Af Hinda Olad, studerende

Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg kendt til følelsen af udstødelse, eller snarere andetgørelse. Det var ikke på en ’du-er-ikke-en-del-af-os’-måde, men mere det, at jeg blev mødt med tilsidesættelse og mangel på accept af min personlighed, mine behov og mine interesser som barn. Jeg mener, at det er den modgang i hele min barndom og tidlige ungdom, der senere har givet mig modet til at sige nej over for kollektiv opdragelse eller nikkedukke-kulturen, hvor man helst bare skal være enig og ikke sige for meget for at undgå at blive udstødt af fælleskabet. Dette er relevant at nævne for at tegne et billede af mit kendskab til andetgørelse, skepsis og undertrykkelse af det enkelte individs identitet.

Når den intersektionelle feministiske kamp anno 2021 meget klart understreger, at man enten vil ændre på de gamle normer og strukturer, eller finde på undskyldninger og bortforklaringer for at opretholde status quo, har det hele vejen igennem været indlysende for mig, hvad der er på spil for dem der vælger at løsrive sig fra patriarkalsk tænkning, fra sexismekulturen og fra vores tankegang og måde at danne et samfund på. For slet ikke at nævne racisme og fremmedhad, der nærmest er grobund for ’hygge’ herhjemme – desværre.

At løsrive sig og stille sig kritisk over for alt det etablerede og over for flertallet er enormt ensomt og barskt. Det betyder, at du bliver hånet, udskammet og fremstillet som det dårlige eksempel. Det er klart, det større fælleskab opererer med udstødelse og frygt, for hvordan skulle de ellers holde fast på folk?

Jeg husker tydeligt, da jeg var 20 år og langsomt var begyndt at gøre op med nogle ting i mit liv rent fysisk. Jeg begyndte at klæde mig anderledes og dyrkede mine hobbyer, som ikke bestod af det normen dikterede. Dér startede forfølgelsen og mobningen for alvor, både internt, men også eksternt. I min egen familie, men også i deres omgangskreds og den minoritetskultur vi var en del af. Det hænger således sammen, hvis du begynder at opføre dig anderledes, tænke eller mene noget andet, end det der bliver forventet af dig. Og hvis du ovenikøbet hviler i din beslutning, fremstår du øjeblikkeligt som en kæmpe trussel. Du viser nu fællesskabet, at der er alternativer, men fællesskabet vil på ingen måde må have, at andre bliver inspireret af alternativerne eller bliver en del af dem. Og altså også endnu et bevis for mig, hvor skrøbeligt et fundament dette fælleskab består af, eftersom man er så bange for, at andre ’bliver klogere’.

Min egen historie om min kamp til selvbestemmelse og eksemplet på den intersektionelle feminisme i en moderne tid, er helt og aldeles uadskillelige og på mange områder den samme kamp. Pointen er at føle sig klemt mellem mit muslimske bagland og majoritetskulturen. To kulturer, som begge står over for mødet med feminismen og frigørelsen af det feminine, som hver tackler det på deres egen måde. Min position i det som sort kvinde er ualmindelig udfordrende og belastende, jeg møder fortsat modstand fra begge sider. I majoritetskulturen kører andetgørelsen primært på min hudfarve, den evige klasse-struggle, kort sagt det faktum at jeg ikke er hvid, ikke hedder Andersen til efternavn og ikke kommer fra en familie med akademikerbaggrund. På den anden side har jeg mine forældre, deres forældre og hele mit bagland, som mildt sagt føler sig krænket over mine livsvalg og betragter mig som eksemplet på en beskidt og uværdig kvinde, som ikke er velkommen.

Jeg mener i høj grad også, at lykken og roen sænker sig, når man vælger at frigøre sig fra alle former for normer, forventninger og lykke-myter.

Da jeg var midt i orkanens øje og alting stod slemt til, gjorde jeg mig overvejelser om hvorvidt det ville være nemmest at tilpasse mig, tage skyklapper på og undertrykke mine følelser og behov.

Og så forstillede jeg mig en hel ungdom, et kærlighedsliv og et helt liv uden min ret til selvbestemmelse. Bare ved tanken blev jeg omgående motiveret og inspireret til at løsrive mig uanset hvor høj prisen måtte være. Det samme gælder, når det kommer til majoriteten og deres indgroede patriarkalske livssyn. Jeg nægter at blive reduceret til mit køn, jeg nægter at følge gamle regler, der frarøver mig min ret til selvbestemmelse over min egen krop, min seksualitet, min påklædning eller mine mulighed. Jeg har altid ufrivilligt haft rollen som ”the other” på den ene eller den anden måde, og det er faktisk gået op for mig, at det kan være utroligt befriende at sige nej tak til at være en del af fælleskabet engang imellem – i hvert fald, hvis det drejer sig om det fælleskab, der nedbryder individer i stedet for at rumme, respektere og hylde forskelligheder.