Jeg er min krop, og min krop er mig

Af: Regina Fjendbo, foredragsholder, tyk- og kropsaktivist | Foto: Astrid Ubaghs
2. Marts 2022 | Krop

Jeg har en krop, og den er min – eller det er i hvert fald det, jeg har lært.

Men jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg lærer om feminisme, samtykkelovgivning og #metoo, desto mere i tvivl bliver jeg, om min krop nogensinde rigtig var min. Om man som menneske nogensinde helt får ret til at bestemme over sin egen krop.

I mit virke som terapeut og aktivist kommer jeg i kontakt med rigtig mange mennesker – især kvinder og personer der er socialiseret som piger – og jeg hører ofte fortællingen om skam, fordi man ikke fik sagt fra. Sagt fra over for trælse kommentarer, uønskede berøringer og endda seksuelle overgreb. Men hvis vores kroppe faktisk er vores – hvis min krop sådan helt er min – hvordan kan det så være, at andre tror, de må gøre ting ved den, som jeg ikke har givet lov til? Hvorfor er det mit ansvar at sige fra og sætte grænser og ikke deres ansvar at spørge om lov?

Jeg har efterhånden fået en forståelse for, at det er, fordi min krop faktisk aldrig rigtig har været min. Ligesom andre, der er socialiseret som piger, heller aldrig rigtig har haft fuld bestemmelse over deres kroppe. Eller dem der er socialiseret som drenge for den sags skyld. For der er faktisk altid nogen, som har forholdt sig til vores kroppe og ment, at de var berettigede til dem. Og med krop vil jeg udvide begrebet, for her mener jeg både den fysiske krop og også den mentale krop, hvor sindet med ens følelsesliv og evne til grænsesætning hører til.

For jeg er min krop, og min krop er mig.

Allerede fra barndommen har de fleste af os lært, at vores kroppe er til forhandling eller måske noget, vi ikke engang selv må bestemme over. Vi er blevet proppet i lyserødt eller lyseblåt tøj, fordi andre kiggede på vores kønsorganer og bestemte, hvad vores kroppe var, frem for at tilbyde et bredt spekter af muligheder, som ville komme os til gode senere, når vi selv kunne træffe valg. Voksne i vores liv har afhængigt af vores af andre tildelte køn vurderet, om vi måtte græde og få trøst, eller om vi skulle være stærke og tage os sammen. Når Tante Ulla gav os en gave, som helt klart var mest for hendes egen fornøjelses skyld, blev vi tvunget til at sige tak, selvom gaven ikke virkede til rigtig at være tiltænkt os. Og hvis voksne kom på besøg, blev vi kysset og krammet mod vores vilje, og selvom hele vores krop strittede imod, var det os, der skabte problemet. Efterhånden som vi voksede op, var der måske nogen, som nev os i maven eller kommenterede, hvordan vi var vokset, og da vi kom i puberteten, var det ikke kun vores jævnaldrende, men også både bekendte og fremmede voksne, der tillod sig at have en holdning til vores kroppes udseende og måske endda røre ved os, uden vi havde givet lov. Gennem en hel skolegang har vi lært at sidde stille, når vores kroppe ville hoppe og springe, og vi har lært at løbe og kaste med læderkugler, når vi mest havde brug for at slappe af. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor jeg havde bildt mig ind, at jeg selv havde så meget at skulle have sagt, når det kom til min krop, for hvornår var min krop helt min?

Men hvad har disse hændelser med den fysiske krop så med den mentale krop at gøre? Det hænger sådan sammen, at hver gang nogen ikke tillader os selvbestemmelse over vores fysiske kroppe, så er det et slag mod den mentale krop – vores grænser og integritet.

Og jeg har altid lært, at man ikke må slå!

Men ikke desto mindre er jeg blevet slået mentalt hele mit liv af helt utroligt mange mennesker omkring mig, og hvis jeg forsøger at sige fra over for de slag, så oplever jeg, at det er meget svært at få voldspersonen til at undskylde bagefter, selvom vi ved, at undskyldninger er noget af det, der har allerstørst effekt på at hele traumer efter vold. Faktisk oplever jeg oftere, at jeg bliver slået mere på, fordi jeg bliver bebrejdet at være konfrontatorisk, højrøstet, sart, hysterisk eller måske grådlabil, når jeg fortæller, at jeg ikke bryder mig om at blive slået på mentalt. Men hvornår blev det at slå mentalt noget, som vi bebrejder den, der bliver slået? Det giver ikke mening.

Men i en verden, hvor vi ikke tager kropslig autonomi alvorligt, så er og bliver det en nødvendighed at ignorere den mentale krop for at forsvare, hvordan vi omgås hinanden. For hvad nu hvis man skulle begynde at gøre sig fortjent til adgangen til andres kroppe fremfor at føle sig berettigede til dem? Så skulle man pludselig begynde at se indad og håndtere sin egen grænseoverskridende adfærd – mentale voldelighed – fremfor at bebrejde andre deres skrøbelighed. Og det gør ondt at indse, at man slår på andre, hvis man faktisk troede, at man aede dem blidt.

Et kram kan være et mentalt slag for den, der ikke vil krammes. En hånd på lænden, tilråb på gaden, skridt for tæt på om natten, slankekurssnak, homofobiske jokes, hvide menneskers affejning af racisme, mangel på kønsneutrale toiletter, ingen kørestolsrampe eller mangel på positiv repræsentation i populærkulturen kan alle være mentale slag. De gentager sig gennem hele livet, uden at dem, det ikke går ud over, bemærker, at der bliver slået på nogen. Vold er ikke kun noget, der sker mod den fysiske krop – men vold mod den fysiske krop kommer tættere på, når vi ikke anerkender, at grænser bliver overskredet, og krænkelser finder sted meget lang tid før, at den fysiske krop kommer i spil.

