i de kvindelige fællesskaber, jeg savnede så meget, end det var at skulle forklare min trans-identitet, hvis kompleksitet jeg på daværende tidspunkt slet ikke havde udforsket helt.

Jeg havde, indtil jeg kom ud som transmand, så gerne villet være en kvinde. Jeg prøvede for alt i verden at være tilfreds i den rolle, men lige meget hvad jeg gjorde, var det, som om jeg dansede en veludført koreografi, men til det helt forkerte nummer. For de ting, samfundet opfatter som kvindelige, var ikke nødvendigvis nogle, der frastødte mig eller virkede uinteressante. Jeg elskede det feminine (og gør det stadig), men så snart verden bekræftede mig i min daværende identitet som kvinde, følte jeg mig underligt utilpas, på en måde jeg ikke forstod. Jeg opfyldte derfor de fleste af samfundets krav og normer for kvinder til punkt og prikke, men følte mig ikke hjemme i ord som “kvinde”, “hende” og mit gamle navn.

Den kompleksitet, der lå i alt dette, var for meget for mig at tage fat i. Jeg vidste, at mange cis-personers (samt visse trans-personers) opfattelse af trans-personer var, at de måtte have været i en tilstand af uudholdelig lidelse ved at være i deres pre-transitions jeg. Den opfattelse skulle jeg bryde med og prøve at undgå at være bekymret for, om de så ville sætte spørgsmål ved validiteten af min kønsidentitet.

Samtidig vidste jeg, at min queerhed netop ikke var den queerhed, de så mig som. Jeg er en biseksuel mand - Og at være til stede i grupper af kvinder samtidig med frygten for at blive afvist eller udelukket, hvis man nævner, at man er tiltrukket af selvsamme køn, gav mig tanker tilbage til 6. klasse, hvor pigerne fra min klasse ikke ville deltage i idræt med mig (eller for den sags skyld være sammen med mig), da jeg havde fortalt dem, at jeg var lesbisk.

Min løsning blev, at jeg drog gennem en rejse af coming outs så snart jeg fik nye kvindelige venner. Først fik jeg hentydet til min queerhed og dermed opfattede harmløshed, derefter min trans-identitet og til slut fik jeg gjort klart, hvilken slags queer identitet jeg faktisk er. Min maskulinitet er mere eller mindre skabt af at møde andre trans- og queer mænd, samt mine erfaringer fra da jeg var kvinde. De erfaringer, jeg har fra både mit liv som kvinde og nu mit liv som mand, gør, at jeg altid vil føle mig som en slags outsider i de rum, der udelukkende består af kvinder/mænd.

Det er stadig det forsøg på en løsning, jeg bruger i dag. Selvfølgelig med det ønske, at det kunne være lettere og foruden nødvendigheden af at skulle komme ud igen og igen. Men jeg har ikke andre løsninger, der er konstruktive - Udover et billede af ild oppe i mit hoved med glimmer tekst henover, hvor der med store bogstaver står: “Brænd patriarkatet”

Og det, jeg i særdeleshed gerne også vil brænde, er dét, som gør, at man netop føler sig som en outsider, hvis man ikke kan navigere i ét af de to rum, mand/kvinde. For det er ikke kun trans-personer, der vil føle sig uvelkomne i de rum. Det er alle, som ikke deler samme udtryk og forventninger, som netop det, samfundet har kønnet dem som. Jeg ved ikke, om der ikke skal være noget rum overhovedet, eller om det handler om at skabe sit helt eget rum. Jeg ved bare, at det, at jeg skabte mit helt eget, gjorde, at jeg havde meget lettere ved at vide, hvad jeg skulle dekorere det med.