Af Katrine Blauenfeldt, cand.mag. | Foto: Masoud Vahedi
2. februar 2022 | Begær

En gang imellem kan livet og alle dets gøremål virke overvældende. Dine dage er ikke ligefrem fyldt med begær, for du har mange ting, du skal nå. Hver dag.

Du bliver vækket af din insisterende mobilalarm. Du skal lave morgenmad. Og kaffe. Kaffen er vigtig. Du skal lige tjekke nyheder og sociale medier. Du skal forberede dig på at møde din kollega Hanne, så snart du træder ind ad døren på dit arbejde. Hanne som altid er alt for morgenfrisk og siger ting som ’jo mere man smiler, jo gladere bliver man’, når du står med halvlukkede øjne og venter på, at vandet i elkedlen koger, hvilket tager evigheder, fordi den er helt tilkalket, og alle har for travlt til at gøre noget ved det.

Du skal tænde din computer, som er blevet noget langsommere på det sidste, fordi du i flere måneder har udskudt den seneste software-opdatering, fordi du har haft travlt. Du skal huske at tjekke om nogen af dine venner, familiemedlemmer eller kolleger har fødselsdag, for du vil gerne virke overskudsagtig og komme med en sjov og personlig hilsen til eventuelle fødselarer. Du har vel ikke for travlt til at sige tillykke, vel?!

Nu skal du arbejde. Din telefon ringer. Det er din bank. Der er noget galt med dit kort. Eller din konto. Du hører nemlig ikke helt, hvad bankrådgiveren siger, fordi i samme øjeblik vinker din chef til dig. I har et møde nu. Du står for en stor præsentation i dag. Med PowerPoint. Din chef insisterede. Du siger til din bankrådgiver, at du ringer tilbage senere, selvom du inderst inde godt ved, at du nok først får gjort det om nogle dage, og du har allerede dårlig samvittighed over det.

Efter mødet – som altid trækker ud – er der frokost. Du vil egentlig helst spise dine rugbrødsmadder foran computeren, fordi de fleste af dine kolleger bruger frokostpausen i kantinen på at tale højt og længe om deres børn, og det er ikke et emne, der interesserer dig synderligt, men du har ikke lyst til at fremstå som en arrogant enspænder, så du tager dit høflige ansigt på og sætter dig ved de andre, og du siger ’nå da da’ og ’ej, er det rigtigt?!’, når de fortæller om deres børns ikke-præstationer.

Når du får fri, kan du faktisk ikke huske, hvad du har lavet mellem frokost og nu, da alle arbejdsdage, -møder og -samtaler ligner hinanden. Du ved bare, at du har haft travlt.

Og resten af dagen er én endeløs spiral nedad bestående af madplaner, indkøb, tilberedning, støvsugning, opvaskning og affaldssortering. Og den sidste time af aftenen, inden du skal nyde at være bevidstløs i syv timer, belønner du dig selv med et afsnit eller to af en ligegyldig Netflix-serie uden plot eller karakterudvikling, fordi du har fortalt dig selv, at du fortjener at koble af, ikke bruge hjernen, bare flade ud. For du er udmattet. Kan ikke klare at tage flere beslutninger eller mere hensyn.

Alt går så hurtigt. Alt skal opdateres, opgraderes og optimeres. Du skal videreudvikle og videreuddanne. Vær den bedste version af dig selv. I skolen. På arbejdet. I andelsforeningen. Blandt venner. For familien. På dates.

Og bidrag. For alt i verden, bidrag! Til samfundet og fællesskabet. Men mest af alt til statskassen. Du kan sikkert godt løbe lidt hurtigere.

Men ved I hvad? Jeg kan ikke give mere af mig selv. Jeg kan ikke give mere opmærksomhed, overskud, flere råd eller skuldre at græde på, ingen nye, spændende idéer til underbetalende chefer, ikke flere ’vi giver den lille en ekstra skalle’.

Jeg har brug for tidspunkter, hvor jeg ikke kan mærke det knusende pres fra omverden og - let’s be honest - mig selv. Og som de der superrige og magtfulde business-mænd, man hører om, der går til sexarbejdere for at blive bundet, spanket og måske endda ydmyget, har jeg brug for et seksuelt rum, som indeholder det modsatte af min hverdag.

Jeg har brug for at lægge den forstående og omsorgsfulde side væk. Jeg har brug for ikke at kende for meget til min seksuelle partners familiebaggrund, politiske holdninger og kostvaner. Jeg vil ikke på lange, romantiske dates, hvor fingre flettes og dybe hemmeligheder bliver delt. For alt dette ville betyde, at jeg skulle tage stilling, det ville betyde, at jeg kunne risikere at udvikle følelser for vedkommende, og det har jeg ikke overskud til for tiden. Jeg vil bare gerne være en krop, der føler begær og bliver begæret. Jeg vil trækkes ud af en verden, hvor så ekstremt meget er gennemtænkt, nærstuderet og analyseret.

Jeg vil have fingerspidser, der glider hen over mine skulderblade. Jeg vil have bløde og våde kys, der langsomt bliver mere og mere intense. Jeg vil have negle, der borer sig ind i mine lår, hofter og baller. Jeg vil have lange slik på inderlår, nakke og hals. Jeg vil høre liderlige støn og mærke fingre, der filtrer sig ind i mit hår. Jeg vil ikke have følelsesladede samtaler og inderlige tilkendegivelser, for dem har jeg nok af i mit liv. Lad mig slippe for alt det og bare være en krop, der ånder, boller og begærer.