Tykke menneskers kroppe bliver påvirkede af, at deres grænser bliver overskredet igen og igen, og det leder i længden til, at de fleste tykke mennesker (og mange tynde) går på slankekure og tager på igen kort tid efter. Var det så faktisk en selv, der traf den beslutningen om både slankekur – og efterfølgende vægtøgning – eller var det en effekt af andre menneskers mentale vold?

Transkønnede mennesker lærer hele deres liv, at der kun findes pige og dreng, og det aflæses på kønsorganer, hvilket leder til, at transkønnede mennesker oftere end ciskønnede mennesker får stress, angst og depression og oftere begår selvmord – kan vi så virkelig tro på, at transkønnethed var et valg, de selv traf for deres kroppe, eller er det måske andres valg for små børns kroppe, der skaber problemerne?

Piger, kvinder, femmes og nonbinære kroppe bliver påvirkede, når vi lærer at være søde, stille, dygtige og smile tilbage, når vores grænser bliver overskredet, og det leder til, at manges krisereaktion ved grænseoverskridende adfærd og seksuel vold er at tie stille og lade som ingenting – var det så faktisk et valg man traf for sin krop, eller var det en ”beslutning”, som andre påduttede en?

Jeg elsker, at vi i Danmark endelig og langt om længe har fået en samtykkelovgivning, når det kommer til, hvad der er sex, og hvad der er voldtægt. Det er en kæmpe anerkendelse af, at man aldrig er berettiget til at bruge andres kroppe efter sit eget forgodtbefindende. For det er jo egentligt det, samtykke handler om. Men ikke desto mindre har der været meget snak og palaver om, hvordan et samtykke gives – skal man nu have en skriftlig kontrakt, eller findes der en app, hvor man kan dokumentere det? Og det kommer sig måske nok af, at vi er vant til, at vi er så berettigede til andres kroppe – fysiske og mentale – at vi ikke engang ved, hvornår samtykke gives eller ej, selvom samtykke burde være en løbende proces for os alle.

For mig at se handler samtykke ikke om sex, det handler om at indgå i sunde relationer med andre mennesker, hvor man respekterer og får respekteret personlige grænser og bliver taget alvorligt i de situationer, hvor vi går galt af hinanden i vores verbale og nonverbale kommunikation. Det har været så dejligt at se, hvordan coronapandemien har ført til, at vi er begyndt at bede om samtykke til fysiske berøringer, når vi ses – krammer vi, eller skal vi måske vinke eller røre hinandens albuer i stedet? Og hvor tæt på er du okay med, at jeg kommer? Det har også gjort, at det er blevet okay at melde afbud til arrangementer, og covid-19-symptomer er helt sikkert flittigt blevet brugt som undskyldning for, at man ikke kunne deltage i noget, som man ellers følte sig forpligtet til at deltage i. Bestemmer man faktisk selv over, hvad man bruger sin krop til, hvis man skal lyve for at slippe ud af det, man ikke har lyst, energi eller mentalt overskud til? Hvorfor er det, at vi respekterer, når den fysiske krop ikke kan deltage, men glædeligt presser os selv og andre til at gøre ting, som den mentale krop ikke kan?

Jeg kan komme med mange bud på, hvorfor det er sådan, men det behøver vi ikke at se på for at forstå, at samtykke er noget, der skal finde sted, længe inden det handler om sex eller endda bare, hvad vi betragter som almindelige berøringer.

Nej, du må ikke kommentere mit udseende, min krops størrelse eller den mad, jeg spiser – hvorfor troede du, at det var okay?

Nej, jeg har ikke energi til at høre på dine problemer lige nu – og hvis du havde spurgt først, havde jeg ikke følt, at jeg svigtede dig, da jeg sagde fra.

Nej, jeg kan ikke deltage i den der konfirmation eller det der bryllup, fordi der er for mange mennesker, jeg ikke kender – og jeg har ikke tænkt mig at forklare det, fordi du har tilbudt mig at sige til eller fra i den ”svar udbedes”, som fulgte med invitationen.

Nej, du er faktisk overhovedet ikke berettiget til min tid eller energi, og hvis du presser mig til at deltage i noget, jeg ikke mentalt har lyst til, så betyder det, at jeg ikke har givet samtykke, og så laver du vold mod min mentale krop. Og det skal stoppe!

Jeg har altid lært, at man ikke må slå andre, og med tiden har jeg forstået, at når nogen slår mig – både fysisk og mentalt – så er det faktisk ikke mit ansvar at sige fra. For hvis dem, der slår, ville mig det så godt, som de ofte påstår, så ville de ikke slå mig til at starte med. Dem, der slår, er dem, der har problemet, og jeg er stoppet med at løse andres problemer, medmindre de rent faktisk beder mig om hjælp. Dem, der slår, er dem, der kan løse problemet, for jeg kan aldrig blive sød og smilende nok til, at andre aldrig slår mig. Og hvis jeg selv ubevidst kommer til at slå andre, så kan jeg lægge mærke til den andens reaktion og give en undskyldning, for det var ikke med vilje, at jeg slog. Ligesom når vi kommer til at gå ind i nogen på gaden, og vi i farten stadig vender os og råber undskyld.

Nogle dage har jeg overskud til at påpege, når andre slår mig mentalt, andre dage går jeg væk fra situationen, som gør ondt på mig, og andre dage igen tier jeg stille og lader som ingenting, fordi jeg faktisk ikke har magten til at stoppe eller løse andres problemer med mental voldelig adfærd, og volden er måske hurtigere overstået, hvis jeg bare holder mund.