Af Louise Basse, journalist | Foto: Mathias Løvgreen
14. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

Pandemi. Klimaforandringer. Ensomhed. Sorg. Beslutningsangst.

Verden virker mere kaotisk end den plejede at gøre. I hvert fald hvis man spørger forfatter og journalist Amalie Langballe, som er aktuel med samtalebogen »Forsøg udi håb. Hvad præster ved om kaos«.

Med udgangspunkt i dagsaktuelle emner og personlige bekymringer taler Amalie Langballe med ni udvalgte præster om, hvordan håb ser ud i en kaotisk verden. 

Hun fortæller, at det er et åbent spørgsmål, om præster kan fortælle noget værdifuldt om kriser. Alligevel har hun fundet en slags trøst i de samtaler, hun havde. Så hvordan finder vi egentlig håb i en verden, der til tider kan virke som om, den er ved at falde fra hinanden? Hvad kan præster fortælle om de fælles og personlige kriser, vi oplever? 

Det har OXY Magazine interviewet Amalie Langballe om. 

Jagten på håb i en kaotisk verden

Hun kan ikke huske, hvornår det startede, men det var nok omkring 2016. Briterne meldte sig ud af EU. Samme år mistede Amalie Langballe sin mor til kræft, og hun blev udsat for et seksuelt overgreb. Senere blev Donald Trump valgt til verdens mest magtfulde embede, og klimaforandringerne begyndte at spidse til. Sidste år ramte coronapandemien og forandrede milliarder af liv verden over. 

Så da hun blev spurgt af forlaget People’s, om hun havde lyst til at snakke med præster i et halvt års tid og lave en bog baseret på samtalerne, var hun ikke i tvivl om, hvad hun gerne ville snakke med dem om. Kaos og håb. 

“For mig var det spændende at tage dagsaktuelle emner og se, om præster kan snakke om dem, fordi jeg forbinder præster med noget eksistentielt. Derfor synes jeg, det kunne være interessant at se, hvad der egentlig sker, hvis man spørger en præst om et emne som f.eks. telefonafhængighed,” forklarer hun.

Men i stedet for håb, opstod der noget andet i de samtaler, hun havde med præsterne under coronanedlukningen, fortæller hun: 

“Samtalerne med præsterne har mere givet mig en form for trøst, end det har givet mig håb. Jeg er ultimativt en af dem, jeg kender, der har klaret året med corona bedst. I forhold til hvor mange der har været helt nede og vende under pandemien, har jeg klaret det bemærkelsesværdigt godt, selvom jeg har været meget i isolation, fordi jeg boede i Berlin og rejste frem og tilbage mellem Danmark og Tyskland,” siger hun og understreger: 

"I forhold til det har jeg tænkt, at det har været en faktor, at jeg en gang om måneden havde adgang til en samtale med et virkelig klogt menneske.”

“Elsk det liv der er, og drøm om mere”

Året med angst og bæven. Sådan beskriver Amalie Langballe året, hvor coronapandemien ramte os. Det er et af de temaer — eller kriser — som hun har valgt at snakke med en præst om. Hun vil nemlig gerne vide, hvordan hun kan lære at acceptere året med corona, når hun egentlig selv helst ville have været foruden. 

Da hun spørger sognepræsten fra Tårnby, Karsten Møller Hansen, om netop det, svarer han, at vi måske skal opgive tanken om at være lykkelige og i stedet tage imod lykken, når den en gang imellem bliver givet til os. Han minder Amalie Langballe om, at livet under corona er et lige så fint liv som det, der var før pandemien, og det liv, vi går i møde efter pandemien. Han mener, at alt liv er godt liv, og at vi skal undgå overhovedet at kvalificere liv.

Det får mig til at spørge Amalie Langballe, om hun tror, at vi stiller for høje krav til det gode liv, hvortil hun svarer:  

“Karsten Møller Hansen havde en meget fin pointe i at uanset hvad, er alt liv liv. Men det kommer også an på, hvad det betyder at stille høje krav til livet? Er man så i forhandling med livet?” siger hun og understreger: 

“Jeg synes, at det er helt okay at tænke, at alt kan ske i det her liv. Det er der virkelig noget inspirerende ved. Samtidig skal man også bare kunne leve i det andet, og derfor spekulerer jeg også på, om det ene udelukker det andet. Kan vi ikke godt elske det liv, der er, og samtidig drømme og håbe og ville alt muligt? Det tror jeg godt, vi kan,” fortæller hun.

Foto: Mathias Løvgreen

Retningsløshed og beslutningsangst 

Med livet følger også mange muligheder og beslutninger, som skal tages. Så hvad sker der egentlig med os, når vi kan vælge frit på alle hylder? Og kan de mange valg i livet være med til at gøre kaosset endnu mere uoverskueligt?

I samtalebogen skriver Amalie Langballe, at vores generation er født i en tid og i en del af verden, hvor vi har fået fortalt, at vi kan, hvad vi vil — og det kan skabe en form for retningsløsning. 

De mange valgmuligheder får hende til at bringe udtrykket beslutningsangst på banen i bogens samtale med Vibeke Bidstrup, som er sognepræst i Bispebjerg. Amalie Langballe forklarer, at man kan føle sig tabt imellem varehylderne, når man føler sig overvældet af de mange valgmuligheder. Men hvorfor kan vi have en tendens til at se de mange valgmuligheder som en stressfaktor fremfor en gave? 

“Valgmulighederne er mange, og det i sig selv kan være overvældende. Hvis du har 10 valgmuligheder i stedet for tre, og der kun er én af dem, der er rigtig, så er sandsynligheden for at vælge det rigtige mindre. Det er den følelse, man kan blive ramt af, selvom den ikke er retvisende for virkeligheden,” siger Amalie Langballe og fortsætter: 

“Mange af præsterne snakkede om det med rent faktisk at vælge, og det er vel det, der kan være det svære — at træffe et valg og ikke bare lade tingene ligge. Det er en klassisk Kierkegaard-tanke, at man skal vælge, og så stå ved det valg.”

“Håb er noget, der opstår i håbløsheden” 

Men hvad betyder håb så i en kaotisk verden, der kan være præget af svære valg, retningsløshed, klimaforandringer og ensomhed? Hvornår opstår håb, og hvordan kan vi bruge en samtale med en præst til at finde håb i kaos?

For Amalie Langballe er håbet opstået, når tingene ellers virker håbløse: 

“Jeg læner mig meget op ad sognepræsten fra Risskov, Hanne Houkjær, som siger noget rigtig fint med, at håb er noget, der viser sig, når håbet er ude — og det i sig selv er jo ret paradoksalt, men det er jo også der, du har brug for det,” siger hun og uddyber: 

“Hvis jeg tænker på mit eget liv, er det også der, jeg har haft den klareste oplevelse af håb — nemlig når jeg har tænkt, at tingene var håbløse. Håb er noget, der opstår i håbløsheden.”  

I samtalebogen skriver Amalie Langballe, at det er hendes håb, at samtalerne med de ni udvalgte præster har gjort samme indtryk på sine læsere, som de har gjort på hende selv. Jeg spørger hende, hvad der har gjort størst indtryk på hende?

“Det er grundlæggende ret rørende, at man kan skrive til et andet menneske og spørge ‘vil du ikke godt lytte til mine bekymringer?’ og så bliver man mødt af så lydhøre mennesker. Det har jeg været ret imponeret af,” fortæller hun afsluttende.