Risikoen for depression stiger hos unge kvinder, når de bruger p-piller. For mig gjorde hormonel prævention otte år af min ungdom ulidelig. Alligevel informeres kvinder stadig ikke nok om de psykiske bivirkninger ved p-pillen, hvilket understreger en samfundsbrist: Vi tager ikke kvinders sind, velvære og liv seriøst.

Af Amalie Klitgaard, amalie.klitgaard@gmail.com

Som 16-årig sidder jeg foran min familielæge i Silkeborg, fordi jeg gerne vil på p-piller. Jeg er smaskforelsket i min første gymnasiekæreste, og vi skal have sex. Helst uden kondom. For kondomer er trælse for manden under samleje, har jeg hørt.

Lægen beretter om fysiske bivirkninger og blodpropper og tager så nogle blodprøver. Alt er fint, her er en recept, videre. Kort efter står jeg på gågaden med en plasticpose, hvori der gemmer sig en lille pakke fyldt med hvide piller – en til hver dag i tre måneder.

Hvad ingen fortalte mig dengang var, at pillerne proppet med kunstige hormoner ikke kun ville beskytte mig mod at blive gravid. De ville også køre mit sind i sænk de næste otte år. Få mit liv til at føles ligegyldigt. Give mig vilde humørsvingninger, der oftest gik ud over dem, jeg elsker. Og betyde tilbagevendende uforklarlige selvmordstanker.

Generel var min ungdom noget, der skulle overleves. En tæt tåge af tristhed og ligegyldighed udviskede både op- og nedture, indtil alt lignede den samme grå masse. 

Det troede jeg var normalt for unge kvinder, lige indtil slut 2018, hvor jeg holdt en spontan p-pille-pause. For da jeg ankom til Israel, hvor jeg skulle skrive mit bachelorprojekt, og åbnede min kuffert, var mine p-piller ikke til at finde. Pis, tænkte jeg. Men da jeg skulle tilbringe størstedelen af min tid ’on the road’ eller i de abrahamattiske religioners arnested, Jerusalem, var chancen for spontan sex minimal, så jeg stoppede for første gang min p-pille-rutine.

Og lige der stopper alle mine problemer. For første gang i næsten et årti har jeg det … godt. Jeg har ikke nogen tilfældige vredesudbrud. Ikke noget stort behov for at dulme min indre smerte i alkohol og andre substanser. Ikke nogen selvmordstanker.

Dengang troede jeg, at forklaringen kunne være selve rejsen, eller måske mødet med en spansk mand, som jeg sidenhen fandt sammen med. Men mit velbehag fortsatte efter rejsen, efter forelskelsen havde lagt sig, og så slog det mig. 

Den største forandring i mit liv var mit endelige farvel til p-pillen.

Da jeg et par måneder senere tropper op hos min gynækolog og fortæller om min oplevelse, kunne hun kun nikke og sige: ”Ja, du skulle aldrig have været på de p-piller. Hvad siger du til at få en kobberspiral?”

Spiller højt spil med sindet

Jeg skriver ikke denne klumme, fordi jeg er imod p-pillen. Jeg prisskønner, at den var med til at revolutionere danske kvinders liv i 1960’erne, da de ikke længere skulle bekymre sig om barn uden for ægteskab og farlige aborter. Jeg ved, at der også er kvinder, som ikke mærker til psykiske bivirkninger.

Derimod sætter jeg spørgsmål ved, om p-pillen er så frigørende igen, når p-piller har kunnet tynge tusindvis af kvinders sind i årtier.

 I 2019 købte 290.175 kvinder p-piller mindst en gang ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen, mens 6-7 procent stopper på grund af psykiske bivirkninger ifølge et dansk studie fra 2016. Det tal er sandsynligvis langt højere. For eksempel siger 67 procent af adspurgte kvinder i en Epinion-undersøgelse for Danmarks Radio, at de mistænker p-pillerne for at have medført psykiske bivirkninger.

Alligevel har man ikke forsket i p-pillens psykiske bivirkninger før for nylig, selvom man længe har mistænkt en sammenhæng. 

Først i 2016 kom et banebrydende dansk studie, hvor man ved hjælp af registerdata fra en million danske kvinder i alderen 15-34 år kunne påvise, at hele 40 procent af de unge kvinder havde højere risiko for at bruge antidepressiv medicin efter seks måneders brug af hormonel prævention som p-piller og p-ring i forhold til kvinder, der ikke bruger hormonel prævention. Des yngre kvinder var, des større risiko for depression – blandt teenagepiger i alderen 15-19 år var risikoen 80 procent højere!

Andre studier har sidenhen også understreget, at p-piller er et problem for nogle. Dansk forskning fra Rigshospitalet viser i 2017, at kvinder, der bruger hormonel prævention, har mere end dobbelt så stor risiko for at forsøge at begå selvmord og tre gange så stor risiko for at gennemføre selvmordet, end en jævnaldrende kvinde, der aldrig har brugt hormonel prævention.

