Af Emil S. Poulsen, journalist 

Digt uden titel af Tamara Nyvang Bredevang Andersen:

At opnå full pingvin-circle. Som fx at blive sat ind til zoo-pingvinerne af sin far eller blive væk i en pingvin flok i sin mors drøm eller få en bog om en pingvin med et alt for langt halstørklæde. Sådan et som ville sidde fast i hjulet på cyklen og helt sikkert skabe fare for væltning. Og hvis man så heller ikke har cykelhjelm på. Selvom ens far siger man skal. Men det er ikke sejt og den alligevel også er gået i stykker. Så er det to dårlige ting som man har fået af vide kunne resultere i død. Men minus plus minus giver plus. Og plus er i denne sammenhæng coolness. Så man gør det alligevel og håber pingvinen ikke dør.

Over et telefonopkald på Messenger, læser Tamara Nyvang Bredevang Andersen et af sine digte op. Teksten bliver læst langsomt og roligt op, næsten som havde man en intim samtale med hende. For Tamara Andersen er litteraturen en nødvendighed, der kan hjælpe hende med at forstå sig selv, også selvom hun ikke altid forstår det hun skildrer i sine tekster. Hun har altid fundet en flugt i at læse, og hun har skrevet siden hun var 13 år, efter hun begyndte på Forfatterskolen for Unge, et kommunalt initiativ med otte forfatterskoler i Midt- og Vestsjællandske kommuner. Under dette forløb blev hun opfordret til at sende nogle af sine værker ind til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Det har sidenhen resulteret i, at hun er blevet udgivet i Hvedekorn fire gange med tekster, der alle forsøger at portrættere det at være skrøbelig i forskellige former.

“Der kan godt gå år, før jeg forstår det jeg skriver. Jeg forstår dem ikke i momentet, fordi jeg er for følelsesmæssigt involveret i teksten, når jeg skriver, og heller ikke ved, hvilke følelser jeg går og holder på. Men når jeg kigger tilbage på de tekster jeg skrev, da jeg var 13 og 14, kan jeg først nu i en alder af 21 år være i et fugleperspektiv og måske forstå, hvilke følelser det var jeg prøvede at beskrive, eller hvad det underliggende tema var i teksten”, fortæller hun.

At føle sig fremmed og anderledes i verden, har givet Tamara en enorm rastløshed, der råber på at få lov til at gøre noget kreativ med alle de ord og følelser, der lige pludselig kan formuleres. Det har udmøntet sig i digte, som kredser om sindstilstande, der smager af angst, sensitivitet og til tider selvhad, og er et værktøj, der omsætter psykiske og fysiske skavanker til skrift. “"Det er ligesom, når man tager sin vante af efter at have været ude i kulden, og foret ryger med, så ender man op med en spejlvendt vante, der ikke kan bruges, før man har puttet foret ind i åbningen, der blev væk i processen. Ikke at skrive føles værre”, afslutter hun ved at citere fra et af sine digte.

Litteraturen giver os et nyt sprog

Netop følelserne, som vi oplever, når vi befinder os i et rum tæt med litteraturen, gør, at vi ofte kan identificere os med en fiktiv karakter i en roman, eller nikke genkendende til de følelser, der bliver beskrevet i et litterært værk. Som regel er det, når vi ikke har et sprog for det vi oplever, at vi føler os mest ramt. Sådan oplever Mette Steenberg, der er formand for Læseforeningen og har forsket ved Aarhus Universitet i sociale læseformer, det. Mette Steenberg har stor erfaring med læsegrupper, både i forbindelse med sin forskning og i sit arbejde i Læseforeningen. Her læser hun en såkaldt “læseguide” højt for en gruppe, hvorefter der bliver sat fokus på de personlige præg og indtryk.

“Det er meget tydeligt, når folk begynder at snakke i læsegruppen fra et punkt, hvor de genkender noget, men ikke ved, hvad de skal sige, eller hvad den følelse er et udtryk for. De kender ikke det begreb, som denne følelse udtrykker. Derfor begynder de at tale fra et erfaringsmæssigt sted, hvor de kan mærke og genkende en følelse. Man snakker derfra, men på en måde vi kalder for et "famlende sprog". Så ved vi, at folk snakker fra et autentisk sted, der kan blive til en terapeutisk proces, fordi man tænker sig frem til en erkendelse, der er kommet af en følelse”, fortæller hun.

