Et nyt vildt klimamål fra Kina flytter klimamilepæle. Men i en tid hvor USA fralægger sig al klimaansvar, baner det også vejen for en ny og mere magtfuld placering i den internationale hakkeorden.

Af Amalie Klitgaard, journalist

Iklædt et nystrøget jakkesæt, stoiske miner og med foldede hænder tonede Kinas præsident, Xi Jinping, frem i en videotale på FN’s generalforsamling den 23. september. 

Meget af hans tale – som alle andres – handlede naturligvis om coronapandemien. Men efter 10 minutter kom udmeldingen, som væltede verdens klimakæmpere ned fra stolen: 

“Kina vil skrue op for sit nationale klimabidrag ved at vedtage skærpede politiker. Vi sigter efter, at vores CO2-udledning peaker i 2030, og at vi opnår klimaneutralitet før 2060”, sagde Xi Jinping.

Klimaneutralitet før 2060 er et epokegørende mål. For det første fordi det potentielt kan give kampen mod klimaforandringer et kæmpe løft. Landets enorme befolkning på 1,4 milliarder gør Kina til nu verdens største udleder af CO2, især fordi en stadigt voksende middelklasse forventer forhøjede levestandarder og derfor forbruger mere energi.

For det andet fordi Kina dermed melder sig som leder af den (forhåbentligt) kommende globale klimaæra. Det sker på et tidspunkt, hvor USA har trukket sig fuldstændigt, efter præsident Donald Trump varslede landets exit fra Parisaftalen, hvilket officielt går igennem om en lille måned.

Det var under en videotale til FN’s generalforsamling den 23. september, at Kinas præsident, Xi Jinping, fortalte om landets mål om CO2-neutralitet. Foto: United States (China - President Adresses General Debate, 75th session)

Ved at udfylde det tomrum tilegner Kina sig automatisk mere politisk magt, fordi de får mere at sige og bliver taget mere seriøst. Især i de dele af verden, som stadig tror på at samarbejde og ikke nationalisme er vejen frem. Det gælder EU og dets medlemslande, og det var også helt klart dem, som Xi Jinping rakte en hånd ud mod med sin klimaneutralitets-udmelding. 

Det siger Xing Li, som er forsker med speciale i Kina og Østasien ved Aalborg Universitet, og lige nu sætter sidste punktum på sin bog ”China-EU-relations in a new era of global transformation”:

“Præsident Xi Jinping vidste, at Kina ville fremstå moralsk overlegne foran FN’s medlemslande. Det er meget vigtigt, fordi vi er midt i en magtovergang i forhold til USA og Kina. Men også fordi mange lande skal vælge side, inklusive EU og Danmark.”

Magt i bytte for brud på menneskerettighederne?

EU er vigtig for både Kina og USA. På grund af handelsaftaler. På grund af en strategisk geopolitisk placering. På grund af stor viden, stærke værdier og kultur. Og så er der de stærke internationale alliancer, hvoraf mange har arnested i EU.

Hvis man har et stærkt samarbejde med EU, er det altså en god ting. Heldigvis for Kina vil EU gerne samarbejde på punkter som klimakrisen, handel og investeringer. Derfor fik Xi Jinpings klimaudmelding også klapsalver med på vejen fra EU’s ledere.

Men andre kritiske stemmer mener, at de to magter bare er for forskellige. Især det sidste år er ”Riget i Midten” kommet under voldsom beskydning fra EU, FN og Danmark for en lang liste af kritikpunkter:

Mistanke om spionage gennem Huawei. Unfair handel på grund af kinesisk statsstøtte af egen virksomheder. Og så dets diktatoriske styreform og brud på menneskerettigheder, der fyldte mediebilledet med vilde historier – og hård kritik fra politisk hold. 

Kan du huske for eksempel demokrati-demonstrationerne i Hong Kong, som der blev slået hårdt ned på? Undertrykkelsen af muslimer i Xinjiang-provinsen? Og måske klarest i erindringen er coronavirus, som styret er blevet kritiseret for ikke at have håndteret optimalt i starten af 2020?

