”I mit hjem er religion rygsøjlen – det er kilden til vores værdier og identitet”

Ekaterina Andersen har holdt foredrag om fortællinger fra biblen, som alle feminister bør kende. For hende er der nemlig intet modsætningsforhold mellem feminisme og religion, som sammen kan bidrage med en åndelighed, de feministiske skeptikere går glip af.

Af Shani Pedersen, journalist | Foto: Ekaterina Andersen
19. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

”Det er ikke vigtigt for mig, hvorvidt folk forstår mig som feminist eller ej. Det er irrelevant. Jeg vil gerne følge Jesus på den måde; at stå frem med det, jeg mener er sandheden.”

Sådan siger feministisk debattør Ekaterina Andersen til mig, da vi i noget tid har talt om feminisme, krop, social justice-bevægelsen og religion.

Men noget i mig er meget bevidst om, at vi måske egentlig taler om noget andet. Noget langt mere fundamentalt: Sandheden – eller oplevelsen af den. At være ærlig. Overfor andre, men mest sig selv. At erkende, at vi i en verden fyldt med ultimative idealer, godt må stå fast på vores egen sandhed uden at være forkerte. Og at det ikke betyder, vi ikke kan åbne os for andres sandhed.

Som religiøs feministisk debattør har Ekaterina Andersen stødt på mange fordomme om religion. For eksempel når hun bruger sin Instagram som platform til at dele tanker om familieliv, arbejde, religion – og som da hun lagde en story op, hvor hun forklarede, hvorfor hun bærer tørklæde, når hun skal i kirke. Sådanne opslag afføder stærke holdninger på begge sider, har hun erfaret. Ligesom da hun for ikke længe siden lavede et opslag om, at der, ifølge hende, er forskel på mænd og kvinder.

”Der er mange af de kampe, som jeg ikke synes fører til noget bedre. De fører heller ikke til ligeværdighed mellem kvinder og mænd. Der er ingen grund til at være harm over, vi er forskellige, for vi skal leve i symbiose med hinanden. Alt det, min mand ikke har, vil jeg lære ham og give ham, og alt det jeg ikke har, vil min mand lære mig og give mig,” siger hun.

Et gammelt blik på kvinden

En ikke usædvanlig holdning, som Ekaterina bliver mødt med, er, at religion er tilbagestående og tenderer til at være homofobisk og kvindeundertrykkende i teori og praksis. På den måde ses religionen også som nærmest invasiv, idet man følger den blindt uden at stille spørgsmålstegn, og dermed mister man sin agens og evnen til at sige fra overfor undertrykkende strukturer. Måske er man ovenikøbet hjernevasket til at observere.

I virkeligheden oplever Ekaterina Andersen, at nuancerne ofte mangler i debatten om religion, krop og feminisme. Enten bliver de overset, eller også bliver de bevidst udeladt. Uanset hvad årsagen er, undergraver det et vigtigt rum, hvor gensidig forståelse og nysgerrighed ellers burde trives.

Når mennesker under feminismens faner kritiserer religion for at være tilbagestående og undertrykkende, skyldes det ifølge Ekaterina til dels, at mange af dem ”ikke har læst et eneste religiøst dokument”, og derfor i realiteten ikke har sat sig dybere ind i det, de kritiserer. Men det skyldes, paradoksalt nok, også et gammelt religiøst blik på kvindens rolle, som har bestået gennem generationer og stadig lever i bedste velgående. For med reformationen blev klostrene og nonnedom afskaffet. Det eneste kvindeforbillede for Luther var dermed konen – kvinden som var i hjemmet og blev i hjemmet. Kvinden, som ikke indtog en meningsdannende rolle i kirken. Kvinden, som kendte sin plads.

”Det har påvirket vores vestlige opfattelse af biblen – at din religiøse tilbedelse som kvinde er at være en god kvinde eller en god mor og ikke prøve at være andet end det. Fordi man har tolket biblen på den måde, lever den idé stadig,” siger hun.

Selvopofrelse som moderne feminint tabu

Faktisk mener Ekaterina Andersen, at den Lutherske forståelse af kvinden som kone – og alene kone – leder til mange ærgerlige misforståelser om moderne kvinder, som af eget valg har valgt at gå hjemme. En modreaktion, som manifesterer sig som et ufravigeligt ideal om, at kvinder helst ikke må ofre noget for at være rigtigt frigjorte, og det er, mener Ekaterina, mere en ”mig mig mig”-kultur, end det er feminisme i sin rene form.

”Det er jo problematisk, hvis det kun er kvinder, som må ofre. Bare fordi der findes toksisk maskulinitet, betyder det ikke, at der ikke findes andre maskuliniteter. Ligesom det ikke i sig selv er en negativ ting at være en kvinde, som er den primære omsorgsgiver, men det er helt klart en begrænsende rolle, hvis det er det eneste, hun må være,” siger hun.  

