Det har været svært for mig at finde balancen i at være anderledes, når jeg egentlig er som de andre. Det lyder paradoksalt. Men min far er italiener, og jeg har længe været i tvivl om, hvordan jeg kunne være dansk og forene de to kulturer, når de i min verden var adskilt.

Af Julia Liberati, journalist
2. december 2021 | Danskhed

Min mor fortalte mig engang, at min folkeskole overvejede at bede om ekstra ressourcer til undervisningen, da jeg skulle starte i skole. Jeg havde en italiensk far, og derfor var jeg en tosproget elev, der i deres øjne havde brug for ekstra undervisning.

Jeg gik på en lille folkeskole i en landsby i Nordjylland, der kun gik til syvende klasse. Mine klassekammerater var lyshårede og havde fregner og blå øjne. Mit hår er derimod kastanjefarvet, jeg har grønbrune øjne, og min hud bliver gyldenbrun i solen i stedet for rød.

Men mine klassekammerater var jo bare mine klassekammerater. Jeg havde kendt dem hele mit liv, og vi var jo bare os – jeg var lige så dansk, som dem. Og alligevel var jeg anderledes. Det gjorde samfundet omkring mig opmærksom på.

Jeg mærkede det, når fremmede mennesker blev nødt til at klappe mig på hovedet og kommentere mine mørke krøller. Jeg mærkede det, når vi fik serveret spaghetti hos mine legekammerater, og de skar spaghettien ud og spiste den med ske, imens jeg slyngede den rundt om min gaffel og spiste den, som min italienske familie gjorde det. Og jeg mærkede det, når jeg, til forskel fra mine klassekammerater og lærere, altid har forstået min far, selvom han har en tyk accent og skifter smukt mellem dansk og italiensk.

”Du er dansker,” sagde min mor trøstende, når jeg en gang imellem luftede mine frustrationer over ikke at være ligesom de andre. Og hun har ret, jeg er dansk. Jeg er dansker, vil jeg faktisk sige. Men jeg er også italiener.

Hvad hedder søndag?

Måske havde jeg aldrig lagt mærke til, at jeg skulle være så meget anderledes, hvis ikke det var fordi, andre spurgte til mit efternavn eller kommenterede mine krøller.

Det er i virkeligheden ikke så underligt, at det er i mødet med andre, jeg oplever at være anderledes, siger postdoc ved Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Jeppe Fuglsang Larsen, der har forsket i unge med anden etnisk baggrund end dansk.

”Kultur og etnicitet er knyttet til ens identitet, og det er i mødet med etniske grænsedragninger, at man kan opleve, at man er anderledes. Der kan være tidspunkter eller situationer i livet, hvor ens anden etnicitet og kultur får betydning, og det kan få nogle til at føle sig anderledes,” siger han.

Jeg tænker tilbage på de gange, hvor mine lærere i folkeskolen og gymnasiet ud af det blå har spurgt mig til, hvordan ting forholdt sig i Italien. Da jeg i oldtidskundskab pludseligt skulle svare på, hvad ugedagene hed på italiensk, og jeg blev utilpas over, at jeg ikke kunne huske, hvad søndag hed. Jeg levede ikke op til forventningen om at være italiener.

Selvom det kan lyde uskyldigt, var det svært for mig at være i de her situationer, for jeg gjorde ikke selv nævneværdigt opmærksom på, at jeg var anderledes. Det var folk udefra, der havde forventninger om, at jeg vidste ting eller kunne noget på grund af mit efternavn eller udseende.

”Når man bliver gjort opmærksom på det udefra, bliver man tvunget til at forholde sig til det, hvilket kan opleves som vanskeligt og energikrævende. Det kan føles som om, at man bliver tvunget til at skulle gå op i, at man kan stamme fra en forælder med en anden nationalitet,” siger Jeppe Fuglsang Larsen.

Han rammer jo i virkeligheden hovedet på sømmet med den forklaring. Og det var måske især svært for mig at blive konfronteret med det, fordi jeg samtidig følte en dårlig samvittighed over ikke at være mere italiener, kunne sproget bedre eller kende kulturen og traditionerne bedre.

Vælg selv, hvad du vil have med

Jeg underkender på ingen måde, at der er nogle, der kæmper med større eller mere alvorlige konsekvenser af at være rundet af to kulturer. Det gør sig måske især gældende, hvis de to kulturer er mere forskellige, end den danske og italienske kultur er.

Det taler jeg med antropolog Yvonne Mørck fra Roskilde Universitet om. Hun har siden 1990 studeret og skrevet om etniske minoritetsunge, der er født og opvokset i Danmark, og har forældre, der begge er født og opvokset i et andet land.

”Det kan skabe nogle ekstra spændinger i livet, fordi der kan være en diskrepans eller uoverensstemmelse mellem nogle af de værdier og normer og måder at gøre og tænke for eksempel køn på, som er forskelligt fra forældregenerationen og deres børn,” siger hun.

Det er universelt for unge mennesker at skulle finde sig til rette i en verden, der er anderledes end den, deres forældre skulle finde sig til rette i. Men der kan ligge en ekstra udfordring i det, når forældrenes kultur er meget anderlede end den kultur, man selv skal vokse op i.

