KROPPEN

Af Maja Petrea Fox, digter og studerende
22. marts 2022  | Krop

Jeg har, som rigtigt mange andre mennesker, brugt mange år på at hade min krop. Jeg har decideret hadet den, og det har jeg gjort med alt, hvad jeg bestod af. Jeg har talt grimt om og til min krop, hældt gift i min krop og forbandet min krop langt væk. Jeg har behandlet min krop ad helvedes til og ikke nok med det, så har jeg ladet andre behandle den ad helvedes til, imens min krop bare har gjort sit allerbedste for at holde mig sund og rask eller noget så basalt som at holde mig i live. Og det har ikke altid været en nem opgave. Du gode gud, nej. Det er hårdt at være en krop, for det er et utaknemligt job at være en krop i dag. Især en kvindekrop. Der er så meget ligegyldigt lort, den skal leve op til, selvom det i virkeligheden ikke betyder en skid. Plus at den skal stå model til at være skydeskive for alverdens kommentarer, bedømmelser og fordømmelser fra omverdenen.

Som barn er kroppen så uendeligt fascinerende. Alle kroge skal kortlægges. Alle begrænsninger skal testes. Alle behag og ubehag skal udforskes. Jeg bliver helt vemodig af at tænke tilbage til dengang, for vi havde det så vidunderligt skønt sammen, min krop og jeg. Og det er ikke, fordi alt var lidt fastere og glattere rundt omkring. Det er, fordi det var den sidste gang, min krop tilhørte mig og ingen anden. Og så kom puberteten brasende.

Jeg var fx en drengepige, som man kaldte det dengang i 00’erne. Jeg var en del af en flok ældre drenge og passede ikke ind blandt pigerne på min egen alder. Jeg gemte mig og mine feminine lemmer bag hoodies og hængerøvsbukser, lavede ballade, stod på skateboard, smugrøg, drak, stjal i Føtex og sniffede lightergas bag stadionet i den provinsby, vi havde vores gang. Og så husker jeg, at vi spyttede hele tiden. Hvorfor fanden gjorde vi egentligt det? Anyway, på trods af småkriminalitet og et begyndende misbrug husker jeg det som en god tid, for det var først, da jeg ikke længere kunne skjule mine teenageømme bryster, at det hele begyndte at gå galt. Derfor hadede jeg dem. Brysterne. Mine bryster skabte alverdens problemer for mig og ændrede mit liv og min verden radikalt fra deres første voksende sekund. Pludselig var jeg ikke en af drengene længere, og det tog utroligt hårdt på mig. Pludselig var jeg en freak. En ensom freak der ikke passede ind nogle steder. Pigerne kunne naturligvis ikke udstå mig, for pigerne kunne lide drengene, og jeg var altid sammen med drengene. Jeg blev udsat for mange ting og gik med til mange ting for at føle mig som en del af noget dengang og i årene efter. Det blev til et mønster, og jeg har gennem årene fået overtrådt mange af mine grænser i sådan et omfang, at det fik mig til at skamme mig over min egen krop og senere min seksualitet. Derfor flygtede jeg fra min krop. For jeg var sikker på, at det var mig, der var forkert, at det var min krop, der var forkert, at det var min egen skyld, at det var mig, der ikke kunne sige nej, mig der var ”løs på tråden”, ”en billig so”, og at jeg ikke havde fortjent bedre. For det havde jeg jo fået at vide af alle omkring mig. Boys will be boys, som man siger og forhåbentligvis kaster en lille smule op i munden imens. 

Så kan vi naturligvis også altid tale om alt det patriarkalske-pis, vi som kvinder (og mænd) vokser op med og må stå model til, og selvom det ikke er mere end et par måneder siden, min egen far kaldte mig for ”en tyk Lisbeth Salander” baseret på min krop og mine livsvalg, så er det trættende at skulle tage det op igen og igen og igen og igen. Men vi bliver nødt til det. Vi må aldrig stoppe.

For når en kvinde kommer i puberteten, er hun ikke kun tvunget til at lære om cyklus, bumser og hvordan man ruller et kondom på en slidt flammingodiller i biologilokalet. Der er nogle helt andre overordnede emner, som det er tvingende nødvendigt, at hun lærer, hvis hun skal klare sig helskindet gennem resten af sit liv om man må be’, 7-9-13, bank under bordet og alt det der. Og man må så sandelig håbe, at hun er lærenem – for eksaminerne begynder det øjeblik, at konturerne af bryster begynder at tegne sig. Fra dét øjeblik har hun mistet retten til ejerskab over sin krop. Nu tilhører den blikket. Den tilhører kommentaren. Den tilhører den uønskede berøring.

Hvis det ikke var frustrerende nok i sig selv, så er den næste lektion at lære at navigere i de himmelråbende hykleriske regler, som gælder for kvinder. Enten bliver man hyperseksualiseret, eller også bliver man hysterisk udskammet. Den samme brystvorte i offentligheden kan enten lede til frådende raseri eller fråde om munden på mænd, alt efter om man ammer eller stripper. Man skal være dydig og må for guds skyld ikke være promiskuøs – medmindre det altså lige præcis er ham, som spørger, for så er du krafteddeme en snerpet narrefisse, hvis du siger noget som helst andet end ja. Du skal lære at kruse mundvigene med millimeters præcision, så du kan nå den magiske grænse mellem ikke at være en sur kost, som burde smile mere, og så være hende, der jo selv gerne ville, fordi hun selv lagde op til det.

Luder/Madonna-dualismen er jo beklageligvis ikke et nyt fænomen for kvinder – det er ældre end kyskhedsbælter og figenbladene på malerierne. Hvad der til gengæld er nyt, er forestillingen om, at alles meninger om den individuelle kvindekrop bare er helt okay at fyre af og sende ud i æteren. At bare den blotte eksistens af en tilfældig kvindekrop er en indbydelse eller endda opfordring til at dele dine tanker om den. Men ved I hvad? Jeg er fucking ligeglad med, hvad du synes om min kvindekrop. Det er min krop. Det rager mig en høstblomst, at du synes, mine tatoveringer er grimme, og du behøver ikke at fortælle mig, at de bliver hele livet, det har jeg så sandelig betalt for. Jeg vil tilmed skide højt og flot på, at du synes, en sommerkjole ville klæde mine ben bedre end jeans, og hvis du tror, min naturlige hårfarve ville klæde mig bedre, kan du skrive det ned på en lille lap papir og så stikke den så langt op i røven, at du kan mærke det kilde helt oppe i nakken.

Dine meninger er ikke velkomne, de er ikke værdsatte, og det burde være lige så skamfuldt som amning at sige den slags til en kvinde. Jeg har fået nok. Det er slut. I 2022 tager jeg min krop tilbage. Og hvis du kommer i vejen for dette, så er det på egen bekostning. Ja, det var en reel trussel. Og min far har jo allerede selv sagt, at jeg er en tyk Lisbeth Salander, så watch out.