Flygtninge i Yemen. Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com 

En samtale med den danske krigsfotograf Jan Grarup om hans billeder fra verdens brændpunkter og om den amerikanske forfatter og meningsdanner Susan Sontag (1933-2014). Sontag satte ord på fotografiets rolle gennem tiden, og helt til sin død var hun splittet omkring rollen af de billeder vi ser af krig. Hun så krigsfotografiet som noget, der bringer os tættere på konflikten, men også som noget, der får os til at føle os længere væk.

Sabina Hvass, journalist

Billederne af 9/11 har brændt sig fast på min nethinde. Jeg husker præcis, hvor jeg var. Jeg sad i sofaen og frøs. Angrebet på World Trade Center, den efterfølgende invasion af Irak og den danske mission i Afghanistan står stadig stærkt i den kollektive hukommelse. I Vesten har vi ikke set billeder af forkullede lig fra de brændende tvillingetårne, men til gengæld har vi set kurdere blive likvideret af Saddam Husseins giftgasser og afghanere blive mishandlet af Taliban. Den type af billeder, der viser den moderne krigs rædsler, er der blevet mærkbart færre af siden 1990'erne, hvor jeg voksede op, og jeg blev fristet til at spørge hvorfor? Hvorfor føles det, som om de billeder, vi ser i dag af krig, balancerer på en knivsæg mellem dokumentation og kunst?

Krigsfotografiets dobbelthed

Sontag, der gik i dybden med fotografiets rolle gennem tiden, var helt til sin død splittet omkring rollen af de billeder vi ser af krig. Hun så krigsfotografiet, som noget der bringer os tættere på konflikten, men som samtidig får os til at føle os længere væk. Hendes essays og tanker om krigsfotografiet resonerer ekstremt meget hos mig, fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg frøs i sofaen den 11. september 2001. Hvorfor blev jeg ikke grebet af lysten til at gøre noget?

Sontag rejste mange gange i sit liv til de steder, hvor USA er i væbnet aktion. Med eksempler fra sine rejser kan hun derfor understrege sin pointe om krigsfotografiet, der både fører til mobilisering og passivisering. I 2003 skrev hun en bog om at betragte andres lidelser, hvor hun beskriver, hvordan den offentlige opmærksomhed er styret af medierne og deres fokus: Det er først, når en krig bliver fotograferet, at den bliver ’virkelig’. Hun fik øje på, at en krig skal indeholde noget ekstraordinært for at få international opmærksomhed. Vi skal kunne se os selv i den. Og i Europa skal der nogle helt særlige omstændigheder til, før vi sætter spørgsmålstegn ved vores regeringers militære indsatser i verden, og før en krig bliver upopulær. Når den gør, så er billederne af konflikten både til gavn for en anti-krigsbevægelse, mens de samme fotografier kan bruges som fejring af heltemod og vise en uundgåelig konflikt mellem ideologier. Så det er ekstremt svært for os - der sidder trygt i vores sofaer - at vide, hvad vi bør gøre i de situationer. 

Flygtninge i Yemen. Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com

Nogle få gange i historien har billeder af krig fået os til at se ud over vores privilegie som beskuer til væbnet konflikt. Den såkaldte 'CNN effekt' bragte fx billeder af et Sarajevo under belejring ind i millionvis af stuer i mere end tre år i 1990'erne. Og ligesom i Vietnam, var billederne med til at presse befolkninger til at tage stilling, presse regeringer til at ændre retning og alle til at 'gøre noget'. Den danske krigsfotograf Jan Grarup møder Sontag i 1990'erne under konflikten i Sarajevo: "Jeg har haft fornøjelsen af at rejse med Susan bl.a. i Bosnien. Hun er måske den forfatter, journalist og meningsdanner som jeg mener har peget nogle af de vigtigste ting ud, og også gået imod strømmen. Hun har været med til at sætte noget på verdenskortet, hvor hun går direkte imod den generelle opfattelse af USA’s engagement i krig. Pludselig gik det op for befolkningen, hvad det var for nogle forbrydelser og hvad det var for en brutalitet og hvor bestialsk det reelt var. Og det er der, hvor jeg ser at fotografiet har en gennemslagskraft, som er helt unik," siger Grarup.