For Ekaterina er moderskabet ikke sekundært, men hun har en oplevelse af, at det er idealet for mange andre kvinder i dag. Personligt kan hun ikke komme i tanke om noget bedre og mere meningsfuldt at bruge sin tid på end sine børn, mens de er små, for som hun siger: ”bread and butter er vigtigere, og alt er ikke lidenskab.” Men normen, særligt i feministiske kredse, er en anden, mener Ekaterina.

”Vores rolle som omsorgsperson må helst ikke være det primære. Man må ikke tænke: Der vil ske mere godt i verden ved, at jeg investerer mere i min familie end i mig selv og min karriere. Der er ingen kvindemedier, som siger: Her er en kvinde, som har ofret sin karriere, fordi hun har et sygt barn. Eller her en kvinde, som blev gift med en mand, som hun syntes var så genial, at hun valgte at gøre større samfundstjeneste ved at være hjemmegående i en længere periode,” siger hun.

The Five Books of Miriam

For Ekaterina er feminisme og religion ikke et motto på en T-shirt eller et opslag på Instagram. Hun dyrker den feministiske teologi som det, den er: et studie. Det studie har hun holdt foredrag om, blandt andet til Jødisk Kulturfestival. Her læser hun skikkelser – og narrativer – fra biblen med feministiske kritiske briller.

Hun starter en dialog, som sjældent bliver belyst udenfor akademiske kredse: Hvad er kvindens rolle i biblen? Hvilket blik har Gud på kvinden? Drukner hendes dyder i fortællingen om mænd? 

Mange kender historien om jødernes udvandring fra Egypten. Her vil de fleste formentlig tænke på Moses som den aktive og dominerende karakter. I virkeligheden, ifølge mange jødiske feministiske forskere, er Moses forholdsvis passiv, og historien om jødernes udvandring fra Egypten er derfor i høj grad drevet af og båret af kvinderne i historien.

”I virkeligheden er det historien om fem kvinder og en baby,” som Ekaterina siger i sit foredrag med henvisning til historien om Miriam, Moses biologiske søster, som modigt, strategisk kløgtigt og omsorgsfuldt redder Moses fra døden, i det hun spørger Faraos datter, om hun skal finde en jødisk amme til Moses.

Det er altså på grund af Miriam og andre kvinder, at jøderne bliver ført ud af Egypten og ind i Israel, og derfor foreslår forskeren Ellen Frankel, at Torahen ikke skal hedde ”The Five Books of Moses” men ”The Five Books of Miriam”, fordi hun og andre kvinder har en så bærende rolle i forhold til Moses.

Fra barnsben til New Age

At feminisme og religion skulle være to uforenelige størrelser, behøver dog ikke nødvendigvis at være knyttet til forestillinger om religion som en undertrykkende arena, mener Ekaterina. Det kan også rodfæste sig i familien, da mange vil vokse op i en familie uden nogen berøring med religion – i teori, praksis og den nære samtale.

”Mange mennesker får ikke den vinkel fra barndommen, at det religiøse organ findes i deres krop. At det er noget, man kan have behov for. Spiritualitet er blevet et New Age-ord og består ofte i at dyrke en form for åndelighed. For de fleste bliver det behov erstattet med noget, som er meget mindre dybt som krystaller og altre,” siger hun.

Og det er ærgerligt, mener Ekaterina. Ikke fordi hun har nogen aversion mod krystaller, men fordi hun mener, mange helt eller delvist affejer et religiøst rum, som ellers har potentiale til at skabe en stor værdi i deres liv. En rygsøjle, som ”kan styrke dig, så ingen kan knække dig”, som hun formulerer det. Der er for hende at se tale om en boomer-generation, som ganske enkelt har undervurderet religion, og den skepsis lever videre i nye generationer, som ikke kan se, hvor meget religion har givet vores samfund.

”Jeg ser, vores samfund lider, fordi vi ikke har det blik på eller forståelse for religion. Hvis man indleder en samtale med kritikere, finder man ud af, at mange af dem ikke har læst et eneste religiøst dokument,” siger hun. Ekaterina påpeger desuden, at det er tankevækkende, at disse social justice-kritikere er en del af en gruppe, som på mange parametre bærer præg af en religiøs bevægelse – på nær det faktum, at den ikke har en religiøs skikkelse.

”Min pointe er ikke, at det er troen på Gud, det handler om. For det er en individuel og intim ting. Er man selv religiøs, forstår man også, man ikke kan fremkalde det i andre mennesker. Omvendt kan man heller ikke fratage en person det. I vores hjem handler det meget om at stille spørgsmål: Hvad lever vi for? Hvad er moralen? Hvad er sandheden?” siger hun.

”Det giver jeg videre til mine børn: Det vigtigste er, du er ærlig overfor dig selv, og det betyder ikke nødvendigvis, du er god i andres øjne,” siger hun.