Christina følte, at hun blev sig selv, når hun drak

Christina er 26 år. Og for halvandet år siden blev hun ædru. Ikke på den måde som vi andre bliver i løbet af søndagen efter at have badet i havet af selvmedlidenhed, junk food og Panodiler. Christina blev ædru for evigt. Det er i hvert fald hensigten.

 Af Anne Niluka, journalist

Det første billede på Christina Jensens Instagramprofil er af hende selv.

Hun sidder med nedrullede sorte strømpebukser på et toilet. Hun sidder med halvt lukkede øjne og et saligt smil om munden. I hånden er sammenrullet toiletpapir. Under billedet, som faktisk er en hel serie af Christina der tisser, står der blandt andet:

”Compilation af mig i aktivt misbrug, der tisser over alt. Det ene billede er simpelthen midt på Nørreport i primetime. Et andet er midt på Allégade. Om formiddagen. Og et af mig og noget bræk, der for en gangs skyld ikke var mit…”

Hun kalder det en huskekage. Noget der kan minde andre og ikke mindst hende selv om, hvorfor det er godt at holde sig ædru.

Hvis man spørger Christina, hvordan det kan være, hun deler den slags sårbare og meget lidt flatterende indhold, er svaret som følger:

”For nogle år siden, lavede jeg en story på Instagram, hvor jeg spurgte, om folk ville følge med, hvis jeg lavede en meget ærlig Instagramkonto. Det skal siges, jeg var fuld, da jeg spurgte om det”, fortæller Christina.

Der var mange, der svarede ja. Desuden synes hun selv, det er langt mere interessant at følge dem, der tør dele ud af det grimme, personlige og sårbare, end dem der primært har en æstetisk lækker konto. Derfor ærligheden.

 ”Jeg har heller aldrig haft svært ved at tale om, hvordan jeg har det mentalt. Heller ikke med fremmede mennesker. Det var faktisk en af de ting, jeg syntes var fedt, når jeg tog i byen. Det med at møde nye mennesker og have, hvad jeg følte, var ægte samtaler,” siger Christina.

Ville aldrig hjem

Christina begyndte at drikke som 13-årig. Det samme gjorde de fleste af hendes venner, så umiddelbart var der intet odiøst i det. Forskellen på vennerne og Christina var bare, at hun ville fortsætte og fortsætte. Hun ville aldrig hjem fra festerne, og hun ville slet ikke sove.

”Jeg ville aldrig have, at det skulle stoppe. Det var også altid mig, der forslog at vi skulle drikke eller fandt en anledning til det,” fortæller hun.

Ifølge Christina var hun en meget usikker teenager, der havde dårligt selvværd. De andre piger begyndte at gå til fester og være sammen med drenge, men Christina turde ikke. Hun følte ikke, hun kunne finde ud af at fungere ordentligt i sociale sammenhænge.

”Jeg turde ikke tale med andre end mine tætte venner. Desværre er alkohol en fantastisk kur mod lige netop det. Så det blev som en slags krykke, der gjorde det meget nemmere at være udadvendt og social.”

Senere, da hun var omkring 18 år, blev Christina diagnosticeret med social angst. Efterfølgende er panikangst, generaliseret angst og PTSD blevet lagt til i diagnosebunken.

Weekenddruk blev til hverdagsbranderter

Som 19-årig fik Christina en kæreste, der var ni år ældre end hende. Han var anerkendt forfatter, og en hun så op til. Før da havde Christina kun drukket i weekenderne.

”Han lærte mig, at man godt kunne drikke i hverdagene. At man kunne drikke fra morgenstunden. Hvis man f.eks. vågnede op efter en nats druktur, så kunne man bare fortsætte dagen efter. Det blev noget vi gjorde sammen.”

Ud over at være en fælles ”aktivitet”, blev drikkeriet også en måde, hvorpå Christina kunne holde ud at være i forholdet. For hun kunne ikke finde ud af at gå, selvom kæresten viste sig både at være psykisk og fysisk voldelig.

”Det var min første kæreste, og det var første gang, jeg havde en relation med en mand der, troede jeg, holdt rigtigt af mig,” fortæller Christina.

To måneder inde i forholdet slog han hende første gang. Senere brækkede han blandt andet hendes arm, pudsede politiet på hende og fik hende anholdt, selvom det var ham, der var den voldelige.

”Det gik først op for mig bagefter, hvor destruktiv alkoholen havde været i vores forhold. For på det tidspunkt føltes det, som om vi bare levede livet. Samtidig var det en måde at overleve på,” siger Christina, der siden har fået konstateret PTSD på grund af det voldelige forhold.

Alkoholen gav en social sommerfugl vinger

Christina tog i byen med sine venner, men aldrig med det formål at hænge ud med dem. Hun endte altid med at møde nye mennesker, hun kunne have spændende samtaler og oplevelser med.

”Det gav mig en helt sindssyg frihedsfølelse, som jeg elskede virkelig højt. Jeg kunne alle de ting, jeg ikke kunne, når jeg var ædru,” husker hun tilbage.

Hun beskriver det som en forløsning, når alkoholen ramte. Alle de dårlige tanker, angsten og den vrede og frustration, hun følte ovenpå ekskæresten, forsvandt.

”Jeg følte, jeg blev mig selv, når jeg drak. Når jeg ikke drak, var jeg en hæmmet udgave af mig. Alkoholen gjorde, at jeg turde tale med folk, jeg turde lægge an på og have sex med andre. Jeg følte mig faktisk tryg, når jeg var fuld, selvom det lyder helt skørt,” fortæller Christina.

