I stedet for at galpe op om en tabt tid, der var nemmere at navigere rundt i, fordi ingen satte spørgsmålstegn ved noget som helst, kunne vi skrabe lorten ud af vores ører og lytte til dem, der stiller sig kritisk over for skadelige normer og traditioner, som længe har fået lov til at leve i bedst velgående i vores traditionsliderlige samfund.

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Der findes mange traditioner her i Danmark (og naturligvis andre lande): at kysse under misteltenen til jul, at spise varme hveder på Store Bededag, at deltage i studenterkørsel (hvis man vel at mærke er blevet student), at trampe i gulvet til et bryllup for at få ægteparret til at kravle under bordet og kysse og tonsvis af andre sjove, spøjse og smukke traditioner. Traditioner er med til at skabe samhørighed, retning, en fælles identitet og til at fejre vores historie og fortid. Dog vil jeg vove den påstand, at rigtig mange mennesker ikke ved, hvorfor vi f.eks. hænger en plante op i en dørkarm og kysser under den. Det er bare noget vi gør. Vi har set vores forældre gøre det, og de har set deres forældre gøre det, og sådan bliver det ved.

Men selvom der findes en masse herlige traditioner, som vi kan dyrke lige så tosset vi vil, findes der også en masse skadelige. Traditioner der har eksisteret i flere generationer stiller vi sjældent spørgsmålstegn ved. De er blevet lige så naturlige for os som det at tage sig en uddannelse og derefter finde et solidt 9 til 17-job. Så når nogle personer står frem og påpeger det problematiske ved visse traditioner og normer, bør vi som minimum lytte og forsøge at sætte os ind i deres argumenter, for det gør man, hvis man er et ordentligt og bare nogenlunde dannet menneske.

Det kunne for eksempel være, når non-binære og transpersoner fortæller os, at det kunne være dejligt inkluderende, hvis vi udvidede vores ordforråd en smule, så de ikke blev ved med at blive fejlkønnet. Lige før studiestart i begyndelsen af september, sendte Mette Sandbye, institutleder på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, en mail rundt til alle underviserne på instituttet, hvori hun giver tre råd til, hvordan de kan være mere inkluderende i deres sprogbrug.

Læs mailen i Uniavisens artikel her.

Dette faldt ikke i god jord hos alle. Især ikke hos visse hvide, midaldrende, cishet mænd - jeg kigger på jer, Uffe Holm, Søren Espersen og Kristian Thulesen Dahl. Og det kan da ikke komme bag på mange, at det netop er dette segment, som har sværest ved at sluge sådan en normkritisk pille. Disse mænd sidder alle i toppen af privilegiepyramiden, og her gør følgende sætning sig ofte gældende: ”When you are accustomed to privilege, equality feels like oppression.”

Folk, der nyder godt af status quo, vil ofte tage afstand fra forandring, fordi det kan betyde, at de må afgive nogle af deres privilegier eller at de bliver nødt til at lave om på deres liv i større eller mindre grad. Professor ved Harvard Business School Rosabeth Moss Kanter har skrevet et indlæg, der hedder ’10 Reasons People Resist Change’, og jeg vil gerne fremhæve tre af hendes pointer:

1. Alt virker anderledes.

Det er meningen at forandring skal bringe noget anderledes til bordet, men hvor anderledes? Vi er vanedyr. Rutiner bliver automatiske, men forandringer tvinger os til bevidsthed, nogle gange på ubehagelige måder. For mange forandringer kan være distraherende og forvirrende.

2. At tabe ansigt

Forandring betyder farvel til fortiden. De personer, som føler sig forbundet til den sidste version – den der ikke virkede – vil typisk være defensive. Når forandring kræver et stort skift, vil personer som var ansvarlige for den tidligere retning frygte, at de vil blive opfattet som at have taget fejl.

3. Bekymringer omkring at være kompetent

Forandring bliver mødt med modstand, når den får folk til at føle sig dumme. De vil udtrykke skepsis omkring den nye version, og om den egentlig er en forbedring, selvom de i virkeligheden dybt nede er bekymrede for, om deres evner ikke længere er tilstrækkelige.

Det er tydeligt, at de tre fornævnte mænd alle lider under disse tre punkter. De er bange for at være overflødige og for at blive efterladt på perronen, mens alle andre sidder godt og behageligt i lyntoget mod fremtiden. Det er svært at fundamentalt ændre ens tankegang og vaner, men det er vores ansvar som empatiske væsner at gøre an aktiv indsats for at forstå og respektere folk, der ikke er som os selv. Det er så indgroet i os at se mennesker som værende enten drenge eller piger, mænd eller kvinder, så det kan virke som hårdt arbejde at skulle lære sig selv, at der er flere køn, og derfor er det nemmere at insistere på at blive i fortiden. Jeg mener, at hvis du gerne vil være et dannet menneske, så kræver det ikke bare, at du har læst Jane Austen og Herman Bang og kan genkende overturen til Wagners ’Den Flyvende Hollænder’, du må også blive ved med at udfordre dig selv og være villig til at lære nye ting gennem hele livet.