Derfor kommer Xi Jinpings udmelding om CO2-neutralitet i 2060 på et godt tidspunkt. Det beroliger gemytterne, forklarer kinaeksperten Xing Li, og ”re-brander” landet som moralsk korrekt:

“Mange kriser og udfordringer har ramt Kina. Derfor skal Kina opføre sig på en måde, så de udviser ansvarligt statsejerskab”.

Uanset om man er for eller imod Kina, så er det den vej, klimasamarbejdet går. For EU må se langt efter et samarbejde med USA på klimaområdet, selvom det kun er små fem år siden, at klimalederskabet umiddelbart skulle splittes med 90’ernes supermagt, USA.

“Det er svært at tagen den klimaskeptiske linje seriøst. Derfor får Kina nu mere blød magt, som er en ressource i internationale forhandlinger eller giver lidt mere status og anseelse”, siger Xing Li.

Dengang samarbejdede Kina og USA – sammen med 194 andre FN-lande – ved at indgå en bindende juridisk klimaaftale ved COP21 i Frankrig. Parisaftalen var navnet.

Det var et historisk øjeblik, da USA’s daværende præsident Barack Obama og Xi Jinping skrev under på Parisaftalen og påbegyndte et samarbejde. Her ses de til en middag i Det Hvide Hus i 2015. Foto: White House

Styrken i ikke at afholde valg

Flere eksperter mener, at det er positivt for kampen mod klimaforandringer, hvis Joe Biden vinder det amerikanske præsidentvalg. Men man løber stadig ikke fra den realitet, at vindene måske skifter igen om fire, måske otte, år. Sådan fungerer demokratiske systemer. 

Kina, derimod, kan på grund af det kommunistiske styres opbygning lave langsigtede planer. Så hvis landet beslutter sig for at satse på den grønne omstilling, kan man stole på det, fortæller kinaforsker fra Aarhus Universitet, Clemens Stubbe Østergaard:

“Det er lettere for Kina at love et mål som at være CO2-neutrale i 2060, fordi de er ikke afhængige af et regeringsskifte, eller politikere, som pludselig er i lommen på olielobbyen, som det sker i USA.”

Den sikkerhed giver også magt. Man kan simpelthen stole mere på Xi Jinpings udtalelser, end på Obamas eller Trumps. Troværdigheden har også rødder i den kinesiske kultur, hvor et ”ansigtstab” er lig med tab af social indflydelse og omdømme, og derfor vil Xi Jinping gøre meget for at leve op til sit løfte.

Klimamålets realisme – og dermed magten - kommer også af, at Kina tager klimaforandringer seriøst, siger kinaforskeren Xing Li.

For det første fordi landet tidligere har været hårdt ramt af luftforurening, men også af udpræget mangel på vandressourcer og store oversvømmelser, senest i august hvor floden Yangtze gik over sine breder, dræbte hundredvis og smadrede huse samt infrastruktur. 

For ti år siden havde Kina store problemer med luftforurening, som her i 2011 i Tianjin, som ligger tæt på Beijing. Ifølge den amerikanske ambassade er luftkvaliteten i Beijing dog blevet forbedret meget sidenhen. Foto: Francisco Anzola

For det andet fordi den vanvittige urbanisering skaber et behov for mere energi. Tænk bare på, at der bor fire gange Danmarks befolkning i Beijing.

“Internt er den kinesiske regering under pres, på grund af klima og miljøforurening, og på grund af energibehovet. De to ting skal udvikles hånd i hånd”, forklarer Xing Li.

Og for det tredje fordi det har en klar sikkerhedspolitisk fordel, hvis Kina bliver uafhængighed af olie og gas. De ressourcer har de ikke selv, mens Saudi-Arabien, Iran, Irak og Rusland sidder tungt på dem. Det skaber en usikker position. For hvad nu hvis USA lukker af for transporten af olie fra Mellemøsten? Eller Kina kommer i konflikt med Rusland?

“Hvis man kan befri sig for den afhængighed, så står man stærkere strategisk og økonomisk, forklarer kinaforsker fra Aarhus Universitet”, Clemens Stubbe Østergaard.

Dette behov for at håndtere klimaforandringerne og skabe en bedre energiforsyning har med raketfart skudt Kina forrest i energikapløbet. De producerer flest solceller, turbiner, batterier og elbiler. De investerer mest i grøn energi. Og så har de flest patenter på teknologi inden for vedvarende energi. 

