Til minde om Justyna Tobiasz (10.01.1984 - 02.06.2017)

Da jeg mødte min kæreste, havde han mistet sin kæreste to måneder forinden til kræft. Forløbet gik afsindigt hurtigt. Min kæreste beskriver tiden som smertefuld, men barmhjertig. Han mener ikke, at han havde været i stand til at bære det, hvis hun havde været så syg over en længere periode. Forleden skrev hendes forældre til ham: “Det er svært at undvære hende i julen. Vi tænker ofte på dig og håber, du har det godt”.

Af Sabina Hvass, journalist på OXY

Det er unormalt, at unge dør. Og det var også det tragiske ved forløbet. Justyna fik pludselige rygsmerter og havde svært ved at trække vejret. Lægerne undersøgte hende i en måneds tid for alt det som unge normalt fejler. Da de begyndte at undersøge det, der var mindre sandsynlighed for, at hun kunne fejle, var det alt for sent.

Per og Justyna havde købt billetter til Depeche Mode-koncert i Parken, som efterfølgende blev hyldet for at være den bedste de har spillet på dansk jord. Men i stedet for at stå inde på plænen, sad min kæreste på hospitalsstuen og holdt hende i hånden, mens livet forlod hendes krop. Justynas polske forældre nåede ikke til København for at sige ordentligt farvel.

Når unge mennesker dør, er de pårørende efterladt med en masse tanker om, hvad der kunne have været. Det hele er ufatteligt svært at sætte ord på. Det kan jeg også mærke, når jeg sidder her og skriver tre år senere. Jeg kan mærke, at jeg tænker på, hvad der er rimeligt at skrive i forhold til de efterladte. Hendes forældre. Min kæreste. Men jeg skriver i høj grad også for at nå pårørende, som også føler, at de har svært ved at sætte deres fødder rigtigt. For som den nye romantiske forbindelse til en, der har mistet en kæreste eller ægtefælle, er der nogle tanker jeg ikke tror, man kan undgå. 

Jeg har tænkt på, at det at dø fra nogen er det mest romantiske. At min kæreste og Justynas forhold er en slags fucked up omskrivning af “Romeo og Julie”, hvor Romeo lever videre efter pludseligt at have mistet Julie til sygdom, og nu skal han lære at få samling på sig selv efter at være sprængt til atomer af sorg. Jeg kan ikke rigtigt få skrevet mig selv ind i den historie på en måde, der er lige så poetisk. At historien skulle fortsætte efter døden af den ene elskende, virker som en underligt mudret affære. Men måske er dét faktisk poetisk? Livet er jo ret mudret. Kaotisk til tider. Måske er det ikke som et stort Shakespeare-drama. Måske er det mere som en socialrealistisk novelle, hvor alting er normalt, men det unormale viser sig og efterlader spor i det, der ligner normalen der fortsætter. Hvor kærligheden er konstant. 

Døden kan virke som en slags fiktion, når det er unge, der trækker det sidste åndedrag. Der er ikke nogen, der har rapporteret tilbage fra den anden side, som vi kan snakke med om det. Så vi forestiller os, hvordan det er. Hvis du i øvrigt da tror, at døden er en oplevelse og at der er noget ‘på den anden side’. Vi unge mennesker forholder os sjældent til at andre unge dør. En ung død er ikke normen. Så jeg var ude på dybt vand, da jeg prøvede at være rummelig og tale om det. Jeg forsøgte at sætte mig ind i, hvordan det ville være at få tildelt en dødelig sygdom. Hvordan ville jeg reagere, hvis jeg kun havde kort tid tilbage? Hvad ville jeg ønske at efterlade til de pårørende? Men det var uoverskueligt. For jeg begyndte at tænke på alle de måder, hvorpå man kunne dø. Og på hvor smertefulde de mon var. Hvis der er noget jeg er bange for, så er det en smertefuld død. I stedet begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg ville leve. For lige meget hvornår jeg skal dø, så vil jeg leve det liv, jeg ønsker mig. Og jeg vil tillade mig selv at være forelsket.

Det føltes helt klart forbudt at forelske mig i min kæreste. Det var ikke noget vi talte om, men jeg kunne mærke, at der var ting vi ikke kunne gøre under omstændighederne. Jeg følte ikke, at det var respektfuldt at råbe fra en bjergtinde, at jeg var forelsket. Jeg var ofte bange for, hvad folk tænkte. Men selvom det var svært, var der alligevel ingen tvivl om, at vi ville kæmpe for os. Min kæreste blev ved med at bekræfte, at han ville slå følge med mig trods alt. Vi tog ud og rejste sammen. Til London for at se Depeche Mode, som en slags reparation. Til Thailand for at se solen og mærke varmen i januar, som meditation. Vi flyttede sammen. Og vi vænnede os til at være der for hinanden. Alt sammen inden for et år. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores perspektiv på døden fik os til at bruge tiden mere intensivt på de ting vi havde behov for. Vi fik set ind i mørket, men også på smukke ting, og vi havde begge fundet en person at gøre det med. Pladderromantisk på den der ‘døden-ånder-os-i-nakken’-måde.

Jeg tænker ofte, at jeg umuligt kan leve op til mindet om Justyna. Og det er vel en tanke, som er meget almindelige for den kæreste, der kommer efter en anden. Men der er en verden til forskel på at tale om et langt levet liv i retrospekt, og på at tale om det liv og den relation, der kunne have været. Om muligheder. I potentialets død bliver det positive ofte det bærende. Det, man er meget nostalgisk over eller sørger over tabet af. Men hvad er sandsynligheden for, at det ville have gået godt? Og at hendes liv ville have været en dans på roser? At de havde fortsat med at være kærester? Det er noget jeg har haft svært ved at tillade mig selv at tænke. 

Det faktum at hun døde har givet anledning til en forsigtighed. Jeg var forsigtig med at spørge ind til Justyna, da jeg lærte Per at kende. Men jeg gjorde det klart, at han skulle tale om hende. At det var ok at græde i mit selskab, og at det var ok at fortælle om deres tid sammen. Jeg er stadig ret forsigtig, når det kommer til at spørge ind. I starten handlede det mest om, at jeg ville respektere sorgprocessen, men nu handler min forsigtighed mere om min frygt for ikke at slå til. Jeg frygter, at jeg kommer til at sammenligne deres forhold med det, vi har nu. Og jeg frygter, at min kæreste bruger en masse energi på at tænke på det liv, han kunne have haft sammen med Justyna. Men jeg tænker nok sådan, fordi jeg er ekstremt bange for at miste ham, og potentialet for det liv vi kan skabe sammen.