Af Joy Fryd Larsen, skribent

Folk tager ikke rigtig notits af det, når jeg siger, at jeg bor i kollektiv, for den model er der efterhånden mange, der er vent tilbage til. Til gengæld slår de øjnene vildt op, når jeg siger, at vores kollektiv består af mig, et vennepar - og - deres lille søn. Eller ‘Husbabyen’, som vi kalder ham, selvom han efterhånden er en stor dreng på tre.

For at forstå, hvordan vi endte sammen, skal vi tilbage til april 2016: Min daværende kæreste havde forladt mig, og jeg manglede et sted at bo. Egentlig identificerede jeg mig som én, der kun boede sammen med andre, hvis jeg delte dobbeltseng med dem (eller alternativt, hvis de redte den for mig. Fordi jeg var en rig godsejerfrue. Og de var min butler. Men nok om mine fremtidsdrømme, der udelukkende udspiller sig på Downton Abbey). Alligevel slog jeg til, da ‘hende fra arbejdet’ skrev til mig, at hun havde et værelse til overs i sin nye lejlighed.

[...] i lejekontrakten stod der blandt andet skrevet at “laver man G&T’s, så laver man til ALLE”, og det var i hvert fald noget, jeg kunne forstå.

‘Hende fra arbejdet’ var 19-årige Natasja, som jeg kun havde mødt ansigt til ansigt en håndfuld gange, da vi besad den samme stilling på den hedengangne gratisavis Metroxpress, men var vagtsat på henholdsvis morgen- og aftenholdet.

Jeg ved derfor ikke, hvad i alverden jeg tænkte på, da jeg flyttede sammen med Natasja, der viste sig at være 32. Med hende fulgte nemlig manden Joe. Og deres otte måneder gamle søn, der ikke sov om natten og aldrig havde gjort det. Men hey! I lejekontrakten stod der blandt andet skrevet at “laver man G&T’s, så laver man til ALLE”, og det var i hvert fald et sprog, jeg kunne forstå. Alkoholsk.

I dag har vi boet sammen i to og et halvt år, og det eneste, vi efterhånden ikke deler, er kønssygdomme. Vi har sågar en fælles Instagram-profil, hvor vi altid ser glade ud, og sporadisk fortæller om livet i Kolle92b, som vi kalder vores hjem.

‘Kolle’ står for ‘kollektiv’, selvom det er en underdrivelse af vores relation. Vi er mere end det. Vi er familie. Med alt, hvad det indebærer! Det skyldes ikke bare, at vi spiser aftensmad sammen flere gange ugentligt, rejser sammen mindst en gang om året og sågar har holdt jul sammen.

Det skyldes også, at vi kender hinanden på en måde, som man kun kender hinanden, når den ene har kærestesorger cirka en gang om året; den anden har et barn, der gerne må skide på gulvet; den tredje har et barn, der ikke må skide på gulvet, og den fjerde er et barn, der skider på gulvet og har tre forældre, mens de andre børn har én eller to.

Derudover handler det også om måden, vi er sammen på. For det er vi stort set hver eneste dag, men ikke nødvendigvis på en måde, hvor vi bidrage aktivt til at være det. Ligesom da man var barn og kunne være sammen med en ven i tolv stive klokketimer uden at have udvekslet så meget som et ord - og stadig have haft en fantastisk dag.

Men hvad er min rolle så i vores kollektive konstellation? Mig, der havde bildt mig selv ind, at jeg kun kunne bo sammen med en partner (der er arving til Downton Abbey)?

Hvem er jeg, når jeg er hjemme?

Jamen Joy er en ung kvinde, vi bor sammen med. Men hun er altså ikke bare en ‘roomie’. Mere en ven. En husven, måske? Nej, for Guds skyld, ikke på den måde! Hmm, hun er mere en slags tante [...]

Det har især været svært at specificere, når Natasja og Joe har skulle forklare det nede i Husbabyens forskellige institutioner.

“I dag er det Joy, der kommer og henter Husbabyen.”

“Ja? Hvem er Joy? Så noterer vi lige jeres relation til fremtiden.”

“Okay. Jamen Joy er en ung kvinde, vi bor sammen med. Men hun er altså ikke bare en ‘roomie’. Mere en ven. En husven, måske? Nej, for Guds skyld, ikke på den måde! Hmm, hun er mere en slags tante, selvom vi faktisk ofte kalder hende for ‘onkel’, for vi føler os mere som familie end som venner, men vi deler ikke blod, så vi er jo selvfølgelig ikke i ‘familie’ med hinanden i traditionel forstand. Åh, det er svært at forklare. Altså, vi har arbejdet sammen engang, men nu, hvor vi bor sammen, er det noget helt andet! Hun er for eksempel ligeglad med, om barnet skider på gulvet, så længe hun ikke skal tørre det op. Og Husbabyen ser hende som en slags storesøster, selvom hun stort set er på vores alder…”

Forklaringen er med tiden blevet længere, og siden vi mennesker gerne hænger vores identiteter op på vores titler - ‘gift,’ ‘mekaniker,’ ‘datter’ - kunne jeg i starten godt sidde tilbage med en lidt tom følelse, når vi skulle forklare, hvem jeg er, når jeg er hjemme.

Han sagde: “Min joy hedder Joy”

Siden september 2016 har Husbabyen heldigvis både lært at gå og tale, og for nylig beskrev han vores relation så præcist, at man kan stille sit ur efter det. Han sagde: “Min joy hedder Joy”

Selvfølgelig! Det er jo såre simpelt: Hans mor hedder Natasja. Hans far hedder Joe. Hans joy hedder Joy.

Hjemme hos os er Joy nemlig ikke kun mit navn. Det er også min position.

P.S. Hvem er jeg egentlig så, når jeg forlader hjemmet?