Katrine Blauenfeldt: “Da jeg boede i Irland, følte jeg mig hjemme på alle fire måder”

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

I efteråret 2007 droppede jeg ud af engelskstudiet på Aalborg Universitet for at tage til Irland og arbejde som au pair, fordi jeg følte mig rastløs herhjemme.

Rastløsheden startede efter jeg blev student i 2006 i Helsingør, hvor jeg er født og opvokset. Jeg brugte et år på at finde ud, hvad fanden den følelse egentlig betød, og jeg kom frem til, at jeg blev nødt til at flytte fra Helsingør. Jeg kendte Helsingør bedre end en gammel dame kender sine åreknuder, og det var på én og samme tid virkelig trygt og røvsygt. Så jeg flyttede til Aalborg, hvor jeg nåede at bo i cirka to måneder, inden jeg fandt ud af, at min rastløshed ikke handlede om Helsingør, men om Danmark.

Alle sagde ting som ”jeg ville bare ikke kunne leve uden rugbrød” eller ”nu skal vi rigtig hygge”. Og alle har et bizart forhold til Kongehuset.

Alt var det samme. Butikkerne var de samme. Maden var den samme. Menneskene var de samme. Alle elskede Kim Larsen. Alle gik meget op i, at man ikke måtte flage efter solnedgang. Alle forgudede smagen af de frikadeller, de fik serveret, da de var børn. Alle var meget stolte af at være en del af det land, der gav Lego til verden. Alle sagde ting som ”jeg ville bare ikke kunne leve uden rugbrød” eller ”nu skal vi rigtig hygge”. Og alle har et bizart forhold til Kongehuset.

Måske følte jeg bare, at Danmark var mit hjem, fordi jeg aldrig havde prøvet andet. Måske hørte jeg til et andet sted.

Jeg blev lidt efter lidt i tvivl om, hvem jeg var. Jeg mener, hvordan kan du være sikker på, at det du kan lide, rent faktisk er noget du kan lide? Måske er det, fordi du ikke er blevet præsenteret for nok ting, så du har ikke haft et reelt valg. Måske er din livret i virkeligheden Bobotie eller Bigos, og ikke boller i karry. Måske følte jeg bare, at Danmark var mit hjem, fordi jeg aldrig havde prøvet andet. Måske hørte jeg til et andet sted.

Jeg googlede ”au pair Irland” og fandt en hella dodgy webside, hvor jeg kom i kontakt med en familie på Achill Island, som ligger på Irlands nordvestkyst, og en uge senere sad jeg på et fly på vej til Dublin.

Jeg var ret nervøs, for det var første gang jeg skulle ud at rejse - det er ikke helt sandt, men mine campingture med familien til Jylland og Söderåsen tæller jeg ikke med. På flyet sad jeg og fedtede rundt med en pose Poletter, der gjorde mine fingre snaskede og klistrede, og af en eller anden uforklarlig grund fik jeg aldrig vasket hænder, inden jeg ankom til Achill. Hvis man ikke ved, hvor lang tid det tager at køre fra Dublin lufthavn til Achill, så lyder det måske ikke så vildt. Men fra Dublin lufthavn tog jeg tre forskellige busser for at komme til byen Castlebar, og det tog næsten fem timer.

I Castlebar blev jeg hentet i en bil, hvor vi kørte i næsten halvanden time for at nå frem til huset på Achill, hvor familien, som jeg skulle være au pair hos, boede. Jeg hilste på hele familien med klæbrige hænder, og allerede dér vidste jeg, at det ikke ville blive en succes at bo hos den familie.

Efter små tre uger blev moren i familien og jeg enige om, at jeg nok bare burde tage hjem til Danmark igen.

Ganske rigtigt, efter små tre uger blev moren i familien og jeg enige om, at jeg nok bare burde tage hjem til Danmark igen.

Da jeg landede i Kastrup bølgede en stærk følelse af skuffelse henover mig. Jeg skulle jo ikke være i Danmark. Jeg havde tydeligvis ikke lært af mine fejl, og gik derfor direkte ind på den samme dodgy hjemmeside og fandt en ny familie i Irland, og to uger senere sad jeg igen på et fly på vej til Dublin.

Denne gang blev jeg hentet i lufthavnen af faren og den ældste søn i den nye familie. Vi skulle til Ballynacally, en køretur, der tog cirka tre timer. Og noget magisk skete, da jeg satte mig ind i bilen med Paul (faren) og Kieran (sønnen); jeg faldt i søvn med det samme og sov under hele køreturen. Det lyder muligvis ikke ligefrem magisk, men jeg sover kun, når jeg føler mig tryg.

Da jeg trådte ind i huset [...] var jeg tæt på at tude, fordi jeg følte mig hjemme med det samme. Det lyder som en kliché, men det føltes som om, jeg havde ventet i flere år på at møde netop denne familie.

Da jeg trådte ind i huset i Ballynacally og mødte Ruth (moren) og Ronan (yngste søn) var jeg tæt på at tude, fordi jeg følte mig hjemme med det samme. Det lyder som en kliché, men det føltes som om, jeg havde ventet i flere år på at møde netop denne familie. Duftene i huset, deres måde at sige ting på, deres mørke humor, deres gavmildhed og deres empati fik mit hjerte – ligesom Grinchens – til at vokse tre størrelser.

Min kærlighed og hjemmefølelse spredte sig ret hurtigt fra familien og huset til resten af byen og de omkring liggende byer, og derefter til Irland og dets befolkning som helhed.

Når det kommer til livsindstilling og temperament passer irerne og jeg rigtig godt sammen. Der er ikke så meget bullshit med dem, de griner højt, de smiler med hjertet og de er åbne og omfavnende, men uden at være naive.

Jeg tror, at det er vigtigt at kunne føle sig hjemme på fire forskellige måder, hvis man virkelig skal have ro i krop og sjæl:

1. Man skal føle sig hjemme i det land, man bor i. Det vil sige, at den politik, der bliver ført i landet, kan man nogenlunde stå inde for, man kan i hvert fald finde et parti, som man har det godt med. Man skal kunne lide og deltage i en stor del af de folkelige traditioner, landet byder på.

2. Man skal føle sig hjemme blandt de folk, som man tilbringer størstedelen af ens tid med. Det kan være ens kæreste, ens venner, ens kollegaer og/eller ens familie. Det skal være folk, der lytter og støtter en, men samtidig udfordrer en, når man bliver ulidelig at være sammen med, for det sker for os alle sammen fra tid til anden.

3. Man skal føle sig hjemme i den bolig, som man bor i. Uanset om det er et lille kammer, en lejlighed, et hus, et hotelværelse eller et slot. Det er skal være et sted, hvor man kan smide bh’en så snart man træder ind ad døren og bare lade alt hænge. Et sted, hvor man kan slappe af og hvor andre ikke bestemmer over en.

4. Og så skal man føle sig hjemme i sin krop. Man skal ikke skælde ud på sin krop, men derimod give den omsorg og kærlighed, for så giver den en velvære og fred.

Da jeg boede i Irland, følte jeg mig hjemme på alle fire måder. Jeg arbejder på at komme tilbage til den følelse af hjemme, nu hvor jeg bor i Danmark igen.