Men … alligevel gjorde ingen af mine læger eller sundhedssystemet mig opmærksom på de psykiske bivirkninger, efter disse studier var foretaget. Intet blev nævnt til en eneste af de mine årlige p-pille-kontroller. Og heller ikke, da min depressive tilstand og selvmordstanker tog overhånd i 2017, umiddelbart uden nærmere forklaring. Den praktiserende psykolog, jeg blev henvist til, nævnte ikke, at problemet kunne være den lille hvide pille, jeg rutinemæssigt slugte hver morgen.

Det her er vanvittigt skræmmende, fordi problemet med manglende oplysning om risikoen for at udvikle en depression rækker langt ud over mig. 

I en Epinion-undersøgelse foretaget for Danmarks Radio i 2020 – altså fire år efter det første store studie blev offentliggjort - siger 60 % af de adspurgte kvinder, at de ikke er blevet spurgt ind til deres psykiske helbred til deres seneste p-pille-kontrol. Og hele 22 procent svarer, at de ikke mener, at deres læge har informeret om hvilke fysiske og psykiske bivirkninger, som p-pillerne kan medføre.

Nedprioritering af kvinders psyke

Det første, der skal ske, er, at danske læger tager sig sammen og oplyser kvinder bedre om den psykiske bagside af deres præventionsvalg. Især unge kvinder under 18 år, der har en større risiko for at blive ramt af en depression ved brug af p-piller, som muligvis lytter mere til autoriteter som familielægen, og som mere ukritisk følger normer om præventionsmidler ved samleje, fordi ”alle andre gør det samme”.

Den anden løsning er sværere, men mere langvarig og vigtig. Nemlig, at vi grundlæggende skal ændre et samfund, hvor kvinders psyke ikke bliver taget seriøst.

Hvordan kan det for eksempel være, at man først 60 år efter frigivelsen af p-pillen er begyndt at forske mere i de psykiske bivirkninger?

Og hvordan kan det være, at man hellere vil risikere at gøre unge kvinder syge psykisk frem for at tilbyde dem andre præventionsformer?

For kvinders psyke er blevet og bliver stadig nedprioriteret i sundhedsvæsenet og forskning. I 2020 ved vi for eksempel ikke, hvorfor og hvordan p-piller helt præcist fører til depressioner.

Det er også vildt, at den mandlige p-pille, trods meget offentlig debat, stadig ikke er blevet produceret. Ifølge en artikel fra videnskab.dk fra 2018, fordi det ”endnu ikke er lykkede forskerne at bringe mængden af bivirkninger ned på et acceptabelt niveau”.

Problemet omfatter ikke kun p-piller. Ny amerikansk forskning viser, at der er dobbelt så stor sandsynlighed for, at kvinder vil opleve bivirkninger ved blandt andet håndkøbsmedicin som smertestillinende, fordi megen medicin kun bliver testet på mænd. Det sker, fordi man frygter, at kvinder i medicinforsøgene var gravide. Derfor giver man den samme dosis medicin til mænd og kvinder, selvom vores kroppe er forskellige.

De overstående eksempler, samt mit eget da jeg valgte p-piller fremfor kondomer i en alder af 16 år, er eksempler på, at kvindens velvære generelt bliver ignoreret til fordel for mandens nydelse, eller fordi kvinder er besværlige.

Information, information, information

For at ændre et samfundet, der umiddelbart hellere vil smadre kvinders hjerner, end undersøge kønsforskelle i medicin eller se bort fra den mandlige fornøjelse ved sex, tror jeg på som uddannet journalist, at information er vejen frem. Og heldigvis sker der lidt på dét område.

For eksempel besluttede Det Europæiske Lægemiddelagentur i 2018, at der på indlægssedlen i europæiske p-pillepakker skal stå, at nogle kvinder har rapporteret om depression og nedtrykthed, at det er alvorligt, og at man skal kontakte sin læge ved symptomer.

Og i sommeren 2020 var der generelt et stort mediefokus på de psykiske og sociale bivirkninger af p-pillen. For eksempel skrev journalisten Lone Frank en virkelig god artikel i Weekendavisen, hvor hun nævner flere studier, som blandt andet viser, at p-piller gav mindre vedholdenhed i forskellige kognitive opgaver, at p-piller markant ændrer kvinders serotoninsystem, og at kvinders præference i mænd ændrer sig ved indtagelse af hormonel prævention.

Det hjælper, men du og jeg kan også gøre noget. For det første overveje de mange præventionstilbud, der findes i dag, så hver kvinde kan finde frem til et, som ikke påvirker deres sind og fysik negativt. Lige fra kondomet til pessaret, hormonspiralen der udløser hormoner mere lokal, eller kobberspiralen, som jeg er glad for.

Vi må tage ejerskab over vores egen krop og sind. Vi må lære at tilgå medicin og normer med en sund skepsis, for de er ikke nødvendigvis konstrueret efter vores kroppe og sind. Og vi må oplyse hinanden.

Det ville jeg ønske, at nogen havde gjort, da jeg var 16 år gammel.