Sontag så fotografiet som et stykke virkelighed, der skal vække vores nysgerrighed på det, der ligger uden for rammen. For billeder kan kun påvirke vores moral, hvis vi har en politisk bevidsthed. Billedet kan i sig selv ikke forklare noget: "Fotos af historiens slagtebænk vil højst sandsynligt blive opfattet som uvirkelig eller som et demoraliserende, emotionelt slag uden vores politiske bevidsthed. At føle noget i respons til at se billeder af de undertrykte, de udnyttede, de hungrende og de myrdede er også afhængigt af dit kendskab til den slags billeder," skriver hun i 2002. I hendes essays om krig og fotografi forholder hun sig kritisk til at være beskuer ved at zoome ind på nuancerne ved moderne krig og ved at italesætte regeringers, bevægelsers og civilsamfundets handlinger. Mest iøjenfaldende appellerer hun til en form for direkte aktion ved selv at tage ind i orkanens øje. Hun så krigens rædsler med sine egne øjne og mødte det folk USA bekriger. For hende var der en forskel på at se små stykker virkelighed på et fotografi og på at se krigszonerne 'i virkeligheden'. Netop dét er noget Grarup respekterer Sontag for: "Jeg sad på Hotel Holiday Inn i vinter bombardementerne i Sarajevo 1992-1993, hvor hun var dernede med Gilles Peress, som er en legendarisk fotograf fra Magnum (det internationale foto-kooperativ, Red.). En dag besluttede de sig for at gå fra hotellet, som var under angreb konstant, op til Løvekirkegården som ligger 3-4 km. væk. De besluttede sig for at droppe hjelme og deres skudsikre veste for at mærke, hvad det er for en frygt civilbefolkningen går med igennem gaderne, når de går ned for at hente vand eller står i kø for at hente brød. Det der med at sige: »Nu lægger jeg faktisk min egen skæbne ud i det her for at mærke den frygt rigtigt«, det synes jeg var fantastisk!" 

Musikerliv i Somalia. Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com

Ligesom Sontag er Grarup drevet til arbejdet med formidlingen af krig ud fra et udgangspunkt i menneskets tilstand og rolle i konfliktsituationer. Han arbejder målrettet for at se på de steder, som er usynlige i den offentlige opmærksomhed. Og Grarup har mærket en udvikling i måden han arbejder på, både fordi han har udviklet sig som menneske, men også fordi medierne har udviklet sig: "Jeg bruger meget længere tid på det, end jeg gjorde, da jeg var fastansat på Politiken eller var kontraktfotograf for New York Times. Det er ikke unormalt for mig at bruge 3-5 år på et projekt for virkelig at komme i dybden. Men jeg har altid en krog i det humanistiske. Altså i de mennesker som oftest bliver fanget i en konflikt, og måske knap så meget i selve handlingen eller den akt, der ligger i at føre krig. 

I krig med os selv

I Hanoi i 1968 bliver Sontag første gang konfronteret med tanker om sin rolle midt i konflikten. Hun indrømmer, at hendes tørst efter at intellektualisere krig fylder forsvindende lidt i det nordvietnamesiske folks bevidsthed: "Jeg bor i et uetisk samfund, der gør sanserne grovere, minimerer godheden i de fleste mennesker og gør plads til få menneskers intellektuelle og æstetiske nydelse. De, som ikke har mine privilegier, har enhver ret til at anskue min bevidsthed som forkælet, korrupt og dekadent", skriver hun i sin dagbog. Hun gør os på sofaen opmærksomme på, at vi er ekstremt priviligerede, når vi ser krigen på afstand. Vi kan være i konflikt med os selv, vores politiske holdninger eller personlige ståsteder, når vi ser på billeder af krig, eller dokumenterer den. Det vigtige er at vide, at vi deltager i det der foregår, uanset om vi sidder på sofaen eller om vi fører kameraet i krigssituationer. 