For Mette Steenberg er pointen, at når man begynder at snakke fra det sted, hvor litteraturen rører ved en, kan der ske noget følelsesmæssigt forløsende. Her kan man være til stede i et omfang, man ikke ville kunne i andre sammenhænge af samfundet, hvor der bliver givet plads til at have modstridende og komplekse følelser. “En oplevelse kan per definition ikke være forkert. Den er jo personlig. Det bliver et meget inkluderende og transparent rum, fordi det ikke er en læsning, der skal vurdere eller konkludere noget. Det er bare at tage litteraturen og se, om vi egentlig kan forstå de menneskelige erfaringer, der bliver forsøgt skildret. Derfor kan alle være med, fordi alle har gjort sig menneskelige erfaringer. Det er det, der er udgangspunktet”, fortæller Mette Steenberg.

At føles sig hjemme når verden er fremmed

I Jack Kerouacs “The Dharma Bums” bliver der gjort oprør mod samfundets moralkodeks, og læseren inviteres med på en længere rejse, hvor en hengiven søgen efter frihed og sandhed er karakterernes altoverskyggende kompas gennem historien. Da forfatter og journalist Victor Boy Lindholm første gang læste denne fortælling i gymnasiet følte han, at den spinnede med hans eget verdensbillede.

“Jeg tror, at min første oplevelse med det at have en form for genkendelighed med et værk, hvor man identificerer sig med en karakter, var “The Dharma Bums - noget jeg tror er typisk blandt mange unge mænd, der læser noget fra beatlitteraturen. Det var det værk, der ramte mig med dens frihedstrang og rastløshed, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen med, og som jeg ikke genkendte i mange af mine jævnaldrende. Da fandtes der de her folk i 40’erne og 50’erne, der havde beskrevet den frihedstrang ret godt. Det tror jeg var den første roman for mit vedkommende.”

Victor Boy Lindholm ser litteraturen som en virkeliggørelse af fantasien, men også som et værktøj, der kan give grobund for at danne orden og udbyde et sprog, man ellers ikke har haft begreb for. Han har gennem sit forfatterskab forsøgt at give læseren en indsigt i de udfordringer, man kan finde sig selv i som ungt menneske, og at etablere et rum, hvor der skal være plads til at råbe op om svære følelser, man ikke kan få til at gå væk. I mødet med sine egne læsere oplever han at kunne starte en samtale af værdi, der gør det nemmere at skulle blive konfronteret med sig selv.

“Jeg vil gerne skrive til et rum for skrøbelighed, hvor vi kan tale om de her ting, og det ikke nødvendigvis er en konkret, fysisk samtale der foregår, men et rum der kan beskrive disse ting. Dermed kan man måske være med til at facilitere en samtale omkring den skrøbelighed, der er en del af det at være menneske. Når du er ung, så har du sjældent noget sprog til at deltage i den samtale, fordi det er benhårdt at være ung. Der er både en masse nice ting der sker, men også en masse forvirrende ting. Fordi man ikke er voksen og ikke har erfaring, kan det være umuligt at sætte ord på alle følelser og finde sprog til at udtrykke sig”.

Som en del af et initiativ, har Victor Boy Lindholm tilbudt at undervise gymnasieelever gratis under coronakrisen. Her oplever han netop, at unge bliver ramt og interagerer med teksterne, samt kan genkende de mønstre og tanker, der ligger bag teksterne. Ifølge ham selv ligger der noget universelt i den måde, litteraturen kan opfylde ens behov.

“Litteratur er noget jeg selv læser både for at blive genkendt og for ikke at blive genkendt. Læsning kan opfylde begge behov. Nogle gange søger man den følelse i noget litteratur, og det tror jeg er en følelse mange unge og teenagere kan genkende. Man læser meget litteratur, og grunden til man oplever nogle litterære oplevelser stærkere end andre er, at man bliver genkendt på et tidspunkt, hvor man måske godt kan føle, at verden er meget fremmed for en. Et eksempel kan være, at ens nære, sociale relationer ikke lever op til ens forventninger, fordi de er for svære at have med at gøre. I det tilfælde kan litteraturen være et intimt sted, man kan træde ind i, og lige pludselig blive genkendt af noget, hvor du ikke kender forfatteren og karakteren er en fiktiv stemme”, afslutter han.

Victor Boy Lindholm har udgivet triologien, “Hyklertriologien”, der er en samling af de tre digtsamlinger: “GULD”, “No hard feelings” og “Resort”. Den 20. maj blev hans essaysamling “Stræk Tiden” genudgivet, og til efteråret venter hans nye udgivelse med navnet, “Jeg slæber lungerne som en vægt”.