Maja var “den anden kvinde” i halvandet år, og det var både fantastisk og smertefuldt. Men sådan behøver det ikke altid at gå. Fortællingen om at være nogens affære kalder på flere nuancer, mener forfatter og sexolog Sara Skaarup. 

Af Shani Pedersen, journalist

“Det var vores lille hemmelighed. Det var sjovt – meget sjovt. Indtil det ikke var sjovt længere.” 

Sådan skriver Maja til mig i et brev, inden vi mødes online for at tale om den affære, hun havde til en mand for fire år siden. Et brev, hun allermest havde brug for at skrive til sig selv, men som hun delte med mig, fordi hun har et ønske om at “få det hele ud og sat ord på sin historie”, som hun formulerer det. Hun var ‘den anden kvinde’, og han var i et lukket, etableret forhold med én, han elskede. Men han elskede jo også hende, sagde han, og han ville jo i virkeligheden bare gerne være sammen med hende og ikke sin kæreste, lod han hende også vide. Og det blev Majas næring. 

“Jeg trak vejret gennem de søde ting, han sagde til mig. Som en fange, der lever af en enkelt tår vand og et stykke brød om dagen. Det var nok til, at jeg lige kunne holde mig oven vande uden at drukne,” skriver hun i brevet.

Men drukne gjorde hun alligevel lidt. Og så lidt mere og lidt oftere. Da jeg fanger hende online senere på dagen, sidder hendes veninde ved hendes side. “Det er okay – hun ved alt og mere til,” forsikrer hun mig. Majas veninde er på mange måder et sandhedsvidne til det halvandet år, hvor hun blev viklet længere og længere ind i den tumultariske affære. Hun var der, da alt var godt, og hun husker især, når det ikke var.

“Man kom jo hjem til din lejlighed og fandt dig grædende på gulvet, fordi du havde så ondt,” siger hun.

Alligevel blev hun, i følge sig selv, “lidt for længe”, for lige så dårligt hun havde det nogle dage, lige så hurtigt kunne hun føle, at det egentlig var det hele værd. 

“Hver gang vi var sammen, åbnede man jo døren til noget, som var så intenst. Og man var tvunget til at nyde hvert eneste øjeblik, for lige pludselig skulle han hjem, og så var det slut,” husker hun. 

Et udbredt fænomen 

Der er mange som Maja, mange ‘den anden’. Mennesker, som på den ene eller anden måde har været i hendes position. Om de har forelsket sig, haft uforpligtende sex, dyrket en spirituel tosomhed eller alt på én gang, har de det tilfælles, at de har engageret sig med et menneske, som er i et monogamt forhold.

Projekt SEXUX er verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet. På baggrund af besvarelser fra 62.675 deltagere har undersøgelsen givet et dybt indblik i alt fra onani, rejsningsproblemer til analsex og utroskab. Rapporten, som udkom i 2019, viste, at mere end hver femte mand har været deres nuværende partner utro. Hos kvinderne gælder det 14 procent. Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, men eksperter er enige om, at de er høje.  

Det giver sig selv, at der i de tal også er mennesker som Maja, som er ‘den anden’ – den, respondenterne er utro med, men også den, som er en hemmelighed. Men hvad er det, der driver mennesker, som ender i sådan en konstellation, hvor de på mange måder skal gemmes væk fra omverdenen? Hvordan har de det? Er det overhovedet en drift, eller er det lige så tilfældigt som at forelske sig i et menneske, som ikke er i et forpligtende forhold? Hvorfor bliver man, når det gør ondt? 

For at komme nærmere et svar, har jeg – udover Maja – allieret mig med en sexolog, som har haft fingrene i mulden og mødt de mennesker, som engagerer sig seksuelt og emotionelt med én, som er i et forhold. Sara Skaarup er journalist, forfatter og sexolog. Hun har skrevet flere bøger om blandt andet kærlighed og jalousi og interesserer sig for kærlighed og sex som et billede på den virkelighed, vi lever i. Og så deler hun jævnligt ud af sin ekspertise i medierne, så mennesker som jeg kan forstå sex og kærlighed bedre. 