For Grarup er dette et springende punkt i sit arbejde: "Jeg er også selv splittet i den der opfattelse, fordi jeg også har oplevet, hvad det er for nogle ar på sjælen de danske soldater kommer hjem med. Det har jo været unge mænd, som har troet på den mission eller på det, de har været udsendt til at lave. Mange af dem er ramt af PTSD. Og så kan det godt være, de får en medalje, men det har ødelagt deres liv. Der ligger faktisk noget i det hun skriver, en eller anden form for frustration over at møde nogle mennesker, som bliver udsat for noget man ikke stopper." Om krigsfotografens rolle skriver Sontag, at den person, der dokumenterer, ikke kan blande sig direkte. Kameraet er et observerende værktøj, men fotografen udfører mere end passiv observation: "At fotografere er at have en interesse i tingene som de er. Også når det fotograferede er en anden persons smerte eller ulykke", skriver hun. Grarup abonnerer, ligesom Sontag, ikke på det objektive fotografi. Og han beskriver sin rolle som et menneske, der er nysgerrig på både det, der sker inden for og uden for rammen af moderne krig: "I min verden skal fotojournalistik ikke besvare noget. Det skal stille spørgsmål: Hvor står jeg selv? Hvad synes jeg? Jeg har ikke et filter foran mig og kan ikke redigere i den virkelighed jeg står i ift. hvad mennesker i Danmark eller i Vesten kan tåle at se. Det har jeg folk, der kan hjælpe mig med efterfølgende at spørge: »Bidrager det her billede med noget? Giver det en viden om en konflikt eller en brutalitet, men på en konstruktiv måde?« Jeg prøver også at sørge for at lave billeder af, at mennesker har en helt fantastisk evne til at overleve. I særdeleshed børn. Jeg lavede et billede i krigen mod Islamisk Stat, hvor jeg fotograferede nogle drenge, der spillede fodbold i en by, hvor oliekilderne brændte hele vejen rundt om. Islamisk Stat havde sat ild i alle oliekilderne, da de trak sig væk. Drengene spillede den fodboldkamp som var det en Champions League-finale. Og de var helt smurt ind i olie og møgbeskidte. Og ved siden af fodboldbanen, der løb der en lille olieledning, hvor der sad en dreng som var tre-fire år gammel. Han måtte helt tydeligvis ikke være med i kampen. Hver gang bolden blev sparket ud af banen, så løb den lille dreng ud og hentede den. Da kampen var slut, og jeg skulle lave et portræt af drengene, spurgte jeg den ene af dem om, hvem den lille dreng var, og det viste sig at være den enes lillebror. Han var dedikeret boldhenter. Og så viser det sig, at der var et minefelt på den anden side af den her olieledning. Og de her drenge var for store til at løbe ud og hente bolden. Så den praktiske foranstaltning i situationen var at finde en, der var let. Så de var hjemme og hente lillebror, så han kunne være dedikeret boldhenter i et minefelt for at de kunne spille fodbold.

Børn der leger i den Centralafrikanske Republik. Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com

Vi vil se billeder af liv

I Sarajevo i 1990'erne hjalp Sontag en lokal teatertrup med deres opsætning af 'Venter på Godot', fordi de insisterede på ikke bare at være frygtsomme og vente på at blive skudt i køen til vand og brød. Teaterstykket handlede om svage, sårbare og forladte mennesker, som forsøger at holde humøret oppe, mens de venter på en større kraft, som kan hjælpe dem. Det lærte hende en masse om menneskets evne til at overleve. "Der er historier, som kun bliver fortalt, fordi du kigger væk fra det der helikopterperspektiv, som mange medier har i dag. Men du går i virkeligheden ned i essensen eller i materien af hvad det er for et levet liv, der er i en konfliktsituation," tilføjer Grarup. 

De billeder vi ser i dag fra verdens brændpunkter er i højere grad billeder, der viser mere end ildkampe og dets ofre. Vi ser flere billeder af, hvordan civilbefolkningen lever og overlever. Og det er også de billeder, der kan lægge mest op til debat. Sontag skriver i The New Yorker i 2002, at krigsfotografier kan risikere ikke at blive taget seriøst, hvis de er æstetiske og ligner kunst. Hun beskriver det mest puritanske synspunkt som det herskende i nyhedsmedierne: "Fotografier, der viser lidelse, bør ikke være smukke, og billedteksterne må ikke moralisere. I dette synspunkt trækker skønheden opmærksomheden fra det sobre emne og evnen til at bruge billedet dokumentarisk. Det giver blandede signaler." 

For Grarup er det vigtigt at arbejde med at give billederne en dramaturgi, så vi kan se, hvad krig er og hvad den gør i alle sine nuancer: "Jeg vægter meget mellem kunst, fotojournalistik og rendyrket dokumentation. Jeg er dén danske fotograf, der har flest billeder med i ICC (Den Internationale Straffedomstol, Red.) som dokumentationsarbejde og som bevismateriale mod krigsførende parter. Så jeg bliver nogle gange anklaget for at være brutal. Andre gange bliver jeg anklaget for at æstetisere over andre menneskers lidelse. Og det er rigtigt. Jeg bruger æstetik, som et kunstgreb for at fastholde folk i historierne." 

Min egen oplevelse er, at vi ser færre meget eksplicit voldelige billeder fra krig og det kan skyldes, at medierne forsøger at appellere til en civil borger som mig på en måde som afspejler alle krigens lag.