Allerede i 2010 var man i gang med at opsætte solpaneller. Her ses taget på Hongqiao togstation i Shanghai, hvor 23.000 solpaneller blev sat op. Foto: Jiri Rezac/The Climate Group

Grøn politik skaber vækst og giver sikkerhed

Nu kommer vi til den sidste grund til, at Kina bliver mere magtfulde ved at stille sig forrest på klima- og energiområdet i en tid, hvor USA halter bagefter på punkter som klima og coronarespons.

Kina har simpelthen gjort et system kampklart til at tjene mange penge på den grønne omstilling. De har patenter på teknologien, et kæmpe produktionsapparat, strømlinede og langsigtede politiske strategier og appellerer til at være lederen i FN og i samarbejde med EU.

Det giver magt, hvilket blot styrkes af den fortsatte vækst inden for vedvarende energi globalt. Ifølge en rapport fra det uafhængige initiativ - the Global Commission on the Geopolitics of Energy Transformation – skaber væksten netop geopolitiske og socioøkonomiske skift, der kan skabe nye globale energiledere, ændre handelsmønstrene og udvikle nye alliancer.

Når man sammenkobler det med, at Kinas økonomi ser ud til at vokse med 1,8 % i 2020 ovenpå coronakrisen ifølge OECD, sidder de godt i det. Til sammenligning falder det globale BNP med 4,5 procent i år.

Grønt eventyr korrumperes af kul-kultur

Lige nu ser mange ting altså ud til at gå i Kinas retning. Der kan dog nå at ske meget på de 40 år, Kina har sat af til at blive CO2-neutrale. Hvad hvis klima-pro Joe Biden vinder det amerikanske præsidentvalg og giver Kina mere konkurrence? Kunne det skabe en grøn handelskrig? 

Hvad hvis Donald Trump vinder fire ekstra år i Det Hvide Hus og får flere lande med på den Kina-kritiske vogn? Og hvad hvis Xi Jinping dør?

De næste årtiers kapløb med temperaturen bliver virkelig spændende – også hvilke nye magtstrukturer, der følger i kølvandet på kampen. De interviewede forskere i denne artikel mener uanset, at udviklingen i Kina kun er godt for klimaet. For hvis verdens største udleder af CO2 vælger at ”go green”, så gør det en enorm forskel.

Altså … så længe det ikke bare var spil for galleriet, fremhæver Jørgen Delman, professor med speciale i Kina ved Københavns Universitet:

“Når Xi Jinping melder ud om CO2-neutralitet i 2060, så bliver han holdt op på det. Om det er realistisk, er svært at sige. For lige nu går det ikke kun den rigtig vej.”

En nødpakke i foråret til genopretning af den kinesiske økonomi under coronaudbruddet indeholdt slet ikke grønne takter, fortæller Jørgen Delman. Og så har han ikke hørt nogen faglig debat i Kina om CO2-neutralitetsmålet, trods den 14. femårsplan ligger i støbeskeen. 

Femårsplanen er den overordnede plan for hele det kinesiske rige, så hvis den ikke sætter en klar grøn retning nu, vil lokale regeringer ikke nødvendigvis følge med – og så får Kinas kullobby mere frit spil, understreger Jørgen Delman.

Derudover etablerer Kina kulkraftværker i flere udviklingslande som en del af deres store ”Bælte og Vej”-program, der skal fungere som et sæt af økonomiske korridorer mellem Kina og andre verdensdele, primært Centralasien, Europa og Afrika.

Det er en udfordring for Kina, ligesom CO2-udledning i udlandet var et problem for EU for et årti siden. Dengang argumenterede Kina samt en rapport fra miljøorganisationen WWF for, at EU og USA havde eksporteret meget af sin CO2-udledning ved at gøre Kina til verdens fabrik.

Uanset hvad, er det nu en af Kinas store udfordringer i forhold til at blive en troværdig aktør. For FN-udmeldingen om CO2-neutralitet i 2060 taber hurtigt pusten, hvis ikke der kommer styr på forureningen uden for Kinas grænser, siger kinaforsker Xing Li:

“Kina gentager samme mønster som Europa og USA, hvor de flyttede forureningen til et udviklingsland. Nu er det op til Kina ikke at gentage samme fejl.”