Misbrugerhjerne

I 2017 fortalte en af Christinas nære veninder hende, at hun skulle i misbrugsbehandling, fordi hun var alkoholiker. Det var en veninde, hun ellers altid drak sammen med.

”Min umiddelbare reaktion var, ”hvis du er alkoholiker, så er jeg fandeme også alkoholiker”. Men det var med en ironisk distance. For jeg var ikke et sted, hvor jeg kunne sætte den mærkat på mig selv,” fortæller Christina.

Det var først, da hun i forbindelse med sin angstbehandling, hvor hun fik udskrevet indsovningspiller, fordi hun var bange for at falde i søvn, at en overlæge satte ord på det.

”Han ville kun udskrive mig syv piller, fordi han sagde, at jeg havde en ”misbrugerhjerne”,” forklarer Christina.

Det, at en fagperson brugte de ord, ramte hende. Men alligevel gik der et års tid, faktisk lige før hendes 24-årsfødselsdag, at hun for alvor tog livtag med problemet.

Op til da var drikkeriet blevet endnu mere intensiveret, fordi hun brugte alkoholen til at dæmpe sin tiltagende angst.

En dag bad hun sin veninde om at tage med op på Center for misbrugsbehandling.

”Jeg sagde til sagsbehandleren, at jeg gerne ville have hjælp til at drikke mere moderat. Hun svarede, at de anbefalede folk at holde sig ædru i minimum tre måneder, mens de modtog behandlingen. Jeg sagde, at det kunne hun godt glemme, for jeg ville ikke decideret stoppe med at drikke,” fortæller Christina.

Siden er det gået op for Christina, at hun aldrig kommer til at kunne drikke moderat. Hun kommer ikke til at få et afslappet forhold til alkohol. Aldrig nogensinde.

Det store aha-øjeblik indfandt sig først efter en jul, hvor hun havde forsøgt at indtage alkohol på en mere afslappet måde i familiens skød. En aften kort efter. En aften der er for svær at sætte ord på.

Lige efter tog Christina op på Center for misbrugsbehandling for at få antabus for første gang.

Hun blev enig med sin misbrugsbehandler om, at hun skulle prøve en længere ædru periode. Det endte med at blive til tre en halv måneds ædruelighed, hvor hun fik normaliseret det at tage antabus over for sig selv:

”Jeg havde en idé om, at min ædru periode og antabussen var en periode med en udløbsdato. Derfor blev det lettere.”

Efter fulgte en periode, hvor hun begyndte at drikke igen. Hun tog antabus. Så drak hun igen. Så var det antabussen igen. Sådan gik der et halvt år. Til sidst blev det for meget. For selvom byturene og alkoholen var et skønt pusterum, så var alkoholen med til at skabe den tilværelse, som hun søgte afbræk fra.

”Jeg brugte alle de dage, hvor jeg ikke var fuld, på at komme mig og på at kæmpe med min angst. På det tidspunkt havde jeg udviklet helbredsangst. Så jeg var helt ekstremt bange for at dø. Jeg følte, at enten så lader jeg mig indlægge, eller også tager jeg livet af mig. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til.”

En aften gik det over gevind og Christina fik et blackout. Hun har senere fået fortalt, at hun var voldelig over for to tætte familiemedlemmer.

Mandagen efter tog hun grædende op på misbrugscenteret og bad om hjælp.

Hun holdt sig ædru for at kunne komme i behandling. Siden fandt hun ud af, at terapien og behandlingen gav meget mere mening, når hun var ved sine fulde fem. At det hjalp.

---

Christina har lavet et opslag på Instagram, hvor hun giver gode råd til at holde sig ædru. Læs dem her.

”Det er kedeligt at være ædru”

Sådan beskriver Christina det i en post på sin Instagram. ”Det er røvhamrende dødsygt … og man er tvunget til at have det dårligt, når man har det dårligt, fordi man ikke kan drikke sig fra det”.

Det er vigtigt for hende at understrege, at ædrueligheden er noget hun aktivt vælger til hver dag og at det langt fra er nemt.

”Jeg har angst, og det er hårdt. Jeg bliver ked af, at jeg skal kæmpe denne her kamp. At jeg ikke kan have et afslappet forhold til alkohol,” siger Christina.

Men angsten er blevet reduceret. Hun er gladere og føler en anden ro, end hun har prøvet før. Hun er blevet bedre til at sætte grænser og mærke efter, hvad der føles godt, og hvad der kræver for meget af hende. Alligevel er det vigtigt for Christina at understrege, hvor frustrerende og hårdt det er at være ung og ædru alkoholiker:

”Jeg har stadig lyst til at drikke. Sådan en dagbrandert i solen i en park, er det bedste jeg ved.”

Derfor er det også svært at blive konfronteret med fadølsdrikkende jævnaldrende, der fejrer landets nylige genåbning. Både i den dagligdag, der findes lige uden for døren. Men også i den, der eksisterer på Instagram.

”Heldigvis er jeg blevet så bange for alkohol, at jeg ikke får lyst til at overskride den grænse. Jeg har læst så meget om alle de skadelige ting, det gør ved en, at jeg bliver bange ved tanken. Faktisk kan man sige, at min angst kommer mig til gode her,” siger Christina.

Alligevel er det hårdt. Heldigvis har Christina en god veninde, der også er ædru.

”Det er rart at have en at dele det med. En, der forstår frustrationerne. For det kan nemt blive meget ensomt,” afslutter Christina.