Mens kritiske røster om såkaldt aktivistisk forskning lød fra Christiansborg, blev et nyt forskningscenter for Køn og Diversitet lanceret i Odense. Der er diskrepans mellem den politiske debat om identitet og den viden, samfundet efterspørger, mener Karen Hvidtfeldt, som skal lede centret.

Af Shani Pedersen, journalist

Jeg ville mest bare have interviewet Karen Hvidtfeldt om det nye Center for Køn og Diversitet på Syddansk Universitet, som blev lanceret i juni.

Stille og roligt, tænkte jeg, for jeg har fulgt noget af hendes forskning om maskulinitet, en størrelse vi vel alle vil forstå, men ofte må opgive. Så da jeg gennem en pressemeddelelse noterede mig, hun skulle lede centret, var det oplagt at spørge hende, hvor hun vil føre det hen. En sludder om et felt, vi begge interesserer os for, tænkte jeg.

Men da vi taler, er der en stor elefant i rummet, og den lugter af Christiansborg. 

I månederne forud for vores samtale har en politisk betændt debat udfoldet sig i Folketingssalen og medierne, og politikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) er gået i front med bekymringen om, at dele af akademia praktiserer aktivistisk forskning.

Det ledte til, at Folketinget – med undtagelse af Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Uffe Elbæk – 1. juni 2021 stemte for en vedtagelse, der pålægger universiteternes ledelser et særligt ansvar for at sikre, “at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Så som det ofte er med dem, elefanterne i rummet, ved vi begge, at der foregår noget i strømmen af informationsudveksling mellem mig og Karen Hvidtfeldt, som rækker udover den samtale, vi skal have om forskning, køn og diversitet. Det her er, uagtet vores eget og andres ståsted, ikke bare er en snak om centret, men også om dets berettigelse.

”Det (red. lanceringen af centret) ligner jo et svar på den debat, som foregår, men det er egentlig ikke tilfældet,” fortæller Karen Hvidtfeldt via en telefonforbindelse, hvor man kan høre fuglekvidder og dansk sommerhusstemning i baggrunden.

”Det er virkelig en svær diskussion, og jeg er også i tvivl, om jeg overhovedet har lyst til at udtale mig om det,” fortsætter hun, og det er tydeligt for mig, det ikke er første gang, hun har taget stilling til dét.

Debatten om forskningsfrihed og aktivistisk forskning inden for akademia kommer vi tilbage til, for centret har sådan set været længe undervejs, også længe før de kritiske røster fra Christiansborg. De har en mission – med deres forskning, understreger Karen Hvidtfeldt.

Men hvad er missionen egentlig? Og har vi ikke snart hørt nok om køn? Jo og nej, mener Karen Hvidtfeldt. SDU har gennem nogle år haft et strategisk udgangspunkt i FNs verdensmål som pejlemærker for hvordan forskning kan bidrage til at gøre en forskel i samfundet. Centerets målsætning ligger i forlængelse af mål 5 om køn, strukturel diskrimination, marginalisering og eksklusion, men også mål 10, der handler om uligheder/forskel og mål 16 om inklusion, demokratisering, repræsentation og medborgerskab.

På centret vil de samle den viden, som allerede eksisterer inden for feltet, og udvide rammerne for at bedrive den. De tilknyttede forskere har arbejdet med emner som reproduktion, nye familieformer og maskulinitet, og de ønsker med centret at skabe et tværfagligt miljø, som forhåbentligt kan tiltrække flere forskere, projekter og midler, men også være garant for nye samarbejdsformer.

De vil arbejde på tværs af søstercentrene, de tilsvarende centre på Roskilde Universitet og Københavns Universitet og de internationale forskningsmiljøer, og de vil ud i landskabet til institutioner og miljøer, hvor deres forskning er anvendelig. Interessen og drivkraften er også at skabe løsninger. Centeret skal blandt andet huse og videreudvikle det store oversigtsværk Nordisk kvindelitteraturhistorie.

”Det er jo ikke et ligestillingscenter, men derimod en forskningsenhed med fokus på at udvikle analytiske tilgange til forskelle, fx kønsforskelle. Og når vi har kaldt centret ‘Køn og Diversitet’, og på den måde fremhævet køn, så er det ikke ud fra en forestilling om, at køn er det eneste eller nødvendigvis den vigtigste forskel mellem mennesker,” siger Karen Hvidtfeldt og uddyber, at køn er en af de mest grundlæggende forskelle i vores kultur, og det er med det afsæt, vi ser på diversitet i bred forstand, som kunne være forskelle i relation til seksualitet, etnicitet, alder, miljø, forholdet mellem mennesker og dyr, eller mennesker og planter.

På den måde bruger vi spørgsmålet om køn til at identificere, hvad køn og forskelle overhovedet er, og hvad det gør ved den verden, vi er en del af,” siger hun.