I Sontags essays om krigsfotografiet i 1970'erne plæderer hun for en slags billedøkologi - hun frygter, at vi bliver desensitiverede over at se krigens grusomheder. Jo flere væbnede konflikter hun kommer hjem fra og oplever avisernes eller fjernsynest formidling af, jo mere bliver hun overbevist om, at det mest retvisende billede af krig, er det, der er balanceret mellem liv og død, ødelæggelse og genopbygning. Grarup arbejder ud fra samme præmis: "Jeg kan godt lave et smukt billede af mennesker på flugt i en sandstorm i skyggen under et træ, men det laver ikke om på, hvad der er essensen i billedet. Og det er, at det er mennesker på flugt. Og i min verden er der en bølgegang, hvor du har billeder, der får folk til at se noget smukt, og så bliver de ramt af noget, der er ekstrem brutalt - ren dokumentarisme og så får de lov til at hvile igen. 

Medierne og censur

Susan Sontag er gennemgående kritisk over for en meget indflydelsesrig analyse foretaget af den franske kulturkritiker og filminstruktør Guy Debord, der siger, at vi lever i et ’skuespilsamfund’, hvor enhver begivenhed skal gøres til et skuespil for at blive virkelig – det vil sige interessant – for os. Hun ser dette som en belejlig analyse af, hvordan et privilegeret publikum er en uniform masse, som anskuer nyheder som en slags underholdning. Gennem den analyse bliver vi på en måde reduceret til sofakartofler, der ikke kan tåle at se virkeligheden som den er. Grarup forholder sig kritisk til den måde medierne vælger at formidle på: "Man har haft nogle diskussioner omkring hvad folk kan tåle at se. Og det provokerer mig helt vildt! For der ligger noget i det her med at lukke øjnene for noget. Og der ligger også noget i at være et medie i Danmark, eller i USA eller hvor fanden det måtte være, hvor man censurerer virkeligheden, så det passer til deres læserskare. Det kan jeg næsten ikke have! Jeg har mødt hundredevis af mennesker, som har været udsat for både tortur, voldtægter og de mest forfærdelige bestialske forbrydelser, og jeg synes, at deres skæbne fortjener at blive vist i al dens gru for at vi forstår, hvad der sker. Men det censurerer vi meget hårdt."

Dræbt barn i Gaza. Foto: Jan Grarup / www.madebygrarup.com

Til forskel fra 90'erne og begyndelsen af 00'erne, så har nyhedsmedierne altså lavet en grovsortering og valgt det meget eksplicitte materiale fra. Men Grarup ser det langt hen ad vejen som et nødvendigt greb for at undgå, at vi bliver udmattede eller for vant til at se krigens vold: "Du ville ikke få lov til at se de billeder af kurdere, der bliver gasset, på den måde som man gjorde dengang. Det er en struktur i samfundet, som har ændret sig. Min største bekymring i dag er den træthed, der ligger i at se at der foregår så mange ting rundt omkring i verden. Vi kan ikke tåle det. Vi vil hellere se nogle billeder af nogle folk i Minsk i Hviderusland, der demonstrerer for frihed, end vi vil se døde børn, der vasker op på stranden i Grækenland. Det appellerer mere til vores livsstil og vores livssyn”. For ham er det vigtigt, at vi bliver ved med at modsætte os den fristelse, der ligger i at polarisere vores syn på verdens konflikter: "For mig er verden ikke sort og hvid - der er en hel skala af nuancer, vi ikke er særligt gode til at se. Vi bliver ved med at trække det ud i sådan nogle yderpoler i stedet for nogle gange bare at mødes på midten. Jeg tror i virkeligheden, at sådan nogle som mig, som er 51 år, skal træde lidt i baggrunden. Jeg tror, jeg har meget større tillid til unge mennesker, end hvad de har ry for. Unge mennesker kan godt finde ud af at navigere og er vanvittigt velfunderede, eftertænksomme og kloge."

Jan Grarup ser et potentiale i unges medievirkelighed, fordi det på den anden side giver mere plads til fordybelse: "Jeg synes, at de sociale medier har været Guds gave til fotografiet. Der er aldrig blevet taget flere billeder i verdenshistorien dagligt, end der bliver i dag. Og det betyder også, at folk har fået en viden om fotografiet. Det er blevet en vigtig del af vores hverdag i dag. Og i min verden er det en gave. Det der med at folk har fotografiet på nethinden hele tiden som en vigtig fortælling eller en vigtig viden. Der er langt flere unge mennesker nu, der engagerer sig end i min egen generation." 

