Af Rikke Collin, cand.mag. og podcastproducent | Grafik: Kristian Blond Møller

Siden Mette Frederiksen holdt pressemøde onsdag d. 11. marts 2020, hvor store dele af Danmark lukkede ned, har jeg haft en frygtelig angst. Det havde jeg i forvejen, men med en pandemi under udbrud og en usikker fremtid, er den i høj grad blevet forværret. Jeg har hørt omtrent 100 timers podcast i den samme periode. Jeg har også produceret fem podcast-afsnit. Jeg har set tre sæsoner af en tv-serie. Jeg har set fem film og læst to bøger. Jeg har købt gavekort til spillesteder og kommende, kulturelle arrangementer. Jeg har fulgt med i livequizzer og talks på Instagram. Jeg har læst digte og beretninger fra hele verden. Jeg har grinet af dumme memes og kreative videoer. Jeg har set på smukke billeder og lyttet til musik. Kort sagt har jeg brugt alle mulige former for kultur som angstdæmper i en krisetid.

“Jeg har, som så mange andre, haft et stort behov for alt det, der er så svært at sætte pris på i kroner og ører.”

Det har været en form for eskapisme, når der blev talt for meget om at vaske hænder, dødstal og flokimmunitet. Når angsten og bekymringerne har været for overvældende, har jeg kunnet holde tankerne i skak og er for en kort stund forsvundet fra den virkelige verdens uoverskuelige håbløshed og de utallige, udmattende angsttanker. Jeg er i stedet dykket ned i fiktion, kreative universer og andre folks hjerner. Jeg har, som så mange andre, haft et stort behov for alt det, der er så svært at sætte pris på i kroner og ører. Det, der giver mig og andre åndeligt liv. Det, der for mange kunstnere, forfattere og andre aktører er deres liv. Og deres livsgrundlag.

LÆS OGSÅ: Anne Niluka: “Jeg havde sagt til min kæreste gennem 10 år, at jeg ville gå. Men så kom corona”

Alligevel har vi oplevet en tøvende kulturminister, der udtalte, at hun fandt det upassende at tale om kultur og hjælp til den, når nu der var mangel på værnemidler og andre presserende problemer. Men hvorfor skulle behovet for værnemidler og ønsket om hjælp til kulturlivet stå i modsætning til hinanden? Heldigvis - med pres fra andre politikere, borgere, journalister og naturligvis kulturlivet og dets aktører selv - er hun kommet på andre tanker. Kulturministeriet har fået forhandlet kompensationsordninger, hjælpepakker og særskilte initiativer for at støtte det danske kulturliv og de mennesker, der arbejder med det. Det betyder dog ikke, at kulturen ikke bløder alligevel. Steder, vi var fælles om før COVID-19, er nu lukket ned. Biografer, museer, gallerier, sportshaller, swingerklubber, spillesteder, biblioteker, teaterscener, kulturhuse, fritidstilbud og religiøse samlingssteder, er blot få eksempler på de fælles rum, vi ikke længere bevæger os i. Festivaler og store forsamlinger er aflyst resten af sommeren, og det er svært at se en ende på det hele.

“Vi har set en kreativitet, vi forhåbentligt vil kunne bruge fremover, når verden vil udfordre os igen.”

Men jeg vil faktisk alligevel vove at påstå, at vi i denne krise har set kulturen og behovet for stærke, kulturelle fællesskaber opleve sin helt egen form for opblomstring, særligt digitalt. Vi har set en kreativitet, vi forhåbentligt vil kunne bruge fremover, når verden vil udfordre os igen. Når nu vi ikke kan mødes i den fysiske verden i store forsamlinger, skal der nye ideer til. Jeg har været overvældet af folks kreativitet og initiativer. Der har været fællessang på altaner og digitale koncerter. Jeg har set digitale film- og bogklubber i fuld flor. Instruktøren Jonas Risvig har holdt online masterclasses på Instagram. 12 filminstruktører er gået sammen om at skabe projektet ​Karantænefilmene.​ Komikeren Melvin Kakooza afholder livefitness og quizzer på sin Instagram hver dag.

Dette er blot dråber i havet af iniatativer, der er blevet skabt. Utallige kreative mennesker har lavet indhold til de sociale medier i overvældende grad. Internettet har virkelig vist sit værd og været et stort bevis på, at det digitale også har stor, kulturel værdi. Og selvom alle disse initiativer ikke på nogen måde kan erstatte en øl på Roskilde Festival, mens man lægger armene om vennerne og synger fællessang til Jadas åbningskoncert på Orange Scene, så er det heller ikke deres formål. De viser blot, at mennesket har en kæmpe skabertrang, der ikke kan holdes nede, selv under de mærkeligste omstændigheder. Det viser en enorm efterspørgsel på fællesskab og kultur, når intet er, som det plejer. Et rigt kulturliv er altid vigtigt. Men i fraværet af vores fysiske fællesskab omkring det, står det virkelig klart: Vi kan og skal ikke leve uden alt det, der giver os åndelig værdi.