Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine | Foto: Joy Fryd 

Kan din mor eller far stadig være med at forme dig som person, selvom de ikke er fysisk til stede i dit liv?

For snart 14 år siden, et par måneder før min 18-års fødselsdag, havde min mor og jeg et episk skænderi. Der blev kastet med ting, skubbet til hinanden, og beskyldningerne fløj rundt i luften. ”Du er årsagen til min skilsmisse.” ”Jeg har altid været bange for dig.” ”Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fået dig.” ”Du er psykotisk og manipulerende.” ”Du er ikke min datter længere.”

Hvad fanden var det egentlig, der foregik? I et par sekunder virkede det hele komisk, lige indtil sætningen ”du er ikke min datter længere” røg ud af min mors mund.

Den sidste sætning ramte mig hårdere end den hvinende lussing, der kom lige før. Den sidste sætning blev muligvis fremprovokeret af min reaktion på lussingen. Jeg begyndte nemlig bare at grine. Det er skisme da også flabet at begynde at grine af en, der lige har langet dig en håndmad, men det var min instinktive reaktion, fordi lussingen trak mig ud af situationen, og fik mig til at se det hele ovenfra. Hvad fanden var det egentlig, der foregik? I et par sekunder virkede det hele komisk, lige indtil sætningen ”du er ikke min datter længere” røg ud af min mors mund. Hun mente det hundrede procent, da hun sagde det, men jeg vidste også godt, at hun ikke ville blive ved med at have det sådan. Min mor plejede altid at falde ned igen, og så lod vi alle sammen som om intet var hændt. Brændende skænderier blev til stilhed, og når stilheden havde varet længe nok, så gled vi alle tilbage i vores vante roller, og talte aldrig om de ting, der var blevet råbt.

Men den dag fik jeg nok. Jeg fik nok af at gå på æggeskaller omkring min mor, fordi jeg aldrig vidste, hvad der kunne gøre hende vred. Jeg fik nok af at blive kaldt grimme navne, når hun var hidsig. Jeg fik nok af at høre på hende sige forfærdelige ting om min far. Jeg fik nok af at gå rundt i en konstant følelse af vrede og angst, når jeg var i nærheden af hende. Jeg fik nok af det hele. Og på et splitsekund besluttede jeg mig for at tage hendes ord alvorligt og betragte mig selv som moderløs.

Jeg tog mine ting og skred. Et eller andet i mig håbede, at hun på et tidspunkt ville kontakte mig og undskylde for sin opførsel. Ikke bare for den ene dag, men for sin opførsel under hele min opvækst. Det er selvfølgelig aldrig sket. I min mors øjne er det et tegn på svaghed at sige undskyld eller bede om hjælp. Hun inviterede mig dog, via SMS, til sin 40-årsfødselsdag, et års tid efter The Epic Fight of ’05. Som om alt var godt mellem os. Som om vi ikke havde gået et år uden kontakt. Jeg skrev et langt og yderst bittert brev til hende, som jeg aldrig fik sendt, nok mest fordi jeg ikke ville have, at hun skulle vide, at jeg tænkte på hende. Ikke særligt konstruktivt, men jeg var 18 år og fyldt med vrede. Og jeg gad ikke, at vi endnu en gang skulle feje et ton mødding ind under en lille, slidt plaid.

Jeg troede, at jeg ville blive et harmonisk og afbalanceret menneske, så snart min mor ikke længere var fysisk til stede i mit liv. Hvor tog jeg dog fejl. Min mor var med til at forme mig og min personlighed i næsten 18 år, og det er ikke en indflydelse, der lige pludselig stopper, bare fordi man ikke længere opholder sig i samme rum.

Jeg troede, at jeg ville blive et harmonisk og afbalanceret menneske, så snart min mor ikke længere var fysisk til stede i mit liv. Hvor tog jeg dog fejl. Min mor var med til at forme mig og min personlighed i næsten 18 år, og det er ikke en indflydelse, der lige pludselig stopper, bare fordi man ikke længere opholder sig i samme rum. I 18 år forsøgte jeg at være det modsatte af min mor, fordi i mit hoved betød det, at så var jeg i hvert fald et nogenlunde rart menneske. Men nu havde jeg ikke længere min mor at observere, og kunne derfor ikke bevidst gøre det modsatte af hende. Jeg blev nødt til bare at gøre og sige det, der faldt mig naturligt. Men jeg var skrækslagen for, at jeg så ville blive som min mor, uden at opdage det. Jeg galoperede derfor ind i en kraftig identitetskrise som 18-årig. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan man bare var i verden uden at have et eksempel på, hvad/hvem man ikke skulle være.

Det, jeg frygtede allermest var min vrede. Den overskyggede alle andre følelser i mig i flere år, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere den, fordi jeg kun havde set min mors måde (min far bliver stort set aldrig vred, og hvis han gør, så er det på en ret afdæmpet måde). Jeg prøvede at ignorere min vrede, hvilket desværre resulterede i kæmpe vredesudbrud fra tid til anden. Præcis som min mor.

Paradoksalt nok, er det min stædighed, som jeg helt sikkert har fra min mor, der har hjulpet mig gennem min identitetskrise og vrede, som hovedsageligt er forårsaget af min mor.

Nu, i en alder af 31, føler jeg endelig, at jeg har fundet ro i mig selv. Jeg ved ikke, hvem jeg havde været, hvis jeg stadig havde kontakt til min mor. Nok væsentligt mere bitter og indebrændt. Jeg havde nok ikke haft overskud og energi til at bearbejde den vrede, som gennemsyrede mit sind i mange år, og jeg tvivler på, at jeg havde haft selvtillid nok til at starte på universitetet og gennemføre en kandidatuddannelse. Paradoksalt nok, er det min stædighed, som jeg helt sikkert har fra min mor, der har hjulpet mig gennem min identitetskrise og vrede, som hovedsageligt er forårsaget af min mor.