Et overgreb, der bliver begået af en kvinde, er stadig et overgreb

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Sidste uge læste jeg en Zetland-artikel, som handlede om mænd, der bliver udsat for partnervold af deres kvindelige kærester, og hvordan det stadig er tabubelagt, men heldigvis et problem, der bliver belyst mere og mere. Artiklen mindede mig om to af de bedste bøger, jeg læste sidste år, 'Girl, Woman, Other' af Bernardine Evaristo og 'In the Dream House' af Carmen Maria Machado. Begge bøger handler om queer kvinder, der oplever fysisk og psykisk vold begået af andre kvinder.

Jeg synes, at det er virkelig vigtigt at sætte fokus på den vold, som kvinder begår, selvfølgelig i heteroseksuelle forhold, men især i queer forhold til andre kvinder.

Den vold, der foregår i queer forhold mellem kvinder, findes der meget lidt viden om. Der er ikke mange store nationale eller internationale undersøgelser, der er ikke bunkevis af data og personinterviews. Og der er heller ikke en særlig stor lyst blandt queer kvinder til at tale om den vold, hvad end det er psykisk, fysisk, økonomisk eller seksuel.

Når man lever som en minoritet, der har oplevet diskrimination, spydige kommentarer og foragt fra majoriteten, er det nemmere at holde sine problemer for sig selv eller tage dem internt i minoritetsmiljøet, i dette tilfælde det kvindelige queer-miljø. Man vil helst gerne undgå, at majoriteten får flere skyts at bruge mod en, og hvis man står frem og fortæller om vold begået mellem queer kvinder, kan der være en frygt for, at det vil blive brugt mod en. Personligt har jeg hørt en ciskønnet, heteroseksuel mand sige til en masc lesbisk kvinde, at hun omgående skulle stoppe med at lade, som om hun var en mand, for det ville hun aldrig blive, og hendes ynkelige forsøg på at imitere en mand ville bare gøre hende sindssyg. Når man oplever sådan noget, så har man på ingen måde lyst til at stå frem og fortælle om de problemer der måtte være i det minoritetsmiljø, som man er en del af. For risikoen for at få et stort, fedt "I told you so" smidt i ansigtet er ret høj.

En anden grund, der gør det svært for kvinder at tale om vold begået af andre kvinder, er, at de fleste af os har internaliseret det omkringliggende samfunds syn på os. Det vil sige, at vi ser os selv og andre kvinder som at være ufarlige, bløde og blide væsener, der naturligvis hverken kan eller vil begå nogen form for overgreb, og når virkeligheden viser os noget andet, er det svært at forstå, for kvinder er jo sådan nogen, der passer på andre mennesker og viser omsorg, er vi ikke?

En undersøgelse viser, at lidt over 60% af biseksuelle kvinder har på et tidspunkt i deres liv oplevet Intimate Partner Violence (IPV), som kan være enhver form for vold begået af en romantisk partner. Hvorimod det "kun" er 35% af heteroseksulle kvinder, der har oplevet IPV. Tallet er også højere for lesbiske kvinder end for heteroseksuelle kvinder. Flere forskere mener, at det bl.a. skyldes minoritetsstress. Minoritetsstress er den stresstilstand, som fx LGBTQIA-personer lever i, fordi de ikke opretholder visse normer, som det pågældende samfund vægter højt, og derfor oplever de afvisninger, mistænkeliggørelse og/eller udskamning. En af grenene i minoritetsstress er, at man som minoritet internaliserer og reproducerer visse skadelige normer og sociale strukturer, som nemt kommer til at gå ud over ens romantiske partner.

For et par uger siden oplevede jeg et seksuelt overgreb, som blev begået af en kvinde. Endda en kvinde som jeg kender. Dagen efter fortalte jeg det til en veninde på en ganske nonchalant måde og nærmest verbalt trak på skuldrene. For det var jo bare en kvinde. Mit hoved kunne ikke lægge to og to sammen, men min krop var helt klar over, hvad den var blevet udsat for, så den sitrede og rystede og kunne ikke finde ro. Ca. tre dage efter overgrebet dukkede et billede af kvinden op på min Instagram, hvor hun smilede og var glad, og det føltes som den scene i første afsnit af The Boys, hvor A-Train løber lige igennem Hughies kæreste. Det er en snæver reference, men jer der har set The Boys, vil meget præcist forstå, hvordan jeg havde det med at se et billede af den kvinde.

Jeg prøvede stadig at undertrykke det, men det lykkedes kun i omkring 10 minutter, så brød jeg sammen henover mit strygebræt, hvor jeg stod med et par halvstrøgede bukser. Jeg satte mig ned og tænkte over, hvorfor jeg reagerede så kraftigt. Og jeg kom frem til, at jeg ikke havde taget overgrebet helt så seriøst, som jeg ville, hvis det havde været en mand, der havde begået det. Jeg havde hverken blokeret hende på sociale medier eller selv unfollowed hende. Jeg havde endda skrevet sammen med hende dagen efter overgrebet, hvor hun undskyldte, og jeg brugte min energi på at forsikre hende om, at jeg var ok ... hvilket jeg bestemt ikke var. 

Jeg tror, at jeg har været så vant til at beskytte kvinder, at danne alliancer med kvinder, at tro på kvinder og nok også, desværre, at se kvinder som noget lidt skrøbeligt, at jeg meget sjældent har skænket det en tanke, at kvinder kan være ligeglade, ondskabsfulde, gøre ubehagelige ting på grund af vrede eller liderlighed. Og det er egentlig lidt af et paradoks, da jeg er smertelig klar over, hvor mange ting fra de førnævnte kategorier, jeg selv indeholder. Det er sværere at give helt slip på min heteronormative tankegang, end jeg helt kan lide at indrømme.