”Det er blevet beskrevet som konstruktiv skizofreni. Det kan måske lyde lidt hårdt, men man kan godt forstå tanken, hvis man tænker på spændevidden, der er i det.”

”Jo større diskrepans, der er mellem det, forældrene kommer fra, og som man derfor selv er påvirket af, og mellem det, man møder i samfundet, desto vanskeligere er det også indeni. Det er ikke bare i mødet med andre, man bliver konfronteret med det, det er også i mødet med sig selv, at man skal finde ud af, hvilke værdier og normer man skal tage med sig.”

I forhold til den store spændevidde mellem kulturer er jeg nok sluppet billigt, men jeg kan godt sætte mig ind, hvordan det er, når mine kulturer på nogle punkter er modsatrettede. Jeg må selv finde ud af, hvad de forskellige kulturer kan og vil, og jeg må selv vælge, hvilke dele jeg vil tage med mig.

Yvonne Mørck foreslog allerede i 1998 udtrykket ’bindestregsdanskere,’ der er inspireret af, hvordan især amerikanske minoriteter sammensætter betegnelser som afro-american, chinese-american og så videre for at kunne beskrive deres identitet.

”Man er selvfølgelig præget meget af det danske, fordi man har haft et liv i Danmark, men man har også noget andet. Man har også det marokkanske, tyrkiske, kurdiske eller hvad nu. Derfor er bindestregen en metafor for denne dobbelthed eller hybriditet. Så kan man selv bestemme, hvor meget man er, hvornår og hvor meget man vil signalere af denne sammensathed.”

Majoritetsgruppen kender det ikke

Det har taget mig lang tid at komme til konklusionen, at jeg bliver nødt til at forme en blandingsidentitet ved at tage aktive valg om, hvad jeg vil tage med mig fra min danske og italienske baggrund.

Måske skyldes det, at det var svært at snakke med andre om. Der var ikke mange i min omgangskreds dengang, der kunne genkende det.

”Mange etniske danskere tænker ikke over det, fordi de ikke bliver tvunget til det. De er en del af majoritetsgruppen i samfundet og bliver derfor ikke konfronteret med de her spørgsmål,” siger Jeppe Fuglsang Larsen fra Aalborg Universitet om, hvorfor det kan være svært at forholde sig til at have flere kulturbaggrunde, når man stammer fra forældre med den samme nationalitet.

Der findes fordele

Det er befriende, at min søster og jeg har vores dobbeltkultur til fælles. Vi bruger timer på at vende og dreje oplevelser, følelser og perspektiver. Jeppe Fuglsang Larsen sætter det i et perspektiv, min søster og jeg aldrig har tænkt over.

”En evne, folk med to forskellige ophav kan have, er, at de er bedre til at se refleksivt på tingene. Man har ikke altid på samme måde den her evne til at anskue sig selv og det omkringliggende samfund udefra, når man er en del af majoritetsgruppen,” siger Jeppe Fuglsang Larsen.

Også Yvonne Mørck kommer med et perspektiv på det at være opvokset med to nationaliteter i hjemmet, som vi nok har talt om flere gange, min søster og jeg, men aldrig har tænkt videre over som et positivt resultat af vores opvækst.

”Man er vokset op med forskellige måder at se og gøre ting på, forskellige kulturelle grammatikker, logikker og sprog. Og hvis man kan få det til at hænge sammen konstruktivt, så kan det være yderst givtigt.”

”Hvis vi andre er interesserede i et andet samfund, så skal vi jo til at lære sproget, og vi skal læse og lære for at sætte os ind i den kultur. Her får man jo en masse ind med modermælken.”

Jeg er jo bare mig

Så nu står jeg her. Fylder snart 30. Og mine frustrationer over ikke at kunne passe ind og være som de andre begynder efterhånden at finde ro.

Jeg er jo i virkeligheden bare mig. Ligesom jeg var dengang i skolegården, inden omverdenen begyndte at gøre mig opmærksom på, at jeg også var noget andet.

Jeg har en stor og dejlig familie i Italien, som jeg desværre besøger for lidt. Jeg er vokset op med kendskabet til en anden kultur og viden om, at det er normalt at gøre tingene på forskellige måder.

Jeg har sprogøre. Jeg har aldrig lært at tale italiensk flydende, men jeg kan læse og forstå det meste, og jeg har altid haft nemt ved at lære sprog. Engelsk taler jeg næsten så godt, som jeg taler dansk. For knap to år siden flyttede jeg til Frankrig, hvor jeg begyndte at lære fransk. Nu kan jeg begå mig selvstændigt hernede og have små samtaler med mine nye franske venner.

Jeg forstår mennesker, selvom jeg ikke kan tale med dem. Jeg er hurtig til at afkode situationer og handlinger og til at forstå kulturelle sammenhænge, og det har hjulpet mig gennem hele livet.

Måske skyldes det min opvækst med to forældre med hver deres nationalitet, måske er det bare sådan, jeg er?

Om ikke andet er jeg efterhånden helt rolig omkring, hvem jeg er, og hvad jeg har med mig. Jeg er i det store hele dansker, men jeg plukker sirligt fra min indre italienske hylde, når jeg synes, det giver mening. Og nu også en smule fra en fransk hylde.

Det er egentlig en gave. Jeg er ikke splittet mellem to kulturer, jeg er et helt menneske, der består af mindst to kulturer.