“I virkeligheden blev jeg sexolog, fordi der ikke er en uddannelse, der hedder kærlighedsekspert,” siger hun, da jeg ringer til hende for at tale om, hvad der driver folk til at være sammen med én, som allerede er i et forhold. Det er ikke let at besvare, siger Sara Skaarup, for hendes erfaring er, at der kan være mange forskellige grunde til, man ender med at blive ‘den anden’. Nogle gange ville man slet ikke være det, men en enkelt nat bliver senere til en forelskelse, og pludselig er man fanget i et dobbeltspil, man ikke kan bryde ud af, fordi man elsker. Andre gange søger man det måske ligefrem.  

“Det kan være en ret praktisk løsning for den, som ikke har lyst til at have en kæreste, har for travlt eller ikke har tid til en partner. Én, som vil have en, som har sine egne ting kørende og ikke vil køre det videre. For ‘den anden’ kan det ganske enkelt være et bevidst valg om at søge en mage, som pludselig ikke vil alt muligt mere,” siger hun. 

Hun peger på, at folk kan have et snævert syn på ‘den anden’ eller affærer i det hele taget, fordi det ofte er det, vi bliver præsenteret for, når vi læser og hører om det i medier og litteratur. 

“Det fører ikke altid til knuste hjerter, og det er ikke altid den utro, som knuser dem. Det kan også være elskerinden, som knuser et hjerte, når hun går og har fået det, hun vil have. Der er en idé om, at man enten er femme fatale, som bare knalder derud af, eller også er du en stakkel, som ikke forstår, dit hjerte vil blive knust,” siger Sara Skaarup. 

En evig skyggerolle 

Uanset hvilken rolle man har som ‘the other’ og grundene til, man er blevet det i første omgang, er det ofte et emne, som er stærkt tabuiseret, både i medierne, men også i de implicerede parters liv. Det er forbudt, det er hemmeligt, og det er moralsk forkasteligt, lyder det ofte. Tabuiseringen kan bidrage til, at narrativer om ‘den anden’ bliver knyttet til en decideret skurkerolle – en homewrecker – som Sara Skaarup udtrykker det. En person, som med rod i ren egoisme spolerer andres tilsyneladende lykkelige familiekonstellation. 

“Det er meget negativt ladet og grunden til, det er et tabu. Det er lidt Jolene-agtigt. Det er underbelyst at have den rolle, og der er ikke så meget status i det, fordi det er lidt en skyggerolle, men i virkeligheden kan der være mange forskellige grunde til det. Det interessante er, at det man finder om emnet, ofte handler om kvinder (red, som har den rolle)” siger hun. 

‘Den anden’ bliver altså ikke sjældent præsenteret som den, der potentielt spolerer noget lykkeligt og etableret - en Jolene. Det er svært ikke at høre Dolly Partons smertefulde bøn til den magiske kvinde: I'm begging of you please don't take my man. Please don't take him just because you can. I det hele taget kan man finde uendeligt mange fortællinger i kunsten og litteraturen, hvor historien om ‘den anden’ også bliver en beretning om smerte for den og de, der tager skade. Dronning af Danmark og Norge Caroline Mathilde blev udskammet og arresteret, og hendes elsker Johann Struensee blev halshugget. Der er også de mindre dramatiske, men mindst lige så romantiserede fortællinger, som da Melissa fra Sally Rooneys ‘Samtale med venner’ skriver en lang mail til sin mands unge elskerinde, Frances, med ordene: Får du min mand til at have det bedre, Frances? Hvad giver dig ret til det?

Da Maja forelskede sig i en mand, som elskede ‘den anden’, følte hun sig hverken som en skurk eller homewrecker. Hun oplevede heller ingen fordømmelse fra sine omgivelser, som kendte til deres affære. Alligevel ved hun, mange ville stille spørgsmålstegn ved, om hun ikke havde dårlig samvittighed. På et tidspunkt var hun endda ret sikker på, at hendes affæres kæreste fik kendskab til deres affære. Overvejede hun ikke det moralske ansvar i potentielt at skille en familie ad? 