I øjeblikket arbejder han med Dansk Flygtningehjælp, hvor missionen er at synliggøre de konflikter i verden, der ikke nødvendigvis får opmærksomhed i mediestrømmen: "Min største bekymring lige nu er, at vi hører kun om ting, som har en 1:1 påvirkning af os selv. Vi er i gang med at bygge det her Fort Europa. Og der hvor vores ydre grænser bliver påvirkede, der reagerer vi. Men vi reagerer ikke så meget på ting, som måske ligger længere væk, men som faktisk på sigt også vil komme til at påvirke os”. 

Lidelsens æstetik

"Krig var, og er stadig, de mest uimodståelige og billedskønne nyheder", skriver Sontag i 2003. I hendes øjne bliver krigsfotografiet holdt til nogle umulige standarder for realisme: "Et fotografi skal vise noget, og derfor kan det bruges som bevismateriale. Men bevis for hvad? Mistanken om, at Robert Capas "Den Faldende Soldat" måske ikke viser det, som det er påstået at vise (en hypotese er, at det viser en øvelse nær ved frontlinjen), bliver ved med at hjemsøge diskussioner om krigsfotografi. Alle er bogstavtro, når det kommer til fotografi." Førnævnte, og meget berømte, fotografi, der er taget under den spanske borgerkrig i 1936, har især været udsat for særlig granskning. Kan det virkelig passe, at tingene forholder sig som billedet viser? Den ideelle vægtning af krigsfotografiet som dokumentarisme eller kunst har været til debat siden 1. Verdenskrig. Men hvis det objektive fotografi ikke eksisterer, så vil krigsfotografiet altid være til debat. Og det vækker noget hos Jan Grarup: "Jeg har en bekymring ved forskønnelsen af krig. Den vil aldrig se ud, som den gør i en Hollywood-film. Jeg synes, der er mange ting ved konflikterne, der bliver misforstået, og det er nogle forkerte ting vi tager fat i. Hvis vi fx kigger på filmen 'Armadillo' (dokumentar af Janus Metz Pedersen, Red.), så var Danmark i oprør over at der er en scene, hvor danske kampsoldater kommer i ildkamp og skyder nogen, som har prøvet at skyde dem. Det er krig for fanden. Krig er ikke pænt og poleret. Det er mennesker, der dræber andre mennesker." 

Susan Sontag bemærker, at lidelsens æstetik altid har været populær. Hvad enten det er den korsfæstede Jesus eller Francisco Goyas malerier "Krigens rædsler" fra starten af 1800-tallet, så vil vi gerne dvæle ved menneskets evne til at slå ihjel og kampen for at overleve. Vil vil se mennesker ofre noget og erobre noget. På den måde har intet ændret sig, og krigsfotografiet som genre vil altid være relevant i den kontekst. Men er det med til at skabe forandring, som Jan Grarup og Susan Sontag håber på? Ser vi billederne og får lyst til at gøre noget?

Noget peger i hvert fald på, at billedet igen er med til at skabe forandring, når det kommer til opfattelsen af hvad menneskeliv er værd. For Jan Grarup er det vigtigst at stille spørgsmål til opfattelsen af værdien af forskellige menneskeliv: "Jeg mødte en kvinde i Somalia, hvis barn var svært underernæret pga. hungersnød og at der er kolosale klimaforandringer på Afrikas Horn lige nu, samtidig med at der er konflikter. Hun var gået 5-600 kilometer og kørt i bus for at komme frem og redde sit barn, og det lykkedes. Hun reddede den lille pige, men værdien af det barns liv opfattes anderledes her i Vesten.”

Det, der sker nu med fx Black Lives Matter, minder på mange måder om, hvad der skete med anti-krigsbevægelsen i USA under Vietnamkrigen. Billederne skubber til noget. Og pludselig gør vi noget. Som Sontag peger på, er det usandsynligt, at vi kigger væk fra lidelsens æstetik og billeder fra krigens rædsler, lige meget hvor vi er eller hvor gamle vi er. Selv rejste hun ind i krigenes kerne fra hun var ganske ung og blev hele sit liv ved med at sætte ord på, hvad krig kan gøre. Og vi kan i det mindste være lige så dedikerede til at blive ved med at kigge på de ting, der ikke nødvendigvis er gode, smukke eller polerede. Og måske kan vi også blive inspirerede til at gøre noget.