OXY

View Original

Interview med Tricia: ”I mine sene teenageår var det nærmest grænseoverskridende at mærke mig selv”

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

OXY haft glæden af at følge 25-årige Tricia, som havde nogle hårde teenageår, der både bød på depression, spiseforstyrrelse og identitetskrise. Men gennem yoga, refleksion, kunst og sin tvillingebror kom Tricia ud på den anden side med en fornyet styrke og selvindsigt.

I dette interview uddyber Tricia nogle af de ting, som hun delte med os gennem fire Screenshorts. Se alle fire afsnit nederst i artiklen.

”Jeg skriver fortsat taknemmelighedsbog hver dag, da det hjælper mig med at fokusere på alle de glæder jeg har i mit liv, store som små. Det løfter min energi til en højere frekvens af accept og lykke, når jeg gør mig selv opmærksom på, hvor meget godt der kan ske på en enkelt dag. Så læser jeg siderne igennem, når jeg kan mærke, at jeg har brug for at blive mindet om, hvor godt jeg har det.”

“Jeg er bedst, når jeg er i uvante omgivelser. Når alt er nyt og dufter af eventyr. Turen til Barcelona var FANTASTISK! Jeg var syg med feber, da vi tog af sted, men det gik væk som dug for solen, da jeg vågnede dagen efter. Der har været meget terapi og selvudvikling i min hverdag de sidste mange år, og det er når jeg rejser, at jeg kan høste frugten af mit ”arbejde”. I 2018 gav min bror mig en rejse til Bali i gave, da jeg havde set filmen Eat Pray Love under en længerevarende indlæggelse, og bare var vildt inspireret af hovedpersonens udvikling under hendes mange rejser.”

Tricia nævner i et af sine afsnit, at de mennesker, der betyder mest for hende, kalder hun Guldmennesker. Hendes bror er et af disse:

”Min tvillingebror er min største gave i dette liv. Jeg har et meget tæt bånd til min bror den dag i dag. Han har været en klippe, når hele mit fundament smuldrede under mig. Han har holdt min hånd under alle mine indlæggelser. Han har set mig gå under pga. sorg. Og han har set mig rejse mig igen. Han er det klogeste, mest hjertevarme og gavmilde menneske jeg nogensinde har mødt. Han er en sjælden race. Som årene går og vi begge bliver ældre, er vi begyndt at få et rigtig sjovt venskab som søskende. Han er en rigtig vigtig del af min personlige udvikling, og han minder mig altid om hvor stolt han er af mig, og hvor langt jeg er kommet på min rejse. Han er guld værd.”

Noget af de vigtigste i Tricias liv er at kunne udtrykke sig gennem forskellige kunstformer:

”Jeg har i min opvækst holdt en stærk facade og gemt problemerne i hjemmet godt væk. Jeg havde en forestilling om, at min sandhed var for grim, eller mørk eller for hård til at folk måtte kende til den. Men den forestilling forhindrede mig i at leve det liv, som jeg ønskede mig. Jeg dyrker kunsten som en terapeutisk vej. Jeg har bl.a. danset min smerte ud på store scener som Bellevue Teatret og Østre Gasværk. Jeg startede ud med at skrive digte om mine oplevelser, tanker og følelser, og læste dem højt til poetry slam-aftener rundt omkring i København.”

“Det gav mig så meget, for der fandt jeg ud af, at der var andre, der havde det ligesom mig, og at jeg ikke var helt forkert i forhold til det jeg følte. At skrive om mit liv er en form for ventil for mig. Når jeg skriver råt for usødet, er det en måde at få luft til kasketten.”

Tricia er ikke i tvivl om, hvad der hjalp hende til at opnå en indre ro:

”Jeg dyrker yoga, laver åndedrætsøvelser og mediterer hver dag. Det hjælper mit nervesystem til at falde til ro. Det er vigtigt for mig at være til stede i nuet. I mine sene teenageår var det nærmest grænseoverskridende at mærke mig selv, men jeg har med tiden lært at være sårbar og medfølende over for mig selv, når jeg møder ting indeni, som er svære at rumme. Jeg er spirituel, og ser derfor livet fra en lidt anderledes vinkel; alting har kun den betydning, du selv giver det. Altså, tankens kraft. Så jeg vælger på daglig basis at tænke positive tanker om mig selv, om mit liv og mine valg. For det giver mig en bedre selvfølelse og en større indre frihed til at vælge det bedste liv, jeg kan.”

***Nedenfor kan du se alle fire Screenshorts med Tricia***