“Ærligt, nej,” siger hun og uddyber: “Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvordan hun havde det, fordi jeg havde det mindst lige så hårdt, troede jeg. Jeg var også offer for at blive holdt for nar og kastet rundt i løgne og blind kærlighed. Jeg lå også og græd hver dag, fordi jeg ikke kunne være sammen med manden, jeg elskede,” fortæller hun og tilføjer, at selvom hun synes, at det moralske ansvar udelukkende ligger hos den, som er utro og ikke ‘den anden’, er det ikke noget, hun vil praktisere igen. 

“Jeg synes aldrig, det er det rigtige at gøre, egentlig både for dem, det går udover, men også den kvinde, som står der, hvor jeg stod.”

Meget særlig, meget brugt 

Maja blev i relationen i halvandet år, selvom hun mange gange havde lyst til at gå og prøvede at sige fra. Han fortalte om problemer i sit parforhold, og han sagde jo, han elskede hende, tænkte hun. 

“Jeg følte mig en blanding af at være meget særlig og meget brugt. Jeg var der jo kun, når det passede ham. Drivkraften er, at hvis man bare bliver ved lidt mere, så skal det nok gå. Men det gør det ikke. Han fravalgte mig jo hver dag i halvandet år, når han kom hjem og kyssede sin kæreste,” siger hun og forklarer, at hun i dag er smertefuldt bevidst om, at det, som holdt hende oppe dengang, også var det, som trak hende ned: forelskelsen. 

Dobbeltheden mellem på den ene side af føle sig opløftet og i live og på den anden side umættet og utilstrækkelig, kan Sara Skaarup genkende fra hendes mangeårige erfaringer med mennesker, som indleder og bliver i affærer med personer, som har en partner. 

“For mange er der en høj grad af afsavn, fordi man er sammen med et menneske, som ikke kan give én, det man i bund og grund vil have. Det er denne her følelse af at få for lidt,” siger hun og understreger, at der samtidig er en positiv side af det at have en affære, som kan bidrage til, at folk indleder den til at starte med eller vælger at blive i den i længere tid, hvad enten der er tale om ren sex eller forelskelse. 

“Det er en position, som tillader en at være i den evige opstartsfase. En affære vil typisk være hemmelig, der er noget at glæde sig til, og der er lagt noget i kakkelovnen til denne her højtiltrækning og passionerede relation kan vare længe. Man skal ikke forholde sig til den irriterende svigerfar, man kan altid være ovenpå og gøre sig umage, når man ses. Ift at skabe spænding, er elskerinderollen ideel,” fortæller Sara Skaarup. 

Maja følte, hun var særlig, fordi han blev med hende, selvom han var i et forhold. Han satte sit forhold på spil, og det måtte vel være et udtryk for, han følte noget særligt for hende. Idéen om at være unik, når man står midt i en affære, er ikke usædvanlig, mener Sara Skaarup. 

“Selvfølgelig kan en relation mellem en gift person og vedkommendes elsker eller elskerinde være både unik og skelsættende. Men det kan også mest være noget, man har brug for at fortælle sig selv: Vi to har en helt særlig forbindelse. Man kan også fortælle sig selv, at det retfærdiggør affæren, fordi vores forbindelse er helt unik, og for øvrigt har hans kone ikke villet have sex i tre år. Man laver tit en historie, man selv kan tro på, så man på den måde holder sig selv ren,” siger hun. 

For Maja blev en graviditet hendes vej ud af relationen. Og det var ikke hendes egen. Da hun tilfældigt mødte sin affære en dag, gik det op for hende, at han levede et liv, som hun ikke ville blive en del af. 

“Han åbnede døren til bagsædet på sin bil, og så sagde jeg hej til babyen, som sad der. Så kørte jeg derfra. Det var en kæmpe øjenåbner,” siger hun. 

I dag, fire år senere, tænker hun sjældent på sin gamle affære, men når hun gør, ser hun ham som en mand, som røg for mange joints og nu har fået barn nummer to og ser lykkelig ud på Instagram.