Kritisk feministisk teori har en lang tradition for at analysere og udvikle teoretiske begreber, der hjælper os med at se og forstå, hvordan køn og andre forskelle er konstitueret og produceret i sproglige, symbolske og sociale relationer. Og ”kritisk” skal ikke forstås som en kritik fx af mænd eller ”hvide menneskers privilegier”, men snarere som en kritisk tilgang til hvad gyldig viden er, hvem der har adgang til forskellige vidensformer – hvem der kan bestemme, hvad der skal huskes og hvordan det skal forstås, kategoriseres og formidles.

Så det er analytiske tilgange, der har til formål at udpege og afdække, hvordan forståelser af køn, og i forlængelse heraf andre forskelle, altid er indlejret i bestemte praksisser, herunder både kommercielle, institutionelle og politiske kontekster, hvor gældende normer ofte bliver styrket snarere end udfordret.

Som eksempel nævner Karen Hvidtfeldt, at centret lige har fået en bevilling fra Velux Fondens kernegruppeprogram til et forskningsprojekt, som skal handle om kønshormoner, og hvad de betyder i vores samfund i dag.

”Hormoner er noget, som sundhedsvidenskaberne har defineret og undersøgt, og industrien har fundet måder at skabe dem syntetisk. I de kommende år skal vi undersøge hvilke betydninger menneskers forestillinger om hormoner har i forhold til forståelser af køn, pubertet, fertilitet, overgangsalder, og hvordan det kommer til udtryk i medierne, i sport og i hverdagslivet,” siger hun.

For hvor mange af hvilke hormoner må man have i kroppen for at blive defineret som en kvinde? Hvem beslutter det og på baggrund af hvad? Det er nogle spørgsmål, man konkret ser udfoldet i kønsdebatten, men hvor samfundet, ikke mindst de mennesker, det handler om, ofte mangler svar – konkrete, anvendelige svar.

Derfor er nogle af delprojekterne også formuleret i samarbejde med praktikere, mennesker i felten. Det er for eksempel nogle af de organisationer, som arbejder med transkønnede og andre LGBT+-personer eller hospitaler og andre kulturinstitutioner.

Man kunne også forestille sig, at Danmark som et sted, hvor unge mennesker begynder at forholde sig lidt mere kvalificeret til p-piller til mænd, påpeger Karen Hvidtfeldt – for ja, dem har vi talt om i årevis, og de er ikke kommet endnu.

Og det er her, de politiske røster og vedtagelsen i Folketinget begynder at rumstere lidt i telefonen, om end man ikke kan høre dem. For hvad er aktivistisk forskning egentlig? Findes der en drejebog for, hvordan forskere og andre skal forholde sig til den term? Og hvem kan og bør bestemme, hvad der er det rigtige at gøre?

Karen Hvidtfeldt er ikke sikker.

”Egentlig har jeg ikke tænkt over, at ’aktivistisk’ var en problematisk term før den debat, som har kørt på det seneste. Hvad i alverden skulle vi gøre, hvis vi ikke måtte gøre en forskel? På en eller anden måde er man jo altid enten som underviser eller formidler interesseret i at have en indflydelse i en og anden udstrækning,” siger Karen Hvidtfeldt og uddyber, at hun interesserer sig for sociale medier, frivilligt samfundsmæssigt engagement og folkelige bevægelser.  

For eksempel arbejder hun i sin forskning også sammen med museer, kulturinstitutioner- og formidling i bred forstand. Her er hun bl.a. interesseret i, hvordan museer ikke kun formidler til brugere, som kommer og betaler, men også giver dem mulighed for at deltage og få indflydelse.

”Er det så aktivistisk? Ja, måske er det i en eller anden grad, men jeg ved det faktisk ikke,” siger hun.

Karen Hvidtfeldt ser ikke noget problem i at debattere hverken forskningsfrihed, aktivisme eller andre væsentlige spørgsmål i akademia, men er overrasket over den måde, navngivne forskere er blevet fremhævet på Folketingets talerstol.

Derfor er hun også én af de 3241 forskere, som har underskrevet et åbent brev i Politiken, hvor de som samlet stand udtrykker bekymring for, hvad det vil få af betydning for dem og den måde, de kan bedrive forskning på og dermed i sidste ende forskningsfriheden.  

”Det er svært at arbejde med samtidskultur uden også at tænke politisk. Det er i politiske rammer. Det er alt forskning jo på den ene eller anden måde. Noget af det centrale vil i den sammenhæng være, hvilke spørgsmål man stiller, og hvordan man stiller dem,” siger hun.

Jeg indser, at der særligt er ét spørgsmål i de sidste måneders debat, som jeg ikke har fået svar på, og som ingen af parterne i debatten synes at have leveret et entydigt svar til. Derfor spørger jeg Karen Hvidtfeldt: Kan man adskille politik og forskning?

”Det kommer jo an på, hvad man mener med politik. Selvfølgelig bedriver vi ikke partipolitik. Men politisk i den forstand at alt hvad vi gør, i en vis forstand, er politisk, og derfor er forskningen også politisk. Det felt, kultur og kønsforskning, som jeg er en del af, har en forventning til sig selv om hele tiden at tydeliggøre, hvem vi er og hvad vi gør. Vi skal reflektere over den position, vi taler fra.”