Af Perry MacLeod Jensen, journalist

Hele måden, hvorpå vi kan interagere med hinanden på internettet, er blevet en central del af mit liv. Min online og offline tilstedeværelse smelter let sammen. Det er på godt og ondt, og jeg vil i hvert fald ikke være det foruden. Men de her medier er også begyndt at blive en del af folks død.

Jævnligt dukker der historier op, hvor man kan læse om folk, der livestreamer, mens de tager livet af sig selv. Og sådan nogle historier sætter sig fast og vil ikke slippe igen. Måske fordi de besidder et ubesvaret spørgsmål. Et ’hvorfor’, der hænger med et rungende spørgsmålstegn i ens bevidsthed.

Når jeg læser om, at folk tager livet af sig selv foran et kamera, der sender direkte ud til resten af verden, spørger jeg mig selv: Hvorfor vil man vise sig frem på den måde i et af de mest private øjeblikke af ens liv? Hvorfor vil man påføre sine efterladte den smerte at kunne se direkte ind i den tragedie? Hvorfor?

Hvis du har selvmordstanker, så sig det til nogen. Fortæl andre om, at du har det svært, så du kan få hjælp og støtte.

På Livslinien kan du ringe anonymt og få rådgivning alle årets dage mellem klokken 11 og 05 på 70 201 201. Mandag, torsdag og lørdag kan du også kontakte Livsliniens chatrådgivning.

Hvis du er akut selvmordstruet, skal du ringe 112.

Selvmord er typisk spontane

Det er ikke ekstremt udbredt. Men det sker. Og når det sker, bliver det ofte til uhyggelige nyheder. For her har hele verden kunnet følge med, og det gør det svært at lukke øjnene. Det er hårdt at tænke på, for her kan man se folk give op midt i deres livskrise. Se dem miste troen på, at det kan blive bedre, og at tingene kommer til at se lysere ud. Det er især hårdt, fordi det netop kommer til at vende for langt de fleste. For livet er ligesom døgnet, der veksler mellem lys og mørke, men hvor det svære er at huske på, at solen nok skal stå op igen.

Så når folk tager livet af sig selv er det trist. De skulle have vidst, at selvmordstankerne som oftest går over, og at der er folk, som gerne vil lytte og hjælpe. Det er især hårdt at tænke på de efterladte, der kan se en persons liv forsvinde, uden de kan gribe ind. Så hvorfor gør folk det foran det åbne kamera, der sender direkte ud på internettet?

Det er der ikke et velunderbygget bud på endnu. Fænomenet er alt for nyt. Men selvmordsforskningen viser, at mange selvmord er spontane handlinger, der udspringer af dybe personlige kriser. At folk sjældent laver rationelle planer for, hvordan de skal forlade livet. Og når det er spontant, udspringer metoderne sjældent af lange overvejelser. Så hvorfor er der så nogen, som vælger at livestreame det?

Forbundet og distanceret på samme tid

For at forstå, hvad man egentlig kan få ud af at optræde for andre på livestreaming-medier, skriver jeg til Lindsay Brandon Hunter. Hun er lektor på University at Buffalo og forsker blandt andet i livestreaming-medier som Facebook Live, Instagram Live og Periscope. For nylig læste jeg en af hendes forskningsartikler, der handler om, hvad de her tjenester giver adgang til, og hvad de ikke giver adgang til.

Artiklen handlede ikke bare om de her typiske livestreamingvideoer, hvor en influencer sidder og taler ind i kameraet til sine følgere, eller videoer med gamere, der sidder og snakker om, hvordan de spiller Counter Strike. Den handler også om streaming fra traumatiske begivenheder, hvor folk kan invitere resten af verdenen indenfor, mens der er gang i et skyderi, en demonstration eller et politiovergreb. Den slags begivenheder, hvor man måbende sidder og følger med på Facebook, mens verden går sin brutale gang, uden man kan gribe ind.

