Af Diane Roland, journalist | Foto: Netflix; HBO Nordic; Disney+
28. september 2021 | Film

Svedig smider jeg den regnvåde jakke på badeværelsesgulvet og krænger prustende mine gennemblødte støvler af. Jeg tørrer mig over mit regnvåde ansigt med ærmet af min sweater, mens jeg river døren til køleskabet op og glor ind på det begrænsede udvalgt af rugbrød, spegepølse, en håndfuld halvdøde tomater og en harsk smør, der skulle have været smidt ud i forgårs. Jeg sukker irriteret, og glider fluks tilbage i den tankestrøm, der fyldte mit hoved på min regnfulde cykeltur hjem. Et af de allertidligste afsnit af samtalepodcasten ‘Fries Before Guys’ fik nemlig gjort mig opmærksom på noget, der tidligere har gået mig på; Nemlig måden, hvorpå visse mennesker ofte er fastlåste i bestemte, stereotype karakterer i film og TV-serier.

Inden jeg kommer nærmere ind på, hvad jeg præcist mener, så vil jeg lige påpege, at de stereotyper og disses problemstillinger, som jeg her vil opridse, kun er et udpluk – jeg er bevidst om, at der med sikkerhed kan findes endnu flere stereotype forestillinger om bestemte typer af mennesker, køn, etniciteter og seksuelle orienteringer, som kunne tåle et opgør.

For at vende tilbage til min irriterede stirren ind i mit slunkne køleskab og den forudgående hidsige trampen i pedalerne i regnvejret på vejen hjem, der blev tilvejebragt af to gæve damers snak i mit headset: Jeg har længe været træt af normaliseringen af stereotyper. Jeg er selv typen, der primært ser serier (og derfor vil mine eksempler primært være fra serier), men samme problematik udspiller sig, når vi taler om film.

Hvordan kan det være, at det nogensinde blev gjort til en norm, at en tyk person på skærmen ikke bare kunne være et helt normalt menneske, der tilfældigvis var tyk? Hvorfor er denne karakter som oftest ”klassens klovn” eller på anden vis særlig i flokken? Og hvorfor skal det være en del af karakterens træk, at vedkommende er tyk, og at dette bliver noget, som karakteren på en eller anden måde skal overkomme - som fx at vedkommende ender med at blive elsket på trods af, at han/hun/de ikke ligner Barbie eller Ken?

På samme måde med etniciteter og andre seksualiteter end heteroseksuelle – disse bliver oftest også pålagt bestemte stereotype egenskaber og træk, der er gennemgående og tilbagevendende. De fleste kender den asiatiske nørd i vores ungdoms high school film, der kunne hacke sig ind i alle netværk, fik høje karakterer i alle fag og havde strenge forældre. Og hvor mange gange har vi ikke set bikarakteren ”the gay best friend”, der skal agere den evige, tro hjælper til hetero-heltinden i diverse romantiske komedier?

Og så er der hele snakken om kønsstereotyper i filmens verden… Men hvis jeg først begynder på den, så kommer jeg aldrig til den pointe, som jeg, gnaskende på min tørre rugbrødsmad, har spekuleret mig frem til: Er der alligevel begyndt at ske et skred i hele måden, man tidligere hæmningsløst har smækket den ene stereotype forestilling om forskellige typer af mennesker op på skærmene på?

Det synes jeg. Man kan argumentere for, at forsøget på at være ”woke” af og til bliver et krampagtigt forsøg på at tage afstand fra stereotyper, og derved kan forekomme en smule karikeret. Som fx i ’The Danish Girl’ - en film om den transkønnede Lili Elbe – der bærer præg af, at både forfatteren bag bogen og at producenterne af filmen alle er cis-kønnede personer. Jeg syntes, at fremstillingen af den transkønnede føltes påtaget og forudindtaget, og at fortællingen om manden, der føler sig som kvinde, men ikke ved hvordan, og derfor på en klodset måde – som en elefant i et glashus – vælter rundt i den ”nye” identitet.

Men ser man på karakteren Sophia Burset i ’Orange Is The New Black’, så synes jeg pludselig, at vi begynder at have fat i den lange ende. For det første er der her tale om en transkønnet karakter, som spilles af en transkønnet skuespiller (Laverne Cox), hvilket jeg ikke er et sekund i tvivl om, har været med til at bidrage til den positive normative fremstilling af karakteren Sophia Burset. For det andet er hun som karakter først og fremmest et menneske, der grundet sin fængsling er adskilt fra sin søn og sin kone (som hun er separeret fra). Homofobi bliver senere i serien et tema – her spiller karakterens beslutning om at ændre navn fra Marcus til Sophia også en større rolle. Skuespilleren ikke har skullet prøve at forestille sig, hvordan det måske er og må føles at være transkønnet. Karakteren bliver bare et menneske med udfordringer, fremfor at blive fremmedgjort.

På samme måde vil jeg fremhæve karakteren Alex Parrish fra serien ’Quantico’, der uddannes til agent på FBI-akademiet. Oprindelig skulle karakteren have været en hvid kvinde, men man valgte at caste Priyanka Chopra i stedet, der er af indisk afstamning, og tilpasse karakteren derefter. Men hverken hendes indiske rødder eller de stereotyper, der typisk er pålagt karakterer med indisk oprindelse (eksempelvis overdreven indisk accent), fremhæves hos Alex Parrish i en grad, hvor hendes indiske rødder får afgørende betydning for karakteren. Hun er hverken sin hudfarve eller sin mors kultur – hun er bare en kvinde, der bliver stillet overfor nogle udfordringer, som hun skal løse.

Hvornår det præcis blev trendy at begynde at lade rigtige mennesker med reelle livserfaringer spille de karakterer, der har de træk, som skuespillernes personer matcher med, kan jeg ikke sætte fingeren på. Men det har stået på længe nok til, at TV-serien ’Girls’ af Lena Dunham i 2012 blev hyldet som værende revolutionerende, fordi kvinderne i serien bare var, ja, kvinder. Og fordi en af de kvindelige frontfigurer var Lena Dunham selv – og hun var tyk. Men uden at det betød noget for hendes ret til at være alt muligt andet, som normale kvinder nu engang er. Alle kvinderne i serien ser forskellige ud og har problemer af forskellig menneskelig art. Der er ikke en Carrie, en Samantha, en Charlotte og en Miranda – tværtimod viser serien på en forfriskende bramfri måde, at man ikke kun passer ned i én kasse, men at man oftest hører til i flere kasser. Og at livet er kaotisk ad helvede til.

Fortrøstningsfuld samler jeg den halvvåde regnjakke op fra badeværelsesgulvet og hænger den over amaturet og får sat mine støvler på plads. Jeg er ikke længere helt så dirrende irriteret, men er snarere en smule håbefuld. Jeg håber, at vi inden for en ikke så fjern fremtid kan få lov til at se os selv repræsenteret mere som mennesker fremfor som stereotype karakterer. At vi kan få lov til bare at være mennesker med forskellige køn, seksualiteter, nationaliteter og hudfarver, fremfor at skulle være vores køn, seksualitet, nationalitet eller hudfarve. Og de levende billeder (eller filmens verden) er et fremragende sted at starte den udvikling. Jeg tror dog stadig, at der er lang vej igen, når det kommer til repræsentation og problematisk skildring af visse typer af mennesker, men vi bevæger os langsomt i den rigtige retning – i hvert fald når det kommer til serieproduktioner (for det er primært her min erfaring kommer fra).