Af Anne Niluka, journalist

Hvad tænker du, når du læser ordene ”hemmelig identitet”?

Er det koldkrigsagenter, der lever timer, dage og år med andre navne og fiktive baggrundshistorier?

Er det den leverpostejsfarvede eksistens, der åbner skabet, ifører sig superheltekappe og maske, strækker armene ud og suser gennem luften - klar til at bekæmpe ondskaben og modtage folkets hyldest?

Måske er det slet ikke så avanceret. Det med en hemmelig identitet.  Hvis man var filosofisk anlagt, kunne man f.eks. argumentere for, at vi alle har en hemmelig identitet. Den der bor indeni os og som kun vi selv har et rigtigt indblik i. Vores karaktertræk og personlighed ændrer sig alt efter, hvilken kontekst vi indgår i. 

I hvert fald kan vi konstatere, at vi eksisterer i en samtid hvor legen med identitet aldrig har været større. Eller mere mulig. Ingen er længere bundet af miljø eller socialklasse. Vi bestemmer selv.

Ifølge Chris Fullwood, der er specialist i cyberpsykologi (studiet af virkningen af teknologi på menneskelig adfærd) påvirker den moderne måde at betragte identitet også vores færden på internettet. I den videnskabelige artikel ”Constructing the Self Online”, skriver han således:

”Vi har ikke et stabilt ”selv”. Vi har forskellige identiteter, der passer ind i forskellige miljøer og i onlineverdenen bliver disse grænser endnu mere udviskede”.

De fleste, der har en profil på sociale medier, er meget bevidste om, at den de er på LinkedIn ikke er den samme, som de er på Instagram. Vi skaber et idealbillede af os selv, alt efter den digitale kontekst.

Et fænomen, der i den grad er vokset med internettets muligheder, er ”catfishing”. Bare de seneste par år har flere større tv-kanaler herhjemme haft programmer om folk, der på den ene eller anden måde er blevet forledt til at tro, at den person de havde daglig kontakt med, var en helt anden, end den der i virkeligheden sad bag skærmen.

Men hvordan er det at være en såkaldt catfish? Jeg har talt med en 29-årig kvinde, der gennem flere år, havde et hemmeligt liv på internettet.

Line Sophie Mjels var 13 år gammel, da hun fik sin første profil på et socialt medie. Moden dikterede kawasaki- og Allstarssko, D&G-toppe, et hår fyldt med Dax wax og diamantøreringe, og det hotteste sted på det danske internet hed Arto.dk. Arto begyndte som en hjemmeside med vittigheder, men udviklede sig til Danmarks første rigtige sociale medie, og med tiden voksede den sig til den mest besøgte hjemmeside i landet. I sin storhedstid omkring 2007-2008 var der ifølge virksomheden bag, over 800.000 profiler.

Line Sophie blev hurtigt optaget af, at få venner og opnå popularitet. Problemet var bare, at hun var en helt ordinær teenager. Der var intet specielt eller særligt spændende ved hende. Så derfor måtte hun finde en måde, hvorpå hun kunne stikke ud.

”Jeg stjal en anden piges foto. Et hun havde taget af sin røv. Jeg husker det så tydeligt! Det var det mest hjertede billede på min profil på Arto,” fortæller hun. 

Ifølge Line Sophie var det starten på en lang årrække, hvor hun udgav sig for at være en anden. Faktisk flere andre.

”Jeg hungrede efter anerkendelsen. Det var så forkert, og når jeg ser tilbage, var jeg en usikker, bange og ulykkelige trettenårig,” siger hun.

Sidste gang Line Sophie oprettede en falsk profil var i 2019. Inden da havde hun haft mange forskellige, der levede kortere eller længere liv og som havde forskellige funktioner.

Men hvorfor er det dragende at være et andet menneske?

”Fordi jeg ikke skulle være mig. Opmærksomheden blev draget væk fra mig og mine problemer, og det var nemmere at håndtere de problemer, mine profiler havde. For dem skabte jeg selv,” fortæller hun.

I det hele taget var profilerne en virkelighedsflugt. Line Sophie har på forskellige måder haft det svært i sit virkelige liv, og internetlivet var et kærkomment afbræk.

Alligevel endte det også med at blive en slags forbandelse. Line Sophie fik svært ved at holde styr på sine historier, fordi løgnene efterhånden var så mange. Og hun kunne ikke tale med nogen om, hvad hun havde gang i:

”Jeg var flov over det. Og jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg løj for folk.”

Stine Helding Rand er psykolog og rådgiver hos ”Center for Digital Pædagogik”.

Ifølge hende er den overvejende grund, at nogen havner i situationer som Line Sophie, mangel på omsorg. Derfor er det vigtigt at være klar over, at personen ikke i udgangspunktet har en intention om at gøre andre ondt:

”Det handler ikke om at gøre skade på andre. Det handler om et uopfyldt behov for opmærksomhed, anerkendelse og omsorg. Noget man måske har forsøgt at få opfyldt af familie, lærere og venner, men som man ikke har fået,” siger Stine Helding Rand.

Mennesker er sociale dyr og har brug for omsorg og følelsen af at tilhøre et fællesskab. Vi har brug for at føle os betydningsfulde for andre og for at have meningsfyldte relationer. Derfor er det ifølge Stine Helding Rand helt naturligt, at vi søger andre steder hen, hvis vi ikke føler vores behov opfyldt af vores nærmeste. Hvis man så samtidig oplever sig afvist og ikke værdsat som den man er, kan ræsonnementet let blive, ”hvis jeg ikke er god nok, som jeg er, så skal jeg være en anden.”

”I den tidsalder som vi lever i nu, er internettet den lette løsning på problemet. Selvom det ikke er det mest ønskværdige. Hvis man kunne få den nærhed i en virkelig relation, vil man højst sandsynligt fortrække det. Det man kan opnå på nettet, er det næstbedste,” siger Stine Helding Rand.

Det er to år siden, Line Sophie sidst var en anden på nettet. Adspurgt hvad hun ville sige til de mennesker, der har krydset hendes fiktive personligheders vej, hvis hun havde chancen, siger hun:

”Jeg ville sige undskyld og fortælle dem, at det intet havde med dem at gøre. Det var usikkerheden i mig selv. De var desværre en del af det, men det var ikke meningen at såre dem, fordi jeg virkelig holdt af dem. Bare gennem en anden persons billeder.”