Måske kan hun hjælpe mig med at forstå, hvorfor folk livestreamer deres eget selvmord. Jeg sætter mig tilrette foran webcammet og trykker på det Zoom-link, hun har sendt til mig. Det er sen eftermiddag hos mig. Solen er for længst gået ned, så jeg vender en lampe ind mod mig selv, så jeg er nogenlunde oplyst. Lindsay sidder i Buffalo, der ligger lige ved grænsen til Canada. Her er det formiddag og lyset flyder ind ad hendes vindue. Det viser rimelig klart, at vi er så langt for hinanden, at vi ikke kunne tale sammen, kigge hinanden ind i øjnene, og se hvordan vi reagerer på hinandens svar, hvis det ikke var for livestreaming platformene.

”Platformene siger, at det handler om at blive forbundet og være tæt på hinanden. Her kan du mødes og skjule den distance, der skiller jer ad. Men det paradoksale er, at distancen også bliver fremhævet på de her livestreamingtjenester”, siger Lindsay Brandon Hunter, der sidder 6.250 kilometer væk fra mig.

Det er ikke, fordi distancen i vores samtale er så vigtig, for her bliver den jo først og fremmest nedbrudt, så vi kan lave et uforstyrret, fredeligt interview. Men hvis der pludselig skete noget voldeligt. Noget traumatisk, hvor man normalt ville gribe ind. Så kan vi ikke gøre noget. Og det er den situation, hvor distancen bliver så tydelig i livestreams, mener Lindsay Brandon Hunter.

Hun fortæller om en episode, hvor den afroamerikanske mand, Philando Castile, blev skudt af politimanden Jeronimo Yanez i 2016. Castile var ude at køre med sin kæreste og deres 4-årige datter. De blev viftet ind til siden af Yanez og hans makker, fordi en af baglygterne ikke virkede. Betjenten fortalte, hvorfor bilen var blevet bedt om at holde ind, og han bad herefter Castile om at vise sit kørekort og forsikringspapirer. Det var et rutinetjek. En høflig og relativ normal udveksling mellem en borger og politibetjent. Men efter Castile havde givet sine papirer til Yanez, gik det helt galt. Castile fortalte politimanden: ”Sir, jeg er nødt til at sige, at jeg bærer et våben”. Politimanden sagde, at så skal han lade være med at række ud efter det. Få sekunder efter fyrer han syv skud af sted mod Philando Castile, der sad på førersædet. Der kom skrig, der kom råb, og 20 minutter senere var Castile død af skuddene fra pistolen.

Hurtigt herefter kunne hele verdenen følge med, for Castiles kæreste, Diamond Reynolds, tog sin telefon frem og begyndte at livestreame på Facebook Live, mens hun fortalte, hvad der var sket, og mens efterspillet stadig var i gang. Hurtigt gik videoen viralt. Den blev dækket af de store amerikanske medier, og folk begyndte at samle sig og demonstrere mod de syv skud.

”Midt i et traumatisk øjeblik livestreamer hun efterspillet på skyderiet. Det er ikke for at blive forbundet med folk og nedbryde distancen mellem hende, og dem der kigger med. Det handlede meget mere om at vise, hvad der skete”, siger Lindsay Brandon Hunter.

Det understreger, at der var en distance mellem Diamond Reynolds, og dem der kiggede med. De var inviteret ind i et direkte øjeblik, man normalt ikke ville få adgang til. Nu kunne de som vidner se og høre det samme som Diamond Reynolds kamera optog og sendte videre ud på internettet. Men på grund af distancen sad de også på behørig afstand, uden at det var farligt for dem selv at følge med. De kunne ikke være fysisk til stede i selve situationen, men til gengæld kunne de mobilisere en stor protestbevægelse som modreaktion.

Platforme vil være rå, instinktive og uperfekte

Men den afskårne mulighed for at gribe ind bliver til gengæld også et problem, når det handler om livestreamede selvmord. For hvis folk sad i det samme rum, ville folk jo bryde ind. I stedet er der gang i en korrespondance, hvor der ikke er nogen, som kan gribe ind og stoppe, hvad der er i gang med at ske.

