Af Nathalie Damgaard Frisch, journaliststuderende

“Don’t objectify yourself and then get mad when people do the same.” Sådan går ordlyden på den besked, der tikkede ind i min Insta-indbakke, netop som jeg skulle til at give mig i kast med at skrive udkastet til denne klumme. Nu ligger den ubesvaret hen i dm’eren sammen med andre af sin slags. Jeg tænker på, hvad jeg skal svare, og om jeg skal svare. Jeg vil gerne spørge ham, hvad det er ved det mirror-selfie, jeg har postet af mig selv i bikini på et hotel et sted i Grækenland, der gør mig til et objekt. Han har vedhæftet det til sin besked. Men jeg ved også, at den samtale, der med al sandsynlighed vil følge, bliver et langt, sejt træk. Det ved jeg, fordi jeg har prøvet det her før. Mange gange. Min halvnøgne krop er et objekt, fordi jeg er kvinde. Når en kvinde er seksuel, er hun det for en mand. Og en mand bestemmer, hvornår en kvinde er seksuel. Sådan har det altid været. Men sådan må det ikke blive ved med at være. Vi har magten til at ændre det.

I den seneste tid har kvinders ret til at sige “nej” til seksuelle tilnærmelser vundet indpas i både medier og politik. Men sjældent bliver kvinders ret til at sige “ja” omtalt med særligt mange ord. Med en eventuel samtykkelov, vil et “ja”, eller samtykke i anden forstand i forbindelse med sex, være påkrævet for at der juridisk kan være tale om sex og ikke voldtægt. Men kvinders ret til at tage ejerskab over egen seksualitet, til at sige ja til at være seksuelle væsener og ja til at producere et nyt narrativ om den kvindelige seksualitet, omtales kun sjældent og kun i fora, der hovedsageligt henvender sig til ligesindede. Og det er en skam, for retten til at tage ejerskab over egen seksualitet og retten til at sig nej til seksuelle voldshandlinger hænger uløseligt sammen.

Når historien om den kvindelige seksualitet i popkultur, kommercielle sammenhænge og medier i vid udstrækning hører hjemme under samme tag som det penis- og penetrationsfikserede narrativ om sex, er det udtryk for en magtstruktur, der reproducerer sig selv. Historien om den kvindelige seksualitet er en, hvor kvindens forhold til sex er fint og følsomt. Det må helst ikke blive for svedigt og aldrig vulgært. Det er manden, der nedlægger, og kvinden, der bliver nedlagt. Kvinden skal gerne kunne lide sex, men hun må helst ikke kunne lide det for meget, for så bliver det vulgært. Og hun skal helst kunne lide det på en måde, hvor pikken er i centrum. Altid pikken i centrum. Skulle en kvinde finde på at afvige fra denne faste model, får hun besked på at rette ind. Det finder sted ved social og følelsesmæssig udskamning af kvinder, der vover at bryde med den allestedsnærværende idé om kvinden som et objekt for det mandlige begær, snarere end et individ med egne drifter og eget behov for seksuel tilfredsstillelse. Kvinder mangler med andre ord stadig muligheden for selv frit at kunne vælge hvordan, med hvilken frekvens og i hvilken kontekst, vi vil udfolde os seksuelt uden at blive udskammet for det.

Helt tydeligt kommer det til udtryk, når “respekter dig selv, før du kan forvente respekt fra andre”-retorikken kommer i spil, som den gjorde i min Insta-indbakke. Med dette budskab menes som regel, at man som kvinde jo næppe kan forlange respekt fra sine mandlige medmennesker, hvis ikke man sørger for at holde sig inden for den, af samme målgruppe skarpt optegnede, skabelon for, hvornår man som kvinde er seksuel eller ikke-seksuel. Men det er ikke kun mænd, der fastholder os kvinder i en seksuel spændetrøje; det gør vi også selv. Det gør, at udskamningen af den frigjorte kvindelige seksualitet ikke kun finder sted kønnene imellem, mens også kvinder imellem. Når kvinder rigtig skal nedgøre hinanden, flyver ord som “luder,” “billig” eller det nymodens “hoe” om ørerne som patroner fra et skarpladt våben. Det er sådan, man går efter struben, fordi det værste en kvinde kan være, er promiskuøs.

Når kvinder på den måde udskammer andre kvinder for deres seksuelle frigørelse, er der tale om en internaliseret forståelse af, hvordan og hvornår en kvinde må være seksuel. Men når man som kvinde retter disse internaliserede idéer mod andre kvinder, ved at nedgøre deres seksuelle frigørelse, er der i virkeligheden tale om et tveægget sværd. Man retter lige så vel pistolen indad, som man skyder med skarpt ud i verden omkring sig. En sådan handling er ikke alene en accept af det eksisterende fortælling om kvinden som et objekt. Den er også en reproducering af en idé, der i sidste ende også begrænser afsenderens eget råderum ved at skabe plads til, at tabuiseringen af den kvindelige seksualitet kan fortsætte. Som kvinder bør vi starte med at se hinanden som allierede i en fælles kamp, i stedet for at støtte op om det eksisterende narrativ og slå andre kvinder i hovedet, hvis ikke de gør det samme. Det mest magtfulde, vi kan gøre, er at tage ejerskab over vores egen seksualitet - uanset hvordan vi vælger at udøve den.