Af Karoline Daae Christensen, forfatter | Foto: Karoline Daae Christensen
9. december 2021 | Danskhed

“ÅHH LÆÆ, ÅHH LÆÆ, ÅH LÆÆ, ÅH LÆÆ, og det var Danmark, og det var Danmark”, råber jeg jublende af tv’et i januar 2021, mens mine forvirrede skotske og polske værelseskammerater sidder og kigger undrende på mig. Danmark har netop vundet VM i håndbold, og jeg løber op og danser rundt på mit værelse i Skotland til “Danmarks Drenge”. Energien og stoltheden af mit lands præstation overtager min krop, og jeg kan ikke stoppe med at danse. Men hvad jeg ikke vidste var, at dette blot var begyndelse på et blomstrende forhold til mit elskede fædreland.

Vidste du at Lego er dansk?

Når jeg rejser, lyder det ærligt talt som om, jeg er et omvandrende reklamespot for Danmark. Utroligt nok er det af egen fri vilje - selvom jeg nu stadig venter på, at regeringen sender et honorar for alle de turister, jeg har bragt til Danmark og den positive omtale. Når man er ude at rejse, føler jeg, at man er repræsentant for ens land, på samme måde som vores Kongelige Højhed Dronning Margrethe er, når hun tager ud og giver hånd til vigtige mennesker. Og jeg har så valgt rollen som den person, der er megastolt af deres land og prøver at lokke alle hertil. Jeg har nærmest et mentalt powerpointshow klar med fun facts. “Vidste du, at Lego er dansk? Og Mø! Og Lukas Graham? Ja, dem der sang ‘7 years’. Og selvfølgelig Carlsberg.” Om det lige præcis var dig, mig eller Thomas Vinterberg, der vandt den Oscar, husker jeg ikke, for det føltes jo nærmest som om, jeg selv stod på den scene. Eller som om hele Danmark gjorde. Og det er denne fællesskabsfølelse og stolthed, jeg er så glad for, at vi har.

Fodboldfeberen tog over

Da EM i fodbold startede i sommeren 2021, var jeg ret ligeglad. Jeg var i gang med mit speciale på min kandidat i Edinburgh, Skotland, hvor jeg hen over sommeren skulle skrive en spillefilm på små to måneders tid. Jeps, en spillefilm på to måneder. Så mit hoved var lidt for fyldt med enhjørninger og magiske månesten til at kunne rumme en bold, der triller frem og tilbage på en grøn græsplæne.

Det var først, da vi kom videre til en eller anden vigtig runde, at jeg tænkte, at jeg vel hellere måtte se at følge med. Og som med alle mine andre interesser, så udfoldede det sig hurtigt til en besættelse. Jeg går aldrig 30 % ind i noget. Det er alt eller intet. Jeg begyndte således at varme op til vores fantastiske propagandasange såsom “Vi vil ha’ sejren i land”, “Re-Sepp-Ten” og “Helt Sikker”, før jeg tog på bar for at se min første kamp. Ude foran baren mødte jeg to søde dansk/skotske piger, der var pakket ind i Dannebrogsflag. En ting, der for mig altid virker naturligt, men for andre lande måske kun er acceptabelt ved sportsstævner som disse. Men vi danskere kan jo ikke få nok af vores flag. Jeg tog mine nye veninder under armen, og sammen så vi resten af de danske kampe. MÅÅLLL. SKÅÅL. MÅÅLL. Og så var vi pludselig i semifinalen. Det var jo kæmpestort! Jeg tror ikke, at jeg forstod, hvor sensationelt det faktisk var, men alle var oppe og køre, så jeg blev igen grebet af stemningen, den såkaldt fodboldfeber.

De sagde i nyhederne, at det kun var udlandsdanskere med bopæl i Storbritannien, der fik muligheden for at tage til semifinalen på Wembley stadion, og at vi skulle do it #ForDenmark. Alt i mig skreg, at jeg skulle afsted på trods af, at mine følelser svingede vildt. Jeg skulle stadig skrive min spillefilm, det var min sidste måned i Skotland, og så havde jeg ugen forinden mistet min mormor. Men en mulighed som denne sker jo nærmest aldrig, og i hvilket liv havde jeg lige regnet med, at jeg ville have chancen eller lysten til at tage til en semifinale kamp på Wembley stadion? Så jeg meldte mig ind i fanklubben, købte en billet, øvede mig på alle spillernes navne, så filmen “Sommeren ‘92”, lærte kampråbene og tog så ellers den 11 timer lange bustur til London. Mine venner syntes, jeg var rablende sindssyg, og de havde nok ret. Det havde taget overhånd. Men alligevel føltes det helt rigtigt.

Så hvorfor tog jeg afsted?

Da de fortalte i nyhederne, at vi udlandsdanskere var Danmarks eneste chance for opbakning, følte jeg en slags ære og pligtfølelse komme over mig. Jeg var nødt til at være der for Danmark, nu hvor resten af danskerne ikke kunne. Jeg var nødt til at udvikle mig til at blive den landsholdsfan, de fortjente. Selvom det eneste røde og hvide, jeg ejede, var en rød paillettop, hvide bukser og en rød/hvid kimono, måtte jeg bare forsøge at rocke det og lade som om, jeg absolut vidste, hvad offside og cutback betød. Og jeg er sikker på, at jeg ikke var den eneste, der havde det på denne måde. At fodboldfeberen oprigtigt ramte mange. Jeg fulgte jaloux med på situationen i Danmark, hvor der blev fejret alle ugens dage, og gaderne var malet i rød/hvide farver af jublende mennesker. Jeg så veninder, der aldrig har set en fodboldkamp før, skråle med på nationalsangen på de sociale medier. Vi blev alle lige lidt gladere for vores land og fik følelsen af at kæmpe for noget større end os selv. Jeg tror ikke kun, det var på grund af corona, at vi havde desperat brug for sådan en fællesskabsfølelse, men det har da bestemt hjulpet på det. Men det var ikke helt det samme at være nyslået dansk fodboldfan og sidde i Skotland. Derfor var det heldigt, jeg kunne komme til London og fejre den store kamp med en masse andre danskere.

Inden kampen mødtes jeg med flere udlandsdanskere til en slags forfest. Dagen blev brugt på at male Dannebrogsflag på fremmedes kinder og blive interviewet til samtlige danske medier. Jeg havde nok regnet med at flere folk kendte hinanden, da mange af dem boede i London. Men faktisk havde de fleste med vilje valgt ikke at tage kontakt til andre danskere i al den tid, de havde boet her. Så det var næsten helt underligt for dem at mødes efter måske at have boet der i flere år. Men det er sjovt, for jeg har den samme tendens. Når jeg bor i udlandet eller rejser, har jeg det med at løbe skrigende bort, hvis jeg kan høre en dansker i nærheden. Jeg er jo taget på ferie for at komme væk, så hvorfor skulle jeg have lyst til at sidde og snakke om Danmark, når jeg er i Costa Rica? Jeg troede nok, jeg var den eneste, der undgik andre danskere, men nu kunne jeg se, at det måske var mere normalt.

Men er du gal vi danskere fandt hinanden, da selve kampen blev skudt i gang! At føle den stolthed, vi “nye og falske” danske fans tog med ind på det stadion, var skønt. Da “Der er et yndigt land” blev spillet, kiggede jeg stolt rundt på de mange udlandsdanskere, der var kommet hele vejen til Wembley for at støtte op om en sport, de måske var ligeglade med. Men de gjorde det for Danmark. Og det synes jeg, er utrolig smukt. På trods af jeg selv havde en uddannelse at tænke på, en 10-11 timers bustur hver vej og en overvældende uge med dødsfald, var følelsen af at ville stå sammen for Danmark trods alt stadig større.

Udlandsdansker

Jeg er måske ikke en typisk dansker. Jeg får tit af vide, at jeg er alt for imødekommende til at folk tror på, at jeg er dansker. At min accent og attitude mest af alt får mig til at fremstå som en amerikaner. Noget jeg ikke helt ved, om er en god ting eller ej. Jeg er skriftligt stærkere på engelsk, end jeg er på dansk. Og janteloven følger jeg vist heller ikke, da mine drømme er lidt for vilde og uopnåelige.

Da jeg var yngre, var jeg sikker på, at jeg på ingen måde skulle bo i Danmark, når jeg blev voksen. Det var jo megasmåt, og der var ingen jordisk chance for, at jeg kunne blive Disney Channel-stjerne eller møde Zac Efron på gaden. Så jeg rejste. Meget. 50 lande på 25 år faktisk. Jeg tilbragte meget tid i Miami, da jeg var 16 år, hvor jeg besøgte min amerikanske veninde, læste et filmkursus i England, tog et udvekslingssemester i Canada og læste en kandidat i Skotland. Jeg ville prøve det hele og se det hele.

Når man flytter væk fra ens hjemland, sker der ofte det, at man pludselig begynder at føle savnet og trangen til at finde traditionerne frem. Sådan har det i hvert fald altid været i mit tilfælde. Man fortæller pludselig med stor ære om alle de små ting, der gør os danske. Fredagsrock i Tivoli. Pølsevognen på hjørnet. Risengrød med smørklat. De ting, der gør, at vi er et unikt folkefærd. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes dette, for som gode gamle Nik og Jay synger:

Og jeg har hørt, at cirka 85%

Altid vender næsen hjem igen

Gad vide, om jeg' en af dem?

For altid, åbenbart, der vil Danmark bo i mig

Det lyser ud af mig, om jeg vil det eller ej

- “Novembervej” af Nik og Jay

Gad vide om det ikke er rigtigt, at 85% af danskere vender hjem efter at have været ude og opleve verdenen? Man kommer hjem med nye perspektiver og idéer men indser, at Danmark nu stadig vinder over resten af verdenen. Jeg troede oprigtigt, at jeg ikke hørte til i Danmark. At mine drømme var for store og ambitioner for latterlige. Jeg skulle lige ud og snuse til resten af verdenen. Og selvom jeg elsker udlandet, manglede der altid noget. Der var ikke nogen, der kunne skråle med på MGP-sange med mig en tirsdag aften, eller kastede kanel over mig, når jeg blev 25, eller forstod julekalenderkonceptet. Der er noget specielt ved at være fra sådan et lille land med så mange traditioner. Jeg har med årene fundet mig en slags ro og en stor glæde i der, hvor jeg kommer fra. Jeg har ikke længere behov for at flyve jorden rundt og bo i hver by. Jeg kan godt lide at have et trygt sted at kalde hjem. Traditioner at komme hjem til. Et sprog, der er vores eget.

Så på trods af hvad jeg havde regnet med, så ser det jo ud til, at jeg hører til de 85%, som Nik og Jay synger om. For jeg er vendt hjem gang på gang. Og jeg vender altid tilbage, for Danmark er mit hjem, lige meget hvor ofte jeg smutter.

Ps. Min fodboldfeber er skam stadig ikke drysset ned, og jeg var i Parken til landsholdskamp så sent som den 12. November for at se mine nye yndlingsgutter løbe frem og tilbage på den halvgrønne bane. Iført min nye landsholdstrøje selvfølgelig.

#ForDenmark.