”Da du nævnte det her fænomen, var det første jeg tænkte på, at det på en makaber måde fremhæver Facebooks eget ståsted om, at de i meget begrænset grad er ansvarlige for at gribe ind. Derfor kan du bruge det til at udsende de her traumatiske begivenheder, fordi der ikke er nogen, som kan gribe ind”, siger Lindsay Brandon Hunter.

Jeg har læst om flere af de folk, der har begået selvmord på livestreaming-platforme, og en af de ting, som slår mig, er, at de i forvejen var meget aktive streamere. Derfor spørger jeg Lindsay Brandon Hunter, om det betyder, at vi ikke skal se deres selvmord som noget, der handler om at chokere. At det i stedet et udtryk for, at de sociale medier er blevet en integreret og intim del af deres liv.

”Det er en interessant tanke, at det allerede er en så indbygget del af, hvordan de udtrykker sig, at det måske ikke er noget, der handler om at chokere eller straffe folk, men at det i stedet er en måde at interagere med verden, som man allerede har øvet sig på”, siger hun.

Jeg fortæller Lindsay, hvordan selvmord sjældent er særligt planlagt, og hvor langt de fleste fortryder, at de forsøgte. Det er virkelig trist, for ofte er det mere en spontan reaktion på, at man står i en meget ulykkelig situation, som man ikke umiddelbart kan se nogen vej ud af endnu.

”Når du siger, at det er spontant, ræsonnerer det virkelig med, hvad Facebook selv fremhæver som en af værdierne ved Facebook Live. Da det blev lanceret, sagde Mark Zuckerberg, at det er råt og instinktivt. De lagde altså selv vægt på, at det er et medie, som er spontant. Det, man sender ud, er ikke indøvet. Det er tværtimod direkte og uperfekt. Og på en måde bliver det ikke mere instinktivt end skelnet mellem liv og død. Det er et af de ultimative eksempler på noget, der ikke er indøvet”.

Selvom det indhold, som klarer sig bedst på sociale medier, er væsentligt bedre planlagt og langt mere strategisk, end hvad Zuckerberg lagde op til ved Facebooks lancering, er der alligevel noget ved de sociale mediers umiddelbarhed, der begynder at give mening i forhold til selvmordene. For Instagram og Facebook er blevet steder, hvor vi har mulighed for at vise intime detaljer frem om os selv. Fortælle hemmeligheder, sårbarheder, svagheder, styrker og tvivl. Vi kan lægge det ud og lade andre respondere på det. Vi kan få bekræftet os selv. Vi kan spejle os i andre, i deres tvivl og kampe. For det er ikke kun perfektheden, der viser sig frem. Det er også de nørdede begejstringer, de skæver næser og dellerne. Det, som ikke behøver at være perfekt, men som godt må være råt og instinktivt. Spørgsmålet er bare, om skillelinjen mellem den offentlige og private sfære langsomt bliver udvisket, og de sociale medier bliver som en forlænget arm, der kan bruges til at vise ens personlighed. Og måske er de her selvmord et tydeligt eksempel på det.

Der opstår en lille pause i interviewet, mens jeg prøver at forstå det paradoksale i, hvad Lindsay lige har sagt: At man faktisk har skabt et sted, hvor man kan afsøge de absolutte, makabre grænser for det spontane og umiddelbare. Jeg leder efter ordene til mit næste spørgsmål, men siger i stedet, at det lyder, som om Facebook har skabt et monster, de ikke selv kan styre, når der kommer så meget materiale ud, som de ikke vil have på deres platform.

”Ja. Jeg synes, det er ret vildt, at der ikke var nogen, som stoppede den her kæmpe lastbil, der kører derudaf med høj fart. Det tager ikke særlig lang tid at tænke over, hvad folk begynder at livestreame, og dernæst hvilket ansvar du som platform har for at sende ud til